menu search recent posts
May 21, 2015 standard

Nu sker det snart!

Pludselig er det hele gået så stærkt. Prøvetrykkene er gennemset og oplag er nu bestilt.

“Damen i den grønne dragt” udkommer 1. juni 2015.

Der har allerede været en vis efterspørgsel og det er jo noget, der kan varme en forfatters hjerte.

Må jeg præsentere “Damen”:

Omslag til trykt bog og forside til e-bog er lavet af dygtige Hanne Piasecki.

Bagsidetekst finder du nederst i dette indlæg.

Hvor og hvordan kan “Damen i den grønne dragt” købes?

Grundet interessen har jeg valgt at oprette dette haste-indlæg om, hvor og hvordan du kan få fingrene i “Damen”.

Der er tre mulige måder:

1) Køb trykt, signeret eksemplar direkte via skrivetid.dk

Miljøvenligt tryk der er svanemærket – og trykt via lokalt trykkeri beliggende i Vanløse.

2) Køb trykt eksemplar via diverse boghandlere og netboghandlere
Prisen vil variere, da de forskellige forhandlere selv sætter prisen.

3) Køb e-bog via saxo.com
E-bogen bliver tilgængelig på www.saxo.com 1. juni.

Bagsidetekst

“Denne dag gjorde damen i den grønne dragt som alle andre dage: Bad om regningen lidt i ti. Fik den leveret midt i side 375 og skrev under på dankortkvitteringen med venstre hånd, mens hun knugede bogen i den højre.

Alligevel blev netop denne dag spiren til den første kæmpe omvæltning i hendes liv. Men det stod ikke skrevet i de bøger hun læste.

Damen i den grønne dragt lever en beskyttet tilværelse, understøttet af en solid arv. Hun tilbringer dagtimerne læsende på en café, hvis overlevelse afhænger af en gruppe skæve eksistenser. De narrer Damen ind i foretagendet, men ingen har forestillet sig hvilken person, der gemmer sig bag det romanlæsende ydre, eller hvordan hun reagerer på den uønskede forandring. Snart finder de forandringsuvillige cafégæster sig selv kastet ud på en omvæltende rejse. En rejse, som truer med at rykke grundlaget for deres eksistens fra hinanden.

”Damen i den grønne dragt” er en humoristisk roman om at finde balance og mening i tilværelsen og arbejdslivet, hvor det kan være svært at finde fodfæste, hvis man er lidt af en skæv eksistens.”

Tak

Tak for den overvældende og positive opmærksomhed omkring udgivelsen 🙂

Hvis du vælger at anskaffe dig et eksemplar af “Damen i den grønne dragt”, ønskes du god læselyst!

May 19, 2015 standard

 

Biler suser forbi på Godthåbsvej og cykler hjuler ned langs Grøndalsparken. Nysgerrige fodgængere trykker næsen mod ruden til behandlerlokalet, hvor jeg sidder og skriver.

Konklusion: Verden derude er stadig i bevægelse.

Spørgsmål: Hvordan kan det passe? Her sidder jeg jo og synes, at alt står stille.

Endelig. ENDELIG nåede jeg det punkt, hvor der ikke er mere arbejde at gøre i forbindelse med udgivelse. Nu skal jeg bare vente.

Prøvetryk på print-on-demand-udgaven er bestilt i sidste uge og forventes at dumpe ned i min postkasse inden weekenden. Prøvetryk på oplag er netop bestilt i går.  E-bogen er sat op og ligger klar på min brugerside på saxo.com. Hvis prøvetrykkene viser sig at være som de skal, så er jeg pludselig nået dertil, hvor jeg kan sætte en endelig dato på, hvornår min roman udkommer.

Der har været udfordringer og hårdt arbejde undervejs. Og jeg er uden tvivl blevet klogere til næste gang.

Hvad har jeg så lært i processen?

Jeg vil prøve at genkalde mig, hvad det er, jeg blevet beriget med. Nogle af punkterne vil du kunne læse mere om i kommende indlæg. Dem linker jeg til, når de bliver til.

Jeg har lært noget om …

… opsætning af fil til bogblok

… omdannelse til pdf

… opsætning af e-bog med kapitelinddeling

… konvertering til andre fil-typer via nettet

… priser på tryk og oplag

… fagsprog vedrørende tryk (selvom jeg bestemt ikke tror jeg er nået til bunds i det)

… velsignelsen ved et hjælpsomt og opbakkende netværk

… at ting tager tid – og måske er det egentlig meget godt. En faktor, jeg ikke fra starten havde medregnet var, at det ikke blot er produktet, der skal blive klar. Jeg skal også blive mentalt klar. Der har været forsinkelser undervejs pga. sygdom, bøvl med teknik og uforudsete hændelser. Og egentlig har det ikke været så svært at acceptere, fordi jeg tydeligt har mærket gaven i det: At jeg fik tid til at blive endnu mere moden til at springe ud som romanforfatter.

Hvis jeg kommer i tanke om flere punkter, sætter jeg dem på listen, når de dukker op.

Nu: Tilbage til at vente spændt på mine prøvetryk!

 

standard

 

Jubi! I dag har jeg nået de opgaver, jeg havde sat mig for!

Hvad med dig?

Er du planlægningspessimist, -realist eller -optimist?

Jeg er helt klart planlægningsoptimist. Sådan en, der tror, at jeg kan nå omkring ti gange så meget på en dag, end jeg i virkeligheden kan. Det er også derfor, at jeg har været nødt til at finde på metoder til at huske at markere at jeg faktisk har nået nogle opgaver i løbet af min arbejdsdag. Dem kan du læse om her.

I dag lykkedes det mig altså at nå dagens opgaver inden fyraften. Det skete udelukkende, fordi jeg havde planlagt langt færre opgaver, end jeg ville mene, jeg kunne nå.

Det er en skøn følelse at nå sine mål, sine punkter på to-do-listen. Det giver en oplevelse af fremdrift og succes.

Og det er i virkeligheden meget mere selvkærligt – og dermed også energigivende og produktivt – at give sig selv tid.

Tid i sin planlægning til at nå de planlagte punkter. Tid mellem opgaverne til at trække vejret, nyde at opgaven er klaret og lige tænke over, om den nu også er helt fuldført. Tid til at skrive ned, hvad der mangler at blive gjort. Tid til at planlægge hvornår det der mangler skal gøres. Tid til at omstille sig fra den ene opgave til den anden – eller fra den ene klient til den anden.

Tid. Tid. Tid.

Dét vil jeg fejre i dag. Så den står på dobbelt fejring: Først den sædvanlige fejring af en produktiv arbejdsdag. Derpå en ekstraordinær fejring af min selvkærlige tilgang.

 

May 18, 2015 standard

 

For nogen tid siden gav jeg en behandling til en kvinde, som havde brug for at stresse af. Hun følte sig blandt andet presset over, at hun havde lært at følge sin intuition. Det skabte en følelse i hende af, at hun hele tiden skulle foretage ændringer i sin tilværelse for at være ajour med sine intuitive fornemmelser.

Vi fik en snak om, hvor vigtigt det er at lytte sin intuition, sin mavefornemmelse og følge den. Og hvor vigtigt det i lige så høj grad er, at give sig selv tid til at lade erkendelserne lande og forberede sig på eventuelle skift. Hvor vigtigt det er, at lade beslutningerne modnes. Også selvom man allerede ved, hvad beslutningen skal være.

Jeg oplever det både hos mig selv men også blandt mange af mine venner og bekendte: Vi føler, at alt skal ske nu og her. Hvis der kommer en besked, skal den besvares med det samme. Hvis der er tid til overs skal den fluks bruges på noget. Og hvis vi mærker, at noget ikke længere er rigtigt for os, så skal vi væk fra det med det samme.

Det er også godt at følge sine fornemmelser. At bringe sig væk fra det, der ikke er rigtigt. Det er selvkærligt at følge sin intuition. Men intuition er ikke det samme som impulsivitet.

Lige så selvkærligt er det derfor at give sig selv tid til at lade fornemmelserne lande. Tid til at reflektere lidt over dem og hvad der er på spil. Tid til i tankerne at lege med forskellige løsningsmuligheder, før vi beslutter os for den endelige. Tid til bare at være i fornemmelsernes regi.

Hvis vi ikke gør det, kan vi meget hurtigt handle os igennem tilværelse uden at opnå glæden ved, hvad det gør ved os at handle, at leve.