menu search recent posts
September 16, 2016 standard

 

I går morges blev jeg guidet igennem et blidt og effektivt yogaprogram. Da jeg lå med ryggen bøjet rundt og armene nærmest viklet ind i hinanden, mærkede jeg, hvor skønt det var at fornemme fleksibiliteten i min krop. Den var måske ikke ligefrem smidig – men den var villig til at rykke sig.
Og det er mere, end man har kunnet sige om den hidtil.
Min krop har ofte overrasket med en ny smidighed. Men kun for en kortvarig periode.
Så røg den tilbage i de gamle spændinger.
Denne nye følelse af åbenhed for forandring gav mig en pludselig indsigt. Måske har jeg holdt fast i mine spændinger, fordi det skræmmer mig at blotlægge det enorme potentiale, som ligger gemt under spændingerne. Og som ville slippe fri, hvis min krop bliver fri (-ere).
Jeg har allerede foretaget adskillige kvantespring i min personlige udvikling – og er ærlig talt målløs over, hvor meget friere, lettere og ”mere mig”, jeg har formået at blive. Jeg vidste ikke, at livet kunne være så fantastisk! Og let.
Og nu skal jeg se i øjnene, at det bliver endnu vildere. Jeg har altid følt mig relativt ressourcefuld, men jeg tror kun, jeg har kendt toppen af isbjerget. Nu er jeg klar til at dykke endnu dybere ned og bevæge mig bredere ud og behøver ikke de gamle låse i form af spændinger.
Farvel, stive krop, og hej til en endnu mere flowfyldt tilværelse.

Sådan er det også for dig. For os alle. Vi har så meget potentiale gemt i os, også når vi ikke kan få øje på det.
Prøv bare en enkelt dag at registrere i løbet af dagen, alt hvad du er, har, kan og formår. Og hvad du allerede har formået i dit smukke liv.

August 30, 2016 standard

 

Kender du det her?

Når det kommer til positiv tænkning, har jeg i mange år brugt det udadrettet, med en anden person, organisation eller genstand som fokus:

“Jeg har tillid til universet”
“Alt sker på bedste vis” (uden omkring mig/for mig)
“Min nabo respekterer mine behov for ro”

Osv.

Det er først lige nu, at jeg ser det for alvor. Hvordan disse positive tanker eller bekræftelser handler om at give energien fra mig og håbe på, at noget eller nogen indretter sig, som jeg gerne vil have det.
I virkeligheden er dette blot en forlængelse af de tanker, jeg var inde på i et indlæg inden sommerferien.

Selvfølgelig har jeg også sagt mange bekræftelser, som handlede om mig selv:
“Jeg er god nok.”
“Jeg er som jeg skal være”

Og den slags.

Men jeg har altså brugt mere krudt på de andre. Og tid. Der er vel et kontrolaspekt i det. Hvor nogle forsøger at kontrollere deres tilværelse gennem handlinger og tale, så er det, jeg har gjort, et forsøg på at styre verden gennem mit indre. Ikke fuldstændig – men bare lige så jeg følte, at der var styr på det vigtigste.

Fremover vil jeg oftere gøre noget andet.

 

Tag energien hjem

Jeg vil eksperimentere med at trække energien helt, helt hjem til mig selv – og slippe kontrollen endnu mere.
På det seneste har jeg nemlig oplevet flere tilfælde, hvor det, jeg fortalte om mig selv til mig selv blev direkte afspejlet i, hvordan omverdenen reagerede på mig. Ikke sådan, at hvis jeg tænkte “Jeg er grim”, så kom der en forbi og sagde: “Du er grim” til mig. Heldigvis ikke sådan!
Men energien i det, jeg fortalte mig selv, kvaliteten af følelsen, blev afspejlet.
Her er et negativt eksempel:
Jeg var ude på cykel en af de meget varme dage, vi havde i forsommeren. Jeg fungerer dårligt med varme, især når det kombineres med bevægelse og samtidig bliver jeg stresset, hvis jeg tror, at jeg måske er ved at blive solskoldet. Denne dag havde jeg været ude i noget tid, så jeg var både opkogt, stresset over, at jeg sikkert var på vej til at få hedeslag og endnu mere stresset over, at jeg var fuldstændig rød i bærret og let rød på armene. Jeg var ikke skoldet, vidste jeg, men lignede det. Jeg kan ikke huske præcis, hvad jeg fortalte mig selv, men i stress ligger der altid et underliggende sprog af frygt á la dette:
“Hvad nu, hvis jeg (eller min krop) ikke kan klare det?”
“Hvad, hvis det går helt galt?”

Og det er forståeligt, men det er bestemt ikke rare signaler at sende til sig selv og til kroppen: Manglende tro på ens egen evne til at klare situationen er også manglende anerkendelse af det, man (eller ens krop) allerede gør superfint for at håndtere situationen.

Netop den dag mødte jeg i min lettere aggressive stress-tilstand kun to reaktioner:
En person mindede mig om at huske solcremen. Måske velment, men ærlig talt nytteløst – hvis jeg havde solcreme, så havde jeg nok allerede brugt den. Og kommentaren gjorde mig blot endnu mere stresset over, om den rødbedefarve, jeg havde i ansigtet, ikke kun var opkogthed men også en begyndende forbrænding. Selvom jeg egentlig vidste, at det ikke var tilfældet.
En anden person konstaterede, at det måtte være varmt at knokle i dét vejr og at jeg virkelig måtte være tørstig. Det var selvfølgelig en anerkendelse af mine hårde vilkår. Men vedkommende stod lige uden for sit hjem og tænkte ikke på at tilbyde mig noget vand, så anerkendelsen virkede samtidig lidt hul eller tankeløs. Selv var jeg for stresset på det tidspunkt til at reagere hensigtsmæssigt og simpelthen spørge, om jeg kunne få fyldt en vandflaske.

Efter denne episode blev jeg bedre til at huske at tænke beroligende ting om min krop og mit nervesystem, for derved at vedligeholde min indre balance – som du måske husker fra et tidligere nyhedsbrev.

Et positivt eksempel – og det som virkelig gav mig indsigt oven på flere positive resultater på det seneste – var dette:

I fredags var det igen varmt. Der, hvor jeg var, var det omkring 30 grader om eftermiddagen. Jeg var ude på mit deltidsjob som postbud og skulle endnu engang prøve kræfter med den for mig negative kombi af varme, bevægelse og manglende mulighed for at søge skygge, få fyldt saltdepoterne osv.
Der var en times tid, hvor det ikke gik så godt.
Pludselig huskede jeg min egen kommende serie med bekræftelser til kroppen.
Og jeg begyndte at sige små bekræftende ting til mig selv og min krop:
“Du gør det rigtig godt.”
“Kære krop, du klarer det så fint”
“Tak for din hjælp i dag, min krop.”

Der gik mindre end en halv time, fra jeg var kørt ind på dette tankespor, før en dame mødte mig ved sin postkasse, hvor hun rakte mig en is (læskende!), en serviet (praktisk!) og sagde et par medfølende ord (dejligt!). Jeg tog imod med stor lettelse, for på det tidspunkt orkede jeg ikke at tygge på min sidste rugbrødsmad. Men en kold vanilleis med chokoladeovertræk kunne både jeg og min krop se pointen i. Og så var det bare så fint, at hun oven i købet havde tænkt på at give mig en serviet med. Det var enkelt, men præcis den omsorg og omtanke, jeg havde gavn af.
Jeg bliver faktisk helt rørt, når jeg tænker tilbage på det, for det var så fin en oplevelse – og det reddede resten af min vagt, min dag og min krops tilstand.

Måske har du nu læst pointen mellem linjerne, men lad mig bare trække den op alligevel. Jeg får helt sikkert brug for at minde mig selv om den:

I det negative eksempel havde jeg et tankespor kørende, som fortalte noget negativt om mig selv – og det blev spejlet ved, at jeg ikke mødte den hjælp, jeg kunne have brugt.
Det, jeg gjorde i det positive eksempel var ikke at tænke positivt om, hvordan verden ville reagere, så jeg fik det bedre i varmen. Jeg tænkte ikke bekræftelser a la: “Solen giver mig kun det, jeg har brug for”, “Min rute er hurtigt færdig” eller “Jeg modtager den hjælp, jeg har brug for”. Mit fokus var slet ikke uden for mig selv og jeg havde ingen ideer om, hvordan omverdenen skulle tilpasse sig min situation, så jeg fik det bedre.
I stedet huskede jeg “blot” at tænke positivt om mig selv og min krop og se, hvor godt jeg allerede håndterede det. Min fortælling om mig selv var præget af anerkendelse og omsorg.
Verden spejlede det så fint i form af en forstående dames konkrete handling, der viste anerkendelse og omsorg.
Det fineste er, at jeg end ikke selv kunne have fundet på, at hjælpen ville tage præcis denne form. Og det behøvede jeg heller ikke. Jeg behøvede blot at rumme og anerkende mig selv – og i dette tilfælde min krop.

Når vi plejer energien eller klimaet i os selv og vores krop og sind med kærlighed, åbner vi op for at omverdenen kan møde os på samme kærlige frekvens.

October 8, 2015 standard

 

Halvt fuldt eller halvt tomt

Dette indlæg har jeg gerne villet skrive længe. Det beror nemlig på en erfaring, jeg har gjort, som er guld værd. Den kan lyde simpel. Men sandheden er, så vidt jeg kan se, at mange af os glemmer det igen og igen. Læs nyeste indlæg

August 25, 2015 standard
At sætte ord på

Da jeg for nogle uger siden blev interviewet til et program om “Damen i den grønne dragt” til Kanal Roskilde, kom jeg på den udfordring, at jeg skulle sætte ord på, hvad det er, jeg ønsker at udtrykke og opnå med mine romaner og noveller. For en, der netop skriver sine budskaber frem mellem linjerne og i de billeder og situationer og forløb, som hænder i historierne, var det ikke en nem sag.

Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde kan eller skal formulere ALT, hvad jeg gerne vil med mine skriverier. Budskaberne og motivationerne er flertydige.

Hvordan har du indstillet dit energi-gear?

Noget af det, jeg fik sat ord på under interviewet var, hvor vigtigt det er at huske på, at vi påvirker hinanden. På det subtile plan, det ukonkrete plan, det helt igennem usynlige plan. Forskning i hjernen og nervesystemet har påvist det, som nogle kulturer vidste allerede for flere tusind år siden. At der foregår en meget større udveksling af information (energi), end det blotte øje kan opfange, blandt andet gennem den spejling af hinanden som vi ubevidst foretager, når vi kommunikerer.

Derfor betyder det noget, hvordan din indstilling til andre mennesker er. Både dem du er i decideret kontakt med gennem samtale, men også dem du passerer på gaden.

Ser du andre?

Jeg glemmer aldrig, hvor mærkeligt det føltes at passere folk på gaden eller sætte sig ind i en bus, da jeg var kommet hjem fra et år i Ghana. I Ghana er det naturligt, man klumper sig sammen i den ene ende af bussen og taler sammen med dem omkring sig. Det er også almindeligt, at man med et blik og et nik eller lignende anerkender forbipasserendes eksistens.

I dag har jeg vænnet mig til den danske stil med ikke at lukke andre ind i bevidstheden, når man går på gaden eller kører i bus. Som regel har jeg det fint sådan, fordi mit hoved er fyldt af andre ting og jeg ér præget af den individualistiske tankegang, som Vesten har. Dog har jeg alligevel oplevet, at “den danske model” har været lige lovlig ekstrem. En ændring har været i gang i en del år efterhånden, men for 10-15 år siden lod det stadig til at de fleste danskere fortolker det at være et individ sådan, at vi alle hver især er lukkede beholdere, løsrevet fra hinanden. Som altså ikke umiddelbart er mulige at “invadere” og påvirke.

Det er komplekst: Vi har selv et valg om, hvordan vi reagerer på de ting, vi oplever. Men vi bliver påvirket af hinanden, både af andres adfærd og af andres holdning til os/til mennesker generelt/til bestemte grupper af personer.

Ghana og Elinor

For en, der eksempelvis netop er ankommet hertil fra Ghana, vil det gøre en stor forskel om du tildeler vedkommende et øjebliks øjenkontakt og måske endda et smil. Eller om du lader blikket glide lige igennem og forbi. Det første kan nok føles som “hjemme” og det andet som “usynlig”. De to forskellige tilstande fremkalder næppe den samme reaktion.

For en dame som Elinor i min novelle “Elinors efterår”, gør det en verden til forskel, om hjemmehjælperne og “veninden” til banko ser en kvinde med nogle evner, minder og en viden, som ikke står skrevet i panden på hende, eller om de ser et kropshylster påklistret mærkaterne “dement” og “kaffeplettet=utjekket”. De to forskellige “briller” giver to vidt forskellige “Elinorer” med vidt forskellige handlemuligheder. Enten kan hun handle som en kvinde, der er “hjemme” i sig selv, og træffe modne beslutninger ud fra den trygge base i sig selv. Eller hun kan magtesløst indse, at der ikke er kontakt mellem hendes person og omverdenen og sygne hen eller brændes op af frustration.

Derfor er det så vigtigt, at vi husker at have en grundlæggende respekt for andre mennesker (og andre levende væsner) som udgangspunkt for vores møde med verden. En anerkendelse af, at selvom du og jeg ikke er ens eller endsige på bølgelængde, så har vi begge lige værdi alene i kraft af vores eksistens som menneske.

Du kan se interviewet hos Kanal Roskilde her.

February 18, 2015 standard

Har du set det citat af Dalai Lama, der cirkulerer på facebook, med pointen om at hvis du føler dig for lille til at gøre en forskel, så prøv at sove med en myg i dit rum … ?

Det fik mig til at tænke på en anden pointe omkring “lille”:

Det er de små ting, der gør forskellen. De små møder skaber en rød tråd gennem tiden og vores hukommelse, hvor de store møder snarere sætter enkeltstående “prikker”.

Det passer på livet som helhed og lige så vel på mine to hjertebørn – forfatterarbejde og behandlinger.

 

Måske er et stort reklamefremstød, når du udgiver din bog, gavnligt. Men det ville være ganske unyttigt, hvis du ikke havde gjort alle de små ting:

Udviklet ideen, skrevet tonsvis af noter og brainstorms.

Skrevet den første sætning.

Skrevet det første kapitel.

Researchet på emnet.

Læst hver sætning igen og igen – og fået andre til at gøre det, for så atter selv at læse det.

Og måske længe inden alt dette: lavet tonsvis af skriveøvelser, forkastede historier og halve sætninger, der aldrig fandt deres plads i en tekst.

Og arbejdet med min indstilling: hvordan jeg motiverer mig selv, så jeg får lavet arbejdet. Hvordan jeg forholder mig til mine karakterer i historierne – har jeg indlevelse og kan jeg anerkende og rumme dem som de individer, de er? Eller ser jeg i virkeligheden ned på dem og bruger dem som dårlige eksempler? (Sidstnævnte bliver en meget flad læseroplevelse).

 

I behandlinger:

Hver vejrtrækning tæller. Den er med til at vedligeholde min indre ro og gør at jeg bedre kan høre min intuition, mens jeg behandler.

Min hilsen, når folk træder ind ad døren.

Hver lille bevægelse og hver sted jeg sætter hånden eller masserer.

Og igen: min indstilling til vedkommende, jeg behandler. Er det en, hvis vurdering af min behandling, jeg er nervøs for? Eller endnu værre: Er det bare endnu en i rækken? Eller ser jeg vedkommende som en person, jeg glæder mig til at give en god oplevelse og et boost til deres livsglæde?

 

Alt sammen små, betydningsfulde brikker i den helhed der udgør en enten dårligt, middelmådigt eller skønt resultat, hvad end det er bøger eller behandlinger, vi taler om.

 

Præcis som med livet selv:

Det er hverdagene, der bærer os fremad i livet. Og de har fortjent mindst lige så meget energi som de store fester og dramaer.

 

De store ting har også betydning. Men det er alle de små ting, der udgør fundamentet som bærer det hele.

Husk at give de små ting masser af energi og husk at bruge de store armbevægelser til at generere ny energi, som du kan bruge på de små ting. 🙂