menu search recent posts
April 23, 2019 standard

Din forfængelighed daler falmet mod jorden
Egoet hylede, snappede ud
men døde ikke
efter du holdt op med
at fodre det
Da du løsnede snoren
så du det
løbe sin vej
Blæsten bider ikke længere
den puster og smyger sig
tilbage står du
i dens rolige midte
Et lys

standard

Det er lykkedes mig at opretholde min pause fra de sociale medier. Jeg har dog været “på” for at poste dette mandagsdigt, inspireret af udsigten fra mit stuevindue, der snart er et brus af grønt:

Træerne
Bladhangets skygge
letter på hedens låg
Du kan trække vejret
Grøn vifte
til ly under skybrud
kun klumper af jord piskes op ad bukseben
pjalter eller pressefolder

solide søjler
langsomme åndedrag
de pauser du ikke tager selv
En magisk fabrik
anvendelse for co2
ilt til dine celler
Bruser i vinden
vugger din vrede
hvisker sundhed ind
kontakt og den jord du står på
Du er her og
Træerne er engle

February 20, 2016 standard

 

February 16, 2016 standard

 

February 15, 2016 standard

 

February 13, 2016 standard

 

February 1, 2016 video

 

Skrivetid deltager i February Fiction, hvor et af kravene er at det skal deles med nogen.

Planen er at dele her på bloggen, på Facebook og på YouTube.

Jeg lægger ud med at dele dagens micro fiction som stumfilm – der handler om hekse!
Måske kommer der oplæsning ind over de kommende indslag.
Hav tålmodighed – det seneste døgn er mit første som filmmager 🙂

February Fiction – Dag 1 på YouTube.

Find dem under dette tag:

‪#‎februaryfiction‬

December 4, 2015 standard

Isbjørnen Ib rejste ud og fik pip

FEMTE SKRIDT

Det var gråvejr den dag, Ib nåede hjem til flokken. Han gik rundt og hilste på dem alle, smilede over hele hovedet og ville fortælle om sine mageløse oplevelser. Men alle som en viftede de ham væk og brummede, at han nok var kommet hurtigt tilbage, og at han hellere måtte indrømme, at han havde fået pip af alt det rejseri.

“Men, jeg ville jo bare hjem og se jer, før jeg rejser af sted igen. Jeg har bestemt ikke fået pip!” forklarede Ib.

Men de ville ikke høre og rullede om på den anden side, så de vendte ryggen til ham.

Den eneste, der ikke reagerede sådan, var Polar.

Hun gik lange ture med Ib og hørte alt om hans eventyr. Hun fortalte også, hvad de andre havde aftalt, dengang han drog væk: Nemlig, at de ville se ham komme krybende tilbage og indrømme, at han havde taget fejl.

Ib sukkede dybt. “Men, Polar, jeg kan jo ikke sige, at de havde ret. At jeg har fået pip. For det har jeg ikke!”

Han tog periskopet frem, lagde sig på ryggen og kiggede ind i det.

“Der må være en løsning,” opmuntrede Polar. “Når jeg tror på dig, så kan de andre også komme til det.”

“Gid det var så vel,” sagde Ib. “Men er det ikke sådan, at vi kun ser det, vi vil se?”

Tankefuldt drejede han periskopet i en anden retning. Så satte han sig op med et sæt.

“Nu har jeg det. Nu ved jeg det!” Han grinede og boksede triumferende med poterne i luften. “Polar. Løb straks rundt og bed de andre om at samles hjemme hos mig. Sig til dem, at jeg indrømmer, jeg har fået pip! Sig det!”

“Men … ” Polar så tvivlende på ham. “Det skal du da ikke nogen sinde sige, at du har. Det er forkert!”

“Åh, nej, Polar. Det er det faktisk ikke. Vær nu god og løb.”

Han klappede Polar på skulderen og satte sig ned og hviskede for sig selv, mens han tegnede skitser i sneen og klukkede fornøjet.

Et kort øjeblik overvejede Polar, om han virkelig havde fået pip.

Snart var alle samlet ved hans hule. Isbjørnene sad skulder ved skulder og sendte ham hoverende blikke. Flere grinede allerede skævt ved tanken om, at Ib nu måtte indrømme sin fadæse. Indrømme, at han havde taget fejl og at alle de andre havde gjort ret i at blive i deres vante gænge. De gned sig i poterne.

“Velkommen alle sammen.” Ib rejste sig op og bredte poterne ud.

“Dejligt at se jer. Jeg rejser snart af sted igen, så derfor vil jeg nødig gå glip af jeres selskab, den korte tid, jeg er her. Som I ved, var det et krav for at komme, at jeg indrømmer, at jeg har fået pip. Og bare rolig. Det indrømmer jeg blankt. Så nu skal I bare høre.”

Og så fortalte han løs om sin rejse. Et smil bredte sig langsomt på Polars ansigt og hendes skuldre dalede længere og længere væk fra ørerne, mens han talte. Til gengæld sad alle de andre efterhånden med åbne munde og vidste ikke, om de skulle grine eller græde.

Ib tog en dyb indånding og fortsatte med at fortælle om, hvordan han fik:

Polarlys i hjertet

Ismaskine-venner og

Periskop-blik

 

 

Ib Snap Snude

September 22, 2015 standard

Må jeg bede om din tid et par minutter?

Jeg har brug for din hjælp til opklaringen af en sælsom – men dog ikke så sjælden – hændelse og nogle deraf afledte væsentlige spørgsmål:

Årsag: Jeg har i dag fået ideen og fornemmelsen af min tredje roman (som du kan læse i et andet indlæg, er den oprindelige “tredje roman” afgået ved døden. Dens død vurderes dog ikke at have sammenhæng med nærværende mystiske hændelse).

Gerningssted: Det skete efter en times travetur ad øde gader i et rækkeshuskvarter med tæt, hvidt skydække hængende over hovedet.

Hændelsesforløb: Et par tilsyneladende ligegyldige observationer havde trængt sig ind i min halvbevidsthed, hvor jeg effektivt havde lukket munden på dem med et holdkæft-bolsje. Det hvide skydække trak sig tættere sammen og begyndte stille og roligt at spytte på mig. Dryp dryp. Spyt spyt. På mit hår, på min almindelige-på-ingen-måde-vandtætte-jakke. På min taske og på mine sko. De myldrede frem, dryppene, og der blev kortere og kortere imellem dem.

Bevisførelse: Mørke pletter på lysebrun jakke, der hvor vand næsvist havde sat sig. Kruset hår. Sammenklumpet mascara på øjenvipperne. Svuppende sko – selv seks timer senere.

Vidner: Gårdmand og person, der ikke kan nævnes her for ikke at afsløre for meget af det påbegyndte romanmanuskript “tredje roman”. Langsomtkørende bilist på villavejen. Mand, der var ved at bære byggematerialer ud af sit hus.

Videre hændelsesforløb: Jeg forlod hastigt gerningsstedet med regnen ikke bare i hælene, men direkte ned over mig. Før jeg nåede væk derfra, var den der. Ideen i mit hoved. Sammensmeltningen af de påtrængende observationer. De havde nu spist deres holdkæft-bolsje og råbte i munden på hinanden. Med en volumen højt nok til at trænge ind gennem lagene af jord i mit hoved og ind gennem tankerne om at flygte fra regnen.

Motiv: Noget ville fortælles. Det skulle partout fortælles gennem mig, et villigt omend vrissende offer.

Alibi for timerne efter hændelsen: Café med lyserøde puder, mødregrupper og god betjening. De vil sikkert kunne huske mig som “Nå, hende med det våde hår og de sammenklumpede vipper, der bestilte americano og minipose med chips? Ja, jeg husker hende tydeligt, fordi vi ikke plejer at få så ukoordinerede bestillinger. Sort kaffe og chips – hvad giver du? Og efter at have siddet med fjernt blik i et hjørne og skriblet i flere timer i et lille kladdehæfte uden at ænse noget som helst eller nogen som helst i caféen, kom hun gudhjælpemig op og bestilte med monoton stemme præcis det samme igen! Man kunne næsten tro, hun var en af disse hersens forfattere. Men sig mig, hvad drejer det sig egentlig om? Er der sket en forbrydelse? Nå, ikke. Well, hun lignede ellers en, der godt kunne have været ude for et chok. Men for sådan en type kan en smule regn vel også være tilstrækkelig. Undskyld, men nu må jeg betjene nogle kunder.”

Konklusion: En forfatter er en plante, der trives i regnvejr? Med alt for store mængder sort kaffe, selvom vedkommende foretrækker te? Med chips med havsalt som side order? Uden andet tørt eller vådt i flere timer henover frokost tid?

Spørgsmål til videre efterforskning: Lever forfattere i virkeligheden af det træ, de gnaver sig igennem, når de bider i deres blyant og ser tænksomme ud? Får de en hidtil uopdaget næring ud af transfedtsyrer i kombination med koffein? En næring, som hjælper dem til at fastholde sig i en indre oplevelsesverden, hvor deres omgivelser er som luft for dem … Eller er de almindelige mennesker til daglig, hvis skyggeside-agtige forfatterpersona kun vokser frem, når regnen sætter punktum for deres indre tørke? Og er det et fænomen, vi bør være vagtsomme overfor – “regntidens varulve”?

Hjælp udbedes: Fra læsere, der måtte ligge inde med svar af betydning for sagens opklaring.

På forhånd tak.