menu search recent posts
Facebook

Skriv udenfor din comfortzone, sådan kan man nok opsummere januarudfordringen i Facebook-gruppen ForfatterForum. Opgaven lød på at skrive indledningen på max 2000 ord til en historie i en genre, man normalt ikke skriver i.

Jeg valgte krimi, som er den eneste genre, jeg tænker, ligger umuligt langt væk fra mine evner. Min styrke er det intuitive og at gå med de historier, der melder sig. Krimier kræver som regel enorm planlægning, hvis plottet skal ende med at hænge sammen og give en tilfredsstillende læseoplevelse. Hvad det blev til, kan du læse her. Jeg er egentlig lidt ærgerlig over, at havet, som jeg har så stor glæde af, skal spille en tragisk rolle. Men introen var noget, jeg drømte en nat, og den specielle scene var bare oplagt til min krimi.

 

 

Lykke-lig

1.
Solen bryder stilheden med skarpe stråler. Vandet skvulper under broen og reflekterer lys op til ham, mens nålen glider ind. Et langsomt tryk og den hvide lykke blander sig med hans blod. Hans alt for røde blod.
Han mærker intet, da nålen forlader hans hud. Der er tåget lys og dalende støvkorn på indersiden af hans øjenlåg. Han læner sig bagover, ind i lyset inden i ham. Åh, ja.
Hans spinkle krop møder blødt det kolde vand, han mærker det som en vugge og læner sig tilbage i det. Synker nedad, opsluges. Da vandet lukker sig over hans krop og ansigt som et låg er han i en lykkelig dvale.
Hun genfortæller handlingen for sig selv, mens hun sidder på hug på broen og pakker grejet sammen. Hun registrerer ud af øjenkrogen, at kroppen laver nogle kortvarige, spjættende bevægelser efter den er sunket under havoverfladen. Det må man tage med.
Det er den bedste gerning, hun nogensinde har gjort. Den første var ikke nær så god, han smilede ikke ligefrem, da hun ”justerede” hans pegefinger. Men hun lærte i det mindste af det. Hun gennemgår sine refleksioner én gang til. Utroligt, at hun ikke er kommet frem til dette før. Nu er hun klar til at gå i gang for alvor.
Et blik ud på vandet fortæller hende, at alt er som det skal være. Hvor der for lidt siden var en krop, er der nu små toppede bølger. Som i alle andre retninger. Hun lader sine håndflader mødes foran brystet med tommelfingrene mod hjertet og bøjer hovedet, så hendes pande møder fingerspidserne. ”Fred,” hvisker hun til havet.
Hun folder sirligt et klæde om kanylen, vattet og skeen. Derpå endnu et. Til sidst et kraftigt stykke plastik. Inden hun tager videre, krænger hun våddragten af og hænger den bag i varevognen.
2.
Tåge er trukket ind over byen til morgen og gør min krop endnu tungere, end den var i forvejen. Jeg har afleveret Lucas i børnehaven efter i smug at have givet ham en Panodil. Bare Skrappe Anne ikke gennemskuer tricket og ringer for at få ham hentet hjem. Hvis ikke jeg får arbejdet tilstrækkelig timer ind, bliver der ingen juleferie sammen med Lucas. Hans største ønske til denne jul: ”At du har masser af tid til at lege med mig, mor”. En bølge af dårlig samvittighed får mig til at bide negle.
Jeg slæber mig op ad trapperne til kontoret. Endnu en dag skal gå med at pille i ikke-eksisterende beviser i Løgstørsagen. Vi ved alle, at sagen er død, men reglerne og så videre gør, at vi er naglet til opgaven.
Jeg tapper en kop kaffe fra automaten i gangen og det lykkes mig at smutte ind på min plads uden at hilse på nogen.
Mit hoved er begyndt at nikke, efter jeg har hængt over Løgstørdokumenterne i bare fem minutter, og jeg slubrer grådigt kaffen i mig.
Min dør går op og ind spankulerer chefen. Jeg spærrer øjnene op og forsøger at se frisk ud.
”Godmorgen, Dorthe” hilser han med sin dybe stemme. Han glatter sit grånede, tynde hår henover issen i et forsøg på at få en frisure. ”Læg Løgstør væk for en stund, vi har noget nyt, vi skal arbejde med. Der er briefing i Legestuen om ti minutter.”
Legestuen er vores interne betegnelse for mødelokalet, hvor vi opdaterer hinanden om de i gangværende sager med fotomateriale, landkort, medicinske udredninger og hvad der ellers måtte være.
På vej ind til Legestuen støder jeg på Tonny. Han vipper sigende med sine kraftige, sorte øjenbryn og siger lavmælt: ”Ser ud som om vi endelig slipper fri fra Løgstør-arresten.”
Jeg trækker på skuldrene, skal ikke nyde noget af at tage glæderne på forskud.
Min private telefon ringer. Jeg kigger på displayet og bander indvendigt. Det er børnehuset. Jeg maser telefonen mellem mine fingre.
Hvorfor lytter de ikke, når jeg fortæller dem, at det er Lucas’ far de skal ringe til, hvis der opstår problemer i løbet af dagen? Kan godt være, idioten er fraværende i alt andet vedrørende Lucas, men den her pligt har han trods alt påtaget sig. Nogle ting vedrørende mor-far-rollerne er åbenbart så hårdt banket fast, at selv en moderne pædagog ikke kan se igennem dem.
Alle mine celler sitrer for at besvare opkaldet og tage mig af min dreng, men hvis jeg ikke står fast, lærer de det aldrig. Jeg iagttager telefonen ringe ud og beder til, at de har fattet pointen. Finder en plads bagerst i lokalet længst væk fra chefen.
Han knipser et par gange og mødet er i gang. På dramatisk vis, a la tv-serien om Rejseholdet (ja, vi ser den også), knalder han to sort-hvid fotos af døde kroppe liggende på en strand op på tavlen. Han ser rundt på os alle for effektens skyld, før han åbner munden.
”To lig. Begge skyllet op i området omkring Køgebugten i løbet af natten. Den ene er en ung mand. Heroinvrag, efter alt at dømme. Den anden er en dreng i 15-års alderen, ser det ud til. Det får vi nærmere besked om inden for en times tid. Sandersen og Johan har været dernede sammen med det lokale hold siden den første blev fundet sent i nat, men er snart på vej med ligene.”
Jeg zoomer ind på billederne på skift. De to kroppe har begge noget skrøbeligt over sig. Den ældste er frygteligt tynd. Han har mærker på armene efter stiksår. Den mindste fanger min opmærksomhed. Der er noget bekendt ved knægten, trods blå og røde mærker samt opblødt hud. Jeg banker med min kuglepen i blokken, mens jeg roder i min hukommelses spindelvævsindhyllede lager.
”Umiddelbart kunne man mene, at det var en ulykke eller at disse to dødsfald intet har med hinanden at gøre. Hvis ikke det var for disse.” Med en kuglepen peger chefen på begge ofres pegefingre på højre hånd. Jeg kniber øjnene sammen. Fra min plads har jeg ingen mulighed for at se, hvad der er specielt ved pegefingrene. Tonny læner sig skråt bagud mod mig og hvisker: ”Dislokeret”. Han gør en bevægelse med sine hænder, som om han ville vride pegefingeren på sin ene hånd rundt.
Jeg trækker brynene sammen. Det er det mest besynderlige fællestræk, jeg har set i min karriere. Mon ikke tågen er steget chefen og medicinerne til hovedet? Det her er da to almindelige ulykker. Tragisk, uanset.
”Det andet … ” fortsætter chefen, men stopper sig selv og vender blikket ned mod mig.
Jeg prøver fluks at gemme min telefon, som atter lyser op.
”Dorthe, slukker du lige den der, til vi lige er færdige?”
Lydigt parerer jeg ordre, mens jeg indvendigt vrisser over machochefer, som endnu ikke har sat sig ind i forældres rettigheder på arbejdspladsen.
”Det andet fællestræk er deres hår, som er klippet i præcis samme frisure. Kort i siderne og langt på toppen.”
”Det er sgu da ikke usædvanligt nu om dage,” brummer Tonny.
”Nej, men det er to strandvaskere i samme bugt på samme morgen, dælme. Og så er der lige den detalje, at der er barberet nogle tegn i nakken på dem. Sandersen mener, at det er et tegn, man blandt andet bruger i yogaverdenen og som vist symboliserer fred eller harmoni,” siger chefen, mens han banker i sin håndflade med sine sammenrullede noter. Han lægger ansigtet i tunge folder. ”Den yngste er identificeret og Johan har talt med forældrene. Dorthe, undersøger du med det samme, om der er nogle unge mænd, som er meldt savnede og passer til den anden profil?”
Jeg nikker. Det er hurtigt gjort, så jeg håber virkelig, han kommer med noget mere, ellers har jeg ingen undskyldning for ikke at fortsætte med Løgstørsagen. Jeg forsvinder ind på min pind og tænder som det første telefonen.
Tre ubesvarede opkald. To fra Skrappe Anne og ét fra Lucas’ far.
Han ringer kun, hvis han ikke kan undgå det. Et skud nervøsitet sitrer gennem min krop og jeg fumler, da jeg vil trykke på genopkald til Skrappe Anne. Min finger rammer i stedet Lucas’ fars nummer. Telefonen bliver desværre taget med det samme.
”Hej Dorthe, hvorfor fanden er du så svær at få fat i?” knurrer han.
”Hej Dan. Fald lige ned.”
”Det er eddermame svært at falde ned, når min søns mor ikke er til at komme i kontakt med i nødsituationer!”
Det er mig en gåde, hvordan det lykkes kvinder at fokusere udelukkende på hans charmerende udseende og se fuldstændig igennem fingre med hans væremåde. Jeg burde ellers forstå det, jeg hoppede selv i fælden med begge ben.
”Fortæl nu bare, hvad det er, der er så vigtigt, Dan,” siger jeg og støtter mig op ad den lukkede dør.
”Anne, du ved, fra Lucas’ børnehave,” starter han, men bryder ud i et hosteanfald.
Ja, min ven, jeg ved sjovt nok godt, hvem Anne er.
Dan holder op med at hoste. ”Anne har ringet angående en … hændelse. Personalegruppen er meget oprevede lige nu og de tænkte, at du kunne komme med lidt info, som kunne sprede ro blandt gemytterne.”
Jeg ryster på hovedet. Kan han komme til sagen? Af bitter erfaring ved jeg, at jeg ikke skal prøve at presse ham til at nærme sig emnet hurtigere. Rasmus Modsat.
”Før du begynder at brokke dig: Jeg har sagt til dem, at du selvfølgelig ikke kan fortælle noget.” Dans stemme er hæs og han begynder at hoste igen.
Jeg bider mig i pegefingeren for ikke at vrisse ad ham.
Endelig fortsætter han. ”Men det er klart, at de håber på det alligevel. Det, der er sket er, at Elronds bror er fundet død. Druknet. Eller i hvert fald skyllet op på stranden.”
Min mund tørrer med et ud og selvom jeg gerne ville, kan jeg nu ikke få et ord frem.
Elrond er Lucas’ højtelskede bedste ven. Elrond er efternøler og hans storebror, Peter, har med jævne mellemrum babysittet Lucas og Elrond om eftermiddagen, når jeg havde Lucas-uge og lange dage på arbejdet. Det er dog længe siden, fordi jeg har været nødt til at tage mig ekstra af Lucas oven på alt det med Dan. Jeg kniber øjnene sammen. Hvor gammel er det nu, Peter er? Eller var. Var. Mit bryst fyldes med is.
”Hallo? Dorthe? Er du der?” spørger Dan utålmodigt.
”Dan, jeg bliver nødt til at lægge på. Jeg må have fat i Anne.” Jeg trykker på det røde telefonikon og med rystende hænder finder jeg børnehavens nummer frem. Det eneste, der betyder noget, er at sikre at Lucas har det godt.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *