Æbler, æbler, æbler

Solen skinner lavt og gyldent, og uden for mit vindue står træerne stadig med masser af grønne blade, men der har sneget sig en jordbunden nuance ind i farven som en forberedelse til deres snarlige genforening med mulden.

Efteråret er ved for alvor at træde i karakter med sine varme nuancer og en festlig opblussen af livskraft, ligesom insekterne der geskæftigt brænder energi af kort før deres tid er omme.

Der er nærmest ingen grænse for mængden af afgrøder, jorden har kastet af sig de seneste måneder, og nu er turen kommet til de sidste frugter.

Jeg har været så velsignet at få en kurvfuld med mere en tyve store, flotte æbler foræret af en kær veninde. Er der noget, der strutter af liv, så er det efter min mening æbler. Så lige nu er jeg verdens rigeste menneske 😊

De er skønne at spise, som de er. Og de er glimrende ingredienser i et hav af madretter. Jeg bruger dem tit i en nem vegetarisk biksemad på panden med linser, timian og eventuelt løg, kartoffel eller kål, hvis jeg har noget af det på lager. Et par spejlæg til og så føler jeg mig forkælet. Lidt æble i tomatsovs er med til at afrunde og fordybe smagen. Og jeg kunne blive ved … Senest har jeg fundet på disse nemme butterdejspakker, som jeg nu har fryseren fuld af til frokost på arbejdet. De kan laves med en hvilken som helst portion kogte linser eller bønner, man lige har i forvejen, men allerbedst dertil er nok de anvendte mungbønner eller grønne linser.

Butterdejspakker med æble

2 mellemstore æbler i tern lunes hurtigt på panden med et par spiseskefulde soyasauce og en god spiseskefuld tørret timian.

Vendes sammen med omtrent fire deciliter kogte mungbønner.

To plader butterdej udrulles og skæres ud i tolv firkanter. Fyldes fordeles på midten af firkanterne og toppes med tynde skiver god fåre- eller gedefetaost. Jeg brugte i alt små 100 gram fetaost.

Dejen foldes over, så det bliver til trekantede butterdejspakker og kanterne lukkes ved at trykke med en gaffel, så gaflens tænder maser riller ned i dejen.

Bages i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter til de er gyldne.

God spise- og levelyst 😊 🌱

Kærligst

Marlena

Hvor er du mega sej!

Det er uundgåeligt. Smilet springer frem af sig selv, og det bliver næsten ligegyldigt, hvad folk på gaden tænker.

Jeg har før været inde på det med at tænke om og tale positivt til sig selv, blandt andet her

Nu drejer det sig om en lille øvelse, jeg lærte engang via Facebook (jeg husker desværre ikke af hvem), som kun har fået en fornemmelse af afstand hos folk frem, når jeg har fortalt dem om den. I bedste fald anerkender de øvelsens værdi uden på nogen måde at virke som om det er en idé, de kan tage til sig. I værste fald lytter de med en mine som om det, jeg siger, er temmelig fjollet og de venter på, at jeg skal fortælle, det kun er for sjov. (For ellers kommer der jo revner i voksen-facaden.)

Men det er ikke for sjov, det er ramme alvor. Selvom det altså føles temmelig sjovt, når man gør det.

I al sin enkelhed går det ud på at tage en hel dag – eller bare en time, hvis det er, hvad man kan overskue – og overøse sig selv med ros for alt, hvad man gør. Det er med vilje, jeg ikke bruger udtrykket ‘skamrose’, for det er ikke skammeligt at give og modtage ros. Det er faktisk temmelig boblende og morsomt, når man lige har givet sig selv et kæmpe verbalt skulderklap for at være stået ud af sengen og have børstet tænder og nu er i gang med at rose sig selv for den fantastiske indsats det er at trække gardinerne fra.

De gange, hvor jeg har udført øvelsen, har det været umuligt at holde det gode humør fra døren. For det er altså vældig opmuntrende at høre så mange opløftende ord i minuttet.

Og det sætter jo ens normale tilgang til sig selv og livet i perspektiv.

Hermed er den givet videre – hvis der er andre end mig, der kan tage sjov alvorligt.

God levelyst 🌱

Kærligst

Marlena

En skænk for dagen – eller velbevaret

Velbevaret kunne man måske ikke kalde min gamle skænk for et par måneder siden. Den havde mistet farve og lignede i det hele taget en, der var klar til at flytte på plejehjem. Hvis den altså bare kunne samle en sidste rest livsenergi til at slæbe sig derhen.

Præcis, hvor gammel den er, ved jeg ikke, men min farmor havde den så længe jeg kan huske og den eksisterer altså endnu. Så at påstå, at den er over fyrre år gammel er næppe lyv. Og sikkert også langt derover.

Jeg troede, den tidligere havde set flottere ud, fordi den havde haft en lakering, som nu var slidt af. Og det har virket uoverskueligt at skulle sætte mig ind i istandsættelse og lakering, da jeg ingen erfaring har med det.

I sommer havde jeg haft noget stående på den, som bevirkede at der var kommet en olieplamage. Da jeg opdagede det, slog det mig, at skænken jo kunne få en oliebehandling, ligesom det træbord, jeg engang havde, og ligesom mine køkkenredskaber af træ trakteres med engang imellem.

Frem med min største hobby-pensel og olien, og så strøg jeg ellers det ene bløde lag olie efter det andet ud over det tørstende træ. Til min overraskelse antog skænken hurtigt sin gamle glød og sin stolte måde at strutte af ærværdigt, solidt træ. Strukturen trådte frem og skænken blev adskillige grader mørkere. Som jeg huskede den fra min barndom.

Indvendig tænkte jeg ikke over at behandle den, men i dag kom jeg til at tænke på dens skuffer, hvis bunde er fuldstændig sammentrukne og ujævne af indtørring. Dagens projekt blev således at pleje skufferne og de indvendige dele med olie.

Der er noget dybt nærende over at pleje ting, så de holder længere og ikke mindst bevarer deres iboende skønhed og kraft. Det er praktisk og ganske zen-agtigt, men det føles også som om man får plejet sit eget indre på et symbolsk plan. Nyt liv på alle hylder, om man så må sige.

At skænken så oven i købet står i det område af mit hjem, som ifølge feng shui repræsenterer vores center, gør det jo ikke tanken om omsorg og ny næring mindre besnærende.

En skænk blev skænket nyt liv – og skænkede dermed næring til min sjæl.

Og således vel skænket er også denne dag vel bevaret.

God levelyst 🌱

Kærligst

Marlena

Bogreception

Ses vi til bogreception?

Henover sommeren har jeg fordybet mig i manuskriptlæsning, til min store fornøjelse. Hvor er det skønt at kunne læse en fremragende fortælling og oven i købet bruge de tanker, jeg uvægerligt gør mig om form, sprog og indhold, til et meningsfuldt stykke arbejde. Ren luksus!

Et af de manuskripter er Ravnetanker af Lasse Løager.

Lasse skriver ærligt og poetisk om livets rå sider. Således også i Ravnetanker, der tager fat i essentielle emner som kærlighed og sorg og at se barndommens mørke i øjnene. For alvor.

Der er noget særligt ved at se manuskripter blive manifesteret fysisk i form af færdige bøger. De er frugterne af en forfatters flittige, dybe og ofte langvarige arbejde. Det kribler i mig for at se bogen og fejre dens møde med verden.

Der er bogreception i Salon Gaia, Asserbo, den 11. oktober 2020, hvor jeg deltager. Måske ses vi der?

God levelyst 🌱

Kærligst

Marlena