menu search recent posts
December 30, 2015 standard

Nytår er perfekt til tage nye drejninger i livet, men …

Jeg tror ikke særlig meget på det der med at sætte nytårsforsætter på den traditionelle facon.
Tit antager de en hård og irettesættende tilgang til os selv fx: “Nu har du nydt i julen, så nu må du tage dig sammen og få smidt de ekstra kilo”, “du er stadig ikke stoppet med at ryge, drikke for meget kaffe, se for meget tv, så det skal du nu – og det skal gå tjept!”.
Samtidig bliver de positive målsætninger tit sat mere ud fra, hvilket billede vi gerne vil skabe af os selv udadtil eller ideer om hvad livet bør indeholde, som vi har overtaget fra andre (slank, sund, succesfuld, rig, energisk). Og ikke særlig meget ud fra, hvad vi har behov for …
Oftest er det noget, der helst skal implementeres oven i alt det, vi i forvejen prøver at være.
Alt det tror jeg ikke på.

Jeg tror på …

  • at vi skal reflektere over, hvad vi ønsker os af livet, når som helst
  • at vi skal gå efter vores ønsker og drømme til enhver tid
  • at vi skal huske at nære os selv i hele processen
  • at vi oftest bremser vores egen udvikling mod en bedre tilstand ved at holde fast på en masse tanker og følelser og ideer om os selv, som ikke længere gavner os
  • at vi derfor ofte har mere brug for at skabe plads end at fylde mere på oven i alt det, vi allerede rummer

Derfor er mit forslag til dig, som har lyst til at bruge den rituelle energi som nytåret medfører, at du først og fremmest:

  1. Koncentrerer dig om at skabe ny plads i dig selv
  2. Sætter en åbenhjertig intention om at gå en vej med endnu mere glæde (lethed, overskud, kærlighed – hvilket ord der nu måtte trigge din yes-følelse) uden at lægge dig fast på, præcis hvordan vejen skal se ud.

For når du koncentrerer dig om at skabe plads i dig selv ved at slippe noget af det, du ikke længere har gavn af  – det kan være indstillinger, tanker, vaner, følelser  – så vil noget nyt, som tjener dig bedre, vise sig. Og måske ser det anderledes og bedre ud, end du på forhånd kunne forestille dig.

Så alt, hvad du skal gøre er at give plads.

Og hvordan i alverden gør man det? 😉

Her får du min bedste måde at gøre det på og det er gennem ord. Det kan være skriftligt eller mundtligt. Selv, hvis du slet ikke er til ord, kan du benytte metoden, fordi historier kan fortælles på mange andre måder. Med eksempelvis billeder eller lyd. Men jeg vil klart anbefale at du forsøger ad ordenes vej, for ord har en virkelig stor kraft.

Ord forløser. Historier gør i endnu højere grad.

Børn bruger det ubevidst og kreativt gennem at digte små historier, scenarier og lignende. Alle kulturer benytter det intuitivt gennem eventyr og folkeviser, der fortæller os noget, vi har brug for at erkende eller slippe, uden at vi behøver forstå det på et logisk plan.
Et eksempel er Askepot, som blandt andet handler om at stå ved sig selv, blive selvstændig og tage ansvar for sit liv (ikke lade de onde stedsøstre stå i vejen for hendes livsudfoldelse). Det behøver man ikke at vide eller analysere sig frem til for at blive fænget af historien, mærke den og tage den ind. Budskabet trænger igennem alligevel.

Siden jeg var 13-14 år har jeg brugt historier bevidst til at slippe tilstande og mønstre, som jeg havde svært ved at løsrive mig fra på andre måder.

Jeg sætter mig med papir og pen og zoomer ind på, hvad det er, jeg har behov for at slippe. Det kan være en pleaseradfærd eller lavt selvværd, vrede eller frygt for at sætte grænser. Derpå fortæller jeg det som en konkret eller symbolsk historie.
Blandt andet har jeg skrevet et eventyr om en pige, der endte med at dræne havet for smukke muslingeskaller i sin iver for at give uden at modtage (tilstrækkeligt) igen. Det var den måde, hun troede, hun kunne opnå andres kærlighed – ved at blive ved med at give noget ganske særligt, som kun hun kunne give. Derpå gav jeg plottet en drejning, så pigen erkendte, at hun måtte ændre handlemåde og tankesæt, hvis hun skulle blive ved med at finde skønhed i livet.
Det var i årene op til, at jeg endelig sprang ud i at lave det, jeg elsker allermest, og hvor jeg kan give og dele på en måde som samtidig giver mig selv en masse nydelse.

Noget af det, vi kan holde os selv allermest fast med, er de historier, vi fortæller os selv om os selv.

Derfor:

  1. Overvej, hvad du har brug for at slippe? Hvor du bremser dig selv i forhold til at gøre eller være de ting, der vil give dig glæde? Hvilke følelser er involveret?
  2. Hvilke historier genfortæller du dig selv, som involverer disse følelser? Det kan fx. være, at du skal give mere end du modtager for at være god nok, jf. mit ovennævnte eksempel med Muslingeeventyret. Det kan være, at du ikke er sådan en, der kan opnå store ting – den slags sker for alle dem, der er klogere, smukkere, på en eller anden måde anderledes end dig.
  3. Fortæl det til dig selv i sin fulde længde, som den historie, det nu er. I første omgang er den måske kort – bare en linje. Men du kan sagtens udbygge den, så det bliver en lille fortælling med handling, som viser denne overbevisning (fx. en pige, der hver dag går til havet og samler skønhed ind for at aflevere den til sine kære).
  4. Nu er du nået næsten halvvejs i dit plot. Inden du går videre, skal du sikre dig, at du har fået alle væsentlige detaljer og nuancer (omkring fx. følelser) med.
  5. Når du har sikret dig dette, så prøv at overveje, hvad der kunne danne et vendepunkt i din handling? Hvad sker der, som får din hovedperson til at spærre øjnene op, indse noget væsentligt eller stoppe op? I Muslingeeventyret var det, at pigen alligevel mistede den kærlighed, hun havde brug for, og muslingeskallerne slap op. Havet hvorfra pigen hentede det, hun gav videre og forbandt sig med andres kærlighed, blev drænet for alt det smukke, hun videregav.
  6. Og hvordan kommer han/hun videre herfra? Her er det vigtigt at huske, at det meget gerne må være totalt fiktivt og opdigtet. Jo mere symbolsk og ikke omhandlende din konkrete situation, jo lettere vil det sandsynligvis være for dig at se nye muligheder for handlingen. Dit sind, din underbevidsthed og din krop vil forstå det uanset. Pigen i Muslingeeventyret blev nødt til at stoppe op og lade være med at dræne, før hun atter kunne komme i kontakt med kærligheden.
  7. Drej historien hen i en slutning, hvor hovedpersonen på et symbolsk eller konkret plan er et sted, hvor den tilstand, du har svært ved at slippe, ikke længere fylder noget. (Er du blevet nysgerrig, kan du læse eventyret her.)
  8. Og de levede lykkeligt til … de havde brug for at lære noget og derfor måtte gå igennem nye eventyr 😉

Hvis du ikke er til at skrive, så kan en måde være at fortælle historien højt til dig selv – foran et spejl, måske? – eller til en, som du ved vil lytte med respekt.
Som nævnt kan du også lave billeder eller lydscenarier – du kan male, lave collage, synge, danse.

Med dette vil jeg sige tak for 2015, tak for at du er med her på nyhedsbrevet/bloggen/facebook. Jeg ønsker dig et eventyrligt, lærerigt og nærende 2016 og ser frem til at dele mange flere historier samt refleksioner og inspiration til sind og krop.

December 4, 2015 standard

Isbjørnen Ib rejste ud og fik pip

FEMTE SKRIDT

Det var gråvejr den dag, Ib nåede hjem til flokken. Han gik rundt og hilste på dem alle, smilede over hele hovedet og ville fortælle om sine mageløse oplevelser. Men alle som en viftede de ham væk og brummede, at han nok var kommet hurtigt tilbage, og at han hellere måtte indrømme, at han havde fået pip af alt det rejseri.

“Men, jeg ville jo bare hjem og se jer, før jeg rejser af sted igen. Jeg har bestemt ikke fået pip!” forklarede Ib.

Men de ville ikke høre og rullede om på den anden side, så de vendte ryggen til ham.

Den eneste, der ikke reagerede sådan, var Polar.

Hun gik lange ture med Ib og hørte alt om hans eventyr. Hun fortalte også, hvad de andre havde aftalt, dengang han drog væk: Nemlig, at de ville se ham komme krybende tilbage og indrømme, at han havde taget fejl.

Ib sukkede dybt. “Men, Polar, jeg kan jo ikke sige, at de havde ret. At jeg har fået pip. For det har jeg ikke!”

Han tog periskopet frem, lagde sig på ryggen og kiggede ind i det.

“Der må være en løsning,” opmuntrede Polar. “Når jeg tror på dig, så kan de andre også komme til det.”

“Gid det var så vel,” sagde Ib. “Men er det ikke sådan, at vi kun ser det, vi vil se?”

Tankefuldt drejede han periskopet i en anden retning. Så satte han sig op med et sæt.

“Nu har jeg det. Nu ved jeg det!” Han grinede og boksede triumferende med poterne i luften. “Polar. Løb straks rundt og bed de andre om at samles hjemme hos mig. Sig til dem, at jeg indrømmer, jeg har fået pip! Sig det!”

“Men … ” Polar så tvivlende på ham. “Det skal du da ikke nogen sinde sige, at du har. Det er forkert!”

“Åh, nej, Polar. Det er det faktisk ikke. Vær nu god og løb.”

Han klappede Polar på skulderen og satte sig ned og hviskede for sig selv, mens han tegnede skitser i sneen og klukkede fornøjet.

Et kort øjeblik overvejede Polar, om han virkelig havde fået pip.

Snart var alle samlet ved hans hule. Isbjørnene sad skulder ved skulder og sendte ham hoverende blikke. Flere grinede allerede skævt ved tanken om, at Ib nu måtte indrømme sin fadæse. Indrømme, at han havde taget fejl og at alle de andre havde gjort ret i at blive i deres vante gænge. De gned sig i poterne.

“Velkommen alle sammen.” Ib rejste sig op og bredte poterne ud.

“Dejligt at se jer. Jeg rejser snart af sted igen, så derfor vil jeg nødig gå glip af jeres selskab, den korte tid, jeg er her. Som I ved, var det et krav for at komme, at jeg indrømmer, at jeg har fået pip. Og bare rolig. Det indrømmer jeg blankt. Så nu skal I bare høre.”

Og så fortalte han løs om sin rejse. Et smil bredte sig langsomt på Polars ansigt og hendes skuldre dalede længere og længere væk fra ørerne, mens han talte. Til gengæld sad alle de andre efterhånden med åbne munde og vidste ikke, om de skulle grine eller græde.

Ib tog en dyb indånding og fortsatte med at fortælle om, hvordan han fik:

Polarlys i hjertet

Ismaskine-venner og

Periskop-blik

 

 

Ib Snap Snude

December 3, 2015 standard

Isbjørnen Ib rejste ud og fik pip

FJERDE SKRIDT

Ib gik og gik. Og han gik. Og gik. Hans forpoter spjættede stadig. Pludselig opdagede han, at han var gået i ring. Han tog sig til hovedet, alt snurrede rundt.

“Hvor vil jeg hen?” spurgte han sig selv og så ned i sine opadvendte forpoter, som om svaret fandtes dér.

“Hvad var det, jeg ville? Hvorfor rejste jeg? Åh jo. Jeg ville jo smage alverdens is!”

Han så sig omkring.

“Men … de har jo slet ikke is her! Det er derfor her virker så goldt og fattigt. Ingen is.”

Han prikkede en elefant på skulderen.

“Undskyld, ved du, hvor man kan få is?”

“Is?” truttede elefanten ud af sin snabel. “Hvad i alverden er det?”

“Is? Åh. Is er det mest vidunderlige i hele verden.” Ib udbredte sig om isens fortræffeligheder og jo mere han talte, jo mere lyste elefanten op i et stort smil.

“Det lyder elefantastisk! Ser du, her er jo så tørt og varmt. Hvis vi havde is, ville alting være meget bedre.”

“Så ved jeg, hvad det er, jeg skal. Tak!” sagde Ib og løb.

Som styret af en indre vejviser, løb han af sted, mens en plan formede sig i hans hoved. Han sprang omkring, indtil han havde samlet de dele, han skulle bruge.

“Gud! Jeg har jo været på jagt!” udbrød han forpustet, da han var færdig. “Og jeg som troede, at jeg ikke brød mig om jagt. Men når det bare ikke er hele tiden, man skal jage, og når man har et formål med at jage, så er det egentlig meget sjovt.”

Han havde aldrig prøvet at lave en ismaskine før, men hans afdøde mor, Mama B, havde altid sagt, at han var ferm med sine poter. Ofte byggede han skeletterne fra sine jagtbytter om til fine figurer og monumenter. Han forlod kun denne syssel modvilligt, når flokken pressede ham med ud på endnu en hæsblæsende jagt.

Han forstod aldrig, hvad de skulle med al den overflod, og den eneste måde, han kunne finde lidt mening i det, var ved at bygge fine ting af knogleresterne.

Men nu. Nu gav det hele mening. Lidt jagt og så en masse byggearbejde med et ædelt formål.

Han ville give elefanterne og alle de andre så mange is, som de havde brug for!

Ivrigt slog han sig ned i en lille landsby og blev del af samfundet, mens han arbejdede på sin maskine.

Endelig oprandt den store dag. Ibs nabo havde arrangeret, at et udvalg af malkedyr var til stede, og så blev alle de nærliggende byer inviteret som gæster.

Ib startede med kamelmælk, for den slags is havde han sandelig aldrig smagt før. Mutter Pukkel hældte gavmildt mælk i maskinen. Ib trak i et håndtag og satte den i gang.

“Imens den arbejder, kan vi danse en dans!”

Alle slog kreds om maskinen og valsede rundt om den, til den var færdig.

Ib rullede bark til kræmmerhuse og fyldte lidt is i hver, så der blev nok til alle. Mens de smaskende spiste og kom med begejstrede udbrud og glade dansetrin, lavede han den næste is, en gedeis. Så elefantis – en STOR portion!

De fik også kænguru-is og endelig ko-is. Hver gang dansede de rundt, mens maskinen arbejdede. Og det er derfor, der stadig i dag findes en livlig dansetradition på de kanter.

“Mums!” Alle var glade og taknemmelige, for i deres varme land var der ikke noget til at køle deres kroppe og hjerner som is.

Ib tog imod deres tak med rank ryg og strålende smil. Til sidst afslørede han, at han nu ville tage hjem.

“Jeg kom for at smage masser af is. Nu har jeg både smagt og endda sørget for, at I fremover kan få is. Så det er på tide at tage et smut hjem. Men det kan være, jeg vender tilbage en dag, for jeg er slet ikke færdig med at rejse.”

Med tårer i øjnene stak de andre hovederne sammen og hviskede. Så sendte de en ræv af sted. Han pilede gennem byen og vendte snart efter tilbage med en genstand viklet ind i blade.

“En gave fra os!” pustede ræven. “Som tak og minde.”

Snip pakkede ud og afslørede et skinnende periskop.

“Så du fremover altid kan få øje på det, der ikke ligger lige for,” pippede en due og drejede hovedet, så den så på Snip med først det ene øje og så det andet.

“Tusind tak, venner.” Ib beundrede periskopet og pakkede det grundigt ned i sin rejserygsæk, inden han satte i fuldt firspring hjem.

 

Jeg skulle hilse fra Ib og sige, at han håber, du vil følge med ham hjem i morgen på rejsens femte og sidste skridt. Pak gerne et smoking eller gallakjole – han regner med, at det bliver en fest!  Måske han virkelig har fået pip…

December 2, 2015 standard

Isbjørnen Ib rejste ud og fik pip

TREDJE SKRIDT

Ib drog fra sted til sted fra dag til dag. Han mødte alverdens dyr, både lokale og tilrejsende.

En morgen vågnede han lidt trist og blev liggende på sit leje af palmeblade i vejkanten.

“Selvom solen skinner, er lyset ligesom forsvundet. Jeg orker ikke at spise morgenmad alene længere. Måske var is-lyset derhjemme alligevel bedre. I det mindste havde jeg alle mine gnavne familiemedlemmers selskab.”

Ib sukkede, lagde hovedet ned og lukkede øjnene fast i.

Op ad formiddagen kom en giraf forbi.

“Hør her. Du ser sulten ud, kom med mig.”

Ib fulgte efter giraffen hen til en sø, hvor giraffen havde en masse venner. Giraffen præsenterede Ib for Pandaen Pang, Zebraen Zita og alle de andre.

“Spis med os! Hyg med os!” smilede de alle.

I samme øjeblik ramte en solstråle søen og fik et regnbuefarvet lys til at spille i vandoverfladen.

“Åh, et smukt lys,” hviskede Ib. “Det minder mig om noget. Åh, ja! Det minder mig om polarlyset derhjemme. Jeg vidste ikke, at det også fandtes her.”

Han så rundt på flokken og i samme nu mærkede han, at lyset også var i hans hjerte.

“Wow,” hviskede han for sig selv. “Polarlys i hjertet. Så ved man altid, hvor man har det.”

Han udviklede venskaber med alle de andre og blev boende i længere tid. Hver dag bød på afslapning, hygge og det sjov, de nu kunne finde på. Ingen af dem foretog sig særlig meget, men skiftedes til at forlade søen for at finde noget at spise.

“Hvorfor spjætter du sådan med poten?” spurgte Koko Kamel en dag.

“Spjætter?” Ib så på sine forpoter. “Åh. Jeg spjætter. Hvorfor? Jo… Nu ved jeg det! Det er som om der er for meget energi i dem.”

Han rejste sig. “Jeg må videre. Kan ikke sidde stille her længere. Husk at kigge forbi Nordpolen en dag!”

Ib med polarlys i hjertet

“Du er hjertelig velkommen på rejsens fjerde skridt i morgen,” siger Ib. “Men husk lige at tage din dessertmave på og kridte danseskoene!”

December 1, 2015 standard

Da Ib rejste ud og fik pip

ANDET SKRIDT

Ib løb hele dagen, mens han prøvede at ryste sin families uvenlige ord af sig. På den anden side følte han sig lettet over at være sluppet væk og han sprang over isen, som om han ikke vejede mere end en ulv. Ved aftenstid nåede han kystens sydligste spids, hvor han sprang på en isflage.

Han padlede sig af sted til den nærliggende helikopter-ø. Her nedlagde han en snehare for at kunne betale en billet til Verdens Ende.

“Der er sol og varme i Verdens Ende,” sagde han tilfreds til sig selv. “Når jeg ankommer, vil jeg ikke lave andet end at dase i vandet.”

Som sagt, så gjort.

 

Ib lå i vandkanten, hvor bølgerne skyllede ind over ham og spiste is. Der blev han i dagevis. Han spiste både vaniljeis, jordbæris og chokoladeis. Han nød, at det smagte af mere end bare … is.

“Det er livet!” sagde han til en sæl ved siden af sig.

“Ja, men jeg savner nu en dejlig, rå sild,” gøede sælen.

“Sild!” fnøs Ib. “Hvorfor rejse til Verdens Ende for at spise det, du kan få masser af derhjemme?”

“Hvorfor ligge ved siden af en sæl, som du kunne have gjort derhjemme?” spurgte sælen og stak snuden i vejret.

“Godt ord igen. Men du har ret. Jeg tror, jeg må videre.” Ib rejste sig.

 

I morgen vil Ib med glæde tage tredje skridt sammen med dig. Han opfordrer til, at du pakker dit bedste safaritøj og hænger et godt kamera om halsen …