menu search recent posts
July 14, 2019 standard

Jeg kunne tænke, hvornår vil jeg få flere penge, hvornår får jeg mere på kistebunden, hvorfor har jeg ikke flere penge, end jeg har.

Men jeg kunne også tænke: Wauuuuw. Tænk, at jeg i flere år efterhånden har klaret mig – og haft det godt – for langt færre penge, end jeg nogensinde havde troet muligt. Haft langt større frihed og mere sjov, end jeg havde troet muligt. Været mere vågen og levende, flydt mere med og lært mere, end jeg havde fantasi til at forestille mig. Været gladere for det, jeg modtager, end nogensinde. Og værdsat alt det, jeg har, mere end nogensinde. Men været mindre bange for at miste det end nogensinde.

Wauw. Bare wauw.

Hvad tænker du?

Du er hjerteligt velkommen til at tilmelde dig Skrivetids nyhedsbrev for at få nyt om udgivelser, konkurrencer mv. samt blogindlæg direkte leveret i din indbakke. Jeg spammer ikke og sender maks. mail engang om ugen – ofte sjældnere.

Tilmeld nyhedsbrev

* påkrævet

Skrivetid vil bruge de informationer, du indtaster her til at sende dig nyhedsbreve og intet andet. Sæt flueben i boksen for at modtage emails fra skrivetid.dk.

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Dine informationer vil blive delt med mail-programmet MailChimp, så længe du er skrevet op til nyhedsbrevet. Ved at skrive dig på nyhedsbrevslisten godkender du ovenstående.

We use Mailchimp as our marketing platform. By clicking below to subscribe, you acknowledge that your information will be transferred to Mailchimp for processing. Learn more about Mailchimp’s privacy practices here.

July 6, 2019 standard

Betragt det som et eksperiment

”Hvordan kommer jeg videre med mit skriveri?”

”Skal jeg følge mine drømme, selvom jeg ikke aner, om verden er interesseret i slutproduktet?”

Spørgsmål af den karakter kommer jeg ud for med jævne mellemrum. Det er en af de ting, jeg absolut elsker ved at have valgt mit eget liv. At andre bliver inspirerede, mærker modet begynde at bruse lidt i blodårerne og henvender sig til mig for at få et lille skub i den rigtige retning. Det føles inderligt meningsfuldt for mig at kunne lyse lidt for andre på min vej.

Umiddelbart er min erfaring, at hvis du mærker, at det trækker i dig efter at skabe noget, udrette noget, så er der også nogen derude, der vil være interesseret i det og have gavn det. Men det er mindre vigtigt i første omgang.

Skab, fordi du ikke kan lade være. Udret, fordi du synes, det er sjovt og meningsfuldt. På den måde bliver dine drømme ikke til et mål ude i horisonten, men til selve den vej, du går på.

Når det kommer til skrivning, vil du høre fra mange kanter: Skriv! Skriv! Skriv! For katten!

Og det er sandt. Det bedste, du kan gøre med dine ideer til bøger, er at komme i gang med at skrive.

Men hvordan gør man det, når frygten blokerer en smule og tankerne om, hvorvidt det bliver godt (nok) forstyrrer?

Mit bedste råd er et, som jeg erkendte, da jeg skrev bacheloropgave. I den periode begyndte jeg at meditere regelmæssigt for første gang i mit liv, selvom jeg havde kendt og benyttet meditation sporadisk i 15 år. Den daglige praksis (jeg arbejdede mig langsomt op på 10 minutter om dagen) bragte mig over samtlige skriveblokader i forbindelse med mit bachelorprojekt. Og der var mange blokader, for jeg havde hele tiden ideer til andre måder at bygge opgaven op på, og hvordan skulle jeg vide, hvilken der var den rigtige?

Meditation fik mig til at se, at den slags tanker blot var fnug, der hang ved mine øjenvipper og gjorde udsynet sløret, fnug som kunne blinkes væk.

Jeg begyndte at arbejde ud fra den tanke, at min bacheloropgave var et eksperiment og at jeg derfor måtte fuldføre det på den måde, jeg havde begyndt, før jeg kunne konkludere, om det virkede. Viste det sig, at det ikke virkede eller fik det mig til at indse, at noget andet virkede bedre, så havde jeg allerede skabt en masse byggesten i form af alt det, jeg havde skrevet. De byggesten kunne jeg bruge på en ny måde i et nyt eksperiment, hvis det blev nødvendigt. Så værre var det ikke.

Det var ikke et spørgsmål om liv og død, hvilken struktur jeg valgte til min opgave. Det var et spørgsmål om, at der var et stykke arbejde, der skulle gøres.

Jeg kan også godt lide metaforen med et stillads. Hvis du har en bog eller en novelle, du ønsker at skrive, så se det første store skrivearbejde som det at bygge et stillads. Der skal på ingen måde stå et færdigt produkt efter første gennemskrivning, det er et stykke arbejde som udføres for, at du har en platform at bygge videre fra.

Som regel hjælper de indfaldsvinkler til, at man opdager, at ens skriveprojekt ikke er så farligt endda.

Smag på livet, spring ud i det. Hvis noget kalder på dig, så besvar det ved at give det en chance. Du risikerer, det bliver sjovt …

Du er hjerteligt velkommen til at tilmelde dig Skrivetids nyhedsbrev for at få nyt om udgivelser, konkurrencer mv. samt blogindlæg direkte leveret i din indbakke. Jeg spammer ikke og sender maks. mail engang om ugen – ofte sjældnere.

Tilmeld nyhedsbrev

* påkrævet

Skrivetid vil bruge de informationer, du indtaster her til at sende dig nyhedsbreve og intet andet. Sæt flueben i boksen for at modtage emails fra skrivetid.dk.

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Dine informationer vil blive delt med mail-programmet MailChimp, så længe du er skrevet op til nyhedsbrevet. Ved at skrive dig på nyhedsbrevslisten godkender du ovenstående.

We use Mailchimp as our marketing platform. By clicking below to subscribe, you acknowledge that your information will be transferred to Mailchimp for processing. Learn more about Mailchimp’s privacy practices here.

May 7, 2019 standard

Jeg har lyst til at vise nogle af de små gør-det-selv-projekter, jeg finder på i ny og næ. Mest for at vise, hvordan materialer og ting nemt kan genanvendes uden at man behøver tage det store håndarbejdskørekort først eller have en engels tålmodighed.

Til gengæld skal man helst kunne tilsætte lidt opfindsomhed og lyst til at prøve sig frem – og vægte det praktiske formål, komfort og bæredygtighed over muligheden for at dupere andre med perfektion og ydre. Man vælger jo selv, hvornår det er vigtigt. For mig giver det mening at praktiske ting og bekvemmeligheder til mit hjem først og fremmest skal fungere for mig, snarere end vurderes af andre. Lige så vigtigt: Det er sjovt at få det klaret hurtigt, når først løsningen har meldt sig. Så gider jeg ikke bruge oceaner af tid på at føre ideen ud i livet.

Økonomisering med klodens ressourcer gør mig altid glad. Ikke kun pga. hensynet til miljøet, men også fordi det indebærer en påskønnelse og omtanke for den store sammenhæng, vi er en del af, og jeg oplever, det er godt for os som mennesker at huske denne samhørighed. Vi er en del af naturen.

1.

Det har længe irriteret mig, at vandflasker nemt havner i vandret position – eller endda på hovedet! – nede i min rygsæk. Bedre bliver det ikke af, at det ikke er lykkedes mig at finde en vandflaske, som både holder helt tæt og hvor toppen kan skrues af, så en opvaskebørste kan komme ned i den.

Jeg har snakket om at min næste rygsæk skulle være med flaskeholdere og jeg har også overvejet at købe andre flasker igen-igen. Nu har jeg sat to løsninger i værk, som skal afprøves over den næste tid. Og jeg behøver hverken drømme om ny taske eller anderledes vandflasker.

Den ene løsning er to stropper syet ind i hjørnet af min taske, så de holder vandflasken på plads. Den anden er en flaskeholder af stof (nærmere betegnet ærmet fra en iturevet bluse), som kan fastgøres i tasken med trykknapper og dermed holde flasken i rette position.

Jeg håber, de kan ses på billederne. Mit kameras linse er desværre smadret, så kvaliteten er lidt tåget.

2.

Tja, det er egentlig bare nogle puder jeg har syet ind i betræk. Jeg blev bare så glad, fordi jeg i foråret ikke alene fik en seng foræret, men dermed også fik muligheden for at lave nogle gode puder.

Jeg havde to foldemadrasser på min daværende sovesofa i et forsøg på at gøre den nogenlunde værd at sove på. Og en tudsegammel, slatten hovedpude. Da sengen så blev udskiftet, viste hynderne fra de to foldemadrasser sig at være glimrende hovedpuder, når de blev lagt dobbelt ☺

Jeg har selvfølgelig brugt betrækket fra foldemadrasserne til at lave pudebetræk. Som du kan se, er hovedpuden løseligt rimpet sammen. Jeg ser hvordan det holder – der skal jo almindelig, vaskbar pudebetræk uden på. Den kan altid få flere sting eller et par trykknapper.

Den anden er blot riet i hånden, mens jeg glædede mig over at få en rygstøtte, der også kan bruges som siddepude på altanen (der bliver flere af dem).




Du er hjerteligt velkommen til at tilmelde dig Skrivetids nyhedsbrev for at få nyt om udgivelser, konkurrencer mv. samt blogindlæg direkte leveret i din indbakke. Jeg spammer ikke og sender maks. mail engang om ugen – ofte sjældnere.

Tilmeld nyhedsbrev

* påkrævet

Skrivetid vil bruge de informationer, du indtaster her til at sende dig nyhedsbreve og intet andet. Sæt flueben i boksen for at modtage emails fra skrivetid.dk.

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Dine informationer vil blive delt med mail-programmet MailChimp, så længe du er skrevet op til nyhedsbrevet. Ved at skrive dig på nyhedsbrevslisten godkender du ovenstående.

We use Mailchimp as our marketing platform. By clicking below to subscribe, you acknowledge that your information will be transferred to Mailchimp for processing. Learn more about Mailchimp’s privacy practices here.

May 6, 2019 standard

Har du nogen sinde det?

Svaret er næppe ja.

Og så alligevel.

Hvis du er på nogle af de sociale medier med samme hyppighed som en typisk bruger, så svarer det vel nærmest til at have gæster igen og igen i løbet af dagen.

Igen og igen og igen.

Luk døren op 40 gange om dagen

Hver gang du logger på – eller tjekker en notifikation derfra – lukker du andre mennesker ind i dit indre. Udefrakommende input. Noget du, om end måske kun flygtigt, forholder dig til.

Hvad går det ud på? Hvad synes du om det? (Eller ved likes – hvad synes de om dig?) Og skal du reagere? I givet fald hvordan?

Denne tankeproces er uundgåelig, også selvom du knap er bevidst om den.

Den optager forbløffende meget energi. Sikkert nogenlunde, som hvis du modtog mindst 40 drop-in-besøg om dagen med gæster, der lige skulle kommentere noget hos dig, vise dig deres nye bil, deres trøje, deres måltid, deres whatever. Og bede om din mening eller opbakning.

Jeg bliver udmattet bare af at skrive det.

Fra ro og fokus til afbrudt pause

I løbet af mit SoMe-stop har jeg mærket en vidunderlig ro og et væsentligt større overskud. Jeg har stadig haft behov for at koble af. Det har jeg gjort i længere tidsrum med en god bog i hånden eller en forfriskende gåtur.

Jeg kan dog sagtens mærke at trangen til at logge på for at tjekke dette og hint, er der i ny og næ.

Ikke så voldsomt som Cal Newport blandt andet er inde på i sit afsnit om “The principle of least resistance”, men det skyldes nok at jeg virkelig var KLAR til en pause. Og at det var i begyndelsen.

Nu har jeg nemlig brudt pausen den sidste uges tid.

Meget lidt, men ikke desto mindre.

The principle of least resistance

Og det handler ikke kun om, at de sociale medier trækker i mig. Det handler egentlig mere om, at min hjerne til tider søger distraktioner. Det er velsignet nemt at aflede sig selv frem for at forpligte sig til en times fordybelse. Det er the principle of least resistance. At vi mennesker gør noget, bare fordi det er det nemmeste, snarere end at det er det bedste eller det, vi helst vil. De sociale medier er skruet sammen så de gør det utrolig nemt at vælge distraktion gennem dem. De tilbyder netværk og en følelse af at være connected, være med. De tilbyder øjeblikkelig belønning i form af “synes godt om” og anden anerkendelse af vores tilstedeværelse og værdi.

Jeg har da også tjekket min telefon en del gange, selvom jeg ikke har logget på SoMe.

Så har jeg i stedet – ret unødvendigt – tjekket min mail, min Coop-app, min arbejdsapp, min betalingsserviceapp … Jeg griner højt ved tanken om sidstnævnte, for den er da ved Gud højst relevant at tjekke én gang om måneden!

Men det er, som nævnt, en almen tendens. Det er nemt for vores hjerne at vælge distraktionen, hvorimod vi efter et årti med sociale medier har sværere ved at vende tilbage til en tilstand af fokus.

Fordi jeg nu er røget tilbage – en smule – på de sociale medier, har min plan ændret sig, som jeg kommer ind på i næste indlæg om emnet.

Tilmeld nyhedsbrev

* påkrævet

Skrivetid vil bruge de informationer, du indtaster her til at sende dig nyhedsbreve og intet andet. Sæt flueben i boksen for at modtage emails fra skrivetid.dk.

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Dine informationer vil blive delt med mail-programmet MailChimp, så længe du er skrevet op til nyhedsbrevet. Ved at skrive dig på nyhedsbrevslisten godkender du ovenstående.

We use Mailchimp as our marketing platform. By clicking below to subscribe, you acknowledge that your information will be transferred to Mailchimp for processing. Learn more about Mailchimp’s privacy practices here.

April 17, 2019 standard

Hvor meget tid bruger du på fokuseret arbejde?

Min anledning til spørgsmålet: Jeg har netop læst Cal Newports bog Deep Work (inspireret af projecthandmade.dk – tak for det 😊). Bogen har sat ord på baggrunden for min længsel efter et mindre “opkoblet” liv. Det liv efterlader nemlig tid og fokus til mere af det arbejde, jeg elsker.

Internettet, herunder især de sociale medier, gør det nemt at distrahere sig selv konstant – og oven i købet opnå en følelse af belønning for det. Det er afhængighedsskabende.

Jeg har dog ikke logget på sociale medier siden fredag morgen (altså i seks dage) og min brug af internettet til fx spontane Ecosia-søgninger har jeg skåret kraftigt ned på.
Alligevel er det svært at overholde mine målsætninger om at arbejde fokuseret med min roman i længere tidsrum.
Efter en god begyndelse søndag og mandag, mistede jeg momentum tirsdag og fik intet lavet, og i dag kom jeg først i gang efter tre timer (!)

Hvorfor?

Svaret er nok komplekst.
Men jeg er ikke i tvivl om, at Cal Newport har ret i, at vores hjerner efterhånden er tilvænnet hyppige, næsten konstante, afbrydelser.
I sin bog kommer han ind på, at det kræver vedholdende træning at vænne os til fokus igen.
Og at det ikke, som mange af os bilder os ind, er noget, vi kan vælge at genoptage, når det passer os.

Med det in mente er jeg vendt tilbage til min gamle metode med at sætte ambitionerne ned og fokusere på, at jeg får lavet lidt dagligt frem for pludselig at skulle bruge hele dagen på deep work.
Samtidig fortsætter jeg med at afgrænse de tidsrum, hvor jeg tillader internettet at distrahere mig.
Og nyder til gengæld en god kop te på altanen, mens jeg observerer, hvor mange impulser, der kommer, til at tjekke mail, potte min timian om eller sågar gøre rent.

Nu er det ikke meningen, at mit tidligere, for høje, aktivitetsniveau på de sociale medier skal overføres til bloggen, så det vælter ud med indlæg.
Men jeg vil forsøge at skrive lidt mere om processen med at øge fokus på det, der er vigtigt.
Efterhånden har jeg beskæftiget mig en del med metoder til at motivere mig selv og til at vedligeholde en støttende og konstruktiv energi. Jeg har allerede skrevet lidt om at vente eller virke og om at ville det hele på én gang og ikke mindst om glæden ved flow.
Jeg håber at kunne komme med flere input fremover.

Tilmeld nyhedsbrev

* påkrævet

Skrivetid vil bruge de informationer, du indtaster her til at sende dig nyhedsbreve og intet andet. Sæt flueben i boksen for at modtage emails fra skrivetid.dk.

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Dine informationer vil blive delt med mail-programmet MailChimp, så længe du er skrevet op til nyhedsbrevet. Ved at skrive dig på nyhedsbrevslisten godkender du ovenstående.

We use Mailchimp as our marketing platform. By clicking below to subscribe, you acknowledge that your information will be transferred to Mailchimp for processing. Learn more about Mailchimp’s privacy practices here.

January 7, 2019 standard

Har du ind imellem svært ved at komme i gang med enten at skrive eller redigere?

Det kender jeg alt til. Det vigtigste er at få løst op for selvtilliden og motivationen.

Noget af det bedste, du kan gøre, er at gøre dit mål for dagen mindre. Selvom det var meningen, at du skulle skrive fem sider eller redigere tyve sider, kan det være ret ligegyldigt at holde fast i målet, hvis du ikke får det gjort.

Altid hellere motivere end demotivere sig selv.

Find det allermindste skridt, du kan tage i dag for at nærme dig det overordnede mål og for at kunne sige, du er kommet i gang.

Det kan være meget individuelt. Hvad er det for dig?

I december ville jeg efter en (alt for) lang udsættelse endelig påbegynde første gennemskrivning af mit romanmanuskript. Jeg havde allerede udsat arbejdet 4-5 måneder med diverse spøgelser i hovedet, som fortalte mig, at det nok var for uoverskueligt eller at jeg ville opdage, det slet ikke var godt (nok).

I stedet for at skrue bissen på og sætte ambitiøse mål, indså jeg, at det vigtigste var at komme i gang og få den energiindsprøjtning, som det er at handle på sine mål. Så jeg besluttede, at jeg hver hverdag skulle arbejde på det i bare en halv time.

Det virkede.

Og jeg opdagede, at store dele af manus var velskrevet, så det handlede mere om at udbygge dele af handlingen lidt.

Her efter juleferien og lidt sygdom var jeg faldet af hesten igen. Jep … Som sagt har jeg masser af erfaringer med ikke at få taget det første skridt.

I dag skete det så! Jeg besluttede, at jeg i dag blot behøvede at tænde computeren, åbne dokumentet og redigere bare én scene vedrørende HPs arbejdsplads.

De første scener viste sig at fungere, så jeg endte med at få kigget på tre scener. Men én scene havde været tilstrækkeligt til, at jeg ville være blevet tilfreds og have fået afmystificeret det der manus-spøgelse, som rumsterer, når jeg mister kontakten til plottet.

Min indsats i dag betyder, at det vil være så meget nemmere at komme i gang i morgen. Og det er det, man skal have som sit primære mål, hvis man er gået i stå eller blokerer sig selv for at begynde rejsen.

Ens mål er derfor først og fremmest at få taget et lille bitte skridt, så de næste skridt bliver nemmere og eventyrlysten og gå-på-modet vækkes.

Tænk altid i energi, når du arbejder med dine mål og drømme. Hvis du udfører arbejdet på en måde, som snarere dræner dig end giver dig energi, så bliver det surt arbejde. Man kan ikke komme uden om, at der ligger store mængder af arbejde i at nå sine mål – men der er ingen grund til at gøre det surt. Det skulle gerne blive ved med at handle om glæden ved at udleve drømmen og gå vejen.

September 17, 2018 standard

 

Hvor lægger du din energi? I nutiden? I fortiden, i fremtiden?

Nogle gange kan sammenligninger med andre forvirre. Jeg kender mange, som tænker langt frem, laver planer for hvor de er og hvad de foretager sig om to år og forsøger at regne ud, hvad de helst skal gøre med deres liv.
Det gør jeg ikke. På den led er jeg meget i nuet.
Men det er en sandhed med modifikationer. Selvom jeg ikke bruger energi på fremtiden på den nævnte facon, så sender mine forventninger nogle gange min energi derud alligevel.
Eksempelvis kan jeg vente på at jeg har endnu mere at byde ind med, når jeg har udgivet endnu flere bøger. Når den tredje bog kommer ud. Når jeg har endnu mere erfaring med at være forfatter og at drive et forlag. Og implicit forvente at det hele så vil gå nemmere og se anderledes ud.

Hvor sender du din energi hen?
Og på hvilke måder?

Sagen er jo, at de erfaringer, jeg skal hvile på i fremtiden, og som vil få min situation til at se anderledes ud, er dem, jeg selv skal skabe. Ved at handle nu.
Ind i mellem kan gode spørgsmål hjælpe mig til at holde fokus og arbejde mere fra min kerne. For øjeblikket har jeg formuleret et spørgsmål, der hedder:

Hvis jeg ikke ventede på noget i fremtiden, hvad ville jeg så gøre lige nu?

Det hjælper mig tilbage til min handlekraft og endnu vigtigere min virketrang.

Hvad med dig?
Hvis du ikke ventede på noget i fremtiden, hvad ville du så gøre netop nu?

August 31, 2018 standard

Jeg har efterhånden set en del forskellige talentprogrammer og lignende reality shows. Det har hver gang slået mig, hvor uendelig pænt deltagerne tager imod kritik og imod at blive kåret som tabere. Også hård kritik. Som regel udtaler de, at kritikken er berettiget og at de helt sikkert vil tage det med sig og lære af det. Samt at de andre deltagere jo er så utrolig talentfulde og fortjener at gå videre.

Jeg sidder hver gang med runde øjne og forstår ikke helt, hvordan de alle er i stand til at svare så tilsyneladende konstruktivt og i stand til at se berettigelse i enhver kritik.

Mest af alt er jeg lidt skeptisk, især fordi kritikken ofte er udtryk for noget, der er en smagssag og dermed ikke nødvendigvis er berettiget, bare fordi den er kritisk.

Der er også det omvendte scenarie. Dem, der bliver udstillet til grin og foragt. Dem, som bliver filmet i X-factorboksen efter at være blevet afvist pænt, kontant eller brutalt af dommerne. Dem, der udtrykker deres sårede og vrede følelser. Jep, de gør det ikke altid hensigtsmæssigt. Men i det mindste er de tro mod deres egne følelser af nederlagets smerte fremfor at have travlt med at holde facaden pæn og ikke “tabe ansigt”.

Hvorfor må vi ikke tabe ansigt?

Måske fordi et ansigt, der kan tabes, ikke er et ansigt men en maske.

Hvorfor skal vi nødvendigvis fremstå som om vi har verdens bredeste skuldre og kan tage imod ethvert slag med løftet hage?

Det skal vi ikke.

Hvorfor er en kritisk tilgang berettiget i sig selv i modsætning til en åben og modtagelig tilgang?

Det er den heller ikke. Det behøver den ikke være.

Vi har lov at være uenige i andres kritik, uanset hvilken position, erfaring eller kompetencer, de har. Vi har lov at føle os sårede, når vi mødes med kritik. Vi har lov at være mennesker.

Og vi har lov at stå ved det, vi skaber. Altid.

Nogle gange betyder det, at vi ikke skal tage kritik til os, fordi det vil betyde, at vi er illoyale overfor os selv.

Hvis vi tillader os selv at sortere i kritikken og at være menneskelige i processen, vil vi langt bedre kunne rumme den kritik, som vi faktisk kan bruge konstruktivt. Som vi kan komme videre med.

August 29, 2018 standard

Dagens terapi eller Jeg havde aldrig troet, jeg skulle blive flaskesamler.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg hygger mig med at samle skrald. Jeg er god til at fokusere men også god til at få mange idéer og ryge ud af alskens tangenter.

Fokus er rart for mig og det at gå rundt på stranden – især på stensætningerne/molerne – og holde udkig efter plastik mv. hjælper mig i den grad til at zoome ind og bruge både min evne til koncentration og til at have blik for detaljerne.
Ydermere tvinger det mig til at sætte tempoet ned og være nærværende ❤

I tirsdags fandt jeg så mange dåser/flasker, at jeg endte med at pille dem fra og indløse panten. I dag var det færre, men jeg tog dem med hjem alligevel. Jeg kunne selvfølgelig give panten til velgørenhed, men de ryger altså i min spareskål til ferier.
I dag passerede jeg kun én person. En turistlignende skabning, som gjorde sit bedste for ikke at se mig.
Begge dage fik jeg fyldt en hel bærepose på en kort distance … Jeg poster blandt andet dette, fordi jeg ved der kan være andre som mig, der skal samle lidt mod til at komme ud af starthullerne og bringe sig selv i en situation, hvor man tiltrækker opmærksomhed.

 

January 2, 2017 standard

 

Hvordan lever du dit liv?

På Københavns veje og stræder kan man møde en del hidsige mennesker i trafikken. Hos hvem skældsordene sidder løst og næverne ofte knyttes.

For nogle år siden var jeg en af dem i en periode. Måske vrissede jeg ikke ligefrem ad folk eller gjorde vrede fagter, fordi nogle kørte ad H til. Men jeg havde lyst til det og jeg gjorde det indvendigt.

Trafikken kan være stressende mange steder i København, men en kort lunte hænger som regel sammen med dybereliggende vrede og utilfredshed.

Hvorfor er folk så aggressive og underskudsagtige?

Jeg var det primært, fordi jeg havde valgt et fag, som mit hjerte ikke var med i. Desuden befandt jeg mig et stykke ude på stress-skalaen, om end jeg ikke var nær et stresskollaps. Det var hårdt at være socialrådgiver med bunker, der altid voksede hurtigere, end man kunne arbejde dem ned. Og med en ledelse, der mere så på tal end mennesker. En lovgivning, hvor man skulle rubricere mennesker, uagtet at intet menneske passer i en rubrik.

Folk har tit tilkendegivet, at det måtte være hårdt at beskæftige sig med mennesker med svære psykiske lidelser.

Det var slet ikke det, jeg oplevede som hårdt.

For menneskene – de indgav mig midt i deres problemer altid håb og fornyet viden om, hvor mange ressourcer vi alle på trods af alt har og at selv de mest forhutlede liv også indeholder glæde og lyspunkter til tider. De færreste er altid helt nede, set over en dag, en uge eller et år. Vi er alle større end summen af vores udfordringer og problemer.

Det, der var hårdt, var aldrig at have tilstrækkelig tid til at gøre arbejdet tilfredsstillende. Og at der ikke var plads til at følge sund fornuft i hjælpen til folks recovery. For det, der gav mening, var ofte uden for budgettet, lovens eller politikkens rammer. Det kan nemlig ikke systematiseres.

Jeg valgte det fra for tre år siden, selvom jeg var havnet på en arbejdsplads, hvor både menneskesynet og det kollegiale var i top. For mit hjerte var bare ikke med i det – af mange årsager, blandt andet de ovennævnte.

Jeg havde i nogen tid overvejet at stoppe, men havde svært ved at se tilstrækkeligt unuanceret på det til, at det var et nemt valg. Der var jo også alle borgerne med deres livshistorier og samtalerne med dem, som jeg holdt af.

Efter en juleferie var det ikke længere et svært valg. Det føltes end ikke som et valg overhovedet, fordi min krop har det med at tale et tydeligt sprog. I længere tid havde jeg haft nogle ryg- og nakkesmerter, som jeg vidste havde forbindelse til min sjæls tilstand. Men som man med rimelighed også til dels kunne beskylde stillesiddende computerarbejde for.

I juleferien sad jeg lige så meget ned og skrev lige så meget på computer på skriveretreat med min skrivegruppe. Det voldte mig ingen problemer. Faktisk fik min krop det bedre i ferien.

Ferien sluttede. Jeg mødte på arbejde. Inden for en time på mit kontor var samtlige smerter vendt tilbage. Og jeg sagde op.

 

I dag er jeg postbud, hvilket jeg nyder, og har ind imellem noget, der næsten kan kaldes ”daglejeropgaver” – midlertidigt arbejde, som mest kræver, at man bare møder op og udfører nogle konkrete, relativt ukomplicerede handlinger.

For at være ærlig kan jeg ind imellem godt føle, at det ikke ser specielt imponerende ud udefra, at en 36-årig kvinde render rundt i gul vest og tæller trafikanter. Og at det på mange måder er langt under niveauet for mine evner, hvilket folk jo ikke kan se.

Men det har højnet mit niveau af overskud i væsentlig grad. Det er det vigtigste. Og det bringer mig videre til stadig større overskud, som er det, jeg bygger mit liv på.

Jeg vil aldrig igen befinde mig i et liv, hvor jeg ikke har overskud til at være medmenneskelig.