menu search recent posts
November 9, 2020 standard

Jeg skal ikke

være noget

for andre

Jeg skal være det stærkeste lys

jeg kan

for lyset i sig selv

God levelyst 🌱

Marlena

Du er hjerteligt velkommen til at tilmelde dig Skrivetids nyhedsbrev for at få nyt om udgivelser, konkurrencer mv. samt blogindlæg direkte leveret i din indbakke. Jeg spammer ikke og sender maks. mail engang om ugen – ofte sjældnere.

Tilmeld nyhedsbrev

* påkrævet

Skrivetid vil bruge de informationer, du indtaster her til at sende dig nyhedsbreve og intet andet. Sæt flueben i boksen for at modtage emails fra skrivetid.dk.

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Dine informationer vil blive delt med mail-programmet MailChimp, så længe du er skrevet op til nyhedsbrevet. Ved at skrive dig på nyhedsbrevslisten godkender du ovenstående.

We use Mailchimp as our marketing platform. By clicking below to subscribe, you acknowledge that your information will be transferred to Mailchimp for processing. Learn more about Mailchimp’s privacy practices here.

November 7, 2020 standard

Man ved, man har fået de poetiske briller på, når man læser skiltet her som ”Smukt rundstykke”.

Ja, hvorfor ikke?

God levelyst 😀 🌱

Marlena

November 6, 2020 standard

Kender du det der med at have flotte planer men en virkelighed, der skrider?

Den sidste lille uge har jeg kigget ind i mit køleskab og er blevet mindet om de der ingredienser til lækre pizzasnegle, som jeg købte, fordi SÅ skulle det nok blive til noget. Pizzasneglene skulle fungere som madpakke, jeg nemt kan hive ud af fryseren samme morgen og medbringe på vagt.

Men.

Bortset fra at jeg ikke har kunnet finde tid til at lave dem, så har jeg faktisk heller ikke plads i fryseren. Et dejligt luksusproblem 🌱 De ting, fryseren er fyldt med, løser bare ikke madpakkesituationen.

Madspild vil jeg gå langt for at undgå. Jeg er vokset op med, at man selvfølgelig spiser resterne. Alligevel har jeg de seneste år fået ekstra fokus på at få brugt alt i stedet for at lade lækkersulten råde. Det er meningsfuldt at bruge med omtanke, hvad kloden giver os, og det er besparende i overraskende grad. Heldigvis elsker jeg jo at blive sat i situationer, hvor jeg må være kreativ og selv finde på en løsning.

Der var æbler – de lækre overflodsbebudere fra min veninde – courgette og fetaost, som helst skulle i spil snart.

Det blev til to forskellige slags ”klatter”:

Originale æbleskiver og klatkager med courgette og fetaost.

Originale æbleskiver

De originale æbleskiver så jeg i et program på DR, hvor Bonderøven udforskede æblernes rolle i dansk historie og kultur. For en æblefan var det et livsbekræftende program.

Æbleskiverne lavede jeg ganske enkelt af æbleringe, der naturligvis var udkernede, og som blev dyppet i pandekagedej, inden de blev stegt på panden. Kan man lide bagte æbler og pandekager, kan jeg kun anbefale at man prøver denne nemme variant af en sød snack. Jeg rørte stødt kardemomme i dejen (kanel ville naturligvis også have været et hit). Desuden havde jeg hverken mælk eller øl i huset, men jeg havde en kakaomælk, jeg gerne ville have brugt. Til gengæld undlod jeg at komme sukker i dejen. Dejen blev mørkere end normalt, men smagen var faktisk nogenlunde som den plejer.

Fetaosteklatter

Fetaostebøfferne bestod såmænd bare af havregryn og revet courgette, æg og salt og peber samt fetaost i tern. Efter første omgang på panden valgte jeg dog at tilsætte majsmel. Klatterne hang nemlig ikke helt ordentligt sammen. Jeg kunne nok også have løst det ved at tilsætte flere havregryn og lade dem opsuge væden fra courgetterne. Men majsmelet var et fejlkøb, som jeg gerne vil have brugt, så her var en kærkommen lejlighed.

Måske spekulerer du på, hvad de ingredienser havde med pizzasnegle at gøre? Courgetten skulle have været i dejen – som bliver utrolig lækker fugtig – og fetaosten bruger jeg som fyld i stedet for almindelig ost, da jeg synes, det giver en mere spændende smag og ligger bedre i maven. Opskriften kommer fra Ud & Se og kan absolut anbefales.

God spise- og levelyst 🌱

Kærligst

Marlena

November 5, 2020 standard

Om at stoppe for at starte eller lukke for at åbne

Ind i mellem er det nødvendigt at lukke en dør for at få lyst til at åbne den igen. Jeg har i flere år bakset med forholdet mellem det at være skrivende forfatter og det at levere ”varen”.

Da jeg altid ved, hvad jeg skal og hvordan, når jeg skal det, bliver det for snævert for mig at lægge mig fast i en køre, der hedder at være forfatter med en fast leverance af romaner. Derfor har det været så godt for mig at sætte en stopper for den levereglen at ”har man sagt a, må man også sige b”. Nogle gange, når jeg har sagt a, kan jeg mærke det er tid til at sige c eller r eller 7.

Bloggen giver jo nogle meget gode eksempler på, at jeg har brug for at udfolde mig på forskellige måder i forskellige perioder. Nøgleordet er altid at være engageret i skabelsesprocessen af et eller andet. Så der ér faktisk en rød tråd, hvilket jeg ærligt må indrømme, at jeg kan have brug for at huske mig selv på.

Jeg skrev jo for ikke længe siden, at jeg slet ikke skriver eller arbejder på noget for tiden. Og det slip havde jeg brug for.

Som så mange gange før, har jeg erfaret, at så snart jeg gav slip på eller satte en stopper for noget, så blev der luft til præcis det. For så er der lukket ned for den del af mig, som bliver påvirket af egoets forsøg på styring. Og dermed åbnet op for, at jeg kan gå med det, der byder sig.

Så jeg skriver faktisk igen. Og ikke kun blogindlæg. Men jeg skriver for mig selv først og tager derpå stilling til, hvad der skal ske med det. Derfor kommer I nok ikke til at høre et pip om det, før jeg eventuelt vil udgive det.

Imens nyder jeg at dykke ned i blandt andet manuskriptlæsninger, for også den del af den skabende proces er givende.

God levelyst 🌱

Kærligst

Marlena

standard

At være tilfreds med, hvad man har

Det er ikke nødvendigvis noget, vi udfordres til her i vores hjørne af kloden. For det er uhyre nemt at skaffe mere, noget andet, nyt som brugt.

Siden juni har jeg gjort det til et årsprojekt at vide, at jeg har alt, hvad jeg har brug for, og dermed ikke gøre nyanskaffelser (heller ikke fra genbrug).

Hvorfor?

Tja, for at skabe ro. Det sparer mig tid på transaktioner og udflugter til diverse butikker og sælgere. Hvad vigtigere er, sparer det mig for den tid og energi, der bruges, og den distraktion fra det væsentlige i livet, som det skaber, når man lader sig rive med af overvejelser og vurderinger. Om hvad der kunne være nyttigt at have. Om jeg nu ser pæn nok ud i dén eller dén bluse. Om jeg har skiftet smag og mere er til en anden farve?

Jeg har det, jeg har. Og det er nok. JEG er nok med det, jeg har.

Det skal indrømmes, at jeg ikke har overholdt det helt. Kan blive lidt rebelsk eller glemme det i ny og næ.

Men ligesom med meditation er det ikke det perfekte resultat, der er afgørende, men selve processen og det, at jeg ved udfald guider mig selv tilbage til fokus.

En flue og en opvask med ét smæk

Forleden fandt jeg så på en metode, der med ét smæk slår to fluer, eller én flue og en opvask.

Da jeg alligevel var nødsaget til at vaske op – skålene tårnede sig op, og bordet under dem var snasket til – begyndte jeg at se på mine køkkenting med nye øjne.

I stedet for det kølige, vurderende blik – er jeg træt af dén skål eller stadig glad for, at jeg købte den – valgte jeg at takke varmt for alle de gode, praktiske ting, jeg har. For hver og én af mine ting, mens jeg skrubbede madrester af med børsten eller polerede dem tørre og fine med viskestykket. Så mange ting, som opfylder gode formål (urtekniv, for eksempel) og/eller er skønne at se på (skål fra Tunesien med fine frugtklaser påmalet indvendigt – dens skønhed opdagede jeg først lige dér – og en anden i solgul glasur).

Det er en måde at føle mig tilfreds med alt.

Og at gøre opvask og andre huslige opgaver til en leg fuld af glad påskønnelse.

Nu har opvasken hobet sig lidt op igen, så jeg hvis I vil have mig undskyldt …

God levelyst 🌱

Kærligst

Marlena

November 4, 2020 standard

Verden kan synes som et mylder af mennesker med holdninger om alt mellem himmel og jord, ofte med frygten som deres udgangspunkt.

Min rettesnor er denne:

Udvidelse.

Tanker, handlinger, indstillinger, der gøder overskuddet i mig til at være åben, se det gode i andre og mig selv og være tillidsfuld og venlig.

October 12, 2020 standard

Solen skinner lavt og gyldent, og uden for mit vindue står træerne stadig med masser af grønne blade, men der har sneget sig en jordbunden nuance ind i farven som en forberedelse til deres snarlige genforening med mulden.

Efteråret er ved for alvor at træde i karakter med sine varme nuancer og en festlig opblussen af livskraft, ligesom insekterne der geskæftigt brænder energi af kort før deres tid er omme.

Der er nærmest ingen grænse for mængden af afgrøder, jorden har kastet af sig de seneste måneder, og nu er turen kommet til de sidste frugter.

Jeg har været så velsignet at få en kurvfuld med mere en tyve store, flotte æbler foræret af en kær veninde. Er der noget, der strutter af liv, så er det efter min mening æbler. Så lige nu er jeg verdens rigeste menneske 😊

De er skønne at spise, som de er. Og de er glimrende ingredienser i et hav af madretter. Jeg bruger dem tit i en nem vegetarisk biksemad på panden med linser, timian og eventuelt løg, kartoffel eller kål, hvis jeg har noget af det på lager. Et par spejlæg til og så føler jeg mig forkælet. Lidt æble i tomatsovs er med til at afrunde og fordybe smagen. Og jeg kunne blive ved … Senest har jeg fundet på disse nemme butterdejspakker, som jeg nu har fryseren fuld af til frokost på arbejdet. De kan laves med en hvilken som helst portion kogte linser eller bønner, man lige har i forvejen, men allerbedst dertil er nok de anvendte mungbønner eller grønne linser.

Butterdejspakker med æble

2 mellemstore æbler i tern lunes hurtigt på panden med et par spiseskefulde soyasauce og en god spiseskefuld tørret timian.

Vendes sammen med omtrent fire deciliter kogte mungbønner.

To plader butterdej udrulles og skæres ud i tolv firkanter. Fyldes fordeles på midten af firkanterne og toppes med tynde skiver god fåre- eller gedefetaost. Jeg brugte i alt små 100 gram fetaost.

Dejen foldes over, så det bliver til trekantede butterdejspakker og kanterne lukkes ved at trykke med en gaffel, så gaflens tænder maser riller ned i dejen.

Bages i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter til de er gyldne.

God spise- og levelyst 😊 🌱

Kærligst

Marlena

October 11, 2020 standard

Det er uundgåeligt. Smilet springer frem af sig selv, og det bliver næsten ligegyldigt, hvad folk på gaden tænker.

Jeg har før været inde på det med at tænke om og tale positivt til sig selv, blandt andet her

Nu drejer det sig om en lille øvelse, jeg lærte engang via Facebook (jeg husker desværre ikke af hvem), som kun har fået en fornemmelse af afstand hos folk frem, når jeg har fortalt dem om den. I bedste fald anerkender de øvelsens værdi uden på nogen måde at virke som om det er en idé, de kan tage til sig. I værste fald lytter de med en mine som om det, jeg siger, er temmelig fjollet og de venter på, at jeg skal fortælle, det kun er for sjov. (For ellers kommer der jo revner i voksen-facaden.)

Men det er ikke for sjov, det er ramme alvor. Selvom det altså føles temmelig sjovt, når man gør det.

I al sin enkelhed går det ud på at tage en hel dag – eller bare en time, hvis det er, hvad man kan overskue – og overøse sig selv med ros for alt, hvad man gør. Det er med vilje, jeg ikke bruger udtrykket ‘skamrose’, for det er ikke skammeligt at give og modtage ros. Det er faktisk temmelig boblende og morsomt, når man lige har givet sig selv et kæmpe verbalt skulderklap for at være stået ud af sengen og have børstet tænder og nu er i gang med at rose sig selv for den fantastiske indsats det er at trække gardinerne fra.

De gange, hvor jeg har udført øvelsen, har det været umuligt at holde det gode humør fra døren. For det er altså vældig opmuntrende at høre så mange opløftende ord i minuttet.

Og det sætter jo ens normale tilgang til sig selv og livet i perspektiv.

Hermed er den givet videre – hvis der er andre end mig, der kan tage sjov alvorligt.

God levelyst 🌱

Kærligst

Marlena

October 1, 2020 standard

Velbevaret kunne man måske ikke kalde min gamle skænk for et par måneder siden. Den havde mistet farve og lignede i det hele taget en, der var klar til at flytte på plejehjem. Hvis den altså bare kunne samle en sidste rest livsenergi til at slæbe sig derhen.

Præcis, hvor gammel den er, ved jeg ikke, men min farmor havde den så længe jeg kan huske og den eksisterer altså endnu. Så at påstå, at den er over fyrre år gammel er næppe lyv. Og sikkert også langt derover.

Jeg troede, den tidligere havde set flottere ud, fordi den havde haft en lakering, som nu var slidt af. Og det har virket uoverskueligt at skulle sætte mig ind i istandsættelse og lakering, da jeg ingen erfaring har med det.

I sommer havde jeg haft noget stående på den, som bevirkede at der var kommet en olieplamage. Da jeg opdagede det, slog det mig, at skænken jo kunne få en oliebehandling, ligesom det træbord, jeg engang havde, og ligesom mine køkkenredskaber af træ trakteres med engang imellem.

Frem med min største hobby-pensel og olien, og så strøg jeg ellers det ene bløde lag olie efter det andet ud over det tørstende træ. Til min overraskelse antog skænken hurtigt sin gamle glød og sin stolte måde at strutte af ærværdigt, solidt træ. Strukturen trådte frem og skænken blev adskillige grader mørkere. Som jeg huskede den fra min barndom.

Indvendig tænkte jeg ikke over at behandle den, men i dag kom jeg til at tænke på dens skuffer, hvis bunde er fuldstændig sammentrukne og ujævne af indtørring. Dagens projekt blev således at pleje skufferne og de indvendige dele med olie.

Der er noget dybt nærende over at pleje ting, så de holder længere og ikke mindst bevarer deres iboende skønhed og kraft. Det er praktisk og ganske zen-agtigt, men det føles også som om man får plejet sit eget indre på et symbolsk plan. Nyt liv på alle hylder, om man så må sige.

At skænken så oven i købet står i det område af mit hjem, som ifølge feng shui repræsenterer vores center, gør det jo ikke tanken om omsorg og ny næring mindre besnærende.

En skænk blev skænket nyt liv – og skænkede dermed næring til min sjæl.

Og således vel skænket er også denne dag vel bevaret.

God levelyst 🌱

Kærligst

Marlena

standard

Ses vi til bogreception?

Henover sommeren har jeg fordybet mig i manuskriptlæsning, til min store fornøjelse. Hvor er det skønt at kunne læse en fremragende fortælling og oven i købet bruge de tanker, jeg uvægerligt gør mig om form, sprog og indhold, til et meningsfuldt stykke arbejde. Ren luksus!

Et af de manuskripter er Ravnetanker af Lasse Løager.

Lasse skriver ærligt og poetisk om livets rå sider. Således også i Ravnetanker, der tager fat i essentielle emner som kærlighed og sorg og at se barndommens mørke i øjnene. For alvor.

Der er noget særligt ved at se manuskripter blive manifesteret fysisk i form af færdige bøger. De er frugterne af en forfatters flittige, dybe og ofte langvarige arbejde. Det kribler i mig for at se bogen og fejre dens møde med verden.

Der er bogreception i Salon Gaia, Asserbo, den 11. oktober 2020, hvor jeg deltager. Måske ses vi der?

God levelyst 🌱

Kærligst

Marlena