menu search recent posts

 

Der er sindsygt mange fede aspekter ved det at være selvstændig, drive behandlervirksomhed og have udgivet sin første roman.

Men der er d…. også sider af det, som mest giver en følelse af tyngde i mig.

De sider har tendens til at forsvinde i mængden af glade opdateringer, fordi det er skønt – og nemt – at dele det positive.

 

Hvad er svært?

Jeg synes, at eksponeringen og synligheden er svær, også selvom jeg til en vis grad har vænnet mig til det.

Jeg synes, at det er svært at “fylde” noget hele tiden (eller ofte) i det offentlige rum/det offentlige virtuelle rum såsom facebook.

Jeg synes, at det er svært at udsætte min virksomhed og mig selv for andres bedømmelse.

Jeg kan til tider synes, at det er svært, når der engang imellem er nogen, der har fjernet deres likes fra en af mine facebooksider eller annullerer deres opskrivning til at modtage mine blogindlæg i indbakken. Selvom jeg ikke kender årsagen, kommer jeg nogle gange til at tage det personligt.

Jeg kan også synes, at det er svært, når reaktioner udebliver – på opslag, på værker, på hvad som helst.

Jeg synes, sågar at det kan være svært, når venlige personer i mit perifere netværk viser interesse for min roman og spørger ind til den.

Jeg synes, at det kan være svært at fremstille et billede, jeg føler repræsenterer mine værker, min proces, min virksomhed og mig selv i overensstemmelse med virkeligheden. For virkeligheden har plads til mange flere nuancer end vi ofte har tid og overskud til at give fokus.

Men når jeg alligevel gør det, kan jeg også synes, at dét er svært.

Jeg føler mig som en sart-lilla krokus, der står ude i al slags vejr og prøver at stå imod på sin spinkle stilk.

21092013474

Jeg synes, det er svært.

 

Hvad gør jeg?

På en dårlig dag lader jeg mig dræne for energi og dulmer eller flygter fra sårbarheden ved at engagere mig i aktiviteter som yderligere tærer på min energi.

Jeg kan finde på at drømme om at blive eneboer i en jordhule.

Jeg kan ønske at holde op med at brænde for det, jeg laver. For så kunne jeg tage et fast arbejde og være glad ved det (bilder jeg mig ind).

Jeg begraver mig i en roman og bedriver “tvangslæsning” for at undslippe virkeligheden.

Jeg laver overspringshandlinger (min fantasi er livlig og jeg kan altid finde på nye!).

 

I lyse stunder tillader jeg mig en timeout fra eksponeringen.

Jeg nyder en dag eller to, eller en hel uge, med indadvendte og meningsfulde sysler såsom skrivning og redigering af mine romaner.

Jeg tillader mig et par timer ekstra om morgenen for at lade op og for at give plads til underbevidstheden gennem drømme.

Jeg fordyber mig i en roman, fordi jeg har lyst.

Jeg giver mig selv en behandling.

Går en tur. Suger naturen og elementerne til mig som nektar.

Jeg mærker tyngden, men husker også de anerkendende og positive tanker.

Jeg ses med gode venner. Med dem kan jeg grine og græde, reflektere og forarges, vende mig indad eller venden vrangen ud. Og så husker jeg, at verden er meget større end mig og min virksomhed.

Og det går jo alt sammen alligevel.

For arbejde, eksponering og karriere er ikke hele livet. Heller ikke selvom det er noget, jeg brænder for. Så går det dårligt ét sted, er der som regel energi at hente et andet sted.

 

Men sårbarheden. Den slipper jeg nok aldrig helt uden om, så længe jeg er et menneske, der mærker og lever.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.