menu search recent posts

 

 Hvordan taler du til dig selv? Om dig selv, om dine handlinger, tanker, ønsker, følelser og bedrifter?

 

“HUSK at få rettet teksten på din hjemmeside. Du er jo ikke længere vordende forfatter, du er forfatter!”

Sådan sagde en af mine skrivegruppemakkere i forbindelse med en korrespondance om noget andet på min hjemmeside.

“Ja, jo,” svarede jeg. “Men jeg har jo ´kun´udgivet en håndfuld noveller og lidt til.”

Jeg kunne godt selv høre, at det ikke gav mening.

Fluks gik jeg ind og fjernede ordet “vordende” på min hjemmesides forside. Og rankede ryggen.

 

Det betyder så meget, hvad du tænker og siger om dig selv.

Det styrker dig bevidst at tale positivt til dig selv. Og det lærer dig noget om din nuværende tilstand, når du ikke gør. Eller når du ikke kan finde de rette ord …

 

I årevis har jeg brugt ordet “tekster” som en samlebetegnelse for mine romaner og noveller og hvad jeg ellers måtte begå af skriftlige produkter. Jeg har brugt det med sådan en “fndr-fndr-fndr”-følelse i munden. Ligesom når man kludrer i en sætning. Som om min tunge godt vidste, at det ikke var det helt rigtige ord.

Og ordet er da også temmelig gråt og upersonligt, hvis jeg selv skal sige det.

Måske var det ikke tilfældigt, at jeg brugte sådan et ord?

Når jeg bruger ord, som i virkeligheden er sprogligt ukrudt (for mig personligt), kan jeg sagtens mærke det i kroppen. På samme måde, som når en bukseelastik snærer eller en bluse bare ikke vil hænge rigtigt på skuldrene. Det forstyrrer og tager lidt af mit fokus.

Men jeg har aldrig grebet fat om lige denne ukrudtsplante og fundet ud af, hvorfor den var der. Eller overvejet, hvad jeg hellere ville plante på dens plads i stedet.

Så sent som forleden brugte jeg ordet “tekster” i flæng i en coachingsession.

 

I dag sidder jeg så og renskriver det mål, jeg arbejdede med til coachingen. Det er et mål, der netop har at gøre med, hvordan jeg bliver bedre til at fremstille mit forfattervirke positivt (i modsætning til selvudslettende) i bestemte situationer.

Pludselig kommer det rette ord og lander helt af sig selv på papiret: Værker.

Det handler om, hvordan jeg fremstiller mine “værker”. Ikke tekster. Værker. For det er jo det, de er. Ikke lange og digre værker, måske, men helt bestemt værker. Vær-ker. Vær-ker. Der er både energi og en stabil rytme i dét ord.

Ordet passer til min krop som en bluse i den helt rigtig størrelse. Så nu kan jeg slappe af med det, jeg siger til og om mig selv.

 

Hvordan taler du til dig selv?

Bruger du ord, som giver kriller i din krop? Eller som føles som “fndr” på tungen?

Hvis ja, hvad handler det så om?

Og hvad kunne du sige i stedet, som ville få dig til at ranke ryggen?

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.