menu search recent posts
January 7, 2019 standard

Har du ind imellem svært ved at komme i gang med enten at skrive eller redigere?

Det kender jeg alt til. Det vigtigste er at få løst op for selvtilliden og motivationen.

Noget af det bedste, du kan gøre, er at gøre dit mål for dagen mindre. Selvom det var meningen, at du skulle skrive fem sider eller redigere tyve sider, kan det være ret ligegyldigt at holde fast i målet, hvis du ikke får det gjort.

Altid hellere motivere end demotivere sig selv.

Find det allermindste skridt, du kan tage i dag for at nærme dig det overordnede mål og for at kunne sige, du er kommet i gang.

Det kan være meget individuelt. Hvad er det for dig?

I december ville jeg efter en (alt for) lang udsættelse endelig påbegynde første gennemskrivning af mit romanmanuskript. Jeg havde allerede udsat arbejdet 4-5 måneder med diverse spøgelser i hovedet, som fortalte mig, at det nok var for uoverskueligt eller at jeg ville opdage, det slet ikke var godt (nok).

I stedet for at skrue bissen på og sætte ambitiøse mål, indså jeg, at det vigtigste var at komme i gang og få den energiindsprøjtning, som det er at handle på sine mål. Så jeg besluttede, at jeg hver hverdag skulle arbejde på det i bare en halv time.

Det virkede.

Og jeg opdagede, at store dele af manus var velskrevet, så det handlede mere om at udbygge dele af handlingen lidt.

Her efter juleferien og lidt sygdom var jeg faldet af hesten igen. Jep … Som sagt har jeg masser af erfaringer med ikke at få taget det første skridt.

I dag skete det så! Jeg besluttede, at jeg i dag blot behøvede at tænde computeren, åbne dokumentet og redigere bare én scene vedrørende HPs arbejdsplads.

De første scener viste sig at fungere, så jeg endte med at få kigget på tre scener. Men én scene havde været tilstrækkeligt til, at jeg ville være blevet tilfreds og have fået afmystificeret det der manus-spøgelse, som rumsterer, når jeg mister kontakten til plottet.

Min indsats i dag betyder, at det vil være så meget nemmere at komme i gang i morgen. Og det er det, man skal have som sit primære mål, hvis man er gået i stå eller blokerer sig selv for at begynde rejsen.

Ens mål er derfor først og fremmest at få taget et lille bitte skridt, så de næste skridt bliver nemmere og eventyrlysten og gå-på-modet vækkes.

Tænk altid i energi, når du arbejder med dine mål og drømme. Hvis du udfører arbejdet på en måde, som snarere dræner dig end giver dig energi, så bliver det surt arbejde. Man kan ikke komme uden om, at der ligger store mængder af arbejde i at nå sine mål – men der er ingen grund til at gøre det surt. Det skulle gerne blive ved med at handle om glæden ved at udleve drømmen og gå vejen.

September 17, 2018 standard

Bruger du såkaldt positiv tænkning og affirmationer?
I så fald kender du sikkert de dage, hvor du ikke kan få forbindelse fra tanken til følelserne. Måske skaber det endda modstand og aktiverer en følelse af, at du netop ikke har det, som du prøver at bekræfte.
Det er helt normalt og lige så vigtig en del af processen som de dage, hvor det bare kører.
Det er bedre at lade være med at bruge positive formuleringer end at bruge dem på en hul måde, hvor du nærmest forsøger at tvinge positivitet ind i dig selv. Ægte – og virkningsfuld – positivitet opstår kun, hvor der er plads og rummelighed.
Jeg har dog en metode, som jeg kan bruge, når de almindelige affirmationer ikke er sagen.
I stedet for at foregive at tro på dem og mærke dem træder jeg et enkelt trin ned og vælger en anden formulering.
Hvor jeg normalt ville sige “jeg finder altid de bedste løsninger” eller “min krop er sund og smuk som den er” kan jeg sige “jeg vælger at have tillid til, at jeg altid finder de bedste løsninger” og “jeg vælger at have tillid til, at min krop er sund og smuk som den er”.

At undlade en påstand, jeg ikke kan stå inde for, og i stedet fokusere på, at jeg tager et valg om tillid, er opløftende og skaber styrke. Jeg brugte netop metoden i dag, og det mindede mig om, hvor powerfuld tillid er. Det er den sundeste jord at få noget til at vokse i.

Smag på de forskellige måder at formulere din “selvsnak”.
Hvordan føles de for dig?
Smid gerne en kommentar.

standard

 

Hvor lægger du din energi? I nutiden? I fortiden, i fremtiden?

Nogle gange kan sammenligninger med andre forvirre. Jeg kender mange, som tænker langt frem, laver planer for hvor de er og hvad de foretager sig om to år og forsøger at regne ud, hvad de helst skal gøre med deres liv.
Det gør jeg ikke. På den led er jeg meget i nuet.
Men det er en sandhed med modifikationer. Selvom jeg ikke bruger energi på fremtiden på den nævnte facon, så sender mine forventninger nogle gange min energi derud alligevel.
Eksempelvis kan jeg vente på at jeg har endnu mere at byde ind med, når jeg har udgivet endnu flere bøger. Når den tredje bog kommer ud. Når jeg har endnu mere erfaring med at være forfatter og at drive et forlag. Og implicit forvente at det hele så vil gå nemmere og se anderledes ud.

Hvor sender du din energi hen?
Og på hvilke måder?

Sagen er jo, at de erfaringer, jeg skal hvile på i fremtiden, og som vil få min situation til at se anderledes ud, er dem, jeg selv skal skabe. Ved at handle nu.
Ind i mellem kan gode spørgsmål hjælpe mig til at holde fokus og arbejde mere fra min kerne. For øjeblikket har jeg formuleret et spørgsmål, der hedder:

Hvis jeg ikke ventede på noget i fremtiden, hvad ville jeg så gøre lige nu?

Det hjælper mig tilbage til min handlekraft og endnu vigtigere min virketrang.

Hvad med dig?
Hvis du ikke ventede på noget i fremtiden, hvad ville du så gøre netop nu?

August 31, 2018 standard

Jeg har efterhånden set en del forskellige talentprogrammer og lignende reality shows. Det har hver gang slået mig, hvor uendelig pænt deltagerne tager imod kritik og imod at blive kåret som tabere. Også hård kritik. Som regel udtaler de, at kritikken er berettiget og at de helt sikkert vil tage det med sig og lære af det. Samt at de andre deltagere jo er så utrolig talentfulde og fortjener at gå videre.

Jeg sidder hver gang med runde øjne og forstår ikke helt, hvordan de alle er i stand til at svare så tilsyneladende konstruktivt og i stand til at se berettigelse i enhver kritik.

Mest af alt er jeg lidt skeptisk, især fordi kritikken ofte er udtryk for noget, der er en smagssag og dermed ikke nødvendigvis er berettiget, bare fordi den er kritisk.

Der er også det omvendte scenarie. Dem, der bliver udstillet til grin og foragt. Dem, som bliver filmet i X-factorboksen efter at være blevet afvist pænt, kontant eller brutalt af dommerne. Dem, der udtrykker deres sårede og vrede følelser. Jep, de gør det ikke altid hensigtsmæssigt. Men i det mindste er de tro mod deres egne følelser af nederlagets smerte fremfor at have travlt med at holde facaden pæn og ikke “tabe ansigt”.

Hvorfor må vi ikke tabe ansigt?

Måske fordi et ansigt, der kan tabes, ikke er et ansigt men en maske.

Hvorfor skal vi nødvendigvis fremstå som om vi har verdens bredeste skuldre og kan tage imod ethvert slag med løftet hage?

Det skal vi ikke.

Hvorfor er en kritisk tilgang berettiget i sig selv i modsætning til en åben og modtagelig tilgang?

Det er den heller ikke. Det behøver den ikke være.

Vi har lov at være uenige i andres kritik, uanset hvilken position, erfaring eller kompetencer, de har. Vi har lov at føle os sårede, når vi mødes med kritik. Vi har lov at være mennesker.

Og vi har lov at stå ved det, vi skaber. Altid.

Nogle gange betyder det, at vi ikke skal tage kritik til os, fordi det vil betyde, at vi er illoyale overfor os selv.

Hvis vi tillader os selv at sortere i kritikken og at være menneskelige i processen, vil vi langt bedre kunne rumme den kritik, som vi faktisk kan bruge konstruktivt. Som vi kan komme videre med.

January 2, 2017 standard

 

Hvordan lever du dit liv?

På Københavns veje og stræder kan man møde en del hidsige mennesker i trafikken. Hos hvem skældsordene sidder løst og næverne ofte knyttes.

For nogle år siden var jeg en af dem i en periode. Måske vrissede jeg ikke ligefrem ad folk eller gjorde vrede fagter, fordi nogle kørte ad H til. Men jeg havde lyst til det og jeg gjorde det indvendigt.

Trafikken kan være stressende mange steder i København, men en kort lunte hænger som regel sammen med dybereliggende vrede og utilfredshed.

Hvorfor er folk så aggressive og underskudsagtige?

Jeg var det primært, fordi jeg havde valgt et fag, som mit hjerte ikke var med i. Desuden befandt jeg mig et stykke ude på stress-skalaen, om end jeg ikke var nær et stresskollaps. Det var hårdt at være socialrådgiver med bunker, der altid voksede hurtigere, end man kunne arbejde dem ned. Og med en ledelse, der mere så på tal end mennesker. En lovgivning, hvor man skulle rubricere mennesker, uagtet at intet menneske passer i en rubrik.

Folk har tit tilkendegivet, at det måtte være hårdt at beskæftige sig med mennesker med svære psykiske lidelser.

Det var slet ikke det, jeg oplevede som hårdt.

For menneskene – de indgav mig midt i deres problemer altid håb og fornyet viden om, hvor mange ressourcer vi alle på trods af alt har og at selv de mest forhutlede liv også indeholder glæde og lyspunkter til tider. De færreste er altid helt nede, set over en dag, en uge eller et år. Vi er alle større end summen af vores udfordringer og problemer.

Det, der var hårdt, var aldrig at have tilstrækkelig tid til at gøre arbejdet tilfredsstillende. Og at der ikke var plads til at følge sund fornuft i hjælpen til folks recovery. For det, der gav mening, var ofte uden for budgettet, lovens eller politikkens rammer. Det kan nemlig ikke systematiseres.

Jeg valgte det fra for tre år siden, selvom jeg var havnet på en arbejdsplads, hvor både menneskesynet og det kollegiale var i top. For mit hjerte var bare ikke med i det – af mange årsager, blandt andet de ovennævnte.

Jeg havde i nogen tid overvejet at stoppe, men havde svært ved at se tilstrækkeligt unuanceret på det til, at det var et nemt valg. Der var jo også alle borgerne med deres livshistorier og samtalerne med dem, som jeg holdt af.

Efter en juleferie var det ikke længere et svært valg. Det føltes end ikke som et valg overhovedet, fordi min krop har det med at tale et tydeligt sprog. I længere tid havde jeg haft nogle ryg- og nakkesmerter, som jeg vidste havde forbindelse til min sjæls tilstand. Men som man med rimelighed også til dels kunne beskylde stillesiddende computerarbejde for.

I juleferien sad jeg lige så meget ned og skrev lige så meget på computer på skriveretreat med min skrivegruppe. Det voldte mig ingen problemer. Faktisk fik min krop det bedre i ferien.

Ferien sluttede. Jeg mødte på arbejde. Inden for en time på mit kontor var samtlige smerter vendt tilbage. Og jeg sagde op.

 

I dag er jeg postbud, hvilket jeg nyder, og har ind imellem noget, der næsten kan kaldes ”daglejeropgaver” – midlertidigt arbejde, som mest kræver, at man bare møder op og udfører nogle konkrete, relativt ukomplicerede handlinger.

For at være ærlig kan jeg ind imellem godt føle, at det ikke ser specielt imponerende ud udefra, at en 36-årig kvinde render rundt i gul vest og tæller trafikanter. Og at det på mange måder er langt under niveauet for mine evner, hvilket folk jo ikke kan se.

Men det har højnet mit niveau af overskud i væsentlig grad. Det er det vigtigste. Og det bringer mig videre til stadig større overskud, som er det, jeg bygger mit liv på.

Jeg vil aldrig igen befinde mig i et liv, hvor jeg ikke har overskud til at være medmenneskelig.

November 15, 2016 standard

 

Bruger du udtrykket “Misundelse er en grim ting”?

Her er en god grund til at holde op med det. Dette er andet indlæg af to om følelser, som kan lære os uendelig meget, hvis vi tør kigge på dem.

 

Misundelse er ikke en grim ting!

Det kan godt være at følelsen er ubehagelig at opleve, men en person der er misundelig er ikke en ”grim” person.

Vi oplever alle misundelse af og til. Den største forskel er, hvor villige vi er til at indrømme det overfor os selv.

Ofte kommer uerkendt misundelse til udtryk ved kritik, gerne bag om ryggen på den, der er genstand for misundelse, eller overfor vedkommende på en indirekte måde.

Du ved, hvor man får lukket ud mellem sidebenene, om ikke det er lidt upraktisk med to BMW’er, når man kun har en garage til én bil. Kritikken vil typisk handle om ting, det ikke tilkommer andre at blande sig i – f.eks. hvad man bruger sine (evt. mange) penge på.
Eller en klassiker – hvor meget andre må fylde. Har du bemærket, hvor ofte folk kritiseres for at fylde for meget, uden det egentlig skyldes at deres adfærd medfører en konkret gene, så som støj, for andre mennesker? Hvor der ikke rigtigt er noget konkret at sætte fingeren på, men man alligevel har brug for at påpege at vedkommende ”er for meget”?

Den kender mange af os og jeg kender den helt sikkert selv. Det kan godt nive lidt, når andre tør at indtage deres livs scene – og især når de gør det godt. Så kan jeg godt tage mig selv i at lede efter et eller andet at sætte en finger på.

Desværre får vi det dybest set ikke bedre af at pille andre ned og ødelægge deres glæde.

Det gode ved misundelse
Det gode ved misundelse er, at følelsen er en indikator for, hvad vi selv ønsker os (mere af) i vores eget liv. I overført betydning.

Trigger personer, der stiller sig frem med deres talenter, os, kan det eksempelvis være at vi inderst inde ønsker os at turde stå frem med vores talenter – eller bare at vi har brug for at turde tro noget mere på os selv og det vi kan. Anerkende os selv og se os selv.

Det er i hvert fald et sted, vi kan starte – at fylde på af den følelse, vores misundelse umiddelbart viser os, at vi mangler. En person der stiller sig frem med sit talent kan symbolisere forskellige følelser for hver af os. Eksempler kan være selvtillid, det at stå ved sig selv præcis som man er og med præcis det man kan, mod, ærlighed, åbenhed, kreativitet – you name it. Det er op til dig selv, at mærke efter, hvad det især er ved den person, som trigger din misundelse.

Hvis det skræmmer dig at se i øjnene at du gerne selv vil træde mere frem i dit lys, så start i det små. Mind dig selv om hver dag, at du er talentfuld og at du har masser at bidrage med til verden. At du har dit helt unikke præg at sætte på verden og at du er absolut god nok.

Er det konkrete ting, som folk med mange penge eller dyre ting, du misunder, så er det også her vigtigt at kigge bagom. Generer det dig, at din nabo har to BMW’er, fordi penge giver mulighed for en masse sjov og oplevelser, eller er det måske snarere følelsen af tryghed – at hvis man har råd til to BMW’er, så kan man slappe af i visheden om, at man har alle sine behov dækket. Eller noget helt tredje? Frihed? Eventyr? Uanset hvad, så byd venligt erkendelsen velkommen og find den allermindste ting, du kan gøre for at få lidt mere af netop dette i dit liv.

October 25, 2016 standard

Hvordan er dine ferier? Handler de om at opleve en masse, som du kan fortælle om til venner og kolleger? Er de fyldt med gøremål, som du ikke når i hverdagen – samt familiebesøg og andet? Har du svært ved at geare ned, bliver du let rastløs eller føles det bare off?

Jeg skriver dette i min ferie i august. Men forventer at bringe det i september eller oktober. Som en venlig reminder til mig selv.

Ferie gør underværker. Du kan være effektiv i dit arbejdsliv og skabe gode resultater. Men ferie er det, der fylder dine depoter med handlekraft, inspiration og visioner. Når du er i høj fart, er din hørelse nedsat. Når du holder ferie og sætter farten ned, kan du høre, hvad der kalder på dig. Dit hjertes hvisken, dine behov og hvad der virkelig føles godt og sjovt.

Jeg har holdt ferie siden søndag, det vil sige i seks dage. I går tog jeg toget til Bornholm. Jeg havde dårligt sat mig til rette på mit reserverede sæde, før jeg havde skrevet tre blogindlæg. Plus et mere. Om aftenen dukkede der er par stykker til op. Og i dag to.

Det er emner, der længe har murret i min bevidsthed. Men jeg har ikke tidligere fundet den vinkel, de skulle skrives fra. I går, i en stemning af afslapning og af ikke at skulle noget som helst andet end det, jeg selv vælger, kom de af sig selv.

Sådan er det.

Når vi giver plads.

Plads til os selv. Og dermed måske – måske ikke – plads til uventede indsatser. Det vigtigste er, at du holder dit sind åbent for, at din ferie kun skal handle om at have det rart og slappe af.

Hvis du er vant til at holde ferier som føles hæsblæsende, skulle du prøve at sætte bare en time om dagen af, som er absolut fri for planer. Når timen starter kan du gøre præcis, hvad du ønsker. Og hvis du ikke lige ved, hvad du har lyst til – så lad være med at gøre noget overhovedet.

God ferie/fritid/weekend 🙂

standard

 

Alle følelser indeholder vigtig information, som kan guide os til, hvor vi med fordel kan foretage justeringer i vores liv, vores adfærd, vores tanker og mønstre. I løbet af to mails tager jeg to følelser op, som de fleste af os på ingen måde bryder os om at kigge på – men som kan give os uundværlige erkendelser og vise vejen til et liv i endnu større samklang med os selv.

Den ene kan især lære os om nuet og fortiden og hjælpe os til at heale vores følelser og tanker, så vi kan give slip på det, vi ikke kan bruge, og komme videre.

Den anden giver eminent viden om, hvor vi kan tage fat, hvis vi vil udfolde endnu mere af vores skønne, ressourcefulde selv i fremtiden.

 

Er livet en bitter pille?

Hvem har lyst til at være en bitter gammel mand (a la ”gnavne, gamle mænd”)? Eller en, med et meget desværre meget grimt og nedsættende udtryk, ”bitterfisse”? Nej, vel?

Jeg tror, mange af os kender disse typer. Jeg er stødt på en del voksne, som har udstrålet en pæn portion bitterhed og gnavenhed generelt. Og det kan være skræmmende at bevidne. Faktisk frygtede jeg, da jeg var yngre, at det var noget, man uundgåeligt blev med tiden. Bitter og skuffet over livet.

Dengang troede jeg endda, at hvis man først var blevet en bitter person, så sad man fast og var dømt til at være bitter – i hvert fald i forhold til visse områder i livet – resten af sine dage.

Der er ikke noget at sige til, at det er en følelse, vi helst vil undgå, vel?

Derfor har vi en tendens til at komme denne følelse i kassen ”uønskede følelser”. Og også i en anden kasse: ”Følelser i mig selv, jeg helst vil lukke øjnene for.” For det gør jo ofte – i første instans – ondt at indse, at vi selv indeholder nogle følelser, vi har givet mærkatet “grimme”.

Men sådan behøver det på ingen måde at være. For lige præcis bitterhed kan fungere som et meget vigtigt barometer på, i hvor høj grad du tager ansvar for dit liv.

 

 

Den bitre pille hedder ansvarsfralæggelse

Vi har alle som voksne hver især 100 % ansvar for os selv og vores liv. Selvfølgelig vil der opstå omstændigheder, som vi ikke kan kontrollere og som vi derfor ikke er ansvarlige for. Men vi er ansvarlige for, hvordan vi forholder os til livets hændelser. Og hvordan vi forholder os til vores ønsker og drømme.

Bitterhed er typisk en indikator på, at vi ikke har vedkendt os vores 100 %  ansvar. Når vi oplever, at tingene ikke går som ønsket, kan det være fristende at blive sur på andre personer eller ydre omstændigheder. Og nogle gange er der også noget ydre, der skal justeres. Nogle grænser der skal sættes måske. Men som regel skal det egentlige slag slås i os selv.

Vi skal se ærligt på, om vi har taget 100 % ansvar for alt, hvad vi har gjort og følt. Vi kan ikke altid undgå at begå ”fejl” – det er nødvendigt for at gøre sig erfaringer. Men tager vi ansvar for at lære af dem, er der ingen grund til at blive bitter. Det er der kun, når vi neddysser vores egen rolle i tingenes gang og forsøger at gemme os bag forklaringer, beskyldninger og undskyldninger. ”Jeg klarede mig dårligt til det maraton, fordi vejret var dårligt,” eller ”Jeg fik også dårlig ryg fordi mit arbejde var så travlt, at jeg ikke havde tid til at benytte sunde arbejdsstillinger”.

Det er eksempler, hvor vi gør os selv til ofre – og dermed giver handlekraften fra os. Så er det da klart, at man bliver lidt bitter! Der er jo, i virkeligheden, intet værre end situationer og oplevelser, vi føler, vi ikke kan gøre noget ved.

 

Tag ansvaret og slip bitterheden

Bitterhed skyldes ikke, at vi har været udsat for ærgerlige oplevelser. Følelsen opstår, hvis vi over en periode forholder os som ofre og ikke vedkender os vores eget ansvar for de følelser, vi indeholder, og valg, vi foretager på baggrund af disse følelser. Når vi ikke vedkender os vores ansvar eller føler os som ofre, kommer der et element af magtesløshed ind. Vi tager handlekraften fra os selv og placerer magten over vores tilværelse i ydre omstændigheder.

Det handler langt fra altid om, at vi skal gøre noget om eller ændre vores valg. Ofte skal vi først og fremmest vedkende os vores ansvar for de følelser, vi har haft undervejs og den indvirkning det har haft på, hvad vi sendte ud til omverdenen gennem udstråling, energi, handlinger.
På den måde kan vi slippe den energi, vi har hængt op i at være bitre over vores situation og fortiden. Det vil give plads til at nye horisonter kan åbne sig.
Det kan blive en utrolig lærerig proces – sidste år lærte jeg eksempelvis, at jeg havde været illoyal overfor mine egne udgivelser ved at frygte omverdenens dom. Da jeg opdagede dette, kunne jeg tage ansvar for følelsen, arbejde på at styrke min tro på mig selv og min indre følelse af at stå ved mit unikke udtryk. At bakke op om mig selv. Og det åbnede op for en helt ny energi i kontakten til købere af mine bøger samt generelt i snakken med andre om mine værker.

Når vi tager ansvar, både for vores følelser og handlinger, tager vi magten tilbage til os selv. Vi henter energien hjem til os selv. Og dermed kan frisk energi bruse igennem vores årer, så bitterheden skylles væk.

 


Vil du have inspiration direkte i din indbakke?
Du kan tilmelde dig her:

Tilmeld dig nyhedsbrev og modtag:

  • Mailserie om Energi i Balance. I alt syv mails med tips til, hvordan du kan behandle dig til Energi i Balance.


September 19, 2016 standard

Jeg sidder i en ventesal ved Bornholmfærgen, mens jeg skriver dette indlæg.

Kigger ned og konstaterer endnu engang, at mine sorte strømper skaber en stærk kontrast til mine lyse bukser og støvet blå sko.

Well. Sådan kan det gå, når man skifter bukser i sidste øjeblik, inden man går ud af døren …

 

Så afslappet har jeg ikke haft det de øvrige 36 år af mit liv. Da kunne forkert farve strømper i forhold til sko og bukser virkelig blive dagens fokuspunkt – det, jeg ikke kunne vende opmærksomheden bort fra. Hvordan måtte det ikke se ud i andres øjne? Hvad ville de ikke tænke?

Nu er jeg egentlig bare ligeglad. Hvis andre bruger energi på mine sorte strømper, må de gerne det. Jeg gider ikke.

Det er det der med det lille, men effektive ord “Pyt”. Det kan være en befrielse at sige.

Hvis man bruger det tilstrækkelig ofte, bliver det åbenbart til sidst overflødigt.

 

Jeg lukker mit hæfte, sætter hætten på pennen og får øje på en dame overfor mig ved den modsatte væg i ventesalen. Hun trækker hastigt blikket til sig, men jeg når at se, at hendes blik går i en direkte linje til et sted omkring mine fødder.

Pyt!

Jeg sender hende et smil og får et retur.

September 16, 2016 standard

 

I går morges blev jeg guidet igennem et blidt og effektivt yogaprogram. Da jeg lå med ryggen bøjet rundt og armene nærmest viklet ind i hinanden, mærkede jeg, hvor skønt det var at fornemme fleksibiliteten i min krop. Den var måske ikke ligefrem smidig – men den var villig til at rykke sig.
Og det er mere, end man har kunnet sige om den hidtil.
Min krop har ofte overrasket med en ny smidighed. Men kun for en kortvarig periode.
Så røg den tilbage i de gamle spændinger.
Denne nye følelse af åbenhed for forandring gav mig en pludselig indsigt. Måske har jeg holdt fast i mine spændinger, fordi det skræmmer mig at blotlægge det enorme potentiale, som ligger gemt under spændingerne. Og som ville slippe fri, hvis min krop bliver fri (-ere).
Jeg har allerede foretaget adskillige kvantespring i min personlige udvikling – og er ærlig talt målløs over, hvor meget friere, lettere og ”mere mig”, jeg har formået at blive. Jeg vidste ikke, at livet kunne være så fantastisk! Og let.
Og nu skal jeg se i øjnene, at det bliver endnu vildere. Jeg har altid følt mig relativt ressourcefuld, men jeg tror kun, jeg har kendt toppen af isbjerget. Nu er jeg klar til at dykke endnu dybere ned og bevæge mig bredere ud og behøver ikke de gamle låse i form af spændinger.
Farvel, stive krop, og hej til en endnu mere flowfyldt tilværelse.

Sådan er det også for dig. For os alle. Vi har så meget potentiale gemt i os, også når vi ikke kan få øje på det.
Prøv bare en enkelt dag at registrere i løbet af dagen, alt hvad du er, har, kan og formår. Og hvad du allerede har formået i dit smukke liv.