menu search recent posts
Facebook

 

Bruger du udtrykket “Misundelse er en grim ting”?

Her er en god grund til at holde op med det. Dette er andet indlæg af to om følelser, som kan lære os uendelig meget, hvis vi tør kigge på dem.

 

Misundelse er ikke en grim ting!

Det kan godt være at følelsen er ubehagelig at opleve, men en person der er misundelig er ikke en ”grim” person.

Vi oplever alle misundelse af og til. Den største forskel er, hvor villige vi er til at indrømme det overfor os selv.

Ofte kommer uerkendt misundelse til udtryk ved kritik, gerne bag om ryggen på den, der er genstand for misundelse, eller overfor vedkommende på en indirekte måde.

Du ved, hvor man får lukket ud mellem sidebenene, om ikke det er lidt upraktisk med to BMW’er, når man kun har en garage til én bil. Kritikken vil typisk handle om ting, det ikke tilkommer andre at blande sig i – f.eks. hvad man bruger sine (evt. mange) penge på.
Eller en klassiker – hvor meget andre må fylde. Har du bemærket, hvor ofte folk kritiseres for at fylde for meget, uden det egentlig skyldes at deres adfærd medfører en konkret gene, så som støj, for andre mennesker? Hvor der ikke rigtigt er noget konkret at sætte fingeren på, men man alligevel har brug for at påpege at vedkommende ”er for meget”?

Den kender mange af os og jeg kender den helt sikkert selv. Det kan godt nive lidt, når andre tør at indtage deres livs scene – og især når de gør det godt. Så kan jeg godt tage mig selv i at lede efter et eller andet at sætte en finger på.

Desværre får vi det dybest set ikke bedre af at pille andre ned og ødelægge deres glæde.

 
Det gode ved misundelse
Det gode ved misundelse er, at følelsen slet og ret er en indikator for, hvad vi selv ønsker os (mere af) i vores eget liv. I overført betydning.

Trigger personer, der stiller sig frem med deres talenter, os, kan det eksempelvis være at vi inderst inde ønsker os at turde stå frem med vores talenter – eller bare at vi har brug for at turde tro noget mere på os selv og det vi kan. Anerkende os selv og se os selv.

Det er i hvert fald et sted, vi kan starte – at fylde på af den følelse, vores misundelse umiddelbart viser os, at vi mangler. En person der stiller sig frem med sit talent kan symbolisere forskellige følelser for hver af os. Eksempler kan være selvtillid, det at stå ved sig selv præcis som man er og med præcis det man kan, mod, ærlighed, åbenhed, kreativitet – you name it. Det er op til dig selv, at mærke efter, hvad det især er ved den person, som trigger din misundelse.

Hvis det skræmmer dig at se i øjnene at du gerne selv vil træde mere frem i dit lys, så start i det små. Mind dig selv om hver dag, at du er talentfuld og at du har masser at bidrage med til verden. At du har dit helt unikke præg at sætte på verden og at du er absolut god nok.

Er det konkrete ting, som folk med mange penge eller dyre ting, du misunder, så er det også her vigtigt at kigge bagom. Generer det dig, at din nabo har to BMW’er, fordi penge giver mulighed for en masse sjov og oplevelser, eller er det måske snarere følelsen af tryghed – at hvis man har råd til to BMW’er, så kan man slappe af i visheden om, at man har alle sine behov dækket. Eller noget helt tredje? Frihed? Eventyr? Uanset hvad, så byd venligt erkendelsen velkommen og find den allermindste ting, du kan gøre for at få lidt mere af netop dette i dit liv.

 

 

Vil du læse mere?

Tilmeld dig nyhedsbrev og modtag:

  • Resten af november 2016: e-bog med novellen Elinors efterår
  • Mailserie om Energi i Balance. I alt syv mails med tips til, hvordan du kan behandle dig til Energi i Balance.


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *