menu search recent posts

I sidste indlæg skrev jeg, at jeg regnede med denne uge at dele ny, nyttig viden om at bruge de sociale medier til markedsføring.

Desværre blev workshoppen udsat til en dag, hvor jeg ikke kan deltage. Så det gik jeg glip af.

I stedet brugte jeg eftermiddagen på at mødes med en veninde og sammen drikke grøn te på en café med udsigt til vandet, mens tusmørket dalede ned over Langebro. Fire skønne ting på én gang! Det er det heldige ved at gå glip af noget: jo mere du går glip af, jo mere plads har du åben for andre muligheder.

Derfor har jeg ikke nye, praktiske fif, jeg kan give videre. I stedet fik jeg lyst til at skrive et lille eventyr:

Der var engang en mand, som havde bygget sit helt eget hus. Huset bestod af ét stort rum, og han glædede sig til at bebo det. Han boede i et land, hvor det ikke var mange forundt at få deres helt egen bolig. I den tid det tog at bygge huset, drømte han om alle de gæster, han ville invitere på besøg, og hvordan de ville beundre hans hjem. Han havde planlagt det ned til mindste detalje, og han vidste, hvordan alt i det hus skulle være. Han havde timet det, så hans møbler ville blive leveret, så snart han havde slået det sidste søm i sit hus.

Den dag, møblerne skulle komme, var han så ivrig, at han vågnede tidligt. Han gik hen til sit hus, hvor han stødte på et bud, der var i færd med at stikke en seddel ind under døren.

”Goddag, hr.! Jeg kommer med bud fra møbelforretningen. De beklager meget at måtte meddele, at dine møbler ikke bliver leveret i dag – eller i nær fremtid. Butikken er brændt ned, forstår du, og det vides ikke, hvornår de igen kan bestille nye møbler.” Det lille bud lettede på sin hat og susede straks videre på sin cykel.

Manden bed sig i tungen af ærgrelse og lagde sig på gulvet i sit nye hjem. Huset var fuldstændig tomt, og der var ikke andre møbelforretninger i miles omkreds. Hvordan skulle han komme i gang med sit nye liv, når han ikke havde et eneste møbel eller en eneste ting i sit hjem? Han drejede hovedet og så sig omkring. Han skammede sig pludselig over sit nye hjem og besluttede sig for at glemme alt om at invitere gæster. Han ville jo ikke ane, hvornår han skulle invitere dem til. Hele planen var gået i vasken.

Manden klemte øjnene hårdt i og blev liggende sådan i timevis, indtil han faldt i en dyb søvn.

Han vågnede brat, da en stribe savl løb ned ad hans kind. Et kort øjeblik anede han ikke, hvor han var. Så huskede han det. Han rejste sig fortumlet op på albuerne og så, hvordan månelyset dansede i mange nuancer hen over hans loft og vægge. Lyset spillede på træets årer, som livlige fingre over guitarstrenge, og lagde sig som sølvglitter hen over ruderne. Faktisk var det et ganske smukt hus i sig selv. Et glad suk undslap hans læber.

I samme nu bankede det på døren. Forvirret kom han snublende på benene. Hvem kunne dog det være?

I døråbningen stod en håndfuld yngre mennesker fra hans nabolag. De gav håndtryk og gled grinende og småsnakkende ind i hans hjem. ”Vi har hørt, at hér er et sted, hvor der er plads til, at man kan danse!” lo de til ham. De satte stearinlys i husets fire hjørner, og en ung mand fandt en violin frem. Snart gik dansen lystigt og musikken snurrede sig omkring dem.

Manden var netop blevet budt op til dans, da det atter bankede på døren. Denne gang stod fire ældre mennesker uden for. Også dem kendte han fra byen. De havde hver deres kasse i hånden.

”Vi har hørt, at hér er et sted, hvor der er plads til, at vi gamle kan sidde langs væggen og se de unge more sig.” Og ind i huset defilerede de, tog nogle skåle ud af deres kasser og vendte kasserne om, så de kunne sætte sig på dem. De drak af de dampende skåle og nikkede til de dansede unge, mens en liflig duft af suppe bredte sig i rummet.

Så snart de sad mageligt, var der igen nogen ved døren. De bankede ikke på, men kaldte lavmælt. Manden åbnede døren og stirrede først ud i et tomt mørke. Så ænsede hans blik noget ved hans fødder, og han kiggede ned. Omkring ham smøg sig en flok spindende katte. ”Mjaa.. vi har hørt, at hér er endelig et sted, hvor der er plads til os i vindueskarmene.” sagde de og strøg ind i huset. Snart sad de side om side i vindueskarmene og kiggede ud, mens deres haler fejede blødt hen over væggen under dem.

Manden så sig omkring. Han så de energifyldte dansende unge mennesker. Han så de tilbagelænede ældre, der smilende betragtede de andre. Og han så de rolige katte, som sjælfuldt stirrede ud i måneskinnet.

Han indrømmede for sig selv, at han ikke for alvor ville have nydt husets skønhed og det, hans ene rum havde at byde på, hvis han straks havde fyldt det ud med møbler. Og han indså, at møbler eller ej – han havde uden tvivl et hjem. Og endda et hjem, andre havde lyst til at besøge. Fordi det, han havde, ikke var et færdigt og fyldt rum. Men et rum for muligheder.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.