menu search recent posts
September 30, 2019 standard

Kender du Ecosia?

Jeg tillader mig at komme med en lille reklame her – ganske frivilligt, må jeg hellere understrege. Jeg modtager ingen form for betaling fra Ecosia eller andre for dette indslag.

I mange år har jeg til internetsøgninger benyttet mig af … ja, gæt selv. Den der søgemaskine, som er blevet så institutionaliseret, at dets navn nu også bruges som et verbum.

For et sted mellem et halvt og et helt år siden blev jeg bekendt med Ecosia. Når man bruger Ecosia som søgemaskine, bliver der for omtrent hver 48. søgning, man laver, plantet et nyt træ til gavn for os alle på sigt.

Når det kommer til forbrug, også af internet, går jeg først og fremmest ind for at minimere det mest muligt af hensyn til vores samlede udslip af co2 og indhug i diverse andre af vores smukke klodes ressourcer. Vi skulle nødig fortabes os i handlinger, der først hjælper om tyve år, hvis det betyder, at vi overser, hvor vi kan sætte ind og få effekt allerede nu.

Men ud fra den betragtning, at søgninger på internettet ikke er noget, jeg kan eller vil undgå fuldstændig, så holder jeg af at vide, at det medfører plantning af nye træer. Det fungerer sådan, at Ecosia er et nonprofitforetagende, som bruger firmaernes reklamepenge til at plante træer for. Via hjemmesiden kan man læse nærmere om formål og opbygning.

I skrivende stund er der plantet over 68 millioner træer via søgninger på Ecosia, søgninger, som det må formodes ville være foretaget også, hvis Ecosia ikke eksisterede. Smukke, grønne, ranke blikfang, skyggegivende, svalende og groundende co2-opslugere. Man kan følge sit eget antal søgninger i øverste højre hjørne, hvilket ganske hyggeligt – og måske øjenåbnende. Selv har jeg siden overgangen til Ecosia åbenbart foretaget 1447 søgninger på min smartphone og 277 på min computerbrowser. Det fortæller selvfølgelig også lidt om, hvor meget jeg bruger min telefon …

Men summasummarum: Skal du foretage internetsøgninger, hvorfor så ikke plante træer imens ved at vælge Ecosia?

September 25, 2019 standard

En sort bog ligger på det runde cafébord ved min side. Jeg sidder iblandt de brusende træer som omkranser et sommerhus i Ystad og læser lidt efter dyb inhalering af både skov og hav. Lige nu har jeg så lagt bogen fra mig for at nedfælde et par ord om den.

Den sorte bog er lindrende at læse, allerede fra de første kapitler.

Titlen er Black Box Thinking – den overraskende sandhed om succes.

Hvor mange af os har det afslappet med at fejle?

Selv er jeg helst fri. Nogle gange, ved småfejl eller i særligt robuste sindstilstande, tager jeg det let. Mange gange ikke. Jeg kender i hvert fald til at føle mig forkert eller skyldig på grund af fejl, jeg har begået, også selvom jeg ikke begik dem med overlæg.

Bogen tager fat i vores måde at tænke om og forholde os til fejl både som individer og kulturer (primært arbejds- og organisationskulturer). Jeg er ikke nået så langt, men jeg er fascineret. Den får mig til at overveje, hvor ofte jeg oplever, at fejl både hos mig selv og andre bliver sprunget hastigt hen over og ofte med konklusionen, at man jo egentlig godt ved, hvad man burde have gjort i stedet.

Ja, det ved man måske, men ved man, hvorfor man så ikke gjorde det rette? Og har bogen ikke ret i, at vi har meget lettere ved at påpege andres fejl end med at granske vores egne?

Sjældent bliver der brugt energi på at kigge om bag de ubehagelige følelser ved at have fejlet eller på at anlægge et objektivt syn på, hvad der sket med henblik på at kortlægge, hvordan man kan ændre fremgangsmåden fremover. Det fejlagtige får ikke den behørige agt, kan man sige.

Det er i hvert fald der, jeg har oplevet, at det ofte strander.

Meditation og tid uden mentalt fyld (det vil sige tid fri fra input fra andre, herunder via internettet) hjælper mig ofte til alligevel at erkende dele af det.

Men jeg er åben overfor at ændre mit og vores kulturs generelle tilgang til fejl. For som det gøres klart i bogen: ”Fejl er fantastiske læringsmuligheder af en helt enkel årsag: I mange af udgaverne præsenterer fejl en overskridelse af vores forventninger.”

Med den konstatering begynder udforskning af fejl pludselig at antage karakter af at være en opdagelsesrejse ad nye, ukendte stier – som jeg næsten ikke kan vente med at slentre ned ad.

Vil du med?

September 23, 2019 standard

Målet eller vejen?

Som den trofaste læser af bloggen (hvis jeg har sådanne 😉 ) vil vide, har jeg skruet kraftigt ned for min anvendelse – og mit forbrug – af de sociale medier.

Det efterlader naturligvis en form for tomrum i forhold til at komme i kontakt med læserne og synliggøre mine bøger.

Tidligere har jeg fravalgt at holde foredrag, fordi det ikke taler til mig. Det skal dog også i ærlighedens navn indrømmes, at jeg ikke har mod på det.

Imidlertid trækker det i mig efter at kunne krydre mit forfatterskab med en form for formidling, der når mere direkte ud til folk. Ansigt til ansigt tror jeg.

Jeg kunne tænke: “Jeg er nødt til at vænne mig til at holde foredrag,” og lignende. “Så nu tvinger jeg det ned med ske.”

Eller jeg kan tænke: “Nu påbegynder jeg en udforskning af mulighederne for at formidle mere direkte, stille og roligt påbegynder jeg.” Og dermed få lyst til at prøve selv at være deltager til noget i stil med, hvad jeg forestiller mig.

Det er ikke kun på papiret, at vinkling er afgørende.

September 3, 2019 standard

Stilk for stilk har jeg fjernet de visne dele af min persilleplante.
Det ville jeg ikke gøre, hvis den voksede i en have. Men min erfaring med ompottede supermarkeds-urter på altanen er, at der nemt går insekter i dem, fordi de vokser så tæt.
Hvis jeg havde fyldt min morgen med underholdning, var dette ikke blevet gjort. Jeg har nu en velpasset mynte, citronmelisse og persille og håb om, at de kan blive til glæde nok en tid.
Og jeg tænker på det hav af ting, jeg ville have det rart med at få gjort, men hvis værdi nemt skubbes i baggrunden af udbuddet af underholdning, aka Det Nemme Valg.
Det Nemme Valg fordi vores hjerner har så meget lettere ved at tage de hurtige, og dybest set ikke tilfredsstillende, muligheder fremfor de mere krævende og inderligt tilfredsstillende. Dem, der nærer os. (Som du kan læse nærmere om i Cal Newports Deep Work).
Det er, hvad jeg bliver opmærksom på, når jeg tager en dag eller en uge helt fri for informationer – dvs. nul sociale medier, nul surf på nettet, nul lytning til videoer og podcasts, nul læsning: Alt det liv, der er klar til at blive levet og mærket.