menu search recent posts
February 16, 2016 standard

 

February 15, 2016 standard

 

February 13, 2016 standard

 

February 1, 2016 video

 

Skrivetid deltager i February Fiction, hvor et af kravene er at det skal deles med nogen.

Planen er at dele her på bloggen, på Facebook og på YouTube.

Jeg lægger ud med at dele dagens micro fiction som stumfilm – der handler om hekse!
Måske kommer der oplæsning ind over de kommende indslag.
Hav tålmodighed – det seneste døgn er mit første som filmmager 🙂

February Fiction – Dag 1 på YouTube.

Find dem under dette tag:

‪#‎februaryfiction‬

December 3, 2015 standard

Isbjørnen Ib rejste ud og fik pip

FJERDE SKRIDT

Ib gik og gik. Og han gik. Og gik. Hans forpoter spjættede stadig. Pludselig opdagede han, at han var gået i ring. Han tog sig til hovedet, alt snurrede rundt.

“Hvor vil jeg hen?” spurgte han sig selv og så ned i sine opadvendte forpoter, som om svaret fandtes dér.

“Hvad var det, jeg ville? Hvorfor rejste jeg? Åh jo. Jeg ville jo smage alverdens is!”

Han så sig omkring.

“Men … de har jo slet ikke is her! Det er derfor her virker så goldt og fattigt. Ingen is.”

Han prikkede en elefant på skulderen.

“Undskyld, ved du, hvor man kan få is?”

“Is?” truttede elefanten ud af sin snabel. “Hvad i alverden er det?”

“Is? Åh. Is er det mest vidunderlige i hele verden.” Ib udbredte sig om isens fortræffeligheder og jo mere han talte, jo mere lyste elefanten op i et stort smil.

“Det lyder elefantastisk! Ser du, her er jo så tørt og varmt. Hvis vi havde is, ville alting være meget bedre.”

“Så ved jeg, hvad det er, jeg skal. Tak!” sagde Ib og løb.

Som styret af en indre vejviser, løb han af sted, mens en plan formede sig i hans hoved. Han sprang omkring, indtil han havde samlet de dele, han skulle bruge.

“Gud! Jeg har jo været på jagt!” udbrød han forpustet, da han var færdig. “Og jeg som troede, at jeg ikke brød mig om jagt. Men når det bare ikke er hele tiden, man skal jage, og når man har et formål med at jage, så er det egentlig meget sjovt.”

Han havde aldrig prøvet at lave en ismaskine før, men hans afdøde mor, Mama B, havde altid sagt, at han var ferm med sine poter. Ofte byggede han skeletterne fra sine jagtbytter om til fine figurer og monumenter. Han forlod kun denne syssel modvilligt, når flokken pressede ham med ud på endnu en hæsblæsende jagt.

Han forstod aldrig, hvad de skulle med al den overflod, og den eneste måde, han kunne finde lidt mening i det, var ved at bygge fine ting af knogleresterne.

Men nu. Nu gav det hele mening. Lidt jagt og så en masse byggearbejde med et ædelt formål.

Han ville give elefanterne og alle de andre så mange is, som de havde brug for!

Ivrigt slog han sig ned i en lille landsby og blev del af samfundet, mens han arbejdede på sin maskine.

Endelig oprandt den store dag. Ibs nabo havde arrangeret, at et udvalg af malkedyr var til stede, og så blev alle de nærliggende byer inviteret som gæster.

Ib startede med kamelmælk, for den slags is havde han sandelig aldrig smagt før. Mutter Pukkel hældte gavmildt mælk i maskinen. Ib trak i et håndtag og satte den i gang.

“Imens den arbejder, kan vi danse en dans!”

Alle slog kreds om maskinen og valsede rundt om den, til den var færdig.

Ib rullede bark til kræmmerhuse og fyldte lidt is i hver, så der blev nok til alle. Mens de smaskende spiste og kom med begejstrede udbrud og glade dansetrin, lavede han den næste is, en gedeis. Så elefantis – en STOR portion!

De fik også kænguru-is og endelig ko-is. Hver gang dansede de rundt, mens maskinen arbejdede. Og det er derfor, der stadig i dag findes en livlig dansetradition på de kanter.

“Mums!” Alle var glade og taknemmelige, for i deres varme land var der ikke noget til at køle deres kroppe og hjerner som is.

Ib tog imod deres tak med rank ryg og strålende smil. Til sidst afslørede han, at han nu ville tage hjem.

“Jeg kom for at smage masser af is. Nu har jeg både smagt og endda sørget for, at I fremover kan få is. Så det er på tide at tage et smut hjem. Men det kan være, jeg vender tilbage en dag, for jeg er slet ikke færdig med at rejse.”

Med tårer i øjnene stak de andre hovederne sammen og hviskede. Så sendte de en ræv af sted. Han pilede gennem byen og vendte snart efter tilbage med en genstand viklet ind i blade.

“En gave fra os!” pustede ræven. “Som tak og minde.”

Snip pakkede ud og afslørede et skinnende periskop.

“Så du fremover altid kan få øje på det, der ikke ligger lige for,” pippede en due og drejede hovedet, så den så på Snip med først det ene øje og så det andet.

“Tusind tak, venner.” Ib beundrede periskopet og pakkede det grundigt ned i sin rejserygsæk, inden han satte i fuldt firspring hjem.

 

Jeg skulle hilse fra Ib og sige, at han håber, du vil følge med ham hjem i morgen på rejsens femte og sidste skridt. Pak gerne et smoking eller gallakjole – han regner med, at det bliver en fest!  Måske han virkelig har fået pip…

December 2, 2015 standard

Isbjørnen Ib rejste ud og fik pip

TREDJE SKRIDT

Ib drog fra sted til sted fra dag til dag. Han mødte alverdens dyr, både lokale og tilrejsende.

En morgen vågnede han lidt trist og blev liggende på sit leje af palmeblade i vejkanten.

“Selvom solen skinner, er lyset ligesom forsvundet. Jeg orker ikke at spise morgenmad alene længere. Måske var is-lyset derhjemme alligevel bedre. I det mindste havde jeg alle mine gnavne familiemedlemmers selskab.”

Ib sukkede, lagde hovedet ned og lukkede øjnene fast i.

Op ad formiddagen kom en giraf forbi.

“Hør her. Du ser sulten ud, kom med mig.”

Ib fulgte efter giraffen hen til en sø, hvor giraffen havde en masse venner. Giraffen præsenterede Ib for Pandaen Pang, Zebraen Zita og alle de andre.

“Spis med os! Hyg med os!” smilede de alle.

I samme øjeblik ramte en solstråle søen og fik et regnbuefarvet lys til at spille i vandoverfladen.

“Åh, et smukt lys,” hviskede Ib. “Det minder mig om noget. Åh, ja! Det minder mig om polarlyset derhjemme. Jeg vidste ikke, at det også fandtes her.”

Han så rundt på flokken og i samme nu mærkede han, at lyset også var i hans hjerte.

“Wow,” hviskede han for sig selv. “Polarlys i hjertet. Så ved man altid, hvor man har det.”

Han udviklede venskaber med alle de andre og blev boende i længere tid. Hver dag bød på afslapning, hygge og det sjov, de nu kunne finde på. Ingen af dem foretog sig særlig meget, men skiftedes til at forlade søen for at finde noget at spise.

“Hvorfor spjætter du sådan med poten?” spurgte Koko Kamel en dag.

“Spjætter?” Ib så på sine forpoter. “Åh. Jeg spjætter. Hvorfor? Jo… Nu ved jeg det! Det er som om der er for meget energi i dem.”

Han rejste sig. “Jeg må videre. Kan ikke sidde stille her længere. Husk at kigge forbi Nordpolen en dag!”

Ib med polarlys i hjertet

“Du er hjertelig velkommen på rejsens fjerde skridt i morgen,” siger Ib. “Men husk lige at tage din dessertmave på og kridte danseskoene!”

November 30, 2015 standard

 

De næste fem dage kan du ganske frivilligt blive offer for en finurlig fortælling fyldt med både sne og is. Den er skrevet til og inspireret af en, jeg kender. Men jeg håber, at også du vil have fornøjelse af den.

 

Har du taget dine bedst forede vinterstøvler på? Så er du klar til første skridt …

 

Da isbjørnen Ib rejste ud og fik pip

FØRSTE SKRIDT

En dag, hvor solen gnistrede i sneen og glimtede i isen, samlede isbjørnen Ib alle sine familiemedlemmer og venner.

“Kære venner og familie, sagde han. – Jeg orker ikke at bo i dette mørke længere. Jeg gider ikke jagte bytte dag ud og dag ind. Til hvad nytte? Vi har jo allerede et større lager, end vi kan spise. Og selvom isen lyser hvidt, vil jeg hellere ud og smage alverdens is. Det er det, jeg drømmer om!”

Hans familie og venner dumpede chokerede ned på deres haler.

 

Deres stemmer samlede sig til uforståelig brummen, men at de var uenige var tydeligt.

“Hvad hvis vores lager er spist op, når han vender tilbage?”

“Vi kan ikke lade ham rejse! Det kan være farligt, det er før set at folk, der rejser, får pip!”

“For sent. Han HAR allerede fået pip!”

“Hvad med flokken, Ib? Fællesskabet og alle vores traditioner?”

“Jeg har hørt, man mister jagtinstinktet hvis man ikke bruger det et stykke tid. Og det er jo ikke sikkert, der er en plads til dig i jagtflokken når du vender hjem…”

 

Ib lyttede med rynket pandepels. Så rankede han sig.

“Kære alle. Det her er bare noget, jeg er nødt til at gøre. Alt for længe har jeg levet i denne evindelige jagt-trummerum. Hvad, hvis jeg slet ikke ønsker at nedlægge dyr? Nej. Jeg rejser.”

De andre begyndte hovedrystende at forlade mødet uden at sige ordentlig farvel.

Ibs far, Old Ice, og hans tante, Perlemorspels, dunkede ham på skulderen og brummede halvhjertet noget, der kunne lyde som ”held og lykke”. Væk var de og tilbage stod kun Ib og hans gode veninde Polar Pote.

“Jeg kan godt forstå dig, Ib,” sagde Polar rødmende. “Jeg håber, du får en lige så smuk rejse, som når jeg i ånden vandrer mellem stjernerne. Nyd det. Vi ses, Ib!”

Ib slog benene om Polar og gav hende et ordentligt bjørnekram, før han svingede sin rygsæk over skulderen og drog af sted. Han tog lange, hastige skridt og ænsede ikke, hvordan de andre havde samlet sig lidt derfra.

“I skulle skamme jer,” sagde Polar stille.

“Jamen, ALT kan gå galt!” sagde en mager isbjørn med rystende stemme.

“For dårligt at svigte flokken på den måde. Hvad med opbygningen af vores lager?”

“Jeg forstår det ikke. Vi har al den is, hjertet kan begære. Hvorfor drage ud efter nyt?”

“Det er det rene pip, GODT det ikke er mig,” knurrede Ibs bror, Bjørn Snude.

“Hva’? Sagde du GID DET VAR MIG?” Bedstemor Bamse så på Bjørn med vidt opspærrede øjne og en pote bag øret.

“Nej!” brølede Bjørn. “DET gjorde jeg ikke! Har du da fået pip?”

“Næ, det er da ikke mig, der hedder Ib.”

Bedstemor Bamse så hovedrystende på ham.

“Bare vent til han kommer hjem med halen mellem benene,” hviskede Sure Snebold, “Så skal han få lov at indrømme, at dette her var det rene pip.”

“Hørt!” råbte Bedstemor Bamse og Bjørn.

 

Andet skridt tager vi i morgen, og du gør klogt i at medbringe sommertøj og snorkel inde under din vandtætte flyverdragt …

September 27, 2015 standard

 

Med hvilke metoder kan du effektivt dræbe en historie?

I dette “Brev til en ung forfatter” bragt i Information 12. september 2015 anfører Suzanne Brøgger, at det at fortælle om sin roman/historie til andre, før den er skrevet, en sikker måde.

Jeg er helt enig! Og jeg kender en anden måde, som du kan bruge bagefter, hvis du vil være helt sikker. Læs nyeste indlæg

September 22, 2015 standard

Må jeg bede om din tid et par minutter?

Jeg har brug for din hjælp til opklaringen af en sælsom – men dog ikke så sjælden – hændelse og nogle deraf afledte væsentlige spørgsmål:

Årsag: Jeg har i dag fået ideen og fornemmelsen af min tredje roman (som du kan læse i et andet indlæg, er den oprindelige “tredje roman” afgået ved døden. Dens død vurderes dog ikke at have sammenhæng med nærværende mystiske hændelse).

Gerningssted: Det skete efter en times travetur ad øde gader i et rækkeshuskvarter med tæt, hvidt skydække hængende over hovedet.

Hændelsesforløb: Et par tilsyneladende ligegyldige observationer havde trængt sig ind i min halvbevidsthed, hvor jeg effektivt havde lukket munden på dem med et holdkæft-bolsje. Det hvide skydække trak sig tættere sammen og begyndte stille og roligt at spytte på mig. Dryp dryp. Spyt spyt. På mit hår, på min almindelige-på-ingen-måde-vandtætte-jakke. På min taske og på mine sko. De myldrede frem, dryppene, og der blev kortere og kortere imellem dem.

Bevisførelse: Mørke pletter på lysebrun jakke, der hvor vand næsvist havde sat sig. Kruset hår. Sammenklumpet mascara på øjenvipperne. Svuppende sko – selv seks timer senere.

Vidner: Gårdmand og person, der ikke kan nævnes her for ikke at afsløre for meget af det påbegyndte romanmanuskript “tredje roman”. Langsomtkørende bilist på villavejen. Mand, der var ved at bære byggematerialer ud af sit hus.

Videre hændelsesforløb: Jeg forlod hastigt gerningsstedet med regnen ikke bare i hælene, men direkte ned over mig. Før jeg nåede væk derfra, var den der. Ideen i mit hoved. Sammensmeltningen af de påtrængende observationer. De havde nu spist deres holdkæft-bolsje og råbte i munden på hinanden. Med en volumen højt nok til at trænge ind gennem lagene af jord i mit hoved og ind gennem tankerne om at flygte fra regnen.

Motiv: Noget ville fortælles. Det skulle partout fortælles gennem mig, et villigt omend vrissende offer.

Alibi for timerne efter hændelsen: Café med lyserøde puder, mødregrupper og god betjening. De vil sikkert kunne huske mig som “Nå, hende med det våde hår og de sammenklumpede vipper, der bestilte americano og minipose med chips? Ja, jeg husker hende tydeligt, fordi vi ikke plejer at få så ukoordinerede bestillinger. Sort kaffe og chips – hvad giver du? Og efter at have siddet med fjernt blik i et hjørne og skriblet i flere timer i et lille kladdehæfte uden at ænse noget som helst eller nogen som helst i caféen, kom hun gudhjælpemig op og bestilte med monoton stemme præcis det samme igen! Man kunne næsten tro, hun var en af disse hersens forfattere. Men sig mig, hvad drejer det sig egentlig om? Er der sket en forbrydelse? Nå, ikke. Well, hun lignede ellers en, der godt kunne have været ude for et chok. Men for sådan en type kan en smule regn vel også være tilstrækkelig. Undskyld, men nu må jeg betjene nogle kunder.”

Konklusion: En forfatter er en plante, der trives i regnvejr? Med alt for store mængder sort kaffe, selvom vedkommende foretrækker te? Med chips med havsalt som side order? Uden andet tørt eller vådt i flere timer henover frokost tid?

Spørgsmål til videre efterforskning: Lever forfattere i virkeligheden af det træ, de gnaver sig igennem, når de bider i deres blyant og ser tænksomme ud? Får de en hidtil uopdaget næring ud af transfedtsyrer i kombination med koffein? En næring, som hjælper dem til at fastholde sig i en indre oplevelsesverden, hvor deres omgivelser er som luft for dem … Eller er de almindelige mennesker til daglig, hvis skyggeside-agtige forfatterpersona kun vokser frem, når regnen sætter punktum for deres indre tørke? Og er det et fænomen, vi bør være vagtsomme overfor – “regntidens varulve”?

Hjælp udbedes: Fra læsere, der måtte ligge inde med svar af betydning for sagens opklaring.

På forhånd tak.