menu search recent posts
June 18, 2014 standard

På det seneste har jeg læst flere interessante indlæg om det at fylde, promovere og fejre.

Det ene indlæg er dette her af Lotte Garbers.

Hun prikker til forfatteres fejlslagne selvopfattelse som nogen, der skal leve og ånde for deres kunst og dermed ikke kaste sig i grams som forretningsfolk med en vare at sælge. Selvom det er det, der skal til, hvis en forfatter vil nå ud til læserne med sine værker.

I dette indlæg skriver Carolina Linn om vigtigheden af at kunne hylde sig selv. Hendes pointe er, at de fleste af os er bange for at fylde for meget og dermed holder os selv tilbage. Og når vi holder os selv tilbage, holder vi også vores virke tilbage.

I dag var jeg så heldig, at en person i en gruppe på facebook, dissekerede begrebet ”at tage for meget ansvar”. Som netop er at TAGE frem for at give – selvom det ofte kan føles, som om vi giver noget til andre, når vi gør det.

Og er det ikke det, vi gør, når vi undlader at fejre os selv eller promovere det, vi har at tilbyde verden? Vi TAGER for meget ansvar for, hvordan modtageren vil opleve det. Og dermed TAGER vi i stedet for at give. Selvom det kan føles hensynsfuldt.

Efter bare fire uger som novelleselvudgiver er det blevet tydeligt for mig, hvor meget den kan fylde – den der angst for at fylde for meget.

Kuren har indtil nu været:

1)      Jeg tillader mig at udføre min promovering i mindre doser og med restitutionstid i mellem.  Præcis i mit tempo, så spænding og afspænding kan arbejde i skiftehold. Novellerne og deres forfatter – jeg – løber jo ingen vegne, vel? Og eftersom det er min drøm, jeg er i gang med at udleve, skal den vel netop formes, så jeg trives med den. I stedet for at den tilpasses alskens retningslinjer og ideer for, hvordan man opnår mest på den bedste, hurtigste og sikreste måde. Ikke?

2)      Jeg fejrer mine succeser og indsatser i det små. Eksempelvis har jeg en sparebøsse, som jeg kommer et antal mønter i for hver dag, jeg har ydet en indsats for min skrivekarriere. Ca. en gang om måneden tømmer jeg den og bruger beløbet på luksus og selvforkælelse. Den lille daglige handling med at putte mønter i sparebøssen gør, at jeg får markeret de ting, jeg faktisk gør. Ellers forsvinder de nemlig let i mængden af ”burde”, ”har ikke nået”, ”fik ikke taget mig sammen” og ”turde ikke”. Har du bemærket hvor meget negative bedømmelser fylder i dig frem for positive?

3)      Jeg dyrker følelsen af at kunne stå inde for det, jeg giver, viser og deler med verden. Det behøver ikke leve op til en universel sandhed om, hvad der er vigtigt, rigtigt eller beundringsværdigt. Så længe jeg husker, at jeg har truffet et aktivt valg om at give det, og at det valg var rigtigt og sandt for mig. Andre mennesker har jo selv evnen til at vælge, om det er rigtigt for dem at tage i mod, og det skal jeg respektere i stedet for at træffe valget for dem.

Lyder det nemt?

Det er det ikke. Til gengæld føles det virkelig godt for hver gang, det lykkes. Jo mere vi lader det positive fylde, jo mindre plads bliver der til frygten.

De fleste af os prøver vel at leve vores liv så godt, vi kan. Hvorfor ikke fejre det og lade det fylde, når det lykkes?