menu search recent posts
May 18, 2019 standard

‘Damen i den grønne dragt’ har fødselsdag 1. juni.

Det har jeg besluttet at fejre med et sjældent tilbud. Du kan frem til 1. juni købe romanen for bare 50 kr. (plus porto) igennem mig – så længe lager haves.

Du bestiller gennem marlena@skrivetid.dk

Her er et par omtaler. Den første fra en læsers opslag på Facebook og den anden en anmeldelse på Instagram af @bogsamleren

Under hhv. “Udgivelser” og “Omtale” kan du læse mere.

1.

2.

October 15, 2018 standard
Når bæredygtighed, minimalisme og BogFest går op i en højere enhed
Jeg slæbte mig forbi en butik for at købe plastikholdere til skilte, fordi jeg følte, jeg var nødt til at anskaffe nogle til mine tilbudsskilte til BogFesten. Egentlig havde jeg ikke lyst, for jeg synes de er grimme og jeg ønsker ikke at skulle bruge opbevaringsplads på det plastikværk.
Heldigvis kunne man ikke få dem i butik, men skulle online for at bestille.
Og så gik min idé- og løsningshjerne i højeste gear over en kop te.
Jeg skal alligevel have bøgerne pakket i nogle kasser, som passer ned i kufferten. Og jeg rejser jo med det offentlige, så alt skal kunne være i en kuffert.
Sådan et kasselåg passer glimrende til et skilt/en plakat. Og det kan jo fint læne sig op af en kassefuld bøger.
Her eksemplificeret absolut ufærdigt med skitse til romanforside lavet af Ane Gudrun og med min vasketøjskurv i en birolle.
May 28, 2017 standard

 

 

Der er andre end butleren, der laver mad i Damen i den grønne dragt. Denne gang som noget nyt og overraskende for dem parter.

Opskriften på frikadellerne er inspireret af japanske gyoza, en af mine yndlingsspiser fra det japanske køkken. Jeg har lært at lave dem af min japanske søster Satoe, som boede hos os (mine forældre) i et år, mens vi begge gik i gymnasiet. Hun og hendes familie er et kært bekendtskab og som bonus har vi fået uendelig mængder delikat japansk mad samt et par rejser til det inspirerende land. Mens Satoe hakkede, rørte og brasede fulgte jeg i hælene som en anden observatør og nedfældede hver eneste mængde, handling og fif.

Vores fælles hukommelse fra det år blev i øvrigt bygget på mad:

“Kan du huske dengang i Sverige, hvor … ?”

“Nej, ikke rigtigt?”

“Jo jo, det var den dag, hvor vi fik pandekager med rejefyld!”

“Nåååårhja. Det kan jeg godt huske.”

 

Men tilbage til Damen i den grønne dragt og de mange måltider.

Først bogbid:

 

 

 

 

Petters gyoza-inspirerede frikadeller med kartofler og asiatisk krydret kål

 

Frikadeller

400 g hakket svinekød

Finthakket forårsløg, 3-4 stk

2 fed presset hvidløg

1 spsk sukker

2 spsk soyasauce

2-3 spsk kværnet/stødt sesamfrø

1 æg

Salt

Sort peber, friskkværnet

2-3 spsk friskhakket koriander (kan evt. erstattes af persille)

Olivenolie

 

Kom kødet i en skål, blandt det med finthakket forårsløg, sukker, soyasauce, sesamfrø og æg. Rør godt rundt. Krydr med salt og peber og tilsæt til sidst – lige inden stegning – den friskhakkede koriander.

Varm olivenolie i en pande og steg frikadellerne.

 

 

Kål

½ dl limesaft

2 spsk sukker (evt. mere alt efter smag)

Friskrevet ingefær (et stykke på størrelse med en hasselnød)

Et kvart strimlet hvidkål

1 lille rød chili, finthakket

Sesamolie eller olivenolie til stegning

 

Lynsteg den strimlede kål et par minutter og kom den straks i en skål.

Opvarm limesaft og sukker i en gryde ved svag til middel varme, indtil sukkeret er opløst. Tilsæt ingefær og chili og varm et minut mere. Hæld blandingen over den varme kål og vend straks rundt.

 

Tilbehør: Kogte kartofler, evt. drysset med persille og overdryppet med lidt olie.

 

Petter siger: Velbekomme 🙂

 

April 23, 2017 standard

 

Nyt på bloggen: Bogbidder med tilhørende opskrift.

Flere har kommenteret beskrivelserne af mad og madlavning i Damen i den grønne dragt. En del har også efterspurgt opskrifter.

Nu har jeg taget konsekvensen og vil lave en række bogbidder fra Damen i den grønne dragt, hvor du får min opskrift på den ret, der har inspireret til bogbidden.

Vi starter ud med den ret, der nok har størst affektionsværdi for mig. Det har den, fordi en nær ven lærte mig at lave den for mange år siden. Dog er den en gryderet og ikke en suppe og ikke helt så fornem, som butlerens, hvor alt er lavet af friske råvarer – butleren har sin egen måde at gå til tingene på, når det kommer til husholdning. Men denne opskrift smager også skønt!

Men først bogbid:

 

Gullasch

Om det skal være suppe eller en gryderet kan reguleres ved at tilsætte bouillon samt kartoffel og lade koge længere.

400-500 g kalveinderlår eller okseklump i små stykker

2 medium store løg, finthakkede

2 små chilier, finthakkede

2-3 fed hvidløg, finthakkede

2 dåser økologiske, hakkede tomater

2-3 spsk olivenolie eller smør

1 medium stor gulerod, finthakket

2 røde peberfrugter, hakkede

Salt, peber, rosenpaprika, oregano, rødvin

Evt. kartoffel, to stk. i tern.

 

Løgene svitses i gryden.

Tages derefter op og kødet svitses alene i et par minutter, til det er brunet.

De svitsede løg kommes igen i gryden til kødet og chili, hvidløg, gulerod og peberfrugt tilsættes samt kartoffel ved suppeversionen.

Lad simre i nogle minutter ved høj varme og tilsæt derefter tomat.

Til sidst kommes gulerod og peberfrugt i og retten smages til med salt, peber, paprika, oregano og rødvin, inden den koger færdig i nogle minutter.

Ved suppeversion tilsættes mindst 1/2 liter oksebouillon, samt ekstra krydderier, og simrer til kartoflerne er møre.

Kan serveres med kartoffelmos, pasta eller ris. Eller som suppeversion med lækkert brød.

June 13, 2015 standard

Vilde uger, udskydelse og cliffhanger

Det har været nogle vilde uger siden min romanudgivelse.

Og jeg har på fornemmelsen, at de kommende uger vil blive nogenlunde lige så vilde.

Min dårlige samvittighed fortæller mig, at jeg halter bagud med en masse indlæg om hele udgivelsesprocessen. Men jeg foretrækker altså at skrive, når flowet og energien er der til det.

Det er den ikke i dag, da den stadig er lidt spredt som en håndfuld konfetti, nogen har kastet op i luften.

Årsagen er ikke negativ, faktisk tvært imod.

Tiden har været fyldt med hyggelige møder med læsere, leveringer af bøger til købere, deltagelse i interview på TV Nordsjælland, bare for at nævne nogle eksempler.

Den har også været fyldt med små udflugter til boghandlere med en bogkasse under armen. Fem boghandlere har jeg formået at slå folderne forbi indtil videre. Alle fem har taget godt i mod mig og har gerne villet sætte Damen i den grønne dragt på hylderne. Behøver jeg at nævne, hvor rart det er at møde flinke boghandlere, der bliver glade over, at jeg kommer forbi med mine bøger?

Det med at lave aftaler med boghandlerne og komme på deres systemer, så de kan bestille, er noget, jeg også har planer om at skrive nogle indlæg om. (I know … endnu en cliffhanger 😉 Dem er jeg, efter en af mine veninders udsagn, ret god til at lave. Så er I advaret!)

“Vildskaben” fortsætter!

Der er kun få eksemplarer tilbage, så i næste uge skal jeg have bestilt mit andet oplag af Damen i den grønne dragt. De første tilbagemeldinger fra læsere er tikket ind i min indbakke og på min facebookside. De indeholder ord som “svær at lægge fra sig”, “fint og sjovt univers”, “malende beskrivelser” og “fint, nuanceret sprog”.

I overmorgen – mandag – er jo for øvrigt den sidste dag, hvor bogen kan købes med rabat via skrivetid – og leveres gratis i det meste af Københavnsområdet – såfremt lager stadig haves.

Skulle du have lyst til at orientere dig yderlige om Damen i den grønne dragt, så kan du læse denne artikel fra Lokalavisen Vanløse. Du kan i øvrigt finde gratis læseprøve til download på saxo.com.

Og er du nysgerrig på lidt bredere info om mine tanker om forfatterskab, behandlervirke, leg, mindfulness og ikke mindst mad, så jeg haft den ære at besvare nogle fine spørgsmål fra Mindful Passion. Fællesnævneren for alle emnerne er i virkeligheden “energi” – i alle mulige afskygninger.

Den kommende uge bruger jeg til at vandre videre ud i boghandlerverdenen med Damen under armen. Og på yderligere arbejde med at få den registreret de nødvendige steder.

Vild energi på andre flasker

Jeg bruger også ugen på en anden vild, men helt anderledes energi. Nemlig akupressurbehandlinger til stærkt nedsat pris. I morgen bliver jeg færdig med oplæring i brugen af akupressurpunkter til kroppen og kan således supplere den akupressur, som allerede er en del af BodyBlissbehandlingerne. Energien i akupressur er lige så fantastisk som i BodyBliss og Reiki og jeg kan ikke vente med dele den!

Da jeg desuden gerne vil udbygge mine erfaringer med akupressurbehandlinger, tilbyder jeg dem monsterbilligt i resten af juni måned. Find mere info her.

Nu bør jeg få afsluttet dette indlæg og drible i seng, hvis jeg ikke skal skabe ubalance i mit energisystem – jf. akupressuren! Forklaringen på nogle forskellige småsymptomer faldt lige på plads for mig, da vi rundede det punkt med at kroppen danner stresshormoner, hvis vi ikke påbegynder nattens hvile inden kl. 23.00 …