menu search recent posts

Må jeg bede om din tid et par minutter?

Jeg har brug for din hjælp til opklaringen af en sælsom – men dog ikke så sjælden – hændelse og nogle deraf afledte væsentlige spørgsmål:

Årsag: Jeg har i dag fået ideen og fornemmelsen af min tredje roman (som du kan læse i et andet indlæg, er den oprindelige “tredje roman” afgået ved døden. Dens død vurderes dog ikke at have sammenhæng med nærværende mystiske hændelse).

Gerningssted: Det skete efter en times travetur ad øde gader i et rækkeshuskvarter med tæt, hvidt skydække hængende over hovedet.

Hændelsesforløb: Et par tilsyneladende ligegyldige observationer havde trængt sig ind i min halvbevidsthed, hvor jeg effektivt havde lukket munden på dem med et holdkæft-bolsje. Det hvide skydække trak sig tættere sammen og begyndte stille og roligt at spytte på mig. Dryp dryp. Spyt spyt. På mit hår, på min almindelige-på-ingen-måde-vandtætte-jakke. På min taske og på mine sko. De myldrede frem, dryppene, og der blev kortere og kortere imellem dem.

Bevisførelse: Mørke pletter på lysebrun jakke, der hvor vand næsvist havde sat sig. Kruset hår. Sammenklumpet mascara på øjenvipperne. Svuppende sko – selv seks timer senere.

Vidner: Gårdmand og person, der ikke kan nævnes her for ikke at afsløre for meget af det påbegyndte romanmanuskript “tredje roman”. Langsomtkørende bilist på villavejen. Mand, der var ved at bære byggematerialer ud af sit hus.

Videre hændelsesforløb: Jeg forlod hastigt gerningsstedet med regnen ikke bare i hælene, men direkte ned over mig. Før jeg nåede væk derfra, var den der. Ideen i mit hoved. Sammensmeltningen af de påtrængende observationer. De havde nu spist deres holdkæft-bolsje og råbte i munden på hinanden. Med en volumen højt nok til at trænge ind gennem lagene af jord i mit hoved og ind gennem tankerne om at flygte fra regnen.

Motiv: Noget ville fortælles. Det skulle partout fortælles gennem mig, et villigt omend vrissende offer.

Alibi for timerne efter hændelsen: Café med lyserøde puder, mødregrupper og god betjening. De vil sikkert kunne huske mig som “Nå, hende med det våde hår og de sammenklumpede vipper, der bestilte americano og minipose med chips? Ja, jeg husker hende tydeligt, fordi vi ikke plejer at få så ukoordinerede bestillinger. Sort kaffe og chips – hvad giver du? Og efter at have siddet med fjernt blik i et hjørne og skriblet i flere timer i et lille kladdehæfte uden at ænse noget som helst eller nogen som helst i caféen, kom hun gudhjælpemig op og bestilte med monoton stemme præcis det samme igen! Man kunne næsten tro, hun var en af disse hersens forfattere. Men sig mig, hvad drejer det sig egentlig om? Er der sket en forbrydelse? Nå, ikke. Well, hun lignede ellers en, der godt kunne have været ude for et chok. Men for sådan en type kan en smule regn vel også være tilstrækkelig. Undskyld, men nu må jeg betjene nogle kunder.”

Konklusion: En forfatter er en plante, der trives i regnvejr? Med alt for store mængder sort kaffe, selvom vedkommende foretrækker te? Med chips med havsalt som side order? Uden andet tørt eller vådt i flere timer henover frokost tid?

Spørgsmål til videre efterforskning: Lever forfattere i virkeligheden af det træ, de gnaver sig igennem, når de bider i deres blyant og ser tænksomme ud? Får de en hidtil uopdaget næring ud af transfedtsyrer i kombination med koffein? En næring, som hjælper dem til at fastholde sig i en indre oplevelsesverden, hvor deres omgivelser er som luft for dem … Eller er de almindelige mennesker til daglig, hvis skyggeside-agtige forfatterpersona kun vokser frem, når regnen sætter punktum for deres indre tørke? Og er det et fænomen, vi bør være vagtsomme overfor – “regntidens varulve”?

Hjælp udbedes: Fra læsere, der måtte ligge inde med svar af betydning for sagens opklaring.

På forhånd tak.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.