menu search recent posts
January 31, 2014 standard

Du kender dem ganske sikkert. De situationer, hvor det, du laver, falder dig let og du kan bare blive ved. Alt falder i hak. Du bider dig spændt i læben, mens du fordyber dig i din opgave, dit malerarbejde, din samtale. Fantastisk, ikke?

Det er følelsen af at være i flow. Jeg kalder det også samklang, for det er som om alt i og omkring mig vibrerer i takt. Ting sker. De lykkes. Muligheder åbenbarer sig og jeg tager i mod i stedet for at række ud og strenge mig an.

Når du strenger dig an, bliver det let anstrengt og det fører snarere til mislyd end samklang. Når du er i flow, har du fundet den frekvens, hvor væren og gøren forenes. Derfor er det nemt at skabe i flow, fordi det at skabe forudsætter ikke blot at man gør, men også at man er – nærværende.

Det handler om de små forskelle. For både det at anstrenge sig og være i flow kræver fokus.

Et eksempel kunne være, hvis du bevæger dig ad en vej mod en destination. Når du strenger dig an, indsnævrer du fokus lige en tand for meget og glemmer at være åben for hele lanskabet og for de indtryk omkring dig selv, som kunne inspirere. Du kan kun se én vej, og det er den lige vej foran snudeskaftet.

Når du er i flow, har du fokus på det, du foretager dig, samtidig med at dit sind forbliver åbent og kan bearbejde input undervejs. Du stiller skarpt på vejen foran dig, men har ikke lukket dit blik af for alt andet. Derfor kan du få øje på nye, spændende veje. Du kan flyde mellem dit indre og det ydre i en vekselvirkning. Eller vibrere på den samme tone som dine omgivelser og omforme tonen i fællesskab med dine omgivelser.

Samklang.

January 23, 2014 standard

“Yay – det er sjovt!” jubler mit indre.

Netop nu er jeg til workshop om at bruge Google AdWords til at øge opmærksomheden på sine produkter.

Jeg har ingen produkter – endnu, så jeg er tre skridt foran. Og mand, hvor jeg glæder mig til at komme i gang.

Hvis du bor i København og ønsker at blive klædt (bedre) på til selvstændig virksomhed (også hobbyvirksomhed), har Københavns Erhvervscenter nogle glimrende kurser samt speedrådgivning til rådighed. Alt er gratis. Find dem på Københavns Kommunes hjemmeside kk.dk under menupunktet Erhverv.

Bor du i en anden kommune, kan jeg anbefale at undersøge din egen kommunes hjemmeside.

Det er hårdt, det er forvirrende – og det er oplysende og sjovt!

January 21, 2014 standard

Jeg har en dårlig vane med at læse horoskoper. I morges kom jeg til det igen. Jeg googlede mig frem til mit årshoroskop. Det skulle jeg aldrig have gjort. Ifølge det starter mit år med modstand og begrænsninger og fortsætter med mere modstand og begrænsninger. Og ”ved slutningen af året vil du se, at det har været et usædvanligt begivenhedsrigt år”. Jo tak. Men rigt på hvilke begivenheder? Modstand og begrænsninger?

Mage til frækhed. Det gad jeg ikke finde mig i. I stedet kastede jeg mig ud i at skrive mit eget horoskop. Her er et uddrag:

Horoskop for stjernetegnet Den Kreative

Året 2014 bringer dig en overflod af glæde, lethed og fornøjelige oplevelser. Du vil opleve stor medgang og vil kunne høste frugterne af dit hårde arbejde i de forgangne år. Selv når det ikke føles succesfuldt, vil du senere opdage, at det, der hændte, bragte dig videre på bedste vis, og du blev klogere og gladere. Ved slutningen af året vil du se, at de mange lykkelige og spændende begivenheder har bragt dig derhen, hvor det var meningen. Du kan derfor roligt træde dine første skridt i det nye år i forventningsfuld åbenhed og tillid til, at hvad der end hænder dig, så kan det bruges til noget godt.

Allerede i januar starter eventyret. Med svimlende hastighed går du ind i en periode fuld af døre, der åbner sig på vid gab – og endnu andre døre, du selv føler dig frem til i vintermørket. Alle døre fører til næste destination, så du kan vælge præcis dem, du ønsker.

Sådan.

Jeg kan kun anbefale dig at spå din egen fremtid. Hvem kan gøre det bedre end du?

Det kan ikke garanteres, at der findes en direkte forbindelse mellem det, du forestiller dig og virkeligheden. Men ét er sikkert: En positiv forventning giver langt mere energi og handlekraft. Og så føles livet bare fornøjeligere, når du dasker omkring indhyllet i forventningens glæde, end når du forsøger at svømme dig igennem det store hav af sorger, der kan tages på forskud.

Nu jeg var i gang, lavede jeg også lige min egen vejrudsigt:

Lokaludsigt for himmelrummet over Anja fra 21. januar 2014 til 31. december 2014:

Varsling om medvind på alle cykelstier, karrierespor og kærlighedsveje. Året rundt. Selv når det føles som storm, er det faktisk medvind af en eller anden art – måske cummulus.

Hvor dejligt ville dit horoskop blive, hvis du selv skulle digte, male, synge eller sy det?

Og er din vejrudsigt værd at lytte til?

January 18, 2014 standard

Mine øjne er firkantede af at surfe på hjemmesider for at finde legater. Og biblioteket ved det ikke endnu, men det og jeg har en aftale om, at jeg snarest muligt kigger forbi for at bladre i diverse legat-oversigter.

Talemåden “tid er penge” har altid lydt frygtelig kold i mine ører. Ikke desto mindre må jeg sande, at det netop nu er meget rammende for min situation. Jeg har tænkt mig at arbejde mindre for at få mere tid og plads til skrivning og kreativitet. Og produktion af romaner og noveller som forhåbentlig kan blive en indtægtskilde engang. (Hellere før end senere).

Vilje, flid og opsparing rækker langt. Med en ekstra sum penge ville det række endnu længere. Så legater pludselig blevet interessante.

For en endnu-ikke-udgivet forfatter er der ikke ligefrem tale om et stort udbud af relevante legater – faktisk er udbuddet tæt på at være ikke-eksisterende.

Jeg har fundet enkelte legater, som blandt andet kan søges til bogudgivelse, hvoraf flere kun retter sig mod faglitterære udgivelser.

Til gengæld findes der et langt større antal legater, som kan søges til bestemte aktiviteter, eventuelt knyttet til bestemte målgrupper. Sociale forhold, idræt, handicappede og lignende.

Endnu en god grund til at overveje nøje, hvad mine skriverier handler om. Har de en eller flere veldefinerede målgrupper eller emner, kan det blive adgangsbillet til et legat.

Håber jeg …

Dagens læring er:

1) Selv usympatiske talemåder kan have deres berettigelse.

2) Der mangler et legat, som vordende forfattere kan søge. Sådan ét har jeg besluttet at oprette, når jeg selv er en veletableret og velbetalt forfatter. Faktisk et ganske rart og meningsfuldt sigte for mine anstrengelser. Måske en større gave end et legat vil være.

January 15, 2014 standard

Jeg har glædet mig til dette øjeblik, hvor min hjemmeside er færdig og klar til at tage i brug.

Indhold og blogindlæg har danset rundt i mit hoved, mens jeg ventede.

Nu er tiden inde til at skrive mit første indlæg.

Og nu melder betænkningerne sig på banen. Så jeg skal lige minde mig selv om, at det ikke behøver være fuldendt eller have fundet sin form fra dag 1.

Det er et work in progress.

Præcis som at begive sig ud i en forfatterkarriere. Det er en rejse fra a til z, og den begynder med … at du simpelthen kommer i gang. Tager det berømte første skridt. Det er ikke en rejse gennem et øde landskab, men snarere en tur rundt i junglen. Du vil møde omverdenen på din vej og du vil indgå i en konstant vekselvirkning med den. Med en vis påvirkning af din videre rejse til følge. Og dermed konstant forandring.

Så nu smyger jeg rygsækken på og begiver mig af sted med min vandrestav i hånden.

Kære besøgende: Vel mødt. Jeg håber, du har lyst til at kigge forbi en anden gang. Og måske deltage i rejsen med en kommentar. På snarligt genskriv!