menu search recent posts

 

Kender du det her?

Når det kommer til positiv tænkning, har jeg i mange år brugt det udadrettet, med en anden person, organisation eller genstand som fokus:

“Jeg har tillid til universet”
“Alt sker på bedste vis” (uden omkring mig/for mig)
“Min nabo respekterer mine behov for ro”

Osv.

Det er først lige nu, at jeg ser det for alvor. Hvordan disse positive tanker eller bekræftelser handler om at give energien fra mig og håbe på, at noget eller nogen indretter sig, som jeg gerne vil have det.
I virkeligheden er dette blot en forlængelse af de tanker, jeg var inde på i et indlæg inden sommerferien.

Selvfølgelig har jeg også sagt mange bekræftelser, som handlede om mig selv:
“Jeg er god nok.”
“Jeg er som jeg skal være”

Og den slags.

Men jeg har altså brugt mere krudt på de andre. Og tid. Der er vel et kontrolaspekt i det. Hvor nogle forsøger at kontrollere deres tilværelse gennem handlinger og tale, så er det, jeg har gjort, et forsøg på at styre verden gennem mit indre. Ikke fuldstændig – men bare lige så jeg følte, at der var styr på det vigtigste.

Fremover vil jeg oftere gøre noget andet.

 

Tag energien hjem

Jeg vil eksperimentere med at trække energien helt, helt hjem til mig selv – og slippe kontrollen endnu mere.
På det seneste har jeg nemlig oplevet flere tilfælde, hvor det, jeg fortalte om mig selv til mig selv blev direkte afspejlet i, hvordan omverdenen reagerede på mig. Ikke sådan, at hvis jeg tænkte “Jeg er grim”, så kom der en forbi og sagde: “Du er grim” til mig. Heldigvis ikke sådan!
Men energien i det, jeg fortalte mig selv, kvaliteten af følelsen, blev afspejlet.
Her er et negativt eksempel:
Jeg var ude på cykel en af de meget varme dage, vi havde i forsommeren. Jeg fungerer dårligt med varme, især når det kombineres med bevægelse og samtidig bliver jeg stresset, hvis jeg tror, at jeg måske er ved at blive solskoldet. Denne dag havde jeg været ude i noget tid, så jeg var både opkogt, stresset over, at jeg sikkert var på vej til at få hedeslag og endnu mere stresset over, at jeg var fuldstændig rød i bærret og let rød på armene. Jeg var ikke skoldet, vidste jeg, men lignede det. Jeg kan ikke huske præcis, hvad jeg fortalte mig selv, men i stress ligger der altid et underliggende sprog af frygt á la dette:
“Hvad nu, hvis jeg (eller min krop) ikke kan klare det?”
“Hvad, hvis det går helt galt?”

Og det er forståeligt, men det er bestemt ikke rare signaler at sende til sig selv og til kroppen: Manglende tro på ens egen evne til at klare situationen er også manglende anerkendelse af det, man (eller ens krop) allerede gør superfint for at håndtere situationen.

Netop den dag mødte jeg i min lettere aggressive stress-tilstand kun to reaktioner:
En person mindede mig om at huske solcremen. Måske velment, men ærlig talt nytteløst – hvis jeg havde solcreme, så havde jeg nok allerede brugt den. Og kommentaren gjorde mig blot endnu mere stresset over, om den rødbedefarve, jeg havde i ansigtet, ikke kun var opkogthed men også en begyndende forbrænding. Selvom jeg egentlig vidste, at det ikke var tilfældet.
En anden person konstaterede, at det måtte være varmt at knokle i dét vejr og at jeg virkelig måtte være tørstig. Det var selvfølgelig en anerkendelse af mine hårde vilkår. Men vedkommende stod lige uden for sit hjem og tænkte ikke på at tilbyde mig noget vand, så anerkendelsen virkede samtidig lidt hul eller tankeløs. Selv var jeg for stresset på det tidspunkt til at reagere hensigtsmæssigt og simpelthen spørge, om jeg kunne få fyldt en vandflaske.

Efter denne episode blev jeg bedre til at huske at tænke beroligende ting om min krop og mit nervesystem, for derved at vedligeholde min indre balance – som du måske husker fra et tidligere nyhedsbrev.

Et positivt eksempel – og det som virkelig gav mig indsigt oven på flere positive resultater på det seneste – var dette:

I fredags var det igen varmt. Der, hvor jeg var, var det omkring 30 grader om eftermiddagen. Jeg var ude på mit deltidsjob som postbud og skulle endnu engang prøve kræfter med den for mig negative kombi af varme, bevægelse og manglende mulighed for at søge skygge, få fyldt saltdepoterne osv.
Der var en times tid, hvor det ikke gik så godt.
Pludselig huskede jeg min egen kommende serie med bekræftelser til kroppen.
Og jeg begyndte at sige små bekræftende ting til mig selv og min krop:
“Du gør det rigtig godt.”
“Kære krop, du klarer det så fint”
“Tak for din hjælp i dag, min krop.”

Der gik mindre end en halv time, fra jeg var kørt ind på dette tankespor, før en dame mødte mig ved sin postkasse, hvor hun rakte mig en is (læskende!), en serviet (praktisk!) og sagde et par medfølende ord (dejligt!). Jeg tog imod med stor lettelse, for på det tidspunkt orkede jeg ikke at tygge på min sidste rugbrødsmad. Men en kold vanilleis med chokoladeovertræk kunne både jeg og min krop se pointen i. Og så var det bare så fint, at hun oven i købet havde tænkt på at give mig en serviet med. Det var enkelt, men præcis den omsorg og omtanke, jeg havde gavn af.
Jeg bliver faktisk helt rørt, når jeg tænker tilbage på det, for det var så fin en oplevelse – og det reddede resten af min vagt, min dag og min krops tilstand.

Måske har du nu læst pointen mellem linjerne, men lad mig bare trække den op alligevel. Jeg får helt sikkert brug for at minde mig selv om den:

I det negative eksempel havde jeg et tankespor kørende, som fortalte noget negativt om mig selv – og det blev spejlet ved, at jeg ikke mødte den hjælp, jeg kunne have brugt.
Det, jeg gjorde i det positive eksempel var ikke at tænke positivt om, hvordan verden ville reagere, så jeg fik det bedre i varmen. Jeg tænkte ikke bekræftelser a la: “Solen giver mig kun det, jeg har brug for”, “Min rute er hurtigt færdig” eller “Jeg modtager den hjælp, jeg har brug for”. Mit fokus var slet ikke uden for mig selv og jeg havde ingen ideer om, hvordan omverdenen skulle tilpasse sig min situation, så jeg fik det bedre.
I stedet huskede jeg “blot” at tænke positivt om mig selv og min krop og se, hvor godt jeg allerede håndterede det. Min fortælling om mig selv var præget af anerkendelse og omsorg.
Verden spejlede det så fint i form af en forstående dames konkrete handling, der viste anerkendelse og omsorg.
Det fineste er, at jeg end ikke selv kunne have fundet på, at hjælpen ville tage præcis denne form. Og det behøvede jeg heller ikke. Jeg behøvede blot at rumme og anerkende mig selv – og i dette tilfælde min krop.

Når vi plejer energien eller klimaet i os selv og vores krop og sind med kærlighed, åbner vi op for at omverdenen kan møde os på samme kærlige frekvens.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.