Kreativitet – et umætteligt monster, der lurer i mørket?

 

Hvorfor taler mange om det, de gerne vil gøre, skabe, være – men holder sig selv tilbage for at gøre, skabe, være dét, de drømmer om?

En af grundene er måske det monster, vi frygter sidder inde i hulens mørke og venter på at bryde løs. Vi kan ikke se det og netop derfor er det for alvor frygtindgydende.

For øjeblikket er jeg i en periode, hvor monstret er blevet lukket ud og jeg er blevet spist af det. Slugt med hud og hår.

Jeg læser ivrigt løs i mit manus – igen igen – mens den dygtige grafiker arbejder videre med omslaget. Kan slet ikke stoppe, selvom jeg godt ved, at jeg i princippet kunne blive ved i en evighed. Noget kan altid blive anderledes.

Disse perioder minder mig altid om, hvad det i virkeligheden er, der er på spil, når jeg i andre perioder afholder mig fra det kreative arbejde.

Jeg har indtryk af, at det er et hyppigt og tilbagevendende problem blandt kreative sjæle, at vi kommer til at blokere for vores skaberkraft.

Du kan måske ofte føle det som angst for, at du ikke har noget at byde på? Eller at det, du har at byde på, ikke er “godt nok”?

Du skulle måske overveje – ikke nødvendigvis godtage men i hvert fald overveje – at årsagen kan være en helt anden.

Nemlig, at du på forhånd kan fornemme, hvordan det kreative projekt vil sluge dig med hud og hår, hvis du først går igang. Fordi det vil vælte frem fra dit indre med ideer, virkelyst og skabertrang. Og du kan se, at trangen ikke vil mindskes. Uhyret vil ikke mættes. Tvært i mod.

Den gode nyhed er dog, at uhyret, omend stadig et kæmpe monster, ser meget rarere ud, når du får det ud i lyset. Og det kan være rigtig sjovt at sidde på dets ryg med vinden om ørerne og håret flagrende efter dig, mens I blæser derud af. En skønne dag tager monstret sig måske endda en lur og du får en lille pause, inden det går derudaf igen.

Så kom du bare igang med at tale venligt til monstret inde i mørket i hulen for at lokke det frit frem. Tilbyd det eventuelt, at det kan få lov at slå sig løs i bare ti minutter om dagen til en start.

Hav en skøn og skør “flyvetur” 🙂

Skrivetvivl – blokeringer 2

Mens jeg ventede på, at min hjemmeside skulle blive færdig, bevægede jeg mig i ryk som en hostende gammel motor, der satte ud hvert andet øjeblik.

Når siden er færdig, skal jeg i gang med at blogge, sagde jeg til mig selv, mens det gik derudaf i jævnt tempo.

Men hvad skal jeg dog skrive om? Den tanke dukkede op i mit hoved gang på gang. Og så var det at min motor satte ud, og jeg gik i stå.

Og det er faktisk ikke så forskelligt fra det, der kan ske, når jeg har sat mig for, at jeg skal skrive på en roman eller en novelle.

Tvivlen om, hvad jeg dog skal skrive, og forestillingen om, at jeg skal have regnet det ud på forhånd, er tilbagevendende spøgelser i min verden.

Det sjove er, at jeg ikke skal vide, hvad jeg skal skrive. Jeg skal bare skrive det, der kommer netop den dag. Og der kommer altid noget.

Planlægning og en målrettet tilgang vægtes højt i vores samfund. Det anbefales at planlægge sin historie, dens struktur og formålet med den på forhånd.

Det kan også være gode redskaber til ikke at gå helt forkert i byen.

Men måske ikke den mest kreative tilgang?

Med tiden er min kreativitet heldigvis blevet nemmere at gennemskue. Den holder af ro, overflod af tid og frihed. Den vil helst være en velkommen gæst – men den vil ikke være midtpunkt ved middagsbordet.

Så rent faktisk fungerer det glimrende at sætte mig til tastaturet på forud bestemte tidspunkter og uden vaklen begynde at skrible. Det får kreativiteten til at springe og danse henover skærmen.

Mit råd er derfor: Har du skrivetvivl, så skriv!

Uanset hvad. Bare skriv. Og sig ”Ha!” til din skrivetvivl, når du viser den, at den ikke eksisterer.

Om ikke andet får du halveret problemet, og du kan slå fast, at skrivetvivl kan det ikke være. For skrevet, det har du, også selvom du stadig tvivler. Måske får du også givet udtryk for netop det, du har behov for at udtrykke? Og ikke blot for det, du har planlagt, at du skal udtrykke.

Hvordan håndterer du din skrivetvivl (eller andre former for krea-tvivl)?

Blokeringer 1

”Faktisk glæder jeg mig til at gå til eksamen,” sagde min veninde forleden til mig over en kop te. Hun kløede sig i håret og sendte mig et skævt smil.

Der var dét! Præcis den påmindelse, jeg havde brug for.

Min veninde har lidt af eksamensskræk længe, og nu skulle hun forberede en hel times oplæg som en eksamination af hendes praktikforløb. Da tiden nærmede sig, stivnede hun ved tanken. Men pludselig gik et lys op for hende.

Den ene times oplæg havde ligget foran hende som et sort hul, der måske ville opsluge hende, så hun aldrig vendte tilbage til livet. Nu så hun den på en anden måde: Hun fik øje på mulighederne i den nervepirrende opgave. Den ene time forvandlede sig til et rum, der var åbent for, at hun kunne fylde det i det, som gav mening for hende. Ansvaret for at levere blev til friheden til at give. Give noget, hun selv valgte.

Hvordan skete det?

Hun huskede såmænd ”blot” at spørge sig selv: ”Hvad synes jeg? Hvad synes jeg er væsentligt og spændende at tale om?” I stedet for at gruble: ”Hvad vil de mon have af mig?”

Jeg tror, fælden med at glemme os selv og vores eget perspektiv til fordel for, hvad vi tror andre forventer af os, er noget, de fleste oplever ind i mellem.

For mennesker, der arbejder inden for de kreative fag, tror jeg, det er et tema, der uvægerligt vil dukke op. Flere gange. Det er én af de mange, interessante måder, vi kan blokere vores skaberkraft på.

Det gjorde det for mig for nylig.

Til min store glæde blev jeg af et magasin opfordret til at skrive nogle noveller, som passede til deres målgruppe og stil. Det er jo en gave at blive opfordret til at kreere! Jeg gik straks i gang med at researche. Og gruble over, hvad de ville have. Jeg skrev en novelle, mens jeg hele tiden vejede for og imod. Ville de synes om den? Ramte jeg plet i forhold til stilen?

Lysten til at arbejde med novellen blegnede, og jeg lagde den væk.

Efter en tid påbegyndte jeg en ny novelle. Halvvejs inde i den lagde jeg også den væk. For hvordan kunne jeg nogen sinde vide, om det var dét, de ville have?

Min tvivl var realistisk. Faktum er, at vi aldrig kan vide med sikkerhed om det, vi skaber, rammer ind i det, den påtænkte modtager vil have.

Derfor er jeg så taknemmelig for min venindes indsigt. Hvad har jeg lyst til at give? Til at formidle?

Nu er det igen sjovt at skulle ”levere”. Fordi jeg husker at tage udgangspunkt i, hvad jeg gerne vil give. Der er stadig ikke garanti for, at magasinet vil synes om det eller have det. Men der er langt større sandsynlighed for det, end hvis jeg sender dem en novelle, som ikke indeholder et budskab, det betyder noget for mig at dele.  Og med sikkerhed har jeg haft det sjovt, mens jeg arbejdede med min novelle.

Tak fordi du læste med. Nu må jeg skynde mig videre med at skrive noveller – af lyst.

I mellem tiden er du yderst velkommen til at smide en kommentar – måske du har oplevet andre måder at løse op for en blokering på? Eller har du blokeringer, som du endnu ikke har fundet en vej ud af?

Hvis der er noget, der er lærerigt, så er det at høre om andres erfaringer. Så giv endelig dit besyv med!

 

I næste uge skal jeg på endnu et gratis kursus hos Københavns Erhvervscenter. Det handler om at bruge de sociale medier i sin marketing. Jeg håber at bringe nogle guldkorn med videre i et blogindlæg.