menu search recent posts
May 28, 2017 standard

 

 

Der er andre end butleren, der laver mad i Damen i den grønne dragt. Denne gang som noget nyt og overraskende for dem parter.

Opskriften på frikadellerne er inspireret af japanske gyoza, en af mine yndlingsspiser fra det japanske køkken. Jeg har lært at lave dem af min japanske søster Satoe, som boede hos os (mine forældre) i et år, mens vi begge gik i gymnasiet. Hun og hendes familie er et kært bekendtskab og som bonus har vi fået uendelig mængder delikat japansk mad samt et par rejser til det inspirerende land. Mens Satoe hakkede, rørte og brasede fulgte jeg i hælene som en anden observatør og nedfældede hver eneste mængde, handling og fif.

Vores fælles hukommelse fra det år blev i øvrigt bygget på mad:

“Kan du huske dengang i Sverige, hvor … ?”

“Nej, ikke rigtigt?”

“Jo jo, det var den dag, hvor vi fik pandekager med rejefyld!”

“Nåååårhja. Det kan jeg godt huske.”

 

Men tilbage til Damen i den grønne dragt og de mange måltider.

Først bogbid:

 

 

 

 

Petters gyoza-inspirerede frikadeller med kartofler og asiatisk krydret kål

 

Frikadeller

400 g hakket svinekød

Finthakket forårsløg, 3-4 stk

2 fed presset hvidløg

1 spsk sukker

2 spsk soyasauce

2-3 spsk kværnet/stødt sesamfrø

1 æg

Salt

Sort peber, friskkværnet

2-3 spsk friskhakket koriander (kan evt. erstattes af persille)

Olivenolie

 

Kom kødet i en skål, blandt det med finthakket forårsløg, sukker, soyasauce, sesamfrø og æg. Rør godt rundt. Krydr med salt og peber og tilsæt til sidst – lige inden stegning – den friskhakkede koriander.

Varm olivenolie i en pande og steg frikadellerne.

 

 

Kål

½ dl limesaft

2 spsk sukker (evt. mere alt efter smag)

Friskrevet ingefær (et stykke på størrelse med en hasselnød)

Et kvart strimlet hvidkål

1 lille rød chili, finthakket

Sesamolie eller olivenolie til stegning

 

Lynsteg den strimlede kål et par minutter og kom den straks i en skål.

Opvarm limesaft og sukker i en gryde ved svag til middel varme, indtil sukkeret er opløst. Tilsæt ingefær og chili og varm et minut mere. Hæld blandingen over den varme kål og vend straks rundt.

 

Tilbehør: Kogte kartofler, evt. drysset med persille og overdryppet med lidt olie.

 

Petter siger: Velbekomme 🙂

 

April 23, 2017 standard

 

Nyt på bloggen: Bogbidder med tilhørende opskrift.

Flere har kommenteret beskrivelserne af mad og madlavning i Damen i den grønne dragt. En del har også efterspurgt opskrifter.

Nu har jeg taget konsekvensen og vil lave en række bogbidder fra Damen i den grønne dragt, hvor du får min opskrift på den ret, der har inspireret til bogbidden.

Vi starter ud med den ret, der nok har størst affektionsværdi for mig. Det har den, fordi en nær ven lærte mig at lave den for mange år siden. Dog er den en gryderet og ikke en suppe og ikke helt så fornem, som butlerens, hvor alt er lavet af friske råvarer – butleren har sin egen måde at gå til tingene på, når det kommer til husholdning. Men denne opskrift smager også skønt!

Men først bogbid:

 

Gullasch

Om det skal være suppe eller en gryderet kan reguleres ved at tilsætte bouillon samt kartoffel og lade koge længere.

400-500 g kalveinderlår eller okseklump i små stykker

2 medium store løg, finthakkede

2 små chilier, finthakkede

2-3 fed hvidløg, finthakkede

2 dåser økologiske, hakkede tomater

2-3 spsk olivenolie eller smør

1 medium stor gulerod, finthakket

2 røde peberfrugter, hakkede

Salt, peber, rosenpaprika, oregano, rødvin

Evt. kartoffel, to stk. i tern.

 

Løgene svitses i gryden.

Tages derefter op og kødet svitses alene i et par minutter, til det er brunet.

De svitsede løg kommes igen i gryden til kødet og chili, hvidløg, gulerod og peberfrugt tilsættes samt kartoffel ved suppeversionen.

Lad simre i nogle minutter ved høj varme og tilsæt derefter tomat.

Til sidst kommes gulerod og peberfrugt i og retten smages til med salt, peber, paprika, oregano og rødvin, inden den koger færdig i nogle minutter.

Ved suppeversion tilsættes mindst 1/2 liter oksebouillon, samt ekstra krydderier, og simrer til kartoflerne er møre.

Kan serveres med kartoffelmos, pasta eller ris. Eller som suppeversion med lækkert brød.

February 25, 2017 standard

Skriv udenfor din comfortzone, sådan kan man nok opsummere januarudfordringen i Facebook-gruppen ForfatterForum. Opgaven lød på at skrive indledningen på max 2000 ord til en historie i en genre, man normalt ikke skriver i.

Jeg valgte krimi, som er den eneste genre, jeg tænker, ligger umuligt langt væk fra mine evner. Min styrke er det intuitive og at gå med de historier, der melder sig. Krimier kræver som regel enorm planlægning, hvis plottet skal ende med at hænge sammen og give en tilfredsstillende læseoplevelse. Hvad det blev til, kan du læse her. Jeg er egentlig lidt ærgerlig over, at havet, som jeg har så stor glæde af, skal spille en tragisk rolle. Men introen var noget, jeg drømte en nat, og den specielle scene var bare oplagt til min krimi.

 

 

Lykke-lig

1.
Solen bryder stilheden med skarpe stråler. Vandet skvulper under broen og reflekterer lys op til ham, mens nålen glider ind. Et langsomt tryk og den hvide lykke blander sig med hans blod. Hans alt for røde blod.
Han mærker intet, da nålen forlader hans hud. Der er tåget lys og dalende støvkorn på indersiden af hans øjenlåg. Han læner sig bagover, ind i lyset inden i ham. Åh, ja.
Hans spinkle krop møder blødt det kolde vand, han mærker det som en vugge og læner sig tilbage i det. Synker nedad, opsluges. Da vandet lukker sig over hans krop og ansigt som et låg er han i en lykkelig dvale.
Hun genfortæller handlingen for sig selv, mens hun sidder på hug på broen og pakker grejet sammen. Hun registrerer ud af øjenkrogen, at kroppen laver nogle kortvarige, spjættende bevægelser efter den er sunket under havoverfladen. Det må man tage med.
Det er den bedste gerning, hun nogensinde har gjort. Den første var ikke nær så god, han smilede ikke ligefrem, da hun ”justerede” hans pegefinger. Men hun lærte i det mindste af det. Hun gennemgår sine refleksioner én gang til. Utroligt, at hun ikke er kommet frem til dette før. Nu er hun klar til at gå i gang for alvor.
Et blik ud på vandet fortæller hende, at alt er som det skal være. Hvor der for lidt siden var en krop, er der nu små toppede bølger. Som i alle andre retninger. Hun lader sine håndflader mødes foran brystet med tommelfingrene mod hjertet og bøjer hovedet, så hendes pande møder fingerspidserne. ”Fred,” hvisker hun til havet.
Hun folder sirligt et klæde om kanylen, vattet og skeen. Derpå endnu et. Til sidst et kraftigt stykke plastik. Inden hun tager videre, krænger hun våddragten af og hænger den bag i varevognen.
2.
Tåge er trukket ind over byen til morgen og gør min krop endnu tungere, end den var i forvejen. Jeg har afleveret Lucas i børnehaven efter i smug at have givet ham en Panodil. Bare Skrappe Anne ikke gennemskuer tricket og ringer for at få ham hentet hjem. Hvis ikke jeg får arbejdet tilstrækkelig timer ind, bliver der ingen juleferie sammen med Lucas. Hans største ønske til denne jul: ”At du har masser af tid til at lege med mig, mor”. En bølge af dårlig samvittighed får mig til at bide negle.
Jeg slæber mig op ad trapperne til kontoret. Endnu en dag skal gå med at pille i ikke-eksisterende beviser i Løgstørsagen. Vi ved alle, at sagen er død, men reglerne og så videre gør, at vi er naglet til opgaven.
Jeg tapper en kop kaffe fra automaten i gangen og det lykkes mig at smutte ind på min plads uden at hilse på nogen.
Mit hoved er begyndt at nikke, efter jeg har hængt over Løgstørdokumenterne i bare fem minutter, og jeg slubrer grådigt kaffen i mig.
Min dør går op og ind spankulerer chefen. Jeg spærrer øjnene op og forsøger at se frisk ud.
”Godmorgen, Dorthe” hilser han med sin dybe stemme. Han glatter sit grånede, tynde hår henover issen i et forsøg på at få en frisure. ”Læg Løgstør væk for en stund, vi har noget nyt, vi skal arbejde med. Der er briefing i Legestuen om ti minutter.”
Legestuen er vores interne betegnelse for mødelokalet, hvor vi opdaterer hinanden om de i gangværende sager med fotomateriale, landkort, medicinske udredninger og hvad der ellers måtte være.
På vej ind til Legestuen støder jeg på Tonny. Han vipper sigende med sine kraftige, sorte øjenbryn og siger lavmælt: ”Ser ud som om vi endelig slipper fri fra Løgstør-arresten.”
Jeg trækker på skuldrene, skal ikke nyde noget af at tage glæderne på forskud.
Min private telefon ringer. Jeg kigger på displayet og bander indvendigt. Det er børnehuset. Jeg maser telefonen mellem mine fingre.
Hvorfor lytter de ikke, når jeg fortæller dem, at det er Lucas’ far de skal ringe til, hvis der opstår problemer i løbet af dagen? Kan godt være, idioten er fraværende i alt andet vedrørende Lucas, men den her pligt har han trods alt påtaget sig. Nogle ting vedrørende mor-far-rollerne er åbenbart så hårdt banket fast, at selv en moderne pædagog ikke kan se igennem dem.
Alle mine celler sitrer for at besvare opkaldet og tage mig af min dreng, men hvis jeg ikke står fast, lærer de det aldrig. Jeg iagttager telefonen ringe ud og beder til, at de har fattet pointen. Finder en plads bagerst i lokalet længst væk fra chefen.
Han knipser et par gange og mødet er i gang. På dramatisk vis, a la tv-serien om Rejseholdet (ja, vi ser den også), knalder han to sort-hvid fotos af døde kroppe liggende på en strand op på tavlen. Han ser rundt på os alle for effektens skyld, før han åbner munden.
”To lig. Begge skyllet op i området omkring Køgebugten i løbet af natten. Den ene er en ung mand. Heroinvrag, efter alt at dømme. Den anden er en dreng i 15-års alderen, ser det ud til. Det får vi nærmere besked om inden for en times tid. Sandersen og Johan har været dernede sammen med det lokale hold siden den første blev fundet sent i nat, men er snart på vej med ligene.”
Jeg zoomer ind på billederne på skift. De to kroppe har begge noget skrøbeligt over sig. Den ældste er frygteligt tynd. Han har mærker på armene efter stiksår. Den mindste fanger min opmærksomhed. Der er noget bekendt ved knægten, trods blå og røde mærker samt opblødt hud. Jeg banker med min kuglepen i blokken, mens jeg roder i min hukommelses spindelvævsindhyllede lager.
”Umiddelbart kunne man mene, at det var en ulykke eller at disse to dødsfald intet har med hinanden at gøre. Hvis ikke det var for disse.” Med en kuglepen peger chefen på begge ofres pegefingre på højre hånd. Jeg kniber øjnene sammen. Fra min plads har jeg ingen mulighed for at se, hvad der er specielt ved pegefingrene. Tonny læner sig skråt bagud mod mig og hvisker: ”Dislokeret”. Han gør en bevægelse med sine hænder, som om han ville vride pegefingeren på sin ene hånd rundt.
Jeg trækker brynene sammen. Det er det mest besynderlige fællestræk, jeg har set i min karriere. Mon ikke tågen er steget chefen og medicinerne til hovedet? Det her er da to almindelige ulykker. Tragisk, uanset.
”Det andet … ” fortsætter chefen, men stopper sig selv og vender blikket ned mod mig.
Jeg prøver fluks at gemme min telefon, som atter lyser op.
”Dorthe, slukker du lige den der, til vi lige er færdige?”
Lydigt parerer jeg ordre, mens jeg indvendigt vrisser over machochefer, som endnu ikke har sat sig ind i forældres rettigheder på arbejdspladsen.
”Det andet fællestræk er deres hår, som er klippet i præcis samme frisure. Kort i siderne og langt på toppen.”
”Det er sgu da ikke usædvanligt nu om dage,” brummer Tonny.
”Nej, men det er to strandvaskere i samme bugt på samme morgen, dælme. Og så er der lige den detalje, at der er barberet nogle tegn i nakken på dem. Sandersen mener, at det er et tegn, man blandt andet bruger i yogaverdenen og som vist symboliserer fred eller harmoni,” siger chefen, mens han banker i sin håndflade med sine sammenrullede noter. Han lægger ansigtet i tunge folder. ”Den yngste er identificeret og Johan har talt med forældrene. Dorthe, undersøger du med det samme, om der er nogle unge mænd, som er meldt savnede og passer til den anden profil?”
Jeg nikker. Det er hurtigt gjort, så jeg håber virkelig, han kommer med noget mere, ellers har jeg ingen undskyldning for ikke at fortsætte med Løgstørsagen. Jeg forsvinder ind på min pind og tænder som det første telefonen.
Tre ubesvarede opkald. To fra Skrappe Anne og ét fra Lucas’ far.
Han ringer kun, hvis han ikke kan undgå det. Et skud nervøsitet sitrer gennem min krop og jeg fumler, da jeg vil trykke på genopkald til Skrappe Anne. Min finger rammer i stedet Lucas’ fars nummer. Telefonen bliver desværre taget med det samme.
”Hej Dorthe, hvorfor fanden er du så svær at få fat i?” knurrer han.
”Hej Dan. Fald lige ned.”
”Det er eddermame svært at falde ned, når min søns mor ikke er til at komme i kontakt med i nødsituationer!”
Det er mig en gåde, hvordan det lykkes kvinder at fokusere udelukkende på hans charmerende udseende og se fuldstændig igennem fingre med hans væremåde. Jeg burde ellers forstå det, jeg hoppede selv i fælden med begge ben.
”Fortæl nu bare, hvad det er, der er så vigtigt, Dan,” siger jeg og støtter mig op ad den lukkede dør.
”Anne, du ved, fra Lucas’ børnehave,” starter han, men bryder ud i et hosteanfald.
Ja, min ven, jeg ved sjovt nok godt, hvem Anne er.
Dan holder op med at hoste. ”Anne har ringet angående en … hændelse. Personalegruppen er meget oprevede lige nu og de tænkte, at du kunne komme med lidt info, som kunne sprede ro blandt gemytterne.”
Jeg ryster på hovedet. Kan han komme til sagen? Af bitter erfaring ved jeg, at jeg ikke skal prøve at presse ham til at nærme sig emnet hurtigere. Rasmus Modsat.
”Før du begynder at brokke dig: Jeg har sagt til dem, at du selvfølgelig ikke kan fortælle noget.” Dans stemme er hæs og han begynder at hoste igen.
Jeg bider mig i pegefingeren for ikke at vrisse ad ham.
Endelig fortsætter han. ”Men det er klart, at de håber på det alligevel. Det, der er sket er, at Elronds bror er fundet død. Druknet. Eller i hvert fald skyllet op på stranden.”
Min mund tørrer med et ud og selvom jeg gerne ville, kan jeg nu ikke få et ord frem.
Elrond er Lucas’ højtelskede bedste ven. Elrond er efternøler og hans storebror, Peter, har med jævne mellemrum babysittet Lucas og Elrond om eftermiddagen, når jeg havde Lucas-uge og lange dage på arbejdet. Det er dog længe siden, fordi jeg har været nødt til at tage mig ekstra af Lucas oven på alt det med Dan. Jeg kniber øjnene sammen. Hvor gammel er det nu, Peter er? Eller var. Var. Mit bryst fyldes med is.
”Hallo? Dorthe? Er du der?” spørger Dan utålmodigt.
”Dan, jeg bliver nødt til at lægge på. Jeg må have fat i Anne.” Jeg trykker på det røde telefonikon og med rystende hænder finder jeg børnehavens nummer frem. Det eneste, der betyder noget, er at sikre at Lucas har det godt.

 

January 2, 2017 standard

 

Hvordan lever du dit liv?

På Københavns veje og stræder kan man møde en del hidsige mennesker i trafikken. Hos hvem skældsordene sidder løst og næverne ofte knyttes.

For nogle år siden var jeg en af dem i en periode. Måske vrissede jeg ikke ligefrem ad folk eller gjorde vrede fagter, fordi nogle kørte ad H til. Men jeg havde lyst til det og jeg gjorde det indvendigt.

Trafikken kan være stressende mange steder i København, men en kort lunte hænger som regel sammen med dybereliggende vrede og utilfredshed.

Hvorfor er folk så aggressive og underskudsagtige?

Jeg var det primært, fordi jeg havde valgt et fag, som mit hjerte ikke var med i. Desuden befandt jeg mig et stykke ude på stress-skalaen, om end jeg ikke var nær et stresskollaps. Det var hårdt at være socialrådgiver med bunker, der altid voksede hurtigere, end man kunne arbejde dem ned. Og med en ledelse, der mere så på tal end mennesker. En lovgivning, hvor man skulle rubricere mennesker, uagtet at intet menneske passer i en rubrik.

Folk har tit tilkendegivet, at det måtte være hårdt at beskæftige sig med mennesker med svære psykiske lidelser.

Det var slet ikke det, jeg oplevede som hårdt.

For menneskene – de indgav mig midt i deres problemer altid håb og fornyet viden om, hvor mange ressourcer vi alle på trods af alt har og at selv de mest forhutlede liv også indeholder glæde og lyspunkter til tider. De færreste er altid helt nede, set over en dag, en uge eller et år. Vi er alle større end summen af vores udfordringer og problemer.

Det, der var hårdt, var aldrig at have tilstrækkelig tid til at gøre arbejdet tilfredsstillende. Og at der ikke var plads til at følge sund fornuft i hjælpen til folks recovery. For det, der gav mening, var ofte uden for budgettet, lovens eller politikkens rammer. Det kan nemlig ikke systematiseres.

Jeg valgte det fra for tre år siden, selvom jeg var havnet på en arbejdsplads, hvor både menneskesynet og det kollegiale var i top. For mit hjerte var bare ikke med i det – af mange årsager, blandt andet de ovennævnte.

Jeg havde i nogen tid overvejet at stoppe, men havde svært ved at se tilstrækkeligt unuanceret på det til, at det var et nemt valg. Der var jo også alle borgerne med deres livshistorier og samtalerne med dem, som jeg holdt af.

Efter en juleferie var det ikke længere et svært valg. Det føltes end ikke som et valg overhovedet, fordi min krop har det med at tale et tydeligt sprog. I længere tid havde jeg haft nogle ryg- og nakkesmerter, som jeg vidste havde forbindelse til min sjæls tilstand. Men som man med rimelighed også til dels kunne beskylde stillesiddende computerarbejde for.

I juleferien sad jeg lige så meget ned og skrev lige så meget på computer på skriveretreat med min skrivegruppe. Det voldte mig ingen problemer. Faktisk fik min krop det bedre i ferien.

Ferien sluttede. Jeg mødte på arbejde. Inden for en time på mit kontor var samtlige smerter vendt tilbage. Og jeg sagde op.

 

I dag er jeg postbud, hvilket jeg nyder, og har ind imellem noget, der næsten kan kaldes ”daglejeropgaver” – midlertidigt arbejde, som mest kræver, at man bare møder op og udfører nogle konkrete, relativt ukomplicerede handlinger.

For at være ærlig kan jeg ind imellem godt føle, at det ikke ser specielt imponerende ud udefra, at en 36-årig kvinde render rundt i gul vest og tæller trafikanter. Og at det på mange måder er langt under niveauet for mine evner, hvilket folk jo ikke kan se.

Men det har højnet mit niveau af overskud i væsentlig grad. Det er det vigtigste. Og det bringer mig videre til stadig større overskud, som er det, jeg bygger mit liv på.

Jeg vil aldrig igen befinde mig i et liv, hvor jeg ikke har overskud til at være medmenneskelig.

November 15, 2016 standard

 

Bruger du udtrykket “Misundelse er en grim ting”?

Her er en god grund til at holde op med det. Dette er andet indlæg af to om følelser, som kan lære os uendelig meget, hvis vi tør kigge på dem.

 

Misundelse er ikke en grim ting!

Det kan godt være at følelsen er ubehagelig at opleve, men en person der er misundelig er ikke en ”grim” person.

Vi oplever alle misundelse af og til. Den største forskel er, hvor villige vi er til at indrømme det overfor os selv.

Ofte kommer uerkendt misundelse til udtryk ved kritik, gerne bag om ryggen på den, der er genstand for misundelse, eller overfor vedkommende på en indirekte måde.

Du ved, hvor man får lukket ud mellem sidebenene, om ikke det er lidt upraktisk med to BMW’er, når man kun har en garage til én bil. Kritikken vil typisk handle om ting, det ikke tilkommer andre at blande sig i – f.eks. hvad man bruger sine (evt. mange) penge på.
Eller en klassiker – hvor meget andre må fylde. Har du bemærket, hvor ofte folk kritiseres for at fylde for meget, uden det egentlig skyldes at deres adfærd medfører en konkret gene, så som støj, for andre mennesker? Hvor der ikke rigtigt er noget konkret at sætte fingeren på, men man alligevel har brug for at påpege at vedkommende ”er for meget”?

Den kender mange af os og jeg kender den helt sikkert selv. Det kan godt nive lidt, når andre tør at indtage deres livs scene – og især når de gør det godt. Så kan jeg godt tage mig selv i at lede efter et eller andet at sætte en finger på.

Desværre får vi det dybest set ikke bedre af at pille andre ned og ødelægge deres glæde.

 
Det gode ved misundelse
Det gode ved misundelse er, at følelsen slet og ret er en indikator for, hvad vi selv ønsker os (mere af) i vores eget liv. I overført betydning.

Trigger personer, der stiller sig frem med deres talenter, os, kan det eksempelvis være at vi inderst inde ønsker os at turde stå frem med vores talenter – eller bare at vi har brug for at turde tro noget mere på os selv og det vi kan. Anerkende os selv og se os selv.

Det er i hvert fald et sted, vi kan starte – at fylde på af den følelse, vores misundelse umiddelbart viser os, at vi mangler. En person der stiller sig frem med sit talent kan symbolisere forskellige følelser for hver af os. Eksempler kan være selvtillid, det at stå ved sig selv præcis som man er og med præcis det man kan, mod, ærlighed, åbenhed, kreativitet – you name it. Det er op til dig selv, at mærke efter, hvad det især er ved den person, som trigger din misundelse.

Hvis det skræmmer dig at se i øjnene at du gerne selv vil træde mere frem i dit lys, så start i det små. Mind dig selv om hver dag, at du er talentfuld og at du har masser at bidrage med til verden. At du har dit helt unikke præg at sætte på verden og at du er absolut god nok.

Er det konkrete ting, som folk med mange penge eller dyre ting, du misunder, så er det også her vigtigt at kigge bagom. Generer det dig, at din nabo har to BMW’er, fordi penge giver mulighed for en masse sjov og oplevelser, eller er det måske snarere følelsen af tryghed – at hvis man har råd til to BMW’er, så kan man slappe af i visheden om, at man har alle sine behov dækket. Eller noget helt tredje? Frihed? Eventyr? Uanset hvad, så byd venligt erkendelsen velkommen og find den allermindste ting, du kan gøre for at få lidt mere af netop dette i dit liv.

 

 

Vil du læse mere?

Tilmeld dig nyhedsbrev og modtag:

  • Resten af november 2016: e-bog med novellen Elinors efterår
  • Mailserie om Energi i Balance. I alt syv mails med tips til, hvordan du kan behandle dig til Energi i Balance.


October 25, 2016 standard

Hvordan er dine ferier? Handler de om at opleve en masse, som du kan fortælle om til venner og kolleger? Er de fyldt med gøremål, som du ikke når i hverdagen – samt familiebesøg og andet? Har du svært ved at geare ned, bliver du let rastløs eller føles det bare off?

Jeg skriver dette i min ferie i august. Men forventer at bringe det i september eller oktober. Som en venlig reminder til mig selv.

Ferie gør underværker. Du kan være effektiv i dit arbejdsliv og skabe gode resultater. Men ferie er det, der fylder dine depoter med handlekraft, inspiration og visioner. Når du er i høj fart, er din hørelse nedsat. Når du holder ferie og sætter farten ned, kan du høre, hvad der kalder på dig. Dit hjertes hvisken, dine behov og hvad der virkelig føles godt og sjovt.

Jeg har holdt ferie siden søndag, det vil sige i seks dage. I går tog jeg toget til Bornholm. Jeg havde dårligt sat mig til rette på mit reserverede sæde, før jeg havde skrevet tre blogindlæg. Plus et mere. Om aftenen dukkede der er par stykker til op. Og i dag to.

Det er emner, der længe har murret i min bevidsthed. Men jeg har ikke tidligere fundet den vinkel, de skulle skrives fra. I går, i en stemning af afslapning og af ikke at skulle noget som helst andet end det, jeg selv vælger, kom de pludselig af sig selv.

Sådan er det.

Når vi giver plads.

Plads til os selv. Og dermed måske – måske ikke – plads til uventede indsatser. Det vigtigste er, at du holder dit sind åbent for, at din ferie kun skal handle om at have det rart og slappe af.

Hvis du er vant til at holde ferier som føles hæsblæsende, skulle du prøve at sætte bare en time om dagen af, som er absolut fri for planer. Når timen starter kan du gøre præcis, hvad du ønsker. Og hvis du ikke lige ved, hvad du har lyst til – så lad være med at gøre noget overhovedet.

Jeg har lagt en lille audio på youtube om at stille spørgsmål til krop og hjerte – når vi spørger os selv blandt andet om, hvad vi skal bruge ferien på:

God ferie/fritid/weekend 🙂

standard

 

Alle følelser indeholder vigtig information, som kan guide os til, hvor vi med fordel kan foretage justeringer i vores liv, vores adfærd, vores tanker og mønstre. I løbet af to mails tager jeg to følelser op, som de fleste af os på ingen måde bryder os om at kigge på – men som kan give os uundværlige erkendelser og vise vejen til et liv i endnu større samklang med os selv.

Den ene kan især lære os om nuet og fortiden og hjælpe os til at heale vores følelser og tanker, så vi kan give slip på det, vi ikke kan bruge, og komme videre.

Den anden giver eminent viden om, hvor vi kan tage fat, hvis vi vil udfolde endnu mere af vores skønne, ressourcefulde selv i fremtiden.

 

Er livet en bitter pille?

Hvem har lyst til at være en bitter gammel mand (a la ”gnavne, gamle mænd”)? Eller en, med et meget desværre meget grimt og nedsættende udtryk, ”bitterfisse”? Nej, vel?

Jeg tror, mange af os kender disse typer. Jeg er stødt på en del voksne, som har udstrålet en pæn portion bitterhed og gnavenhed generelt. Og det kan være skræmmende at bevidne. Faktisk frygtede jeg, da jeg var yngre, at det var noget, man uundgåeligt blev med tiden. Bitter og skuffet over livet.

Dengang troede jeg endda, at hvis man først var blevet en bitter person, så sad man fast og var dømt til at være bitter – i hvert fald i forhold til visse områder i livet – resten af sine dage.

Der er ikke noget at sige til, at det er en følelse, vi helst vil undgå, vel?

Derfor har vi en tendens til at komme denne følelse i kassen ”uønskede følelser”. Og også i en anden kasse: ”Følelser i mig selv, jeg helst vil lukke øjnene for.” For det gør jo ofte – i første instans – ondt at indse, at vi selv indeholder nogle følelser, vi har givet mærkatet “grimme”.

Men sådan behøver det på ingen måde at være. For lige præcis bitterhed kan fungere som et meget vigtigt barometer på, i hvor høj grad du tager ansvar for dit liv.

 

 

Den bitre pille hedder ansvarsfralæggelse

Vi har alle som voksne hver især 100 % ansvar for os selv og vores liv. Selvfølgelig vil der opstå omstændigheder, som vi ikke kan kontrollere og som vi derfor ikke er ansvarlige for. Men vi er ansvarlige for, hvordan vi forholder os til livets hændelser. Og hvordan vi forholder os til vores ønsker og drømme.

Bitterhed er typisk en indikator på, at vi ikke har vedkendt os vores 100 %  ansvar. Når vi oplever, at tingene ikke går som ønsket, kan det være fristende at blive sur på andre personer eller ydre omstændigheder. Og nogle gange er der også noget ydre, der skal justeres. Nogle grænser der skal sættes måske. Men som regel skal det egentlige slag slås i os selv.

Vi skal se ærligt på, om vi har taget 100 % ansvar for alt, hvad vi har gjort og følt. Vi kan ikke altid undgå at begå ”fejl” – det er nødvendigt for at gøre sig erfaringer. Men tager vi ansvar for at lære af dem, er der ingen grund til at blive bitter. Det er der kun, når vi neddysser vores egen rolle i tingenes gang og forsøger at gemme os bag forklaringer, beskyldninger og undskyldninger. ”Jeg klarede mig dårligt til det maraton, fordi vejret var dårligt,” eller ”Jeg fik også dårlig ryg fordi mit arbejde var så travlt, at jeg ikke havde tid til at benytte sunde arbejdsstillinger”.

Det er eksempler, hvor vi gør os selv til ofre – og dermed giver handlekraften fra os. Så er det da klart, at man bliver lidt bitter! Der er jo, i virkeligheden, intet værre end situationer og oplevelser, vi føler, vi ikke kan gøre noget ved.

 

Tag ansvaret og slip bitterheden

Bitterhed skyldes ikke, at vi har været udsat for ærgerlige oplevelser. Følelsen opstår, hvis vi over en periode forholder os som ofre og ikke vedkender os vores eget ansvar for de følelser, vi indeholder, og valg, vi foretager på baggrund af disse følelser. Når vi ikke vedkender os vores ansvar eller føler os som ofre, kommer der et element af magtesløshed ind. Vi tager handlekraften fra os selv og placerer magten over vores tilværelse i ydre omstændigheder.

Det handler langt fra altid om, at vi skal gøre noget om eller ændre vores valg. Ofte skal vi først og fremmest vedkende os vores ansvar for de følelser, vi har haft undervejs og den indvirkning det har haft på, hvad vi sendte ud til omverdenen gennem udstråling, energi, handlinger.
På den måde kan vi slippe den energi, vi har hængt op i at være bitre over vores situation og fortiden. Det vil give plads til at nye horisonter kan åbne sig.
Det kan blive en utrolig lærerig proces – sidste år lærte jeg eksempelvis, at jeg havde været illoyal overfor mine egne udgivelser ved at frygte omverdenens dom. Da jeg opdagede dette, kunne jeg tage ansvar for følelsen, arbejde på at styrke min tro på mig selv og min indre følelse af at stå ved mit unikke udtryk. At bakke op om mig selv. Og det åbnede op for en helt ny energi i kontakten til købere af mine bøger samt generelt i snakken med andre om mine værker.

Når vi tager ansvar, både for vores følelser og handlinger, tager vi magten tilbage til os selv. Vi henter energien hjem til os selv. Og dermed kan frisk energi bruse igennem vores årer, så bitterheden skylles væk.

 


Vil du have inspiration direkte i din indbakke?
Du kan tilmelde dig her:

Tilmeld dig nyhedsbrev og modtag:

  • Mailserie om Energi i Balance. I alt syv mails med tips til, hvordan du kan behandle dig til Energi i Balance.


September 19, 2016 standard

Jeg sidder i en ventesal ved Bornholmfærgen, mens jeg skriver dette indlæg.

Kigger ned og konstaterer endnu engang, at mine sorte strømper skaber en stærk kontrast til mine lyse bukser og støvet blå sko.

Well. Sådan kan det gå, når man skifter bukser i sidste øjeblik, inden man går ud af døren …

 

Så afslappet har jeg ikke haft det de øvrige 36 år af mit liv. Da kunne forkert farve strømper i forhold til sko og bukser virkelig blive dagens fokuspunkt – det, jeg ikke kunne vende opmærksomheden bort fra. Hvordan måtte det ikke se ud i andres øjne? Hvad ville de ikke tænke?

Nu er jeg egentlig bare ligeglad. Hvis andre bruger energi på mine sorte strømper, må de gerne det. Jeg gider ikke.

Det er det der med det lille, men effektive ord “Pyt”. Det kan være en befrielse at sige.

Hvis man bruger det tilstrækkelig ofte, bliver det åbenbart til sidst overflødigt.

 

Jeg lukker mit hæfte, sætter proppen på pennen og får øje på en dame overfor mig ved den modsatte væg i ventesalen. Hun trækker hastigt blikket til sig, men jeg når at se, at hendes blik går i en direkte linje til et sted omkring mine fødder.

Pyt!

Jeg sender hende et smil og får et retur.

 

 

Vil du have inspiration direkte i din indbakke?
Du kan tilmelde dig her:

Tilmeld dig nyhedsbrev og modtag:

  • Mailserie om Energi i Balance. I alt syv mails med tips til, hvordan du kan behandle dig til Energi i Balance.
  • Fra slut august og i september 2016: Mailserie med kropsbekræftelser (Husk kroppen og hent energien hjem til dig selv)


<!–End mc_embed_

September 16, 2016 standard

 

I går morges blev jeg guidet igennem et blidt og effektivt yogaprogram. Da jeg lå med ryggen bøjet rundt og armene nærmest viklet ind i hinanden, mærkede jeg hvor skønt det var at fornemme fleksibiliteten i min krop. Den var måske ikke ligefrem smidig – men den var villig til at rykke sig.
Og det er mere end man har kunnet sige om den hidtil.
Min krop har ofte overrasket med en ny smidighed. Men kun for en kortvarig periode.
Så røg den tilbage i de gamle spændinger.
Denne nye følelse af åbenhed for forandring gav mig en pludselig indsigt. Måske har jeg holdt fast i mine spændinger, fordi det skræmmer mig at blotlægge det enorme potentiale, som ligger gemt under spændingerne. Og som ville slippe fri, hvis min krop bliver fri (-ere).
Jeg har allerede foretaget adskillige kvantespring i min personlige udvikling – og er ærlig talt målløs over, hvor meget friere, lettere og ”mere mig”, jeg har formået at blive. Jeg vidste ikke at livet kunne være så fantastisk! Og let.
Og nu skal jeg se i øjnene, at det bliver endnu vildere. Jeg har altid følt mig relativt ressourcefuld, men jeg tror kun, jeg har kendt toppen af isbjerget. Nu er jeg klar til at dykke endnu dybere ned og bevæge mig bredere ud og behøver ikke de gamle låse i form af spændinger.
Farvel, stive krop og hej til en endnu mere flowfyldt tilværelse.

Sådan er det også for dig. For os alle. Vi har så meget potentiale gemt i os, også når vi ikke kan få øje på det.
Prøv bare en enkelt dag at registrere i løbet af dagen, alt hvad du er, har, kan og formår. Og hvad du allerede har formået i dit smukke liv.

 

 

På glædeligt genhør

Anja
Vil du have inspiration direkte i din indbakke?
Du kan tilmelde dig her:

Tilmeld dig nyhedsbrev og modtag:

  • Mailserie om Energi i Balance. I alt syv mails med tips til, hvordan du kan behandle dig til Energi i Balance.
  • Fra slut august og i september 2016: Mailserie med kropsbekræftelser (Husk kroppen og hent energien hjem til dig selv)


August 30, 2016 standard

 

Kender du det her?

Når det kommer til positiv tænkning, har jeg i mange år brugt det udadrettet, med en anden person, organisation eller genstand som fokus:

“Jeg har tillid til universet”
“Alt sker på bedste vis” (uden omkring mig/for mig)
“Min nabo respekterer mine behov for ro”

Osv.

Det er først lige nu, at jeg ser det for alvor. Hvordan disse positive tanker eller bekræftelser handler om at give energien fra mig og håbe på, at noget eller nogen indretter sig, som jeg gerne vil have det.
I virkeligheden er dette blot en forlængelse af de tanker, jeg var inde på i et nyhedsbrev inden sommerferien.

Selvfølgelig har jeg også sagt mange bekræftelser, som handlede om mig selv:
“Jeg er god nok.”
“Jeg er som jeg skal være”

Og den slags.

Men jeg har altså brugt mere krudt på de andre. Og tid. Der er vel et kontrolaspekt i det, kan man sige. Hvor nogle forsøger at kontrollere deres tilværelse gennem handlinger og tale, så er det, jeg har gjort, et forsøg på at styre verden gennem mit indre. Ikke fuldstændig – men bare lige så jeg følte, at der var styr på det vigtigste.

Fremover vil jeg oftere gøre noget andet.

 

Tag energien hjem

Jeg vil eksperimentere med at trække energien helt, helt hjem til mig selv – og slippe kontrollen endnu mere.
På det seneste har jeg nemlig oplevet flere tilfælde, hvor det, jeg fortalte om mig selv til mig selv blev direkte afspejlet i, hvordan omverdenen reagerede på mig. Ikke sådan, at hvis jeg tænkte “Jeg er grim”, så kom der en forbi og sagde: “Du er grim” til mig. Heldigvis ikke sådan!
Men energien i det, jeg fortalte mig selv, kvaliteten af følelsen, blev afspejlet.
Her er et negativt eksempel:
Jeg var ude på cykel en af de meget varme dage, vi havde i forsommeren. Jeg fungerer dårligt med varme, især når det kombineres med bevægelse og samtidig bliver jeg stresset, hvis jeg tror, at jeg måske er ved at blive solskoldet. Denne dag havde jeg været ude i noget tid, så jeg var både opkogt, stresset over, at jeg sikkert var på vej til at få hedeslag og endnu mere stresset over, at jeg var fuldstændig rød i bærret og let rød på armene. Jeg var ikke skoldet, vidste jeg, men lignede det. Jeg kan ikke huske præcis, hvad jeg fortalte mig selv, men i stress ligger der altid et underliggende sprog af frygt a la dette:
“Hvad nu, hvis jeg (eller min krop) ikke kan klare det?”
“Hvad, hvis det går helt galt?”

Og det er forståeligt, men det er bestemt ikke rare signaler at sende til sig selv og til kroppen: Manglende tro på ens egen evne til at klare situationen er også manglende anerkendelse af det, man (eller ens krop) allerede gør superfint for at håndtere situationen.

Netop den dag mødte jeg i min lettere aggressive stress-tilstand kun to reaktioner:
En person mindede mig om at huske solcremen. Måske velment, men ærlig talt nytteløst – hvis jeg havde solcreme, så havde jeg nok allerede brugt den. Og kommentaren gjorde mig blot endnu mere stresset over, om den rødbedefarve, jeg havde i ansigtet, ikke kun var opkogthed men også en begyndende forbrænding. Selvom jeg egentlig vidste, at det ikke var tilfældet.
En anden person konstaterede, at det måtte være varmt at knokle i dét vejr og at jeg virkelig måtte være tørstig. Det var selvfølgelig en anerkendelse af mine hårde vilkår. Men vedkommende stod lige uden for sit hjem og tænkte ikke på at tilbyde mig noget vand, så anerkendelsen virkede samtidig lidt hul eller tankeløs. Selv var jeg for stresset på det tidspunkt til at reagere hensigtsmæssigt og simpelthen spørge, om jeg kunne få fyldt en vandflaske.

Efter denne episode blev jeg bedre til at huske at tænke beroligende ting om min krop og mit nervesystem, for derved at vedligeholde min indre balance – som du måske husker fra et tidligere nyhedsbrev.

Et positivt eksempel – og det som virkelig gav mig indsigt oven på flere positive resultater på det seneste – var dette:

I fredags var det igen varmt. Der, hvor jeg var, var det omkring 30 grader om eftermiddagen. Jeg var ude på mit deltidsjob som postbud og skulle endnu engang prøve kræfter med den for mig negative kombi af varme, bevægelse og manglende mulighed for at søge skygge, få fyldt saltdepoterne osv.
Der var en times tid, hvor det ikke gik så godt.
Pludselig huskede jeg min egen kommende serie med bekræftelser til kroppen.
Og jeg begyndte at sige små bekræftende ting til mig selv og min krop:
“Du gør det rigtig godt.”
“Kære krop, du klarer det så fint”
“Tak for din hjælp i dag, min krop.”

Der gik mindre end en halv time, fra jeg var kørt ind på dette tankespor, før en dame mødte mig ved sin postkasse, hvor hun rakte mig en is (læskende!), en serviet (praktisk!) og sagde et par medfølende ord (dejligt!). Jeg tog imod med stor lettelse, for på det tidspunkt orkede jeg ikke at tygge på min sidste rugbrødsmad. Men en kold vanilleis med chokoladeovertræk kunne både jeg og min krop se pointen i. Og så var det bare så fint, at hun oven i købet havde tænkt på at give mig en serviet med. Det var enkelt, men præcis den omsorg og omtanke, jeg havde gavn af.
Jeg bliver faktisk helt rørt, når jeg tænker tilbage på det, for det var så fin en oplevelse – og det reddede resten af min vagt og min dag og min krops tilstand.

Måske har du nu læst pointen mellem linjerne, men lad mig bare trække den op alligevel. Jeg får helt sikkert brug for at minde mig selv om den:

I det negative eksempel havde jeg et tankespor kørende, som fortalte noget negativt om mig selv – og det blev spejlet ved, at jeg ikke mødte den hjælp, jeg kunne have brugt.
Det, jeg gjorde i det positive eksempel var ikke at tænke positivt om, hvordan verden ville reagere, så jeg fik det bedre i varmen. Jeg tænkte ikke bekræftelser a la: “Solen giver mig kun det, jeg har brug for”, “Min rute er hurtigt færdig” eller “Jeg modtager den hjælp, jeg har brug for”. Mit fokus var slet ikke uden for mig selv og jeg havde ingen ideer om, hvordan omverdenen skulle tilpasse sig min situation, så jeg fik det bedre.
I stedet huskede jeg “blot” at tænke positivt om mig selv og min krop og se, hvor godt jeg allerede håndterede det. Min fortælling om mig selv var præget af anerkendelse og omsorg.
Verden spejlede det så fint i form af en forstående dames konkrete handling, der viste anerkendelse og omsorg.
Det fineste er, at jeg end ikke selv kunne have fundet på, at hjælpen ville tage præcis denne form. Og det behøvede jeg heller ikke. Jeg behøvede blot at rumme og anerkende mig selv – og i dette tilfælde min krop.

Når vi plejer energien eller klimaet i os selv og vores krop og sind med kærlighed, åbner vi op for at omverdenen kan mødes os på samme kærlige frekvens.

I anledning af dette har jeg besluttet, at min serie med kropsbekræftelser starter i dag, herunder.
Jeg ved ikke, præcis hvor lang den bliver, for jeg lader dem komme intuitivt. De, der er kommet indtil nu, har ret forskelligt indhold, så jeg er spændt på at dele dem.
Jeg regner med at poste en om ugen for at give jer og mig selv tid til at arbejde med hver bekræftelse, hvis der er behov for det.

Glade, glade hilsner til din smukke, ressourcefulde krop og sjæl fra
Anja

 

 

 

Vil du have inspiration direkte i din indbakke?
Du kan tilmelde dig her:

Tilmeld dig nyhedsbrev og modtag:

  • Mailserie om Energi i Balance. I alt syv mails med tips til, hvordan du kan behandle dig til Energi i Balance.
  • Fra slut august og i september 2016: Mailserie med kropsbekræftelser (Husk kroppen og hent energien hjem til dig selv)