menu search recent posts
September 1, 2015 standard

 

Der er sindsygt mange fede aspekter ved det at være selvstændig, drive behandlervirksomhed og have udgivet sin første roman.

Men der er d…. også sider af det, som mest giver en følelse af tyngde i mig.

De sider har tendens til at forsvinde i mængden af glade opdateringer, fordi det er skønt – og nemt – at dele det positive.

 

Hvad er svært?

Jeg synes, at eksponeringen og synligheden er svær, også selvom jeg til en vis grad har vænnet mig til det.

Jeg synes, at det er svært at “fylde” noget hele tiden (eller ofte) i det offentlige rum/det offentlige virtuelle rum såsom facebook.

Jeg synes, at det er svært at udsætte min virksomhed og mig selv for andres bedømmelse.

Jeg kan til tider synes, at det er svært, når der engang imellem er nogen, der har fjernet deres likes fra en af mine facebooksider eller annullerer deres opskrivning til at modtage mine blogindlæg i indbakken. Selvom jeg ikke kender årsagen, kommer jeg nogle gange til at tage det personligt.

Jeg kan også synes, at det er svært, når reaktioner udebliver – på opslag, på værker, på hvad som helst.

Jeg synes, sågar at det kan være svært, når venlige personer i mit perifere netværk viser interesse for min roman og spørger ind til den.

Jeg synes, at det kan være svært at fremstille et billede, jeg føler repræsenterer mine værker, min proces, min virksomhed og mig selv i overensstemmelse med virkeligheden. For virkeligheden har plads til mange flere nuancer end vi ofte har tid og overskud til at give fokus.

Men når jeg alligevel gør det, kan jeg også synes, at dét er svært.

Jeg føler mig som en sart-lilla krokus, der står ude i al slags vejr og prøver at stå imod på sin spinkle stilk.

Jeg synes, det er svært.

 

Hvad gør jeg?

På en dårlig dag lader jeg mig dræne for energi og dulmer eller flygter fra sårbarheden ved at engagere mig i aktiviteter som yderligere tærer på min energi.

Jeg kan finde på at drømme om at blive eneboer i en jordhule.

Jeg kan ønske at holde op med at brænde for det, jeg laver. For så kunne jeg tage et fast arbejde og være glad ved det (bilder jeg mig ind).

Jeg begraver mig i en roman og bedriver “tvangslæsning” for at undslippe virkeligheden.

Jeg laver overspringshandlinger (min fantasi er livlig og jeg kan altid finde på nye!).

 

I lyse stunder tillader jeg mig en timeout fra eksponeringen.

Jeg nyder en dag eller to, eller en hel uge, med indadvendte og meningsfulde sysler såsom skrivning og redigering af mine romaner.

Jeg tillader mig et par timer ekstra om morgenen for at lade op og for at give plads til underbevidstheden gennem drømme.

Jeg fordyber mig i en roman, fordi jeg har lyst.

Jeg giver mig selv en behandling.

Går en tur. Suger naturen og elementerne til mig som nektar.

Jeg mærker tyngden, men husker også de anerkendende og positive tanker.

Jeg ses med gode venner. Med dem kan jeg grine og græde, reflektere og forarges, vende mig indad eller venden vrangen ud. Og så husker jeg, at verden er meget større end mig og min virksomhed.

Og det går jo alt sammen alligevel.

For arbejde, eksponering og karriere er ikke hele livet. Heller ikke selvom det er noget, jeg brænder for. Så går det dårligt ét sted, er der som regel energi at hente et andet sted.

 

Men sårbarheden. Den slipper jeg nok aldrig helt uden om, så længe jeg er et menneske, der mærker og lever.

June 13, 2015 standard

Vilde uger, udskydelse og cliffhanger

Det har været nogle vilde uger siden min romanudgivelse.

Og jeg har på fornemmelsen, at de kommende uger vil blive nogenlunde lige så vilde.

Min dårlige samvittighed fortæller mig, at jeg halter bagud med en masse indlæg om hele udgivelsesprocessen. Men jeg foretrækker altså at skrive, når flowet og energien er der til det.

Det er den ikke i dag, da den stadig er lidt spredt som en håndfuld konfetti, nogen har kastet op i luften.

Årsagen er ikke negativ, faktisk tvært imod.

Tiden har været fyldt med hyggelige møder med læsere, leveringer af bøger til købere, deltagelse i interview på TV Nordsjælland, bare for at nævne nogle eksempler.

Den har også været fyldt med små udflugter til boghandlere med en bogkasse under armen. Fem boghandlere har jeg formået at slå folderne forbi indtil videre. Alle fem har taget godt i mod mig og har gerne villet sætte Damen i den grønne dragt på hylderne. Behøver jeg at nævne, hvor rart det er at møde flinke boghandlere, der bliver glade over, at jeg kommer forbi med mine bøger?

Det med at lave aftaler med boghandlerne og komme på deres systemer, så de kan bestille, er noget, jeg også har planer om at skrive nogle indlæg om. (I know … endnu en cliffhanger 😉 Dem er jeg, efter en af mine veninders udsagn, ret god til at lave. Så er I advaret!)

“Vildskaben” fortsætter!

Der er kun få eksemplarer tilbage, så i næste uge skal jeg have bestilt mit andet oplag af Damen i den grønne dragt. De første tilbagemeldinger fra læsere er tikket ind i min indbakke og på min facebookside. De indeholder ord som “svær at lægge fra sig”, “fint og sjovt univers”, “malende beskrivelser” og “fint, nuanceret sprog”.

I overmorgen – mandag – er jo for øvrigt den sidste dag, hvor bogen kan købes med rabat via skrivetid – og leveres gratis i det meste af Københavnsområdet – såfremt lager stadig haves.

Skulle du have lyst til at orientere dig yderlige om Damen i den grønne dragt, så kan du læse denne artikel fra Lokalavisen Vanløse. Du kan i øvrigt finde gratis læseprøve til download på saxo.com.

Og er du nysgerrig på lidt bredere info om mine tanker om forfatterskab, behandlervirke, leg, mindfulness og ikke mindst mad, så jeg haft den ære at besvare nogle fine spørgsmål fra Mindful Passion. Fællesnævneren for alle emnerne er i virkeligheden “energi” – i alle mulige afskygninger.

Den kommende uge bruger jeg til at vandre videre ud i boghandlerverdenen med Damen under armen. Og på yderligere arbejde med at få den registreret de nødvendige steder.

Vild energi på andre flasker

Jeg bruger også ugen på en anden vild, men helt anderledes energi. Nemlig akupressurbehandlinger til stærkt nedsat pris. I morgen bliver jeg færdig med oplæring i brugen af akupressurpunkter til kroppen og kan således supplere den akupressur, som allerede er en del af BodyBlissbehandlingerne. Energien i akupressur er lige så fantastisk som i BodyBliss og Reiki og jeg kan ikke vente med dele den!

Da jeg desuden gerne vil udbygge mine erfaringer med akupressurbehandlinger, tilbyder jeg dem monsterbilligt i resten af juni måned. Find mere info her.

Nu bør jeg få afsluttet dette indlæg og drible i seng, hvis jeg ikke skal skabe ubalance i mit energisystem – jf. akupressuren! Forklaringen på nogle forskellige småsymptomer faldt lige på plads for mig, da vi rundede det punkt med at kroppen danner stresshormoner, hvis vi ikke påbegynder nattens hvile inden kl. 23.00 …