Jeg kunne tænke, hvornår vil jeg få flere penge, hvornår får jeg mere på kistebunden, hvorfor har jeg ikke flere penge, end jeg har.
Men jeg kunne også tænke: Wauuuuw. Tænk, at jeg i flere år efterhånden har klaret mig – og haft det godt – for langt færre penge, end jeg nogensinde havde troet muligt. Haft langt større frihed og mere sjov, end jeg havde troet muligt. Været mere vågen og levende, flydt mere med og lært mere, end jeg havde fantasi til at forestille mig. Været gladere for det, jeg modtager, end nogensinde. Og værdsat alt det, jeg har, mere end nogensinde. Men været mindre bange for at miste det end nogensinde.
Wauw. Bare wauw.
Hvad tænker du?
Du er hjerteligt velkommen til at tilmelde dig Skrivetids nyhedsbrev for at få nyt om udgivelser, konkurrencer mv. samt blogindlæg direkte leveret i din indbakke. Jeg spammer ikke og sender maks. mail engang om ugen – ofte sjældnere.
På Lolland, på en bule i landet med udsigt over skov og hav, står tolv kæmpe stenstøtter i en cirkel.
Nogle er hugget ud til menneskeansigter.
Nogle bliver det med tiden.
I mellem dem lyder musik.
De har navne.
De er kommet fra det sydøstlige Europa, efter enorme vandmasser har oversvømmet deres hjem. Hele området mellem Middelhavet og Sortehavet er blevet ét, under vand.
Det er 7500 år siden og nogle af flygtningene nåede helt til Lolland, medbringende tradition for blandt andet musik.
Billedhuggeren Thomas Kadziola er i gang med dette langvarige projekt, Dodekalitten (tolvsten), som man kan nyde, mens det er under udførsel. Der afspilles elektroakustisk musik mellem skulpturerne, musikken er komponeret af Wayne Siegel.
Som kunstneren bag værket fortæller, består det af fire dele: historien, stenskulpturerne, musikken og naturen.
Det er således en gigantisk sammenvævning af tid, sted og udtryksformer – og resultatet er en stemningsfyldt, tankevækkende og forundrende oplevelse.
Den både sanselige og tidstranscenderende oplevelse satte straks gang i en indre film, som blev til dette digt. Digtet er en fri fortolkning af begivenhederne af denne for mig hidtil ukendte bid af historien.
”Skal jeg følge mine drømme, selvom jeg ikke aner, om verden er interesseret i slutproduktet?”
Spørgsmål af den karakter kommer jeg ud for med jævne
mellemrum. Det er en af de ting, jeg absolut elsker ved at have valgt mit eget
liv. At andre bliver inspirerede, mærker modet begynde at bruse lidt i
blodårerne og henvender sig til mig for at få et lille skub i den rigtige
retning. Det føles inderligt meningsfuldt for mig at kunne lyse lidt for andre
på min vej.
Umiddelbart er min erfaring, at hvis du mærker, at det trækker i dig efter at skabe noget, udrette noget, så er der også nogen derude, der vil være interesseret i det og have gavn det. Men det er mindre vigtigt i første omgang.
Skab, fordi du ikke kan lade være. Udret, fordi du synes, det er sjovt og meningsfuldt. På den måde bliver dine drømme ikke til et mål ude i horisonten, men til selve den vej, du går på.
Når det kommer til skrivning, vil du høre fra mange kanter:
Skriv! Skriv! Skriv! For katten!
Og det er sandt. Det bedste, du kan gøre med dine ideer til
bøger, er at komme i gang med at skrive.
Men hvordan gør man det, når frygten blokerer en smule og
tankerne om, hvorvidt det bliver godt (nok) forstyrrer?
Mit bedste råd er et, som jeg erkendte, da jeg skrev bacheloropgave.
I den periode begyndte jeg at meditere regelmæssigt for første gang i mit liv,
selvom jeg havde kendt og benyttet meditation sporadisk i 15 år. Den daglige
praksis (jeg arbejdede mig langsomt op på 10 minutter om dagen) bragte mig over
samtlige skriveblokader i forbindelse med mit bachelorprojekt. Og der var mange
blokader, for jeg havde hele tiden ideer til andre måder at bygge opgaven op
på, og hvordan skulle jeg vide, hvilken der var den rigtige?
Meditation fik mig til at se, at den slags tanker blot var fnug, der hang ved mine øjenvipper og gjorde udsynet sløret, fnug som kunne blinkes væk.
Jeg begyndte at arbejde ud fra den tanke, at min bacheloropgave var et eksperiment og at jeg derfor måtte fuldføre det på den måde, jeg havde begyndt, før jeg kunne konkludere, om det virkede. Viste det sig, at det ikke virkede eller fik det mig til at indse, at noget andet virkede bedre, så havde jeg allerede skabt en masse byggesten i form af alt det, jeg havde skrevet. De byggesten kunne jeg bruge på en ny måde i et nyt eksperiment, hvis det blev nødvendigt. Så værre var det ikke.
Det var ikke et spørgsmål om liv og død, hvilken struktur jeg valgte til min opgave. Det var et spørgsmål om, at der var et stykke arbejde, der skulle gøres.
Jeg kan også godt lide metaforen med et stillads. Hvis du har en bog eller en novelle, du ønsker at skrive, så se det første store skrivearbejde som det at bygge et stillads. Der skal på ingen måde stå et færdigt produkt efter første gennemskrivning, det er et stykke arbejde som udføres for, at du har en platform at bygge videre fra.
Som regel hjælper de indfaldsvinkler til, at man opdager, at ens skriveprojekt ikke er så farligt endda.
Smag på livet, spring ud i det. Hvis noget kalder på dig, så besvar det ved at give det en chance. Du risikerer, det bliver sjovt …
Du er hjerteligt velkommen til at tilmelde dig Skrivetids nyhedsbrev for at få nyt om udgivelser, konkurrencer mv. samt blogindlæg direkte leveret i din indbakke. Jeg spammer ikke og sender maks. mail engang om ugen – ofte sjældnere.