menu search recent posts
August 18, 2019 standard

Det er mindre end et år siden, at jeg klistrede disse ord op på indersiden af min dør.

Meget er ”faldet fra” efterfølgende. Det vil sige, jeg har givet slip på en del.

Mit forbrug af sociale medier er droslet væsentligt ned. Jeg har lukket min Instagramkonto, om ikke for evigt så i al fald for nogle måneder.

Endnu flere ting og beklædningsgenstande er sorteret fra (og givet videre til genbrugsbutikker og bytteskabe), selvom jeg sidste efterår foretog en omfattende oprydning af hele mit hjem.

Jeg har lige læst Digital Minimalism af Cal Newport. En af de fine pointer i bogen er netop at forholde sig bevidst til, hvilken værdi ens brug af digitale medier tilføjer til ens liv.

Vurdér om brugen af en given digital tjeneste vil hjælpe dig med at udleve dine værdier og om den tjeneste er den bedste til det, ikke mindst set i forhold til det påkrævede tidsforbrug. Måske kommer der lige så effektiv networking ud af at gå til ét foredrag eller én workshop om måneden og tvinge sig selv til at præsentere sig for tre af de andre deltagere, som der gør af at tilbringe adskillige timer om ugen på såkaldte sociale medier?

Det er noget, jeg går og overvejer: Hvilke veje skal jeg gå fremover med henblik på synliggørelse af mit forfatterskab, hvis jeg ikke skal bruge sociale medier til det?

Én ting betvivler jeg ikke, og det er værdien af at turde lade det falde fra, som ikke føles ægte værdifuldt (længere).

Du er hjerteligt velkommen til at tilmelde dig Skrivetids nyhedsbrev for at få nyt om udgivelser, konkurrencer mv. samt blogindlæg direkte leveret i din indbakke. Jeg spammer ikke og sender maks. mail engang om ugen – ofte sjældnere.

Tilmeld nyhedsbrev

* påkrævet

Skrivetid vil bruge de informationer, du indtaster her til at sende dig nyhedsbreve og intet andet. Sæt flueben i boksen for at modtage emails fra skrivetid.dk.

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Dine informationer vil blive delt med mail-programmet MailChimp, så længe du er skrevet op til nyhedsbrevet. Ved at skrive dig på nyhedsbrevslisten godkender du ovenstående.

We use Mailchimp as our marketing platform. By clicking below to subscribe, you acknowledge that your information will be transferred to Mailchimp for processing. Learn more about Mailchimp’s privacy practices here.

April 23, 2019 standard

Din forfængelighed daler falmet mod jorden
Egoet hylede, snappede ud
men døde ikke
efter du holdt op med
at fodre det
Da du løsnede snoren
så du det
løbe sin vej
Blæsten bider ikke længere
den puster og smyger sig
tilbage står du
i dens rolige midte
Et lys

standard

Det er lykkedes mig at opretholde min pause fra de sociale medier. Jeg har dog været “på” for at poste dette mandagsdigt, inspireret af udsigten fra mit stuevindue, der snart er et brus af grønt:

Træerne
Bladhangets skygge
letter på hedens låg
Du kan trække vejret
Grøn vifte
til ly under skybrud
kun klumper af jord piskes op ad bukseben
pjalter eller pressefolder

solide søjler
langsomme åndedrag
de pauser du ikke tager selv
En magisk fabrik
anvendelse for co2
ilt til dine celler
Bruser i vinden
vugger din vrede
hvisker sundhed ind
kontakt og den jord du står på
Du er her og
Træerne er engle

February 20, 2016 standard

 

February 16, 2016 standard

 

February 15, 2016 standard

 

February 13, 2016 standard

 

February 1, 2016 video

 

Skrivetid deltager i February Fiction, hvor et af kravene er at det skal deles med nogen.

Planen er at dele her på bloggen, på Facebook og på YouTube.

Jeg lægger ud med at dele dagens micro fiction som stumfilm – der handler om hekse!
Måske kommer der oplæsning ind over de kommende indslag.
Hav tålmodighed – det seneste døgn er mit første som filmmager 🙂

February Fiction – Dag 1 på YouTube.

Find dem under dette tag:

‪#‎februaryfiction‬

December 4, 2015 standard

Isbjørnen Ib rejste ud og fik pip

FEMTE SKRIDT

Det var gråvejr den dag, Ib nåede hjem til flokken. Han gik rundt og hilste på dem alle, smilede over hele hovedet og ville fortælle om sine mageløse oplevelser. Men alle som en viftede de ham væk og brummede, at han nok var kommet hurtigt tilbage, og at han hellere måtte indrømme, at han havde fået pip af alt det rejseri.

“Men, jeg ville jo bare hjem og se jer, før jeg rejser af sted igen. Jeg har bestemt ikke fået pip!” forklarede Ib.

Men de ville ikke høre og rullede om på den anden side, så de vendte ryggen til ham.

Den eneste, der ikke reagerede sådan, var Polar.

Hun gik lange ture med Ib og hørte alt om hans eventyr. Hun fortalte også, hvad de andre havde aftalt, dengang han drog væk: Nemlig, at de ville se ham komme krybende tilbage og indrømme, at han havde taget fejl.

Ib sukkede dybt. “Men, Polar, jeg kan jo ikke sige, at de havde ret. At jeg har fået pip. For det har jeg ikke!”

Han tog periskopet frem, lagde sig på ryggen og kiggede ind i det.

“Der må være en løsning,” opmuntrede Polar. “Når jeg tror på dig, så kan de andre også komme til det.”

“Gid det var så vel,” sagde Ib. “Men er det ikke sådan, at vi kun ser det, vi vil se?”

Tankefuldt drejede han periskopet i en anden retning. Så satte han sig op med et sæt.

“Nu har jeg det. Nu ved jeg det!” Han grinede og boksede triumferende med poterne i luften. “Polar. Løb straks rundt og bed de andre om at samles hjemme hos mig. Sig til dem, at jeg indrømmer, jeg har fået pip! Sig det!”

“Men … ” Polar så tvivlende på ham. “Det skal du da ikke nogen sinde sige, at du har. Det er forkert!”

“Åh, nej, Polar. Det er det faktisk ikke. Vær nu god og løb.”

Han klappede Polar på skulderen og satte sig ned og hviskede for sig selv, mens han tegnede skitser i sneen og klukkede fornøjet.

Et kort øjeblik overvejede Polar, om han virkelig havde fået pip.

Snart var alle samlet ved hans hule. Isbjørnene sad skulder ved skulder og sendte ham hoverende blikke. Flere grinede allerede skævt ved tanken om, at Ib nu måtte indrømme sin fadæse. Indrømme, at han havde taget fejl og at alle de andre havde gjort ret i at blive i deres vante gænge. De gned sig i poterne.

“Velkommen alle sammen.” Ib rejste sig op og bredte poterne ud.

“Dejligt at se jer. Jeg rejser snart af sted igen, så derfor vil jeg nødig gå glip af jeres selskab, den korte tid, jeg er her. Som I ved, var det et krav for at komme, at jeg indrømmer, at jeg har fået pip. Og bare rolig. Det indrømmer jeg blankt. Så nu skal I bare høre.”

Og så fortalte han løs om sin rejse. Et smil bredte sig langsomt på Polars ansigt og hendes skuldre dalede længere og længere væk fra ørerne, mens han talte. Til gengæld sad alle de andre efterhånden med åbne munde og vidste ikke, om de skulle grine eller græde.

Ib tog en dyb indånding og fortsatte med at fortælle om, hvordan han fik:

Polarlys i hjertet

Ismaskine-venner og

Periskop-blik

 

 

Ib Snap Snude