menu search recent posts
February 23, 2014 standard

I sidste indlæg skrev jeg, at jeg regnede med denne uge at dele ny, nyttig viden om at bruge de sociale medier til markedsføring.

Desværre blev workshoppen udsat til en dag, hvor jeg ikke kan deltage. Så det gik jeg glip af.

I stedet brugte jeg eftermiddagen på at mødes med en veninde og sammen drikke grøn te på en café med udsigt til vandet, mens tusmørket dalede ned over Langebro. Fire skønne ting på én gang! Det er det heldige ved at gå glip af noget: jo mere du går glip af, jo mere plads har du åben for andre muligheder.

Derfor har jeg ikke nye, praktiske fif, jeg kan give videre. I stedet fik jeg lyst til at skrive et lille eventyr:

Der var engang en mand, som havde bygget sit helt eget hus. Huset bestod af ét stort rum, og han glædede sig til at bebo det. Han boede i et land, hvor det ikke var mange forundt at få deres helt egen bolig. I den tid det tog at bygge huset, drømte han om alle de gæster, han ville invitere på besøg, og hvordan de ville beundre hans hjem. Han havde planlagt det ned til mindste detalje, og han vidste, hvordan alt i det hus skulle være. Han havde timet det, så hans møbler ville blive leveret, så snart han havde slået det sidste søm i sit hus.

Den dag, møblerne skulle komme, var han så ivrig, at han vågnede tidligt. Han gik hen til sit hus, hvor han stødte på et bud, der var i færd med at stikke en seddel ind under døren.

”Goddag, hr.! Jeg kommer med bud fra møbelforretningen. De beklager meget at måtte meddele, at dine møbler ikke bliver leveret i dag – eller i nær fremtid. Butikken er brændt ned, forstår du, og det vides ikke, hvornår de igen kan bestille nye møbler.” Det lille bud lettede på sin hat og susede straks videre på sin cykel.

Manden bed sig i tungen af ærgrelse og lagde sig på gulvet i sit nye hjem. Huset var fuldstændig tomt, og der var ikke andre møbelforretninger i miles omkreds. Hvordan skulle han komme i gang med sit nye liv, når han ikke havde et eneste møbel eller en eneste ting i sit hjem? Han drejede hovedet og så sig omkring. Han skammede sig pludselig over sit nye hjem og besluttede sig for at glemme alt om at invitere gæster. Han ville jo ikke ane, hvornår han skulle invitere dem til. Hele planen var gået i vasken.

Manden klemte øjnene hårdt i og blev liggende sådan i timevis, indtil han faldt i en dyb søvn.

Han vågnede brat, da en stribe savl løb ned ad hans kind. Et kort øjeblik anede han ikke, hvor han var. Så huskede han det. Han rejste sig fortumlet op på albuerne og så, hvordan månelyset dansede i mange nuancer hen over hans loft og vægge. Lyset spillede på træets årer, som livlige fingre over guitarstrenge, og lagde sig som sølvglitter hen over ruderne. Faktisk var det et ganske smukt hus i sig selv. Et glad suk undslap hans læber.

I samme nu bankede det på døren. Forvirret kom han snublende på benene. Hvem kunne dog det være?

I døråbningen stod en håndfuld yngre mennesker fra hans nabolag. De gav håndtryk og gled grinende og småsnakkende ind i hans hjem. ”Vi har hørt, at hér er et sted, hvor der er plads til, at man kan danse!” lo de til ham. De satte stearinlys i husets fire hjørner, og en ung mand fandt en violin frem. Snart gik dansen lystigt og musikken snurrede sig omkring dem.

Manden var netop blevet budt op til dans, da det atter bankede på døren. Denne gang stod fire ældre mennesker uden for. Også dem kendte han fra byen. De havde hver deres kasse i hånden.

”Vi har hørt, at hér er et sted, hvor der er plads til, at vi gamle kan sidde langs væggen og se de unge more sig.” Og ind i huset defilerede de, tog nogle skåle ud af deres kasser og vendte kasserne om, så de kunne sætte sig på dem. De drak af de dampende skåle og nikkede til de dansede unge, mens en liflig duft af suppe bredte sig i rummet.

Så snart de sad mageligt, var der igen nogen ved døren. De bankede ikke på, men kaldte lavmælt. Manden åbnede døren og stirrede først ud i et tomt mørke. Så ænsede hans blik noget ved hans fødder, og han kiggede ned. Omkring ham smøg sig en flok spindende katte. ”Mjaa.. vi har hørt, at hér er endelig et sted, hvor der er plads til os i vindueskarmene.” sagde de og strøg ind i huset. Snart sad de side om side i vindueskarmene og kiggede ud, mens deres haler fejede blødt hen over væggen under dem.

Manden så sig omkring. Han så de energifyldte dansende unge mennesker. Han så de tilbagelænede ældre, der smilende betragtede de andre. Og han så de rolige katte, som sjælfuldt stirrede ud i måneskinnet.

Han indrømmede for sig selv, at han ikke for alvor ville have nydt husets skønhed og det, hans ene rum havde at byde på, hvis han straks havde fyldt det ud med møbler. Og han indså, at møbler eller ej – han havde uden tvivl et hjem. Og endda et hjem, andre havde lyst til at besøge. Fordi det, han havde, ikke var et færdigt og fyldt rum. Men et rum for muligheder.

February 16, 2014 standard

”Faktisk glæder jeg mig til at gå til eksamen,” sagde min veninde forleden til mig over en kop te. Hun kløede sig i håret og sendte mig et skævt smil.

Der var dét! Præcis den påmindelse, jeg havde brug for.

Min veninde har lidt af eksamensskræk længe, og nu skulle hun forberede en hel times oplæg som en eksamination af hendes praktikforløb. Da tiden nærmede sig, stivnede hun ved tanken. Men pludselig gik et lys op for hende.

Den ene times oplæg havde ligget foran hende som et sort hul, der måske ville opsluge hende, så hun aldrig vendte tilbage til livet. Nu så hun den på en anden måde: Hun fik øje på mulighederne i den nervepirrende opgave. Den ene time forvandlede sig til et rum, der var åbent for, at hun kunne fylde det i det, som gav mening for hende. Ansvaret for at levere blev til friheden til at give. Give noget, hun selv valgte.

Hvordan skete det?

Hun huskede såmænd ”blot” at spørge sig selv: ”Hvad synes jeg? Hvad synes jeg er væsentligt og spændende at tale om?” I stedet for at gruble: ”Hvad vil de mon have af mig?”

Jeg tror, fælden med at glemme os selv og vores eget perspektiv til fordel for, hvad vi tror andre forventer af os, er noget, de fleste oplever ind i mellem.

For mennesker, der arbejder inden for de kreative fag, tror jeg, det er et tema, der uvægerligt vil dukke op. Flere gange. Det er én af de mange, interessante måder, vi kan blokere vores skaberkraft på.

Det gjorde det for mig for nylig.

Til min store glæde blev jeg af et magasin opfordret til at skrive nogle noveller, som passede til deres målgruppe og stil. Det er jo en gave at blive opfordret til at kreere! Jeg gik straks i gang med at researche. Og gruble over, hvad de ville have. Jeg skrev en novelle, mens jeg hele tiden vejede for og imod. Ville de synes om den? Ramte jeg plet i forhold til stilen?

Lysten til at arbejde med novellen blegnede, og jeg lagde den væk.

Efter en tid påbegyndte jeg en ny novelle. Halvvejs inde i den lagde jeg også den væk. For hvordan kunne jeg nogen sinde vide, om det var dét, de ville have?

Min tvivl var realistisk. Faktum er, at vi aldrig kan vide med sikkerhed om det, vi skaber, rammer ind i det, den påtænkte modtager vil have.

Derfor er jeg så taknemmelig for min venindes indsigt. Hvad har jeg lyst til at give? Til at formidle?

Nu er det igen sjovt at skulle ”levere”. Fordi jeg husker at tage udgangspunkt i, hvad jeg gerne vil give. Der er stadig ikke garanti for, at magasinet vil synes om det eller have det. Men der er langt større sandsynlighed for det, end hvis jeg sender dem en novelle, som ikke indeholder et budskab, det betyder noget for mig at dele.  Og med sikkerhed har jeg haft det sjovt, mens jeg arbejdede med min novelle.

Tak fordi du læste med. Nu må jeg skynde mig videre med at skrive noveller – af lyst.

I mellem tiden er du yderst velkommen til at smide en kommentar – måske du har oplevet andre måder at løse op for en blokering på? Eller har du blokeringer, som du endnu ikke har fundet en vej ud af?

Hvis der er noget, der er lærerigt, så er det at høre om andres erfaringer. Så giv endelig dit besyv med!

 

I næste uge skal jeg på endnu et gratis kursus hos Københavns Erhvervscenter. Det handler om at bruge de sociale medier i sin marketing. Jeg håber at bringe nogle guldkorn med videre i et blogindlæg.

February 1, 2014 standard

Et blogindlæg fra den mentale hængekøje

Bøger og artikler om, hvordan du opnår dine mål og drømme, beskæftiger sig ofte med, hvordan du får sparket dig selv i gang. Og hvordan du bliver ved, når du er kommet i gang.

Disse fif er uundværlige.

Men jeg har måttet sande, at når jeg ér kommet godt i gang og bliver ved, bliver modsætningen til dette pludselig lige så vigtig:

Pauser.

I kreativitetens land har du i realiteten aldrig fri. Indfald kan indtræffe når som helst. Inspiration kan udspring af alt, hvad du oplever.

Og der er altid mere, du kan gøre for at nå din drøm.

Men der er faktisk grænser for, hvad din drøm kan gøre for dig.

Det, den ikke kan, er at give dig fri. Give dig pause. Afkobling. Så det må du selv sørge for.

Det er sværere, end det lyder. Men pauser er nødvendige for alle mennesker. Og faktisk også for kreativitet. Når vi tillader vores aktive og kontrollerende bevidste sind en pause, er der andre ting, der kan få frit spil. For eksempel vores drømme og kreativitet. De får plads til at vokse og gro, tage nye former og i det hele taget bare blive frisket lidt op. Det er ikke så ringe at komme ”sovende” til noget, faktisk er det ofte ganske fantastisk.

Der kan desuden nemt ske det, at du til sidst afbryder pausen, fordi du er sprængfyldt med ny energi og handlekraft. Kan det blive bedre?

Når du er kommet godt i gang med at føre din plan og din drøm ud i livet, er næste skridt derfor at få lagt pauser ind i planen. Både kortere og længere.

Så det gør jeg nu. Trækker stikket ud i en uge. Trækker mig væk fra min dagligdag og fra alt, hvad der er online og “på”. Aaah.

Vi får se, hvilke kreative væsner, der vokser ud af mit sinds støvregnlignende dvaletilstand.

Hvor tit under du dig selv en pause?

Og har du prøvet at vende tilbage til kreativiteten efter en pause og opdage, den har taget form som, ikke en tiarmet, men en tihjulet blæksprutte med et øje på hvert hjul og en lilla fjerboa om halsen?

Eller noget helt andet (knap så mærkeligt)?