menu search recent posts

 

Med hvilke metoder kan du effektivt dræbe en historie?

I dette “Brev til en ung forfatter” bragt i Information 12. september 2015 anfører Suzanne Brøgger, at det at fortælle om sin roman/historie til andre, før den er skrevet, en sikker måde.

Jeg er helt enig! Og jeg kender en anden måde, som du kan bruge bagefter, hvis du vil være helt sikker.

Lige nu står jeg muligvis med en halvdød roman. Heldigvis er det den tredje, der er tale om, for den første er jo ude og den anden skal blot redigeres. Den anden roman planlægger jeg at udgive i foråret 2016 og jeg glæder mig allerede. Det er en samtidsroman, som tager flere aktuelle temaer op.

Men den tredje. Ak, den tredje roman. Den er muligvis døende, selvom jeg ikke har opgivet den endnu. Jeg synes egentlig stadig godt om det, jeg har skrevet på den indtil nu – og det er vist omkring 100 sider. Men jeg har ikke skrevet på den i over et år og desuden har jeg nok talt for meget om den, med for mange og for åbent. Jeg kan genkende Suzanne Brøggers pointe om, når først historien er fortalt, så går luften af ballonen. Tilsvarende har jeg oplevet i forbindelse med noveller og novellesamlinger.

Det gælder ikke kun bøger. Kender du det, at du får en idé til noget, du vil gøre og fortæller vidt og bredt om det? Bliver det til noget? Eller fordufter meningen med det sammen med ordene, så snart du har udtalt dem?

Jeg har oplevet det med projekter, jeg har haft med venner, og med uddannelser, jeg troede jeg ville tage.

Omvendt er det med de ting, der faktisk bliver til noget. Dem har jeg sjældent talt (særlig meget) om, før jeg er i gang med at føre dem ud i livet. Da kan det til  gengæld godt være, at jeg ytrer mig. Men ikke inden.

Det modsatte oplever jeg også ofte er tilfældet. At når først noget både er erkendt og italesat, så er jeg klar til at give slip på det. Det kan være en arbejdssituation, jeg egentlig synes passer mig godt. Eller en modstand, jeg har, mod at tage nye skridt – såsom at blogge.

I årevis følte jeg, at jeg nok aldrig ville blive blogger, uanset at jeg blev rådet til at begynde på det. Så snart jeg havde nævnt for en veninde, at dét lå ikke til mig, det der blogging, begyndte et sted inden i mig at åbne sig hen mod egentlig rigtig gerne at ville det. Og føle mig klar til det.

Som nævnt kan det også være en arbejdssituation, hvor jeg kun lige når at få fortalt kolleger og andre, hvor godt den passer mig, før jeg kan mærke at nu er jeg klar til at slippe det arbejde og gå nye veje.

Derfor: Ja. Du kan sagtens dræbe din historie ved at tale om den. Både din kommende roman og de historier, du fortæller dig selv om, hvor du vil eller ikke vil hen i dit liv.

Sidstnævnte er for det meste godt, førstnævnte skidt. Den roman, jeg netop er begyndt på, i stedet for den halvdøde, må I derfor vente med at høre om …

Åh, og den anden metode, den hvormed du kan sikre dig, at dit offer virkelig er helt dødt?

Den metode går ud på, at du påtager dig mange andre opgaver, der tager tid og plads og ro. Dermed kan ideen til historien ikke modnes i dit sind, og du vil have svært ved at lytte godt nok efter til at høre den.

Metoden er nem at udføre. Du gør bare det, at du enten udgiver en anden roman, som medfører et kæmpe arbejde med produktion og markedsføring, eller påbegynder en ny uddannelse som kræver forberedelse og øvelse, eller kaster dig over andre projekter.

Det lyder ikke svært, vel?

Det er det heller ikke. At myrde historier er piece of cake. At bringe dem til verden? En helt anden sag 😉

1 Comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.