Blog

Skrivetvivl – blokeringer 2

Mens jeg ventede på, at min hjemmeside skulle blive færdig, bevægede jeg mig i ryk som en hostende gammel motor, der satte ud hvert andet øjeblik.

Når siden er færdig, skal jeg i gang med at blogge, sagde jeg til mig selv, mens det gik derudaf i jævnt tempo.

Men hvad skal jeg dog skrive om? Den tanke dukkede op i mit hoved gang på gang. Og så var det at min motor satte ud, og jeg gik i stå.

Og det er faktisk ikke så forskelligt fra det, der kan ske, når jeg har sat mig for, at jeg skal skrive på en roman eller en novelle.

Tvivlen om, hvad jeg dog skal skrive, og forestillingen om, at jeg skal have regnet det ud på forhånd, er tilbagevendende spøgelser i min verden.

Det sjove er, at jeg ikke skal vide, hvad jeg skal skrive. Jeg skal bare skrive det, der kommer netop den dag. Og der kommer altid noget.

Planlægning og en målrettet tilgang vægtes højt i vores samfund. Det anbefales at planlægge sin historie, dens struktur og formålet med den på forhånd.

Det kan også være gode redskaber til ikke at gå helt forkert i byen.

Men måske ikke den mest kreative tilgang?

Med tiden er min kreativitet heldigvis blevet nemmere at gennemskue. Den holder af ro, overflod af tid og frihed. Den vil helst være en velkommen gæst – men den vil ikke være midtpunkt ved middagsbordet.

Så rent faktisk fungerer det glimrende at sætte mig til tastaturet på forud bestemte tidspunkter og uden vaklen begynde at skrible. Det får kreativiteten til at springe og danse henover skærmen.

Mit råd er derfor: Har du skrivetvivl, så skriv!

Uanset hvad. Bare skriv. Og sig ”Ha!” til din skrivetvivl, når du viser den, at den ikke eksisterer.

Om ikke andet får du halveret problemet, og du kan slå fast, at skrivetvivl kan det ikke være. For skrevet, det har du, også selvom du stadig tvivler. Måske får du også givet udtryk for netop det, du har behov for at udtrykke? Og ikke blot for det, du har planlagt, at du skal udtrykke.

Hvordan håndterer du din skrivetvivl (eller andre former for krea-tvivl)?

Mulighedernes eventyr

I sidste indlæg skrev jeg, at jeg regnede med denne uge at dele ny, nyttig viden om at bruge de sociale medier til markedsføring.

Desværre blev workshoppen udsat til en dag, hvor jeg ikke kan deltage. Så det gik jeg glip af.

I stedet brugte jeg eftermiddagen på at mødes med en veninde og sammen drikke grøn te på en café med udsigt til vandet, mens tusmørket dalede ned over Langebro. Fire skønne ting på én gang! Det er det heldige ved at gå glip af noget: jo mere du går glip af, jo mere plads har du åben for andre muligheder.

Derfor har jeg ikke nye, praktiske fif, jeg kan give videre. I stedet fik jeg lyst til at skrive et lille eventyr:

Der var engang en mand, som havde bygget sit helt eget hus. Huset bestod af ét stort rum, og han glædede sig til at bebo det. Han boede i et land, hvor det ikke var mange forundt at få deres helt egen bolig. I den tid det tog at bygge huset, drømte han om alle de gæster, han ville invitere på besøg, og hvordan de ville beundre hans hjem. Han havde planlagt det ned til mindste detalje, og han vidste, hvordan alt i det hus skulle være. Han havde timet det, så hans møbler ville blive leveret, så snart han havde slået det sidste søm i sit hus.

Den dag, møblerne skulle komme, var han så ivrig, at han vågnede tidligt. Han gik hen til sit hus, hvor han stødte på et bud, der var i færd med at stikke en seddel ind under døren.

”Goddag, hr.! Jeg kommer med bud fra møbelforretningen. De beklager meget at måtte meddele, at dine møbler ikke bliver leveret i dag – eller i nær fremtid. Butikken er brændt ned, forstår du, og det vides ikke, hvornår de igen kan bestille nye møbler.” Det lille bud lettede på sin hat og susede straks videre på sin cykel.

Manden bed sig i tungen af ærgrelse og lagde sig på gulvet i sit nye hjem. Huset var fuldstændig tomt, og der var ikke andre møbelforretninger i miles omkreds. Hvordan skulle han komme i gang med sit nye liv, når han ikke havde et eneste møbel eller en eneste ting i sit hjem? Han drejede hovedet og så sig omkring. Han skammede sig pludselig over sit nye hjem og besluttede sig for at glemme alt om at invitere gæster. Han ville jo ikke ane, hvornår han skulle invitere dem til. Hele planen var gået i vasken.

Manden klemte øjnene hårdt i og blev liggende sådan i timevis, indtil han faldt i en dyb søvn.

Han vågnede brat, da en stribe savl løb ned ad hans kind. Et kort øjeblik anede han ikke, hvor han var. Så huskede han det. Han rejste sig fortumlet op på albuerne og så, hvordan månelyset dansede i mange nuancer hen over hans loft og vægge. Lyset spillede på træets årer, som livlige fingre over guitarstrenge, og lagde sig som sølvglitter hen over ruderne. Faktisk var det et ganske smukt hus i sig selv. Et glad suk undslap hans læber.

I samme nu bankede det på døren. Forvirret kom han snublende på benene. Hvem kunne dog det være?

I døråbningen stod en håndfuld yngre mennesker fra hans nabolag. De gav håndtryk og gled grinende og småsnakkende ind i hans hjem. ”Vi har hørt, at hér er et sted, hvor der er plads til, at man kan danse!” lo de til ham. De satte stearinlys i husets fire hjørner, og en ung mand fandt en violin frem. Snart gik dansen lystigt og musikken snurrede sig omkring dem.

Manden var netop blevet budt op til dans, da det atter bankede på døren. Denne gang stod fire ældre mennesker uden for. Også dem kendte han fra byen. De havde hver deres kasse i hånden.

”Vi har hørt, at hér er et sted, hvor der er plads til, at vi gamle kan sidde langs væggen og se de unge more sig.” Og ind i huset defilerede de, tog nogle skåle ud af deres kasser og vendte kasserne om, så de kunne sætte sig på dem. De drak af de dampende skåle og nikkede til de dansede unge, mens en liflig duft af suppe bredte sig i rummet.

Så snart de sad mageligt, var der igen nogen ved døren. De bankede ikke på, men kaldte lavmælt. Manden åbnede døren og stirrede først ud i et tomt mørke. Så ænsede hans blik noget ved hans fødder, og han kiggede ned. Omkring ham smøg sig en flok spindende katte. ”Mjaa.. vi har hørt, at hér er endelig et sted, hvor der er plads til os i vindueskarmene.” sagde de og strøg ind i huset. Snart sad de side om side i vindueskarmene og kiggede ud, mens deres haler fejede blødt hen over væggen under dem.

Manden så sig omkring. Han så de energifyldte dansende unge mennesker. Han så de tilbagelænede ældre, der smilende betragtede de andre. Og han så de rolige katte, som sjælfuldt stirrede ud i måneskinnet.

Han indrømmede for sig selv, at han ikke for alvor ville have nydt husets skønhed og det, hans ene rum havde at byde på, hvis han straks havde fyldt det ud med møbler. Og han indså, at møbler eller ej – han havde uden tvivl et hjem. Og endda et hjem, andre havde lyst til at besøge. Fordi det, han havde, ikke var et færdigt og fyldt rum. Men et rum for muligheder.

Blokeringer 1

”Faktisk glæder jeg mig til at gå til eksamen,” sagde min veninde forleden til mig over en kop te. Hun kløede sig i håret og sendte mig et skævt smil.

Der var dét! Præcis den påmindelse, jeg havde brug for.

Min veninde har lidt af eksamensskræk længe, og nu skulle hun forberede en hel times oplæg som en eksamination af hendes praktikforløb. Da tiden nærmede sig, stivnede hun ved tanken. Men pludselig gik et lys op for hende.

Den ene times oplæg havde ligget foran hende som et sort hul, der måske ville opsluge hende, så hun aldrig vendte tilbage til livet. Nu så hun den på en anden måde: Hun fik øje på mulighederne i den nervepirrende opgave. Den ene time forvandlede sig til et rum, der var åbent for, at hun kunne fylde det i det, som gav mening for hende. Ansvaret for at levere blev til friheden til at give. Give noget, hun selv valgte.

Hvordan skete det?

Hun huskede såmænd ”blot” at spørge sig selv: ”Hvad synes jeg? Hvad synes jeg er væsentligt og spændende at tale om?” I stedet for at gruble: ”Hvad vil de mon have af mig?”

Jeg tror, fælden med at glemme os selv og vores eget perspektiv til fordel for, hvad vi tror andre forventer af os, er noget, de fleste oplever ind i mellem.

For mennesker, der arbejder inden for de kreative fag, tror jeg, det er et tema, der uvægerligt vil dukke op. Flere gange. Det er én af de mange, interessante måder, vi kan blokere vores skaberkraft på.

Det gjorde det for mig for nylig.

Til min store glæde blev jeg af et magasin opfordret til at skrive nogle noveller, som passede til deres målgruppe og stil. Det er jo en gave at blive opfordret til at kreere! Jeg gik straks i gang med at researche. Og gruble over, hvad de ville have. Jeg skrev en novelle, mens jeg hele tiden vejede for og imod. Ville de synes om den? Ramte jeg plet i forhold til stilen?

Lysten til at arbejde med novellen blegnede, og jeg lagde den væk.

Efter en tid påbegyndte jeg en ny novelle. Halvvejs inde i den lagde jeg også den væk. For hvordan kunne jeg nogen sinde vide, om det var dét, de ville have?

Min tvivl var realistisk. Faktum er, at vi aldrig kan vide med sikkerhed om det, vi skaber, rammer ind i det, den påtænkte modtager vil have.

Derfor er jeg så taknemmelig for min venindes indsigt. Hvad har jeg lyst til at give? Til at formidle?

Nu er det igen sjovt at skulle ”levere”. Fordi jeg husker at tage udgangspunkt i, hvad jeg gerne vil give. Der er stadig ikke garanti for, at magasinet vil synes om det eller have det. Men der er langt større sandsynlighed for det, end hvis jeg sender dem en novelle, som ikke indeholder et budskab, det betyder noget for mig at dele.  Og med sikkerhed har jeg haft det sjovt, mens jeg arbejdede med min novelle.

Tak fordi du læste med. Nu må jeg skynde mig videre med at skrive noveller – af lyst.

I mellem tiden er du yderst velkommen til at smide en kommentar – måske du har oplevet andre måder at løse op for en blokering på? Eller har du blokeringer, som du endnu ikke har fundet en vej ud af?

Hvis der er noget, der er lærerigt, så er det at høre om andres erfaringer. Så giv endelig dit besyv med!

 

I næste uge skal jeg på endnu et gratis kursus hos Københavns Erhvervscenter. Det handler om at bruge de sociale medier i sin marketing. Jeg håber at bringe nogle guldkorn med videre i et blogindlæg.

Pause

Et blogindlæg fra den mentale hængekøje

Bøger og artikler om, hvordan du opnår dine mål og drømme, beskæftiger sig ofte med, hvordan du får sparket dig selv i gang. Og hvordan du bliver ved, når du er kommet i gang.

Disse fif er uundværlige.

Men jeg har måttet sande, at når jeg ér kommet godt i gang og bliver ved, bliver modsætningen til dette pludselig lige så vigtig:

Pauser.

I kreativitetens land har du i realiteten aldrig fri. Indfald kan indtræffe når som helst. Inspiration kan udspring af alt, hvad du oplever.

Og der er altid mere, du kan gøre for at nå din drøm.

Men der er faktisk grænser for, hvad din drøm kan gøre for dig.

Det, den ikke kan, er at give dig fri. Give dig pause. Afkobling. Så det må du selv sørge for.

Det er sværere, end det lyder. Men pauser er nødvendige for alle mennesker. Og faktisk også for kreativitet. Når vi tillader vores aktive og kontrollerende bevidste sind en pause, er der andre ting, der kan få frit spil. For eksempel vores drømme og kreativitet. De får plads til at vokse og gro, tage nye former og i det hele taget bare blive frisket lidt op. Det er ikke så ringe at komme ”sovende” til noget, faktisk er det ofte ganske fantastisk.

Der kan desuden nemt ske det, at du til sidst afbryder pausen, fordi du er sprængfyldt med ny energi og handlekraft. Kan det blive bedre?

Når du er kommet godt i gang med at føre din plan og din drøm ud i livet, er næste skridt derfor at få lagt pauser ind i planen. Både kortere og længere.

Så det gør jeg nu. Trækker stikket ud i en uge. Trækker mig væk fra min dagligdag og fra alt, hvad der er online og “på”. Aaah.

Vi får se, hvilke kreative væsner, der vokser ud af mit sinds støvregnlignende dvaletilstand.

Hvor tit under du dig selv en pause?

Og har du prøvet at vende tilbage til kreativiteten efter en pause og opdage, den har taget form som, ikke en tiarmet, men en tihjulet blæksprutte med et øje på hvert hjul og en lilla fjerboa om halsen?

Eller noget helt andet (knap så mærkeligt)?

Tanker om flow

Du kender dem ganske sikkert. De situationer, hvor det, du laver, falder dig let og du kan bare blive ved. Alt falder i hak. Du bider dig spændt i læben, mens du fordyber dig i din opgave, dit malerarbejde, din samtale. Fantastisk, ikke?

Det er følelsen af at være i flow. Jeg kalder det også samklang, for det er som om alt i og omkring mig vibrerer i takt. Ting sker. De lykkes. Muligheder åbenbarer sig og jeg tager i mod i stedet for at række ud og strenge mig an.

Når du strenger dig an, bliver det let anstrengt og det fører snarere til mislyd end samklang. Når du er i flow, har du fundet den frekvens, hvor væren og gøren forenes. Derfor er det nemt at skabe i flow, fordi det at skabe forudsætter ikke blot at man gør, men også at man er – nærværende.

Det handler om de små forskelle. For både det at anstrenge sig og være i flow kræver fokus.

Et eksempel kunne være, hvis du bevæger dig ad en vej mod en destination. Når du strenger dig an, indsnævrer du fokus lige en tand for meget og glemmer at være åben for hele lanskabet og for de indtryk omkring dig selv, som kunne inspirere. Du kan kun se én vej, og det er den lige vej foran snudeskaftet.

Når du er i flow, har du fokus på det, du foretager dig, samtidig med at dit sind forbliver åbent og kan bearbejde input undervejs. Du stiller skarpt på vejen foran dig, men har ikke lukket dit blik af for alt andet. Derfor kan du få øje på nye, spændende veje. Du kan flyde mellem dit indre og det ydre i en vekselvirkning. Eller vibrere på den samme tone som dine omgivelser og omforme tonen i fællesskab med dine omgivelser.

Samklang.

Hjælp på rejsen

“Yay – det er sjovt!” jubler mit indre.

Netop nu er jeg til workshop om at bruge Google AdWords til at øge opmærksomheden på sine produkter.

Jeg har ingen produkter – endnu, så jeg er tre skridt foran. Og mand, hvor jeg glæder mig til at komme i gang.

Hvis du bor i København og ønsker at blive klædt (bedre) på til selvstændig virksomhed (også hobbyvirksomhed), har Københavns Erhvervscenter nogle glimrende kurser samt speedrådgivning til rådighed. Alt er gratis. Find dem på Københavns Kommunes hjemmeside kk.dk under menupunktet Erhverv.

Bor du i en anden kommune, kan jeg anbefale at undersøge din egen kommunes hjemmeside.

Det er hårdt, det er forvirrende – og det er oplysende og sjovt!

Spå din egen fremtid

Jeg har en dårlig vane med at læse horoskoper. I morges kom jeg til det igen. Jeg googlede mig frem til mit årshoroskop. Det skulle jeg aldrig have gjort. Ifølge det starter mit år med modstand og begrænsninger og fortsætter med mere modstand og begrænsninger. Og ”ved slutningen af året vil du se, at det har været et usædvanligt begivenhedsrigt år”. Jo tak. Men rigt på hvilke begivenheder? Modstand og begrænsninger?

Mage til frækhed. Det gad jeg ikke finde mig i. I stedet kastede jeg mig ud i at skrive mit eget horoskop. Her er et uddrag:

Horoskop for stjernetegnet Den Kreative

Året 2014 bringer dig en overflod af glæde, lethed og fornøjelige oplevelser. Du vil opleve stor medgang og vil kunne høste frugterne af dit hårde arbejde i de forgangne år. Selv når det ikke føles succesfuldt, vil du senere opdage, at det, der hændte, bragte dig videre på bedste vis, og du blev klogere og gladere. Ved slutningen af året vil du se, at de mange lykkelige og spændende begivenheder har bragt dig derhen, hvor det var meningen. Du kan derfor roligt træde dine første skridt i det nye år i forventningsfuld åbenhed og tillid til, at hvad der end hænder dig, så kan det bruges til noget godt.

Allerede i januar starter eventyret. Med svimlende hastighed går du ind i en periode fuld af døre, der åbner sig på vid gab – og endnu andre døre, du selv føler dig frem til i vintermørket. Alle døre fører til næste destination, så du kan vælge præcis dem, du ønsker.

Sådan.

Jeg kan kun anbefale dig at spå din egen fremtid. Hvem kan gøre det bedre end du?

Det kan ikke garanteres, at der findes en direkte forbindelse mellem det, du forestiller dig og virkeligheden. Men ét er sikkert: En positiv forventning giver langt mere energi og handlekraft. Og så føles livet bare fornøjeligere, når du dasker omkring indhyllet i forventningens glæde, end når du forsøger at svømme dig igennem det store hav af sorger, der kan tages på forskud.

Nu jeg var i gang, lavede jeg også lige min egen vejrudsigt:

Lokaludsigt for himmelrummet over Anja fra 21. januar 2014 til 31. december 2014:

Varsling om medvind på alle cykelstier, karrierespor og kærlighedsveje. Året rundt. Selv når det føles som storm, er det faktisk medvind af en eller anden art – måske cummulus.

Hvor dejligt ville dit horoskop blive, hvis du selv skulle digte, male, synge eller sy det?

Og er din vejrudsigt værd at lytte til?

En værdifuld drøm?

Mine øjne er firkantede af at surfe på hjemmesider for at finde legater. Og biblioteket ved det ikke endnu, men det og jeg har en aftale om, at jeg snarest muligt kigger forbi for at bladre i diverse legat-oversigter.

Talemåden “tid er penge” har altid lydt frygtelig kold i mine ører. Ikke desto mindre må jeg sande, at det netop nu er meget rammende for min situation. Jeg har tænkt mig at arbejde mindre for at få mere tid og plads til skrivning og kreativitet. Og produktion af romaner og noveller som forhåbentlig kan blive en indtægtskilde engang. (Hellere før end senere).

Vilje, flid og opsparing rækker langt. Med en ekstra sum penge ville det række endnu længere. Så legater pludselig blevet interessante.

For en endnu-ikke-udgivet forfatter er der ikke ligefrem tale om et stort udbud af relevante legater – faktisk er udbuddet tæt på at være ikke-eksisterende.

Jeg har fundet enkelte legater, som blandt andet kan søges til bogudgivelse, hvoraf flere kun retter sig mod faglitterære udgivelser.

Til gengæld findes der et langt større antal legater, som kan søges til bestemte aktiviteter, eventuelt knyttet til bestemte målgrupper. Sociale forhold, idræt, handicappede og lignende.

Endnu en god grund til at overveje nøje, hvad mine skriverier handler om. Har de en eller flere veldefinerede målgrupper eller emner, kan det blive adgangsbillet til et legat.

Håber jeg …

Dagens læring er:

1) Selv usympatiske talemåder kan have deres berettigelse.

2) Der mangler et legat, som vordende forfattere kan søge. Sådan ét har jeg besluttet at oprette, når jeg selv er en veletableret og velbetalt forfatter. Faktisk et ganske rart og meningsfuldt sigte for mine anstrengelser. Måske en større gave end et legat vil være.

Work in progress

Jeg har glædet mig til dette øjeblik, hvor min hjemmeside er færdig og klar til at tage i brug.

Indhold og blogindlæg har danset rundt i mit hoved, mens jeg ventede.

Nu er tiden inde til at skrive mit første indlæg.

Og nu melder betænkningerne sig på banen. Så jeg skal lige minde mig selv om, at det ikke behøver være fuldendt eller have fundet sin form fra dag 1.

Det er et work in progress.

Præcis som at begive sig ud i en forfatterkarriere. Det er en rejse fra a til z, og den begynder med … at du simpelthen kommer i gang. Tager det berømte første skridt. Det er ikke en rejse gennem et øde landskab, men snarere en tur rundt i junglen. Du vil møde omverdenen på din vej og du vil indgå i en konstant vekselvirkning med den. Med en vis påvirkning af din videre rejse til følge. Og dermed konstant forandring.

Så nu smyger jeg rygsækken på og begiver mig af sted med min vandrestav i hånden.

Kære besøgende: Vel mødt. Jeg håber, du har lyst til at kigge forbi en anden gang. Og måske deltage i rejsen med en kommentar. På snarligt genskriv!