menu search recent posts
Facebook

 

Hvordan lever du dit liv?

På Københavns veje og stræder kan man møde en del hidsige mennesker i trafikken. Hos hvem skældsordene sidder løst og næverne ofte knyttes.

For nogle år siden var jeg en af dem i en periode. Måske vrissede jeg ikke ligefrem ad folk eller gjorde vrede fagter, fordi nogle kørte ad H til. Men jeg havde lyst til det og jeg gjorde det indvendigt.

Trafikken kan være stressende mange steder i København, men en kort lunte hænger som regel sammen med dybereliggende vrede og utilfredshed.

Hvorfor er folk så aggressive og underskudsagtige?

Jeg var det primært, fordi jeg havde valgt et fag, som mit hjerte ikke var med i. Desuden befandt jeg mig et stykke ude på stress-skalaen, om end jeg ikke var nær et stresskollaps. Det var hårdt at være socialrådgiver med bunker, der altid voksede hurtigere, end man kunne arbejde dem ned. Og med en ledelse, der mere så på tal end mennesker. En lovgivning, hvor man skulle rubricere mennesker, uagtet at intet menneske passer i en rubrik.

Folk har tit tilkendegivet, at det måtte være hårdt at beskæftige sig med mennesker med svære psykiske lidelser.

Det var slet ikke det, jeg oplevede som hårdt.

For menneskene – de indgav mig midt i deres problemer altid håb og fornyet viden om, hvor mange ressourcer vi alle på trods af alt har og at selv de mest forhutlede liv også indeholder glæde og lyspunkter til tider. De færreste er altid helt nede, set over en dag, en uge eller et år. Vi er alle større end summen af vores udfordringer og problemer.

Det, der var hårdt, var aldrig at have tilstrækkelig tid til at gøre arbejdet tilfredsstillende. Og at der ikke var plads til at følge sund fornuft i hjælpen til folks recovery. For det, der gav mening, var ofte uden for budgettet, lovens eller politikkens rammer. Det kan nemlig ikke systematiseres.

Jeg valgte det fra for tre år siden, selvom jeg var havnet på en arbejdsplads, hvor både menneskesynet og det kollegiale var i top. For mit hjerte var bare ikke med i det – af mange årsager, blandt andet de ovennævnte.

Jeg havde i nogen tid overvejet at stoppe, men havde svært ved at se tilstrækkeligt unuanceret på det til, at det var et nemt valg. Der var jo også alle borgerne med deres livshistorier og samtalerne med dem, som jeg holdt af.

Efter en juleferie var det ikke længere et svært valg. Det føltes end ikke som et valg overhovedet, fordi min krop har det med at tale et tydeligt sprog. I længere tid havde jeg haft nogle ryg- og nakkesmerter, som jeg vidste havde forbindelse til min sjæls tilstand. Men som man med rimelighed også til dels kunne beskylde stillesiddende computerarbejde for.

I juleferien sad jeg lige så meget ned og skrev lige så meget på computer på skriveretreat med min skrivegruppe. Det voldte mig ingen problemer. Faktisk fik min krop det bedre i ferien.

Ferien sluttede. Jeg mødte på arbejde. Inden for en time på mit kontor var samtlige smerter vendt tilbage. Og jeg sagde op.

 

I dag er jeg postbud, hvilket jeg nyder, og har ind imellem noget, der næsten kan kaldes ”daglejeropgaver” – midlertidigt arbejde, som mest kræver, at man bare møder op og udfører nogle konkrete, relativt ukomplicerede handlinger.

For at være ærlig kan jeg ind imellem godt føle, at det ikke ser specielt imponerende ud udefra, at en 36-årig kvinde render rundt i gul vest og tæller trafikanter. Og at det på mange måder er langt under niveauet for mine evner, hvilket folk jo ikke kan se.

Men det har højnet mit niveau af overskud i væsentlig grad. Det er det vigtigste. Og det bringer mig videre til stadig større overskud, som er det, jeg bygger mit liv på.

Jeg vil aldrig igen befinde mig i et liv, hvor jeg ikke har overskud til at være medmenneskelig.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *