Blog

En skænk for dagen – eller velbevaret

Velbevaret kunne man måske ikke kalde min gamle skænk for et par måneder siden. Den havde mistet farve og lignede i det hele taget en, der var klar til at flytte på plejehjem. Hvis den altså bare kunne samle en sidste rest livsenergi til at slæbe sig derhen.

Præcis, hvor gammel den er, ved jeg ikke, men min farmor havde den så længe jeg kan huske og den eksisterer altså endnu. Så at påstå, at den er over fyrre år gammel er næppe lyv. Og sikkert også langt derover.

Jeg troede, den tidligere havde set flottere ud, fordi den havde haft en lakering, som nu var slidt af. Og det har virket uoverskueligt at skulle sætte mig ind i istandsættelse og lakering, da jeg ingen erfaring har med det.

I sommer havde jeg haft noget stående på den, som bevirkede at der var kommet en olieplamage. Da jeg opdagede det, slog det mig, at skænken jo kunne få en oliebehandling, ligesom det træbord, jeg engang havde, og ligesom mine køkkenredskaber af træ trakteres med engang imellem.

Frem med min største hobby-pensel og olien, og så strøg jeg ellers det ene bløde lag olie efter det andet ud over det tørstende træ. Til min overraskelse antog skænken hurtigt sin gamle glød og sin stolte måde at strutte af ærværdigt, solidt træ. Strukturen trådte frem og skænken blev adskillige grader mørkere. Som jeg huskede den fra min barndom.

Indvendig tænkte jeg ikke over at behandle den, men i dag kom jeg til at tænke på dens skuffer, hvis bunde er fuldstændig sammentrukne og ujævne af indtørring. Dagens projekt blev således at pleje skufferne og de indvendige dele med olie.

Der er noget dybt nærende over at pleje ting, så de holder længere og ikke mindst bevarer deres iboende skønhed og kraft. Det er praktisk og ganske zen-agtigt, men det føles også som om man får plejet sit eget indre på et symbolsk plan. Nyt liv på alle hylder, om man så må sige.

At skænken så oven i købet står i det område af mit hjem, som ifølge feng shui repræsenterer vores center, gør det jo ikke tanken om omsorg og ny næring mindre besnærende.

En skænk blev skænket nyt liv – og skænkede dermed næring til min sjæl.

Og således vel skænket er også denne dag vel bevaret.

God levelyst 🌱

Kærligst

Marlena

Bogreception

Ses vi til bogreception?

Henover sommeren har jeg fordybet mig i manuskriptlæsning, til min store fornøjelse. Hvor er det skønt at kunne læse en fremragende fortælling og oven i købet bruge de tanker, jeg uvægerligt gør mig om form, sprog og indhold, til et meningsfuldt stykke arbejde. Ren luksus!

Et af de manuskripter er Ravnetanker af Lasse Løager.

Lasse skriver ærligt og poetisk om livets rå sider. Således også i Ravnetanker, der tager fat i essentielle emner som kærlighed og sorg og at se barndommens mørke i øjnene. For alvor.

Der er noget særligt ved at se manuskripter blive manifesteret fysisk i form af færdige bøger. De er frugterne af en forfatters flittige, dybe og ofte langvarige arbejde. Det kribler i mig for at se bogen og fejre dens møde med verden.

Der er bogreception i Salon Gaia, Asserbo, den 11. oktober 2020, hvor jeg deltager. Måske ses vi der?

God levelyst 🌱

Kærligst

Marlena

Visible mending

Visible mending - reparation af mine bukser for min, klimaets og omhuens skyld.

Når yndlingsbuksen slår revner, er det i gang med nål og tråd. Det er muligvis formålsløst, da stoffet er temmelig tyndslidt. Men bukserne – og klimaet – skal da have chancen. Og jeg får eksperimenteret og lært lidt undervejs.

Viser det sig at de er kaput, må jeg en tur i genbrugen, for jeg bidrager helst ikke på efterspørgslen efter nyt tøj i en verden der allerede har produceret rigeligt tøj til hele kloden de næste mange år. Samtidig sparer jeg jo penge og har dermed mindre tid bundet op i arbejde = mere frihed. Jeg elsker det 🤗

God levelyst 🌱

Kærligst, Marlena

Må man være uproduktiv?

Hvad defineres dit liv af? Hvem du er eller hvad du gør? Må du være uproduktiv?

Jeg synes, det er et relevant spørgsmål ikke mindst for forfattere og andre kreative sjæle, fordi kreativitet – skabelse – er et felt, som udspringer af en vekselvirkning mellem væren/næring og gøren/udførelse.

Men oftest bliver man kun bedømt og synliggjort på det udførte, hvorfor dette får en voldsom betoning i forhold til den væsentlige væren og næring, som må gå forud for at kunne høre inspirationen og have en muld af indtryk at lade sit udtryk gro ud af. Man kan nemt forføres til vægte mere over bedre, væsentligere eller inderligere.

En indrømmelse: Som forfatter er jeg aldeles uproduktiv for øjeblikket. Ja, faktisk hele året og sikkert mere til.

For nogle år siden indså jeg, at jeg ikke ønsker at hoppe med på det knoklende forfatterliv, som bygger på en evig produktion af bøger for at fastholde identiteten som forfatter.

Så skrev og redigerede jeg i ro og mag et nyt manuskript, mens jeg også i baghovedet arbejdede med ideer om en novellesamling og digtsamling af allerede eksisterende noveller og digte.

Og med jævne mellemrum kritiserede jeg mig selv for ikke at komme videre med det. Sådan rigtigt videre.

Tænkte, at det måtte skyldes en blokering, selvom jeg ikke kunne få øje på nogen. For det syntes jeg ligesom, var det, der blev lagt op til i diverse bøger, blogs og videoindslag om at udleve sine drømme. At hvis man ikke er målrettet i gang med et defineret projekt det meste af tiden (gerne kombineret med en jagt på ydre succes med projektet), så må det handle om, at ens frygt står i vejen.

Men ved du hvad?

Jo mere, jeg lægger egoet til side og alle ansporinger om at bevise noget og at forblive synliggjort og så videre.

Og jo mere, jeg lytter og mærker, hvad der er frygt og hvad der er reelt drive.

Ja, jo tydeligere forstår jeg, at en ny bogudgivelse bare ikke er det, der kalder på mig.

Desto mere plads har jeg til gengæld fået til at mærke, hvor dybt tilfredsstillende det er, at jeg har skrevet og udgivet de bøger, der kaldte inderligt på mig.

Jeg har udlevet en drøm. Dermed ikke sagt at der ikke kommer nye drømme. Men jeg har udlevet en væsentlig del af det, jeg er her for.

Det er stort og så dejligt.

Når sandheden skal frem, betyder det så meget for mig, at jeg slet ikke føler behov for at præstere særlig meget i disse år*.

Jeg ved, jeg er forfatter. Jeg ved, jeg kan gennemføre de projekter, der er vigtige for mig.

Selvfølgelig forventer jeg, at der vil komme nye kald af den ene eller den anden art, når tiden er inde.

men at lade være med at mose afsted efter noget, der ikke kalder, er også at lytte til sit kald.

Spørgsmålet er, om man tør ”sidde stille” så længe.

Hvad kalder på dig?

Hvad kalder ikke længere på dig?

Kommer dit kald måske fra en helt anden retning, end du går og tror?

Under alle omstændigheder:

God levelyst 🌱

Hjerteligst, Marlena

* Et finurligt faktum: I min kladde havde jeg ved en ”fejl” skrevet ’ord’ i stedet for ’år’. Der stod altså: ”… at jeg slet ikke føler behov for at præstere noget i disse ord”. Hvilket måske er lige så sandt og en vidunderlig understregning af pointen.

Om en rose

Min rose bliver igen og igen beboet af bladlus, og det påvirker dens blade og blomster. Alligevel blomstrer den ufortrødent.
Det kan man da kalde et forbillede.


Min rose satte knopper og begyndte at blomstre (igen), efter jeg begyndte at sende den kærlighed hver dag.
Det kan man da kalde et smukt eksempel.

Søg og du skal plante

Kender du Ecosia?

Jeg tillader mig at komme med en lille reklame her – ganske frivilligt, må jeg hellere understrege. Jeg modtager ingen form for betaling fra Ecosia eller andre for dette indslag.

I mange år har jeg til internetsøgninger benyttet mig af … ja, gæt selv. Den der søgemaskine, som er blevet så institutionaliseret, at dets navn nu også bruges som et verbum.

For et sted mellem et halvt og et helt år siden blev jeg bekendt med Ecosia. Når man bruger Ecosia som søgemaskine, bliver der for omtrent hver 48. søgning, man laver, plantet et nyt træ til gavn for os alle på sigt.

Når det kommer til forbrug, også af internet, går jeg først og fremmest ind for at minimere det mest muligt af hensyn til vores samlede udslip af co2 og indhug i diverse andre af vores smukke klodes ressourcer. Vi skulle nødig fortabes os i handlinger, der først hjælper om tyve år, hvis det betyder, at vi overser, hvor vi kan sætte ind og få effekt allerede nu.

Men ud fra den betragtning, at søgninger på internettet ikke er noget, jeg kan eller vil undgå fuldstændig, så holder jeg af at vide, at det medfører plantning af nye træer. Det fungerer sådan, at Ecosia er et nonprofitforetagende, som bruger firmaernes reklamepenge til at plante træer for. Via hjemmesiden kan man læse nærmere om formål og opbygning.

I skrivende stund er der plantet over 68 millioner træer via søgninger på Ecosia, søgninger, som det må formodes ville være foretaget også, hvis Ecosia ikke eksisterede. Smukke, grønne, ranke blikfang, skyggegivende, svalende og groundende co2-opslugere. Man kan følge sit eget antal søgninger i øverste højre hjørne, hvilket ganske hyggeligt – og måske øjenåbnende. Selv har jeg siden overgangen til Ecosia åbenbart foretaget 1447 søgninger på min smartphone og 277 på min computerbrowser. Det fortæller selvfølgelig også lidt om, hvor meget jeg bruger min telefon …

Men summasummarum: Skal du foretage internetsøgninger, hvorfor så ikke plante træer imens ved at vælge Ecosia?

Fejl-agt-igt

En sort bog ligger på det runde cafébord ved min side. Jeg sidder iblandt de brusende træer som omkranser et sommerhus i Ystad og læser lidt efter dyb inhalering af både skov og hav. Lige nu har jeg så lagt bogen fra mig for at nedfælde et par ord om den.

Den sorte bog er lindrende at læse, allerede fra de første kapitler.

Titlen er Black Box Thinking – den overraskende sandhed om succes.

Hvor mange af os har det afslappet med at fejle?

Selv er jeg helst fri. Nogle gange, ved småfejl eller i særligt robuste sindstilstande, tager jeg det let. Mange gange ikke. Jeg kender i hvert fald til at føle mig forkert eller skyldig på grund af fejl, jeg har begået, også selvom jeg ikke begik dem med overlæg.

Bogen tager fat i vores måde at tænke om og forholde os til fejl både som individer og kulturer (primært arbejds- og organisationskulturer). Jeg er ikke nået så langt, men jeg er fascineret. Den får mig til at overveje, hvor ofte jeg oplever, at fejl både hos mig selv og andre bliver sprunget hastigt hen over og ofte med konklusionen, at man jo egentlig godt ved, hvad man burde have gjort i stedet.

Ja, det ved man måske, men ved man, hvorfor man så ikke gjorde det rette? Og har bogen ikke ret i, at vi har meget lettere ved at påpege andres fejl end med at granske vores egne?

Sjældent bliver der brugt energi på at kigge om bag de ubehagelige følelser ved at have fejlet eller på at anlægge et objektivt syn på, hvad der sket med henblik på at kortlægge, hvordan man kan ændre fremgangsmåden fremover. Det fejlagtige får ikke den behørige agt, kan man sige.

Det er i hvert fald der, jeg har oplevet, at det ofte strander.

Meditation og tid uden mentalt fyld (det vil sige tid fri fra input fra andre, herunder via internettet) hjælper mig ofte til alligevel at erkende dele af det.

Men jeg er åben overfor at ændre mit og vores kulturs generelle tilgang til fejl. For som det gøres klart i bogen: ”Fejl er fantastiske læringsmuligheder af en helt enkel årsag: I mange af udgaverne præsenterer fejl en overskridelse af vores forventninger.”

Med den konstatering begynder udforskning af fejl pludselig at antage karakter af at være en opdagelsesrejse ad nye, ukendte stier – som jeg næsten ikke kan vente med at slentre ned ad.

Vil du med?

Det handler om vinkling

Målet eller vejen?

Som den trofaste læser af bloggen (hvis jeg har sådanne 😉 ) vil vide, har jeg skruet kraftigt ned for min anvendelse – og mit forbrug – af de sociale medier.

Det efterlader naturligvis en form for tomrum i forhold til at komme i kontakt med læserne og synliggøre mine bøger.

Tidligere har jeg fravalgt at holde foredrag, fordi det ikke taler til mig. Det skal dog også i ærlighedens navn indrømmes, at jeg ikke har mod på det.

Imidlertid trækker det i mig efter at kunne krydre mit forfatterskab med en form for formidling, der når mere direkte ud til folk. Ansigt til ansigt tror jeg.

Jeg kunne tænke: “Jeg er nødt til at vænne mig til at holde foredrag,” og lignende. “Så nu tvinger jeg det ned med ske.”

Eller jeg kan tænke: “Nu påbegynder jeg en udforskning af mulighederne for at formidle mere direkte, stille og roligt påbegynder jeg.” Og dermed få lyst til at prøve selv at være deltager til noget i stil med, hvad jeg forestiller mig.

Det er ikke kun på papiret, at vinkling er afgørende.

Inderligt – om livet og nemme og svære valg

Stilk for stilk har jeg fjernet de visne dele af min persilleplante.
Det ville jeg ikke gøre, hvis den voksede i en have. Men min erfaring med ompottede supermarkeds-urter på altanen er, at der nemt går insekter i dem, fordi de vokser så tæt.
Hvis jeg havde fyldt min morgen med underholdning, var dette ikke blevet gjort. Jeg har nu en velpasset mynte, citronmelisse og persille og håb om, at de kan blive til glæde nok en tid.
Og jeg tænker på det hav af ting, jeg ville have det rart med at få gjort, men hvis værdi nemt skubbes i baggrunden af udbuddet af underholdning, aka Det Nemme Valg.
Det Nemme Valg fordi vores hjerner har så meget lettere ved at tage de hurtige, og dybest set ikke tilfredsstillende, muligheder fremfor de mere krævende og inderligt tilfredsstillende. Dem, der nærer os. (Som du kan læse nærmere om i Cal Newports Deep Work).
Det er, hvad jeg bliver opmærksom på, når jeg tager en dag eller en uge helt fri for informationer – dvs. nul sociale medier, nul surf på nettet, nul lytning til videoer og podcasts, nul læsning: Alt det liv, der er klar til at blive levet og mærket.

Lad det falde fra …

Det er mindre end et år siden, at jeg klistrede disse ord op på indersiden af min dør.

Meget er ”faldet fra” efterfølgende. Det vil sige, jeg har givet slip på en del.

Mit forbrug af sociale medier er droslet væsentligt ned. Jeg har lukket min Instagramkonto, om ikke for evigt så i al fald for nogle måneder.

Endnu flere ting og beklædningsgenstande er sorteret fra (og givet videre til genbrugsbutikker og bytteskabe), selvom jeg sidste efterår foretog en omfattende oprydning af hele mit hjem.

Jeg har lige læst Digital Minimalism af Cal Newport. En af de fine pointer i bogen er netop at forholde sig bevidst til, hvilken værdi ens brug af digitale medier tilføjer til ens liv.

Vurdér om brugen af en given digital tjeneste vil hjælpe dig med at udleve dine værdier og om den tjeneste er den bedste til det, ikke mindst set i forhold til det påkrævede tidsforbrug. Måske kommer der lige så effektiv networking ud af at gå til ét foredrag eller én workshop om måneden og tvinge sig selv til at præsentere sig for tre af de andre deltagere, som der gør af at tilbringe adskillige timer om ugen på såkaldte sociale medier?

Det er noget, jeg går og overvejer: Hvilke veje skal jeg gå fremover med henblik på synliggørelse af mit forfatterskab, hvis jeg ikke skal bruge sociale medier til det?

Én ting betvivler jeg ikke, og det er værdien af at turde lade det falde fra, som ikke føles ægte værdifuldt (længere).

Du er hjerteligt velkommen til at tilmelde dig Skrivetids nyhedsbrev for at få nyt om udgivelser, konkurrencer mv. samt blogindlæg direkte leveret i din indbakke. Jeg spammer ikke og sender maks. mail engang om ugen – ofte sjældnere.

Tilmeld nyhedsbrev

* påkrævet

Skrivetid vil bruge de informationer, du indtaster her til at sende dig nyhedsbreve og intet andet. Sæt flueben i boksen for at modtage emails fra skrivetid.dk.

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Dine informationer vil blive delt med mail-programmet MailChimp, så længe du er skrevet op til nyhedsbrevet. Ved at skrive dig på nyhedsbrevslisten godkender du ovenstående.

We use Mailchimp as our marketing platform. By clicking below to subscribe, you acknowledge that your information will be transferred to Mailchimp for processing. Learn more about Mailchimp’s privacy practices here.