menu search recent posts
October 25, 2016 standard

Alle følelser indeholder vigtig information, som kan guide os til, hvor vi med fordel kan foretage justeringer i vores liv, vores adfærd, vores tanker og mønstre. I løbet af to mails tager jeg to følelser op, som de fleste af os på ingen måde bryder os om at kigge på – men som kan give os uundværlige erkendelser og vise vejen til et liv i endnu større samklang med os selv.

Den ene kan især lære os om nuet og fortiden og hjælpe os til at heale vores følelser og tanker, så vi kan give slip på det, vi ikke kan bruge, og komme videre.

Den anden giver eminent viden om, hvor vi kan tage fat, hvis vi vil udfolde endnu mere af vores skønne, ressourcefulde selv i fremtiden.

Er livet en bitter pille?

Hvem har lyst til at være en bitter gammel mand (a la ”gnavne, gamle mænd”)? Eller en, med et meget desværre meget grimt og nedsættende udtryk, ”bitterfisse”? Nej, vel?

Jeg tror, mange af os kender disse typer. Jeg er stødt på en del voksne, som har udstrålet en pæn portion bitterhed og gnavenhed generelt. Og det kan være skræmmende at bevidne. Faktisk frygtede jeg, da jeg var yngre, at det var noget, man uundgåeligt blev med tiden. Bitter og skuffet over livet.

Dengang troede jeg endda, at hvis man først var blevet en bitter person, så sad man fast og var dømt til at være bitter – i hvert fald i forhold til visse områder i livet – resten af sine dage.

Der er ikke noget at sige til, at det er en følelse, vi helst vil undgå, vel?

Derfor har vi en tendens til at komme denne følelse i kassen ”uønskede følelser”. Og også i en anden kasse: ”Følelser i mig selv, jeg helst vil lukke øjnene for.” For det gør jo ofte – i første instans – ondt at indse, at vi selv indeholder nogle følelser, vi har givet mærkatet “grimme”.

Men sådan behøver det på ingen måde at være. For lige præcis bitterhed kan fungere som et meget vigtigt barometer på, i hvor høj grad du tager ansvar for dit liv.

Den bitre pille hedder ansvarsfralæggelse

Vi har alle som voksne hver især 100 % ansvar for os selv og vores liv. Selvfølgelig vil der opstå omstændigheder, som vi ikke kan kontrollere og som vi derfor ikke er ansvarlige for. Men vi er ansvarlige for, hvordan vi forholder os til livets hændelser. Og hvordan vi forholder os til vores ønsker og drømme.

Bitterhed er typisk en indikator på, at vi ikke har vedkendt os vores 100 %  ansvar. Når vi oplever, at tingene ikke går som ønsket, kan det være fristende at blive sur på andre personer eller ydre omstændigheder. Og nogle gange er der også noget ydre, der skal justeres. Nogle grænser der skal sættes måske. Men som regel skal det egentlige slag slås i os selv.

Vi skal se ærligt på, om vi har taget 100 % ansvar for alt, hvad vi har gjort og følt. Vi kan ikke altid undgå at begå ”fejl” – det er nødvendigt for at gøre sig erfaringer. Men tager vi ansvar for at lære af dem, er der ingen grund til at blive bitter. Det er der kun, når vi neddysser vores egen rolle i tingenes gang og forsøger at gemme os bag forklaringer, beskyldninger og undskyldninger. ”Jeg klarede mig dårligt til det maraton, fordi vejret var dårligt,” eller ”Jeg fik også dårlig ryg fordi mit arbejde var så travlt, at jeg ikke havde tid til at benytte sunde arbejdsstillinger”.

Det er eksempler, hvor vi gør os selv til ofre – og dermed giver handlekraften fra os. Så er det da klart, at man bliver lidt bitter! Der er jo, i virkeligheden, intet værre end situationer og oplevelser, vi føler, vi ikke kan gøre noget ved.

Tag ansvaret og slip bitterheden

Bitterhed skyldes ikke, at vi har været udsat for ærgerlige oplevelser. Følelsen opstår, hvis vi over en periode forholder os som ofre og ikke vedkender os vores eget ansvar for de følelser, vi indeholder, og valg, vi foretager på baggrund af disse følelser. Når vi ikke vedkender os vores ansvar eller føler os som ofre, kommer der et element af magtesløshed ind. Vi tager handlekraften fra os selv og placerer magten over vores tilværelse i ydre omstændigheder.

Det handler langt fra altid om, at vi skal gøre noget om eller ændre vores valg. Ofte skal vi først og fremmest vedkende os vores ansvar for de følelser, vi har haft undervejs og den indvirkning det har haft på, hvad vi sendte ud til omverdenen gennem udstråling, energi, handlinger.
På den måde kan vi slippe den energi, vi har hængt op i at være bitre over vores situation og fortiden. Det vil give plads til at nye horisonter kan åbne sig.
Det kan blive en utrolig lærerig proces – sidste år lærte jeg eksempelvis, at jeg havde været illoyal overfor mine egne udgivelser ved at frygte omverdenens dom. Da jeg opdagede dette, kunne jeg tage ansvar for følelsen, arbejde på at styrke min tro på mig selv og min indre følelse af at stå ved mit unikke udtryk. At bakke op om mig selv. Og det åbnede op for en helt ny energi i kontakten til købere af mine bøger samt generelt i snakken med andre om mine værker.

Når vi tager ansvar, både for vores følelser og handlinger, tager vi magten tilbage til os selv. Vi henter energien hjem til os selv. Og dermed kan frisk energi bruse igennem vores årer, så bitterheden skylles væk.

September 19, 2016 standard

Jeg sidder i en ventesal ved Bornholmfærgen, mens jeg skriver dette indlæg.

Kigger ned og konstaterer endnu engang, at mine sorte strømper skaber en stærk kontrast til mine lyse bukser og støvet blå sko.

Well. Sådan kan det gå, når man skifter bukser i sidste øjeblik, inden man går ud af døren …

 

Så afslappet har jeg ikke haft det de øvrige 36 år af mit liv. Da kunne forkert farve strømper i forhold til sko og bukser virkelig blive dagens fokuspunkt – det, jeg ikke kunne vende opmærksomheden bort fra. Hvordan måtte det ikke se ud i andres øjne? Hvad ville de ikke tænke?

Nu er jeg egentlig bare ligeglad. Hvis andre bruger energi på mine sorte strømper, må de gerne det. Jeg gider ikke.

Det er det der med det lille, men effektive ord “Pyt”. Det kan være en befrielse at sige.

Hvis man bruger det tilstrækkelig ofte, bliver det åbenbart til sidst overflødigt.

 

Jeg lukker mit hæfte, sætter hætten på pennen og får øje på en dame overfor mig ved den modsatte væg i ventesalen. Hun trækker hastigt blikket til sig, men jeg når at se, at hendes blik går i en direkte linje til et sted omkring mine fødder.

Pyt!

Jeg sender hende et smil og får et retur.

September 16, 2016 standard

 

I går morges blev jeg guidet igennem et blidt og effektivt yogaprogram. Da jeg lå med ryggen bøjet rundt og armene nærmest viklet ind i hinanden, mærkede jeg, hvor skønt det var at fornemme fleksibiliteten i min krop. Den var måske ikke ligefrem smidig – men den var villig til at rykke sig.
Og det er mere, end man har kunnet sige om den hidtil.
Min krop har ofte overrasket med en ny smidighed. Men kun for en kortvarig periode.
Så røg den tilbage i de gamle spændinger.
Denne nye følelse af åbenhed for forandring gav mig en pludselig indsigt. Måske har jeg holdt fast i mine spændinger, fordi det skræmmer mig at blotlægge det enorme potentiale, som ligger gemt under spændingerne. Og som ville slippe fri, hvis min krop bliver fri (-ere).
Jeg har allerede foretaget adskillige kvantespring i min personlige udvikling – og er ærlig talt målløs over, hvor meget friere, lettere og ”mere mig”, jeg har formået at blive. Jeg vidste ikke, at livet kunne være så fantastisk! Og let.
Og nu skal jeg se i øjnene, at det bliver endnu vildere. Jeg har altid følt mig relativt ressourcefuld, men jeg tror kun, jeg har kendt toppen af isbjerget. Nu er jeg klar til at dykke endnu dybere ned og bevæge mig bredere ud og behøver ikke de gamle låse i form af spændinger.
Farvel, stive krop, og hej til en endnu mere flowfyldt tilværelse.

Sådan er det også for dig. For os alle. Vi har så meget potentiale gemt i os, også når vi ikke kan få øje på det.
Prøv bare en enkelt dag at registrere i løbet af dagen, alt hvad du er, har, kan og formår. Og hvad du allerede har formået i dit smukke liv.

August 30, 2016 standard

 

Kender du det her?

Når det kommer til positiv tænkning, har jeg i mange år brugt det udadrettet, med en anden person, organisation eller genstand som fokus:

“Jeg har tillid til universet”
“Alt sker på bedste vis” (uden omkring mig/for mig)
“Min nabo respekterer mine behov for ro”

Osv.

Det er først lige nu, at jeg ser det for alvor. Hvordan disse positive tanker eller bekræftelser handler om at give energien fra mig og håbe på, at noget eller nogen indretter sig, som jeg gerne vil have det.
I virkeligheden er dette blot en forlængelse af de tanker, jeg var inde på i et indlæg inden sommerferien.

Selvfølgelig har jeg også sagt mange bekræftelser, som handlede om mig selv:
“Jeg er god nok.”
“Jeg er som jeg skal være”

Og den slags.

Men jeg har altså brugt mere krudt på de andre. Og tid. Der er vel et kontrolaspekt i det. Hvor nogle forsøger at kontrollere deres tilværelse gennem handlinger og tale, så er det, jeg har gjort, et forsøg på at styre verden gennem mit indre. Ikke fuldstændig – men bare lige så jeg følte, at der var styr på det vigtigste.

Fremover vil jeg oftere gøre noget andet.

 

Tag energien hjem

Jeg vil eksperimentere med at trække energien helt, helt hjem til mig selv – og slippe kontrollen endnu mere.
På det seneste har jeg nemlig oplevet flere tilfælde, hvor det, jeg fortalte om mig selv til mig selv blev direkte afspejlet i, hvordan omverdenen reagerede på mig. Ikke sådan, at hvis jeg tænkte “Jeg er grim”, så kom der en forbi og sagde: “Du er grim” til mig. Heldigvis ikke sådan!
Men energien i det, jeg fortalte mig selv, kvaliteten af følelsen, blev afspejlet.
Her er et negativt eksempel:
Jeg var ude på cykel en af de meget varme dage, vi havde i forsommeren. Jeg fungerer dårligt med varme, især når det kombineres med bevægelse og samtidig bliver jeg stresset, hvis jeg tror, at jeg måske er ved at blive solskoldet. Denne dag havde jeg været ude i noget tid, så jeg var både opkogt, stresset over, at jeg sikkert var på vej til at få hedeslag og endnu mere stresset over, at jeg var fuldstændig rød i bærret og let rød på armene. Jeg var ikke skoldet, vidste jeg, men lignede det. Jeg kan ikke huske præcis, hvad jeg fortalte mig selv, men i stress ligger der altid et underliggende sprog af frygt á la dette:
“Hvad nu, hvis jeg (eller min krop) ikke kan klare det?”
“Hvad, hvis det går helt galt?”

Og det er forståeligt, men det er bestemt ikke rare signaler at sende til sig selv og til kroppen: Manglende tro på ens egen evne til at klare situationen er også manglende anerkendelse af det, man (eller ens krop) allerede gør superfint for at håndtere situationen.

Netop den dag mødte jeg i min lettere aggressive stress-tilstand kun to reaktioner:
En person mindede mig om at huske solcremen. Måske velment, men ærlig talt nytteløst – hvis jeg havde solcreme, så havde jeg nok allerede brugt den. Og kommentaren gjorde mig blot endnu mere stresset over, om den rødbedefarve, jeg havde i ansigtet, ikke kun var opkogthed men også en begyndende forbrænding. Selvom jeg egentlig vidste, at det ikke var tilfældet.
En anden person konstaterede, at det måtte være varmt at knokle i dét vejr og at jeg virkelig måtte være tørstig. Det var selvfølgelig en anerkendelse af mine hårde vilkår. Men vedkommende stod lige uden for sit hjem og tænkte ikke på at tilbyde mig noget vand, så anerkendelsen virkede samtidig lidt hul eller tankeløs. Selv var jeg for stresset på det tidspunkt til at reagere hensigtsmæssigt og simpelthen spørge, om jeg kunne få fyldt en vandflaske.

Efter denne episode blev jeg bedre til at huske at tænke beroligende ting om min krop og mit nervesystem, for derved at vedligeholde min indre balance – som du måske husker fra et tidligere nyhedsbrev.

Et positivt eksempel – og det som virkelig gav mig indsigt oven på flere positive resultater på det seneste – var dette:

I fredags var det igen varmt. Der, hvor jeg var, var det omkring 30 grader om eftermiddagen. Jeg var ude på mit deltidsjob som postbud og skulle endnu engang prøve kræfter med den for mig negative kombi af varme, bevægelse og manglende mulighed for at søge skygge, få fyldt saltdepoterne osv.
Der var en times tid, hvor det ikke gik så godt.
Pludselig huskede jeg min egen kommende serie med bekræftelser til kroppen.
Og jeg begyndte at sige små bekræftende ting til mig selv og min krop:
“Du gør det rigtig godt.”
“Kære krop, du klarer det så fint”
“Tak for din hjælp i dag, min krop.”

Der gik mindre end en halv time, fra jeg var kørt ind på dette tankespor, før en dame mødte mig ved sin postkasse, hvor hun rakte mig en is (læskende!), en serviet (praktisk!) og sagde et par medfølende ord (dejligt!). Jeg tog imod med stor lettelse, for på det tidspunkt orkede jeg ikke at tygge på min sidste rugbrødsmad. Men en kold vanilleis med chokoladeovertræk kunne både jeg og min krop se pointen i. Og så var det bare så fint, at hun oven i købet havde tænkt på at give mig en serviet med. Det var enkelt, men præcis den omsorg og omtanke, jeg havde gavn af.
Jeg bliver faktisk helt rørt, når jeg tænker tilbage på det, for det var så fin en oplevelse – og det reddede resten af min vagt, min dag og min krops tilstand.

Måske har du nu læst pointen mellem linjerne, men lad mig bare trække den op alligevel. Jeg får helt sikkert brug for at minde mig selv om den:

I det negative eksempel havde jeg et tankespor kørende, som fortalte noget negativt om mig selv – og det blev spejlet ved, at jeg ikke mødte den hjælp, jeg kunne have brugt.
Det, jeg gjorde i det positive eksempel var ikke at tænke positivt om, hvordan verden ville reagere, så jeg fik det bedre i varmen. Jeg tænkte ikke bekræftelser a la: “Solen giver mig kun det, jeg har brug for”, “Min rute er hurtigt færdig” eller “Jeg modtager den hjælp, jeg har brug for”. Mit fokus var slet ikke uden for mig selv og jeg havde ingen ideer om, hvordan omverdenen skulle tilpasse sig min situation, så jeg fik det bedre.
I stedet huskede jeg “blot” at tænke positivt om mig selv og min krop og se, hvor godt jeg allerede håndterede det. Min fortælling om mig selv var præget af anerkendelse og omsorg.
Verden spejlede det så fint i form af en forstående dames konkrete handling, der viste anerkendelse og omsorg.
Det fineste er, at jeg end ikke selv kunne have fundet på, at hjælpen ville tage præcis denne form. Og det behøvede jeg heller ikke. Jeg behøvede blot at rumme og anerkende mig selv – og i dette tilfælde min krop.

Når vi plejer energien eller klimaet i os selv og vores krop og sind med kærlighed, åbner vi op for at omverdenen kan møde os på samme kærlige frekvens.

February 20, 2016 standard

 

February 16, 2016 standard

 

February 15, 2016 standard

 

February 13, 2016 standard

 

December 30, 2015 standard

Nytår er perfekt til tage nye drejninger i livet, men …

Jeg tror ikke særlig meget på det der med at sætte nytårsforsætter på den traditionelle facon.
Tit antager de en hård og irettesættende tilgang til os selv fx: “Nu har du nydt i julen, så nu må du tage dig sammen og få smidt de ekstra kilo”, “du er stadig ikke stoppet med at ryge, drikke for meget kaffe, se for meget tv, så det skal du nu – og det skal gå tjept!”.
Samtidig bliver de positive målsætninger tit sat mere ud fra, hvilket billede vi gerne vil skabe af os selv udadtil eller ideer om hvad livet bør indeholde, som vi har overtaget fra andre (slank, sund, succesfuld, rig, energisk). Og ikke særlig meget ud fra, hvad vi har behov for …
Oftest er det noget, der helst skal implementeres oven i alt det, vi i forvejen prøver at være.
Alt det tror jeg ikke på.

Jeg tror på …

  • at vi skal reflektere over, hvad vi ønsker os af livet, når som helst
  • at vi skal gå efter vores ønsker og drømme til enhver tid
  • at vi skal huske at nære os selv i hele processen
  • at vi oftest bremser vores egen udvikling mod en bedre tilstand ved at holde fast på en masse tanker og følelser og ideer om os selv, som ikke længere gavner os
  • at vi derfor ofte har mere brug for at skabe plads end at fylde mere på oven i alt det, vi allerede rummer

Derfor er mit forslag til dig, som har lyst til at bruge den rituelle energi som nytåret medfører, at du først og fremmest:

  1. Koncentrerer dig om at skabe ny plads i dig selv
  2. Sætter en åbenhjertig intention om at gå en vej med endnu mere glæde (lethed, overskud, kærlighed – hvilket ord der nu måtte trigge din yes-følelse) uden at lægge dig fast på, præcis hvordan vejen skal se ud.

For når du koncentrerer dig om at skabe plads i dig selv ved at slippe noget af det, du ikke længere har gavn af  – det kan være indstillinger, tanker, vaner, følelser  – så vil noget nyt, som tjener dig bedre, vise sig. Og måske ser det anderledes og bedre ud, end du på forhånd kunne forestille dig.

Så alt, hvad du skal gøre er at give plads.

Og hvordan i alverden gør man det? 😉

Her får du min bedste måde at gøre det på og det er gennem ord. Det kan være skriftligt eller mundtligt. Selv, hvis du slet ikke er til ord, kan du benytte metoden, fordi historier kan fortælles på mange andre måder. Med eksempelvis billeder eller lyd. Men jeg vil klart anbefale at du forsøger ad ordenes vej, for ord har en virkelig stor kraft.

Ord forløser. Historier gør i endnu højere grad.

Børn bruger det ubevidst og kreativt gennem at digte små historier, scenarier og lignende. Alle kulturer benytter det intuitivt gennem eventyr og folkeviser, der fortæller os noget, vi har brug for at erkende eller slippe, uden at vi behøver forstå det på et logisk plan.
Et eksempel er Askepot, som blandt andet handler om at stå ved sig selv, blive selvstændig og tage ansvar for sit liv (ikke lade de onde stedsøstre stå i vejen for hendes livsudfoldelse). Det behøver man ikke at vide eller analysere sig frem til for at blive fænget af historien, mærke den og tage den ind. Budskabet trænger igennem alligevel.

Siden jeg var 13-14 år har jeg brugt historier bevidst til at slippe tilstande og mønstre, som jeg havde svært ved at løsrive mig fra på andre måder.

Jeg sætter mig med papir og pen og zoomer ind på, hvad det er, jeg har behov for at slippe. Det kan være en pleaseradfærd eller lavt selvværd, vrede eller frygt for at sætte grænser. Derpå fortæller jeg det som en konkret eller symbolsk historie.
Blandt andet har jeg skrevet et eventyr om en pige, der endte med at dræne havet for smukke muslingeskaller i sin iver for at give uden at modtage (tilstrækkeligt) igen. Det var den måde, hun troede, hun kunne opnå andres kærlighed – ved at blive ved med at give noget ganske særligt, som kun hun kunne give. Derpå gav jeg plottet en drejning, så pigen erkendte, at hun måtte ændre handlemåde og tankesæt, hvis hun skulle blive ved med at finde skønhed i livet.
Det var i årene op til, at jeg endelig sprang ud i at lave det, jeg elsker allermest, og hvor jeg kan give og dele på en måde som samtidig giver mig selv en masse nydelse.

Noget af det, vi kan holde os selv allermest fast med, er de historier, vi fortæller os selv om os selv.

Derfor:

  1. Overvej, hvad du har brug for at slippe? Hvor du bremser dig selv i forhold til at gøre eller være de ting, der vil give dig glæde? Hvilke følelser er involveret?
  2. Hvilke historier genfortæller du dig selv, som involverer disse følelser? Det kan fx. være, at du skal give mere end du modtager for at være god nok, jf. mit ovennævnte eksempel med Muslingeeventyret. Det kan være, at du ikke er sådan en, der kan opnå store ting – den slags sker for alle dem, der er klogere, smukkere, på en eller anden måde anderledes end dig.
  3. Fortæl det til dig selv i sin fulde længde, som den historie, det nu er. I første omgang er den måske kort – bare en linje. Men du kan sagtens udbygge den, så det bliver en lille fortælling med handling, som viser denne overbevisning (fx. en pige, der hver dag går til havet og samler skønhed ind for at aflevere den til sine kære).
  4. Nu er du nået næsten halvvejs i dit plot. Inden du går videre, skal du sikre dig, at du har fået alle væsentlige detaljer og nuancer (omkring fx. følelser) med.
  5. Når du har sikret dig dette, så prøv at overveje, hvad der kunne danne et vendepunkt i din handling? Hvad sker der, som får din hovedperson til at spærre øjnene op, indse noget væsentligt eller stoppe op? I Muslingeeventyret var det, at pigen alligevel mistede den kærlighed, hun havde brug for, og muslingeskallerne slap op. Havet hvorfra pigen hentede det, hun gav videre og forbandt sig med andres kærlighed, blev drænet for alt det smukke, hun videregav.
  6. Og hvordan kommer han/hun videre herfra? Her er det vigtigt at huske, at det meget gerne må være totalt fiktivt og opdigtet. Jo mere symbolsk og ikke omhandlende din konkrete situation, jo lettere vil det sandsynligvis være for dig at se nye muligheder for handlingen. Dit sind, din underbevidsthed og din krop vil forstå det uanset. Pigen i Muslingeeventyret blev nødt til at stoppe op og lade være med at dræne, før hun atter kunne komme i kontakt med kærligheden.
  7. Drej historien hen i en slutning, hvor hovedpersonen på et symbolsk eller konkret plan er et sted, hvor den tilstand, du har svært ved at slippe, ikke længere fylder noget. (Er du blevet nysgerrig, kan du læse eventyret her.)
  8. Og de levede lykkeligt til … de havde brug for at lære noget og derfor måtte gå igennem nye eventyr 😉

Hvis du ikke er til at skrive, så kan en måde være at fortælle historien højt til dig selv – foran et spejl, måske? – eller til en, som du ved vil lytte med respekt.
Som nævnt kan du også lave billeder eller lydscenarier – du kan male, lave collage, synge, danse.

Med dette vil jeg sige tak for 2015, tak for at du er med her på nyhedsbrevet/bloggen/facebook. Jeg ønsker dig et eventyrligt, lærerigt og nærende 2016 og ser frem til at dele mange flere historier samt refleksioner og inspiration til sind og krop.