menu search recent posts
September 27, 2015 standard

 

Med hvilke metoder kan du effektivt dræbe en historie?

I dette “Brev til en ung forfatter” bragt i Information 12. september 2015 anfører Suzanne Brøgger, at det at fortælle om sin roman/historie til andre, før den er skrevet, en sikker måde.

Jeg er helt enig! Og jeg kender en anden måde, som du kan bruge bagefter, hvis du vil være helt sikker. Læs nyeste indlæg

September 22, 2015 standard

Må jeg bede om din tid et par minutter?

Jeg har brug for din hjælp til opklaringen af en sælsom – men dog ikke så sjælden – hændelse og nogle deraf afledte væsentlige spørgsmål:

Årsag: Jeg har i dag fået ideen og fornemmelsen af min tredje roman (som du kan læse i et andet indlæg, er den oprindelige “tredje roman” afgået ved døden. Dens død vurderes dog ikke at have sammenhæng med nærværende mystiske hændelse).

Gerningssted: Det skete efter en times travetur ad øde gader i et rækkeshuskvarter med tæt, hvidt skydække hængende over hovedet.

Hændelsesforløb: Et par tilsyneladende ligegyldige observationer havde trængt sig ind i min halvbevidsthed, hvor jeg effektivt havde lukket munden på dem med et holdkæft-bolsje. Det hvide skydække trak sig tættere sammen og begyndte stille og roligt at spytte på mig. Dryp dryp. Spyt spyt. På mit hår, på min almindelige-på-ingen-måde-vandtætte-jakke. På min taske og på mine sko. De myldrede frem, dryppene, og der blev kortere og kortere imellem dem.

Bevisførelse: Mørke pletter på lysebrun jakke, der hvor vand næsvist havde sat sig. Kruset hår. Sammenklumpet mascara på øjenvipperne. Svuppende sko – selv seks timer senere.

Vidner: Gårdmand og person, der ikke kan nævnes her for ikke at afsløre for meget af det påbegyndte romanmanuskript “tredje roman”. Langsomtkørende bilist på villavejen. Mand, der var ved at bære byggematerialer ud af sit hus.

Videre hændelsesforløb: Jeg forlod hastigt gerningsstedet med regnen ikke bare i hælene, men direkte ned over mig. Før jeg nåede væk derfra, var den der. Ideen i mit hoved. Sammensmeltningen af de påtrængende observationer. De havde nu spist deres holdkæft-bolsje og råbte i munden på hinanden. Med en volumen højt nok til at trænge ind gennem lagene af jord i mit hoved og ind gennem tankerne om at flygte fra regnen.

Motiv: Noget ville fortælles. Det skulle partout fortælles gennem mig, et villigt omend vrissende offer.

Alibi for timerne efter hændelsen: Café med lyserøde puder, mødregrupper og god betjening. De vil sikkert kunne huske mig som “Nå, hende med det våde hår og de sammenklumpede vipper, der bestilte americano og minipose med chips? Ja, jeg husker hende tydeligt, fordi vi ikke plejer at få så ukoordinerede bestillinger. Sort kaffe og chips – hvad giver du? Og efter at have siddet med fjernt blik i et hjørne og skriblet i flere timer i et lille kladdehæfte uden at ænse noget som helst eller nogen som helst i caféen, kom hun gudhjælpemig op og bestilte med monoton stemme præcis det samme igen! Man kunne næsten tro, hun var en af disse hersens forfattere. Men sig mig, hvad drejer det sig egentlig om? Er der sket en forbrydelse? Nå, ikke. Well, hun lignede ellers en, der godt kunne have været ude for et chok. Men for sådan en type kan en smule regn vel også være tilstrækkelig. Undskyld, men nu må jeg betjene nogle kunder.”

Konklusion: En forfatter er en plante, der trives i regnvejr? Med alt for store mængder sort kaffe, selvom vedkommende foretrækker te? Med chips med havsalt som side order? Uden andet tørt eller vådt i flere timer henover frokost tid?

Spørgsmål til videre efterforskning: Lever forfattere i virkeligheden af det træ, de gnaver sig igennem, når de bider i deres blyant og ser tænksomme ud? Får de en hidtil uopdaget næring ud af transfedtsyrer i kombination med koffein? En næring, som hjælper dem til at fastholde sig i en indre oplevelsesverden, hvor deres omgivelser er som luft for dem … Eller er de almindelige mennesker til daglig, hvis skyggeside-agtige forfatterpersona kun vokser frem, når regnen sætter punktum for deres indre tørke? Og er det et fænomen, vi bør være vagtsomme overfor – “regntidens varulve”?

Hjælp udbedes: Fra læsere, der måtte ligge inde med svar af betydning for sagens opklaring.

På forhånd tak.

September 16, 2015 standard

Burde, burde, burde. “Jeg burde give den en skalle i dag”. “Jeg burde nå i mål med min to-do-liste for ugen”. “Jeg burde gøre det, for jeg vil så gerne udleve alle de ideer, jeg har i mit hoved. Og se, at alt kører effektivt derudaf.”

Jeg havde lige overstået morgenmaden efter en nat med mange insisterende drømme, som tilbageholdt mit sind i drømmeland, mens jeg tvang min krop til at vågne. Og jeg ville så gerne videre med alt det, jeg har på hjerte. Og jeg ville så gerne opretholde den gode arbejdsrytme fra de foregående arbejdsdage.

Det ville jeg måske også være i stand til. Men ikke uden at tilsidesætte mine følelser og min tilstand fuldstændig. For alt i mig skreg på rum, plads, pause.

Og sagen er: Det er i pausen, at nyt opstår. Og mit virke består i at være i konstant fornyelse. Det beror desuden på en vision om at inspirere andre til at blive bevidste om, hvad der rører sig i dem, i endnu højere grad end de allerede er.

Så det går bare ikke at tvinge mig selv til at overhøre alle signaler for at følge min arbejdsplan slavisk. Men det kan være rigtig svært at give slip. Og selv om jeg vælger at følge mit hjerte, kan en lille del af mig godt blive hængende i fortrydelsen: “Øv, nu havde jeg lige set for mig, hvor skønt det skulle blive at få dét og dét og dét ordnet.”

På den anden side ville det være spild af tid at rulle rundt på gulvet og hyle af frustration og modstand, som jeg gjorde engang som barn.

Ergo må jeg tage dagens energi på mig og følge mit hjerte og min intuition. Jeg starter med en lang gåtur. Lader turen føre mig til en café med et stort vindue ud mod gaden, hvor jeg kan sidde og få hold på, hvad det foregår i mig, mens jeg betragter verden myldre forbi. Ind i mellem tysser jeg på den lille stemme, der insisterende hvisker “Lad os nu komme videre med det hele! Nu!”, og køber mig en kaffe eller en fransk vaffel mere.

September 1, 2015 standard

 

Der er sindsygt mange fede aspekter ved det at være selvstændig, drive behandlervirksomhed og have udgivet sin første roman.

Men der er d…. også sider af det, som mest giver en følelse af tyngde i mig.

De sider har tendens til at forsvinde i mængden af glade opdateringer, fordi det er skønt – og nemt – at dele det positive.

 

Hvad er svært?

Jeg synes, at eksponeringen og synligheden er svær, også selvom jeg til en vis grad har vænnet mig til det.

Jeg synes, at det er svært at “fylde” noget hele tiden (eller ofte) i det offentlige rum/det offentlige virtuelle rum såsom facebook.

Jeg synes, at det er svært at udsætte min virksomhed og mig selv for andres bedømmelse.

Jeg kan til tider synes, at det er svært, når der engang imellem er nogen, der har fjernet deres likes fra en af mine facebooksider eller annullerer deres opskrivning til at modtage mine blogindlæg i indbakken. Selvom jeg ikke kender årsagen, kommer jeg nogle gange til at tage det personligt.

Jeg kan også synes, at det er svært, når reaktioner udebliver – på opslag, på værker, på hvad som helst.

Jeg synes, sågar at det kan være svært, når venlige personer i mit perifere netværk viser interesse for min roman og spørger ind til den.

Jeg synes, at det kan være svært at fremstille et billede, jeg føler repræsenterer mine værker, min proces, min virksomhed og mig selv i overensstemmelse med virkeligheden. For virkeligheden har plads til mange flere nuancer end vi ofte har tid og overskud til at give fokus.

Men når jeg alligevel gør det, kan jeg også synes, at dét er svært.

Jeg føler mig som en sart-lilla krokus, der står ude i al slags vejr og prøver at stå imod på sin spinkle stilk.

Jeg synes, det er svært.

 

Hvad gør jeg?

På en dårlig dag lader jeg mig dræne for energi og dulmer eller flygter fra sårbarheden ved at engagere mig i aktiviteter som yderligere tærer på min energi.

Jeg kan finde på at drømme om at blive eneboer i en jordhule.

Jeg kan ønske at holde op med at brænde for det, jeg laver. For så kunne jeg tage et fast arbejde og være glad ved det (bilder jeg mig ind).

Jeg begraver mig i en roman og bedriver “tvangslæsning” for at undslippe virkeligheden.

Jeg laver overspringshandlinger (min fantasi er livlig og jeg kan altid finde på nye!).

 

I lyse stunder tillader jeg mig en timeout fra eksponeringen.

Jeg nyder en dag eller to, eller en hel uge, med indadvendte og meningsfulde sysler såsom skrivning og redigering af mine romaner.

Jeg tillader mig et par timer ekstra om morgenen for at lade op og for at give plads til underbevidstheden gennem drømme.

Jeg fordyber mig i en roman, fordi jeg har lyst.

Jeg giver mig selv en behandling.

Går en tur. Suger naturen og elementerne til mig som nektar.

Jeg mærker tyngden, men husker også de anerkendende og positive tanker.

Jeg ses med gode venner. Med dem kan jeg grine og græde, reflektere og forarges, vende mig indad eller venden vrangen ud. Og så husker jeg, at verden er meget større end mig og min virksomhed.

Og det går jo alt sammen alligevel.

For arbejde, eksponering og karriere er ikke hele livet. Heller ikke selvom det er noget, jeg brænder for. Så går det dårligt ét sted, er der som regel energi at hente et andet sted.

 

Men sårbarheden. Den slipper jeg nok aldrig helt uden om, så længe jeg er et menneske, der mærker og lever.