menu search recent posts
April 19, 2015 standard

Redigér din egen tekst og nå bedre i mål.

Når du skriver tekst til din hjemmeside og dit nyhedsbrev, eller når du har skrevet dit romanmanuskript til ende, er der brug for redigering.

Alle begår fejl, når de skriver. Og ingen er i stand til at opdage samtlige fejl på egen hånd. Vi bliver blinde for en del af dem. Ind i mellem kan det også være, at du simpelthen bare falder over et bestemt ord eller tegn, og ud af det blå bliver i tvivl om stavemåde eller brugen af tegnet.

Jeg har lavet en lille oversigt over, hvordan du kan klare en stor del af redigeringen alene eller ved lidt hjælp fra dit private netværk, internettet og tekstredigeringsprogrammer:

1) Feedback fra andre

Det er altid godt at få andre til at læse din tekst igennem. Dette er især brugbart, hvis du skriver med henblik på bogudgivelse som e-bog eller trykt bog, fordi det som regel alligevel er en lidt længerevarende proces og resultatet bliver et langtidsholdbart produkt. Det kommer formodentlig til at være i handlen eller i al fald tilgængeligt i længere tid og nå ud til læsere, som beholder eksemplaret og bruger en vis mængde penge og/eller tid på det. Hvis der er grelle grammatiske fejl eller lignende i et sådant produkt, vil det påvirke læsernes tilfredshed med anskaffelsen. Så få altid andre til at læse teksten og kommentere på, om den er forståelig og interessant og om de kan øjne eventuelle fejl. Det samme er en god idé med tekst til din hjemmeside.

2) Læs din tekst højt

Måske har du ikke tid til at vente på feedback fra andre. Det gør sig ofte gældende ved skrivningen af nyhedsbreve og blogindlæg, som sker løbende og til tider måske spontant. Det er nok ikke sandsynligt, at dit netværk står på spring til hele tiden at være testlæsere. Ved oprettelse af hurtige kampagner og reklameopslag kan det samme være tilfældet. Desuden er disse tekster ofte “kortlivede”, forstået på den måde, at de kun er gældende nu og her, og måske allerede i morgen gået i glemmebogen. Så du ønsker måske ikke at bruge alverdens tid på dem, men er stadig interesseret i at nå i mål med dit budskab. Her er der forskellige metoder, du kan benytte til selv at fange så mange ups’ere som muligt og danne dig en idé om, hvordan din tekst vil fremstå for andre. En af metoderne til dette er at læse teksten højt og lytte efter om det høres og føles flydende og let. Du vil helt sikkert opdage det, hvis du eksempelvis har lavet alt for lange eller snørklede sætninger! Hvis du ved, at du har tendens til at skrive i talesprog (uden at det er tiltænkt), så skal du dog nok være påpasselig med denne metode. Det kan måske lyde naturligt og flydende for dig, når du læser det højt, netop fordi du har skrevet i talesprog, men det vil ikke have samme virkning, når andre læser din tekst indenad. Dette trick er også glimrende at bruge ved din gennemgang af dine mere langtidsholdbare tekster, som nævnt under punkt 1.

3) Læs din tekst bagfra

Jeg har rent faktisk en enkelt gang læst et af mine romanmanuskripter bagfra, sætning for sætning. Det var et langsommeligt arbejde men yderst effektivt til at høre flowet i hver sætning og se skarpt på sprogbrugen, fordi de på denne måde bliver løsrevet fra sammenhængen. Det vil ikke tage dig lang tid at gøre med et nyhedsbrev eller en anden kortere tekst, og det er helt bestemt umagen værd. Denne metode egner sig derfor godt til både længere og kortere tekster, men kræver dog både tid og tålmodighed ved længere tekster.

4) Læg din tekst fra dig et stykke tid

Alene dette kan ofte give dig et helt nyt syn på din tekst. Er det en lille tekst til din hjemmeside eller lignende, så skriv løs og beslut at vente med at kigge på den og lægge den op på siden til næste dag, eksempelvis. Jeg får ofte øje på en masse små forbedringsmuligheder på denne måde eller endnu bedre: Teksten har ligger og “simret” lidt i baghovedet, så der dukker helt nye ideer til formuleringer og vinklinger op. Eller jeg er kommet i tanke om vigtig info, der også skal med. Ved bogmanuskripter vil det som regel være en fordel, hvis du kan lægge den fra dig i nogle uger eller måneder og arbejde videre med noget andet imens.

5) Hent hjælp via nettet

Dette råd er særligt anvendeligt, når det gælder om at få luget ud i fejlagtig, forstyrrende tegnsætning og forkerte stavemåder. Når jeg gennemgår min tekst for sidste gang, er jeg altid koblet op på en hjemmeside såsom sproget.dk. Her kan jeg hurtigt slå op, hvordan reglen nu lige er omkring stort eller lille begyndelsesbogstav efter kolon, reglerne for kommasætning og stavning. Der er eksempler på korrekt brug af reglerne, hvilket er en stor hjælp til forståelsen. Det bedste er, at du ikke behøver at lære alle reglerne udenad, for du kan altid slå op her. For øjeblikket kludrer jeg rundt i om ord som imod og igang er ét ord eller to ord (imod/i mod og igang/i gang?), og der har jeg hurtigt kunnet finde hjælp ved at slå ordene op på sproget.dk.

6) Brug søgefunktionen i Word

Skriv gerne din tekst i Word eller et andet tekstredigeringsprogram, inden du smider den op på nettet. Eller kopiér den over i Word, når du har skrevet den, så du kan bruge den hjælp, du får gratis serveret her. Ved brug af søgefunktionen kan du hurtigt fremsøge eventuelle fejl og rette dem. Jeg blev eksempelvis klar over, at imod er ét ord og ikke to (i mod), som jeg har haft tendens til at skrive det. Da kunne jeg hurtigt gå mit manus igennem ved at søge på i mod og få vist hvor i teksten, fejlen havde sneget sig ind.

7) Benyt stave- og grammatikhjælp

Ligeledes i tekstredigeringsprogrammer som Word kan du få vist eventuelle stavefejl og grammatiske fejl. Programmet kan også opfange, hvis du glemmer at sætte mellemrum mellem to ord. Jeg vil anbefale, at du gennemgår alle forslagene, når du er færdig med din tekst – men vær kritisk! For Word har ikke altid ret …

8) Gentagelse gør underværker

Dette er ikke en ottende metode, men et forslag: Du kan med fordel anvende alle ovennævnte fremgangsmåder mere end en gang og gerne med brug af nogle af de andre metoder i mellemtiden. Det er, hvad de fleste forfattere, jeg kender, gør. Husk, at det skrevne ord opleves på en anden måde og tit virker kraftigere end det talte ord. Derfor er det væsentligt, at du kommer i mål med din skriftlige fremstilling.

God skrive- og redigeringslyst!

Ps. Skulle du have behov for yderligere hjælp så husk, at du kan købe hjælp fra eksterne til manuskriptlæsning, redigering og korrektur. Selv tilbyder jeg redigering og manuskriptlæsning lige her.

April 13, 2015 standard

 

Hvorfor taler mange om det, de gerne vil gøre, skabe, være – men holder sig selv tilbage for at gøre, skabe, være dét, de drømmer om?

En af grundene er måske det monster, vi frygter sidder inde i hulens mørke og venter på at bryde løs. Vi kan ikke se det og netop derfor er det for alvor frygtindgydende.

For øjeblikket er jeg i en periode, hvor monstret er blevet lukket ud og jeg er blevet spist af det. Slugt med hud og hår.

Jeg læser ivrigt løs i mit manus – igen igen – mens den dygtige grafiker arbejder videre med omslaget. Kan slet ikke stoppe, selvom jeg godt ved, at jeg i princippet kunne blive ved i en evighed. Noget kan altid blive anderledes.

Disse perioder minder mig altid om, hvad det i virkeligheden er, der er på spil, når jeg i andre perioder afholder mig fra det kreative arbejde.

Jeg har indtryk af, at det er et hyppigt og tilbagevendende problem blandt kreative sjæle, at vi kommer til at blokere for vores skaberkraft.

Du kan måske ofte føle det som angst for, at du ikke har noget at byde på? Eller at det, du har at byde på, ikke er “godt nok”?

Du skulle måske overveje – ikke nødvendigvis godtage men i hvert fald overveje – at årsagen kan være en helt anden.

Nemlig, at du på forhånd kan fornemme, hvordan det kreative projekt vil sluge dig med hud og hår, hvis du først går igang. Fordi det vil vælte frem fra dit indre med ideer, virkelyst og skabertrang. Og du kan se, at trangen ikke vil mindskes. Uhyret vil ikke mættes. Tvært i mod.

Den gode nyhed er dog, at uhyret, omend stadig et kæmpe monster, ser meget rarere ud, når du får det ud i lyset. Og det kan være rigtig sjovt at sidde på dets ryg med vinden om ørerne og håret flagrende efter dig, mens I blæser derud af. En skønne dag tager monstret sig måske endda en lur og du får en lille pause, inden det går derudaf igen.

Så kom du bare igang med at tale venligt til monstret inde i mørket i hulen for at lokke det frit frem. Tilbyd det eventuelt, at det kan få lov at slå sig løs i bare ti minutter om dagen til en start.

Hav en skøn og skør “flyvetur” 🙂