menu search recent posts
October 12, 2020 standard

Solen skinner lavt og gyldent, og uden for mit vindue står træerne stadig med masser af grønne blade, men der har sneget sig en jordbunden nuance ind i farven som en forberedelse til deres snarlige genforening med mulden.

Efteråret er ved for alvor at træde i karakter med sine varme nuancer og en festlig opblussen af livskraft, ligesom insekterne der geskæftigt brænder energi af kort før deres tid er omme.

Der er nærmest ingen grænse for mængden af afgrøder, jorden har kastet af sig de seneste måneder, og nu er turen kommet til de sidste frugter.

Jeg har været så velsignet at få en kurvfuld med mere en tyve store, flotte æbler foræret af en kær veninde. Er der noget, der strutter af liv, så er det efter min mening æbler. Så lige nu er jeg verdens rigeste menneske 😊

De er skønne at spise, som de er. Og de er glimrende ingredienser i et hav af madretter. Jeg bruger dem tit i en nem vegetarisk biksemad på panden med linser, timian og eventuelt løg, kartoffel eller kål, hvis jeg har noget af det på lager. Et par spejlæg til og så føler jeg mig forkælet. Lidt æble i tomatsovs er med til at afrunde og fordybe smagen. Og jeg kunne blive ved … Senest har jeg fundet på disse nemme butterdejspakker, som jeg nu har fryseren fuld af til frokost på arbejdet. De kan laves med en hvilken som helst portion kogte linser eller bønner, man lige har i forvejen, men allerbedst dertil er nok de anvendte mungbønner eller grønne linser.

Butterdejspakker med æble

2 mellemstore æbler i tern lunes hurtigt på panden med et par spiseskefulde soyasauce og en god spiseskefuld tørret timian.

Vendes sammen med omtrent fire deciliter kogte mungbønner.

To plader butterdej udrulles og skæres ud i tolv firkanter. Fyldes fordeles på midten af firkanterne og toppes med tynde skiver god fåre- eller gedefetaost. Jeg brugte i alt små 100 gram fetaost.

Dejen foldes over, så det bliver til trekantede butterdejspakker og kanterne lukkes ved at trykke med en gaffel, så gaflens tænder maser riller ned i dejen.

Bages i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter til de er gyldne.

God spise- og levelyst 😊 🌱

Kærligst

Marlena

October 11, 2020 standard

Det er uundgåeligt. Smilet springer frem af sig selv, og det bliver næsten ligegyldigt, hvad folk på gaden tænker.

Jeg har før været inde på det med at tænke om og tale positivt til sig selv, blandt andet her

Nu drejer det sig om en lille øvelse, jeg lærte engang via Facebook (jeg husker desværre ikke af hvem), som kun har fået en fornemmelse af afstand hos folk frem, når jeg har fortalt dem om den. I bedste fald anerkender de øvelsens værdi uden på nogen måde at virke som om det er en idé, de kan tage til sig. I værste fald lytter de med en mine som om det, jeg siger, er temmelig fjollet og de venter på, at jeg skal fortælle, det kun er for sjov. (For ellers kommer der jo revner i voksen-facaden.)

Men det er ikke for sjov, det er ramme alvor. Selvom det altså føles temmelig sjovt, når man gør det.

I al sin enkelhed går det ud på at tage en hel dag – eller bare en time, hvis det er, hvad man kan overskue – og overøse sig selv med ros for alt, hvad man gør. Det er med vilje, jeg ikke bruger udtrykket ‘skamrose’, for det er ikke skammeligt at give og modtage ros. Det er faktisk temmelig boblende og morsomt, når man lige har givet sig selv et kæmpe verbalt skulderklap for at være stået ud af sengen og have børstet tænder og nu er i gang med at rose sig selv for den fantastiske indsats det er at trække gardinerne fra.

De gange, hvor jeg har udført øvelsen, har det været umuligt at holde det gode humør fra døren. For det er altså vældig opmuntrende at høre så mange opløftende ord i minuttet.

Og det sætter jo ens normale tilgang til sig selv og livet i perspektiv.

Hermed er den givet videre – hvis der er andre end mig, der kan tage sjov alvorligt.

God levelyst 🌱

Kærligst

Marlena

October 1, 2020 standard

Velbevaret kunne man måske ikke kalde min gamle skænk for et par måneder siden. Den havde mistet farve og lignede i det hele taget en, der var klar til at flytte på plejehjem. Hvis den altså bare kunne samle en sidste rest livsenergi til at slæbe sig derhen.

Præcis, hvor gammel den er, ved jeg ikke, men min farmor havde den så længe jeg kan huske og den eksisterer altså endnu. Så at påstå, at den er over fyrre år gammel er næppe lyv. Og sikkert også langt derover.

Jeg troede, den tidligere havde set flottere ud, fordi den havde haft en lakering, som nu var slidt af. Og det har virket uoverskueligt at skulle sætte mig ind i istandsættelse og lakering, da jeg ingen erfaring har med det.

I sommer havde jeg haft noget stående på den, som bevirkede at der var kommet en olieplamage. Da jeg opdagede det, slog det mig, at skænken jo kunne få en oliebehandling, ligesom det træbord, jeg engang havde, og ligesom mine køkkenredskaber af træ trakteres med engang imellem.

Frem med min største hobby-pensel og olien, og så strøg jeg ellers det ene bløde lag olie efter det andet ud over det tørstende træ. Til min overraskelse antog skænken hurtigt sin gamle glød og sin stolte måde at strutte af ærværdigt, solidt træ. Strukturen trådte frem og skænken blev adskillige grader mørkere. Som jeg huskede den fra min barndom.

Indvendig tænkte jeg ikke over at behandle den, men i dag kom jeg til at tænke på dens skuffer, hvis bunde er fuldstændig sammentrukne og ujævne af indtørring. Dagens projekt blev således at pleje skufferne og de indvendige dele med olie.

Der er noget dybt nærende over at pleje ting, så de holder længere og ikke mindst bevarer deres iboende skønhed og kraft. Det er praktisk og ganske zen-agtigt, men det føles også som om man får plejet sit eget indre på et symbolsk plan. Nyt liv på alle hylder, om man så må sige.

At skænken så oven i købet står i det område af mit hjem, som ifølge feng shui repræsenterer vores center, gør det jo ikke tanken om omsorg og ny næring mindre besnærende.

En skænk blev skænket nyt liv – og skænkede dermed næring til min sjæl.

Og således vel skænket er også denne dag vel bevaret.

God levelyst 🌱

Kærligst

Marlena

standard

Ses vi til bogreception?

Henover sommeren har jeg fordybet mig i manuskriptlæsning, til min store fornøjelse. Hvor er det skønt at kunne læse en fremragende fortælling og oven i købet bruge de tanker, jeg uvægerligt gør mig om form, sprog og indhold, til et meningsfuldt stykke arbejde. Ren luksus!

Et af de manuskripter er Ravnetanker af Lasse Løager.

Lasse skriver ærligt og poetisk om livets rå sider. Således også i Ravnetanker, der tager fat i essentielle emner som kærlighed og sorg og at se barndommens mørke i øjnene. For alvor.

Der er noget særligt ved at se manuskripter blive manifesteret fysisk i form af færdige bøger. De er frugterne af en forfatters flittige, dybe og ofte langvarige arbejde. Det kribler i mig for at se bogen og fejre dens møde med verden.

Der er bogreception i Salon Gaia, Asserbo, den 11. oktober 2020, hvor jeg deltager. Måske ses vi der?

God levelyst 🌱

Kærligst

Marlena

September 26, 2020 standard

Når yndlingsbuksen slår revner, er det i gang med nål og tråd. Det er muligvis formålsløst, da stoffet er temmelig tyndslidt. Men bukserne – og klimaet – skal da have chancen. Og jeg får eksperimenteret og lært lidt undervejs.

Viser det sig at de er kaput, må jeg en tur i genbrugen, for jeg bidrager helst ikke på efterspørgslen efter nyt tøj i en verden der allerede har produceret rigeligt tøj til hele kloden de næste mange år. Samtidig sparer jeg jo penge og har dermed mindre tid bundet op i arbejde = mere frihed. Jeg elsker det 🤗

God levelyst 🌱

Kærligst, Marlena

September 25, 2020 standard

Hvad defineres dit liv af? Hvem du er eller hvad du gør? Må du være uproduktiv?

Jeg synes, det er et relevant spørgsmål ikke mindst for forfattere og andre kreative sjæle, fordi kreativitet – skabelse – er et felt, som udspringer af en vekselvirkning mellem væren/næring og gøren/udførelse.

Men oftest bliver man kun bedømt og synliggjort på det udførte, hvorfor dette får en voldsom betoning i forhold til den væsentlige væren og næring, som må gå forud for at kunne høre inspirationen og have en muld af indtryk at lade sit udtryk gro ud af. Man kan nemt forføres til vægte mere over bedre, væsentligere eller inderligere.

En indrømmelse: Som forfatter er jeg aldeles uproduktiv for øjeblikket. Ja, faktisk hele året og sikkert mere til.

For nogle år siden indså jeg, at jeg ikke ønsker at hoppe med på det knoklende forfatterliv, som bygger på en evig produktion af bøger for at fastholde identiteten som forfatter.

Så skrev og redigerede jeg i ro og mag et nyt manuskript, mens jeg også i baghovedet arbejdede med ideer om en novellesamling og digtsamling af allerede eksisterende noveller og digte.

Og med jævne mellemrum kritiserede jeg mig selv for ikke at komme videre med det. Sådan rigtigt videre.

Tænkte, at det måtte skyldes en blokering, selvom jeg ikke kunne få øje på nogen. For det syntes jeg ligesom, var det, der blev lagt op til i diverse bøger, blogs og videoindslag om at udleve sine drømme. At hvis man ikke er målrettet i gang med et defineret projekt det meste af tiden (gerne kombineret med en jagt på ydre succes med projektet), så må det handle om, at ens frygt står i vejen.

Men ved du hvad?

Jo mere, jeg lægger egoet til side og alle ansporinger om at bevise noget og at forblive synliggjort og så videre.

Og jo mere, jeg lytter og mærker, hvad der er frygt og hvad der er reelt drive.

Ja, jo tydeligere forstår jeg, at en ny bogudgivelse bare ikke er det, der kalder på mig.

Desto mere plads har jeg til gengæld fået til at mærke, hvor dybt tilfredsstillende det er, at jeg har skrevet og udgivet de bøger, der kaldte inderligt på mig.

Jeg har udlevet en drøm. Dermed ikke sagt at der ikke kommer nye drømme. Men jeg har udlevet en væsentlig del af det, jeg er her for.

Det er stort og så dejligt.

Når sandheden skal frem, betyder det så meget for mig, at jeg slet ikke føler behov for at præstere særlig meget i disse år*.

Jeg ved, jeg er forfatter. Jeg ved, jeg kan gennemføre de projekter, der er vigtige for mig.

Selvfølgelig forventer jeg, at der vil komme nye kald af den ene eller den anden art, når tiden er inde.

men at lade være med at mose afsted efter noget, der ikke kalder, er også at lytte til sit kald.

Spørgsmålet er, om man tør ”sidde stille” så længe.

Hvad kalder på dig?

Hvad kalder ikke længere på dig?

Kommer dit kald måske fra en helt anden retning, end du går og tror?

Under alle omstændigheder:

God levelyst 🌱

Hjerteligst, Marlena

* Et finurligt faktum: I min kladde havde jeg ved en ”fejl” skrevet ’ord’ i stedet for ’år’. Der stod altså: ”… at jeg slet ikke føler behov for at præstere noget i disse ord”. Hvilket måske er lige så sandt og en vidunderlig understregning af pointen.

August 9, 2020 standard

Min rose bliver igen og igen beboet af bladlus, og det påvirker dens blade og blomster. Alligevel blomstrer den ufortrødent.
Det kan man da kalde et forbillede.


Min rose satte knopper og begyndte at blomstre (igen), efter jeg begyndte at sende den kærlighed hver dag.
Det kan man da kalde et smukt eksempel.

September 30, 2019 standard

Kender du Ecosia?

Jeg tillader mig at komme med en lille reklame her – ganske frivilligt, må jeg hellere understrege. Jeg modtager ingen form for betaling fra Ecosia eller andre for dette indslag.

I mange år har jeg til internetsøgninger benyttet mig af … ja, gæt selv. Den der søgemaskine, som er blevet så institutionaliseret, at dets navn nu også bruges som et verbum.

For et sted mellem et halvt og et helt år siden blev jeg bekendt med Ecosia. Når man bruger Ecosia som søgemaskine, bliver der for omtrent hver 48. søgning, man laver, plantet et nyt træ til gavn for os alle på sigt.

Når det kommer til forbrug, også af internet, går jeg først og fremmest ind for at minimere det mest muligt af hensyn til vores samlede udslip af co2 og indhug i diverse andre af vores smukke klodes ressourcer. Vi skulle nødig fortabes os i handlinger, der først hjælper om tyve år, hvis det betyder, at vi overser, hvor vi kan sætte ind og få effekt allerede nu.

Men ud fra den betragtning, at søgninger på internettet ikke er noget, jeg kan eller vil undgå fuldstændig, så holder jeg af at vide, at det medfører plantning af nye træer. Det fungerer sådan, at Ecosia er et nonprofitforetagende, som bruger firmaernes reklamepenge til at plante træer for. Via hjemmesiden kan man læse nærmere om formål og opbygning.

I skrivende stund er der plantet over 68 millioner træer via søgninger på Ecosia, søgninger, som det må formodes ville være foretaget også, hvis Ecosia ikke eksisterede. Smukke, grønne, ranke blikfang, skyggegivende, svalende og groundende co2-opslugere. Man kan følge sit eget antal søgninger i øverste højre hjørne, hvilket ganske hyggeligt – og måske øjenåbnende. Selv har jeg siden overgangen til Ecosia åbenbart foretaget 1447 søgninger på min smartphone og 277 på min computerbrowser. Det fortæller selvfølgelig også lidt om, hvor meget jeg bruger min telefon …

Men summasummarum: Skal du foretage internetsøgninger, hvorfor så ikke plante træer imens ved at vælge Ecosia?

September 25, 2019 standard

En sort bog ligger på det runde cafébord ved min side. Jeg sidder iblandt de brusende træer som omkranser et sommerhus i Ystad og læser lidt efter dyb inhalering af både skov og hav. Lige nu har jeg så lagt bogen fra mig for at nedfælde et par ord om den.

Den sorte bog er lindrende at læse, allerede fra de første kapitler.

Titlen er Black Box Thinking – den overraskende sandhed om succes.

Hvor mange af os har det afslappet med at fejle?

Selv er jeg helst fri. Nogle gange, ved småfejl eller i særligt robuste sindstilstande, tager jeg det let. Mange gange ikke. Jeg kender i hvert fald til at føle mig forkert eller skyldig på grund af fejl, jeg har begået, også selvom jeg ikke begik dem med overlæg.

Bogen tager fat i vores måde at tænke om og forholde os til fejl både som individer og kulturer (primært arbejds- og organisationskulturer). Jeg er ikke nået så langt, men jeg er fascineret. Den får mig til at overveje, hvor ofte jeg oplever, at fejl både hos mig selv og andre bliver sprunget hastigt hen over og ofte med konklusionen, at man jo egentlig godt ved, hvad man burde have gjort i stedet.

Ja, det ved man måske, men ved man, hvorfor man så ikke gjorde det rette? Og har bogen ikke ret i, at vi har meget lettere ved at påpege andres fejl end med at granske vores egne?

Sjældent bliver der brugt energi på at kigge om bag de ubehagelige følelser ved at have fejlet eller på at anlægge et objektivt syn på, hvad der sket med henblik på at kortlægge, hvordan man kan ændre fremgangsmåden fremover. Det fejlagtige får ikke den behørige agt, kan man sige.

Det er i hvert fald der, jeg har oplevet, at det ofte strander.

Meditation og tid uden mentalt fyld (det vil sige tid fri fra input fra andre, herunder via internettet) hjælper mig ofte til alligevel at erkende dele af det.

Men jeg er åben overfor at ændre mit og vores kulturs generelle tilgang til fejl. For som det gøres klart i bogen: ”Fejl er fantastiske læringsmuligheder af en helt enkel årsag: I mange af udgaverne præsenterer fejl en overskridelse af vores forventninger.”

Med den konstatering begynder udforskning af fejl pludselig at antage karakter af at være en opdagelsesrejse ad nye, ukendte stier – som jeg næsten ikke kan vente med at slentre ned ad.

Vil du med?

September 23, 2019 standard

Målet eller vejen?

Som den trofaste læser af bloggen (hvis jeg har sådanne 😉 ) vil vide, har jeg skruet kraftigt ned for min anvendelse – og mit forbrug – af de sociale medier.

Det efterlader naturligvis en form for tomrum i forhold til at komme i kontakt med læserne og synliggøre mine bøger.

Tidligere har jeg fravalgt at holde foredrag, fordi det ikke taler til mig. Det skal dog også i ærlighedens navn indrømmes, at jeg ikke har mod på det.

Imidlertid trækker det i mig efter at kunne krydre mit forfatterskab med en form for formidling, der når mere direkte ud til folk. Ansigt til ansigt tror jeg.

Jeg kunne tænke: “Jeg er nødt til at vænne mig til at holde foredrag,” og lignende. “Så nu tvinger jeg det ned med ske.”

Eller jeg kan tænke: “Nu påbegynder jeg en udforskning af mulighederne for at formidle mere direkte, stille og roligt påbegynder jeg.” Og dermed få lyst til at prøve selv at være deltager til noget i stil med, hvad jeg forestiller mig.

Det er ikke kun på papiret, at vinkling er afgørende.