menu search recent posts
July 6, 2019 standard

Betragt det som et eksperiment

”Hvordan kommer jeg videre med mit skriveri?”

”Skal jeg følge mine drømme, selvom jeg ikke aner, om verden er interesseret i slutproduktet?”

Spørgsmål af den karakter kommer jeg ud for med jævne mellemrum. Det er en af de ting, jeg absolut elsker ved at have valgt mit eget liv. At andre bliver inspirerede, mærker modet begynde at bruse lidt i blodårerne og henvender sig til mig for at få et lille skub i den rigtige retning. Det føles inderligt meningsfuldt for mig at kunne lyse lidt for andre på min vej.

Umiddelbart er min erfaring, at hvis du mærker, at det trækker i dig efter at skabe noget, udrette noget, så er der også nogen derude, der vil være interesseret i det og have gavn det. Men det er mindre vigtigt i første omgang.

Skab, fordi du ikke kan lade være. Udret, fordi du synes, det er sjovt og meningsfuldt. På den måde bliver dine drømme ikke til et mål ude i horisonten, men til selve den vej, du går på.

Når det kommer til skrivning, vil du høre fra mange kanter: Skriv! Skriv! Skriv! For katten!

Og det er sandt. Det bedste, du kan gøre med dine ideer til bøger, er at komme i gang med at skrive.

Men hvordan gør man det, når frygten blokerer en smule og tankerne om, hvorvidt det bliver godt (nok) forstyrrer?

Mit bedste råd er et, som jeg erkendte, da jeg skrev bacheloropgave. I den periode begyndte jeg at meditere regelmæssigt for første gang i mit liv, selvom jeg havde kendt og benyttet meditation sporadisk i 15 år. Den daglige praksis (jeg arbejdede mig langsomt op på 10 minutter om dagen) bragte mig over samtlige skriveblokader i forbindelse med mit bachelorprojekt. Og der var mange blokader, for jeg havde hele tiden ideer til andre måder at bygge opgaven op på, og hvordan skulle jeg vide, hvilken der var den rigtige?

Meditation fik mig til at se, at den slags tanker blot var fnug, der hang ved mine øjenvipper og gjorde udsynet sløret, fnug som kunne blinkes væk.

Jeg begyndte at arbejde ud fra den tanke, at min bacheloropgave var et eksperiment og at jeg derfor måtte fuldføre det på den måde, jeg havde begyndt, før jeg kunne konkludere, om det virkede. Viste det sig, at det ikke virkede eller fik det mig til at indse, at noget andet virkede bedre, så havde jeg allerede skabt en masse byggesten i form af alt det, jeg havde skrevet. De byggesten kunne jeg bruge på en ny måde i et nyt eksperiment, hvis det blev nødvendigt. Så værre var det ikke.

Det var ikke et spørgsmål om liv og død, hvilken struktur jeg valgte til min opgave. Det var et spørgsmål om, at der var et stykke arbejde, der skulle gøres.

Jeg kan også godt lide metaforen med et stillads. Hvis du har en bog eller en novelle, du ønsker at skrive, så se det første store skrivearbejde som det at bygge et stillads. Der skal på ingen måde stå et færdigt produkt efter første gennemskrivning, det er et stykke arbejde som udføres for, at du har en platform at bygge videre fra.

Som regel hjælper de indfaldsvinkler til, at man opdager, at ens skriveprojekt ikke er så farligt endda.

Smag på livet, spring ud i det. Hvis noget kalder på dig, så besvar det ved at give det en chance. Du risikerer, det bliver sjovt …

Du er hjerteligt velkommen til at tilmelde dig Skrivetids nyhedsbrev for at få nyt om udgivelser, konkurrencer mv. samt blogindlæg direkte leveret i din indbakke. Jeg spammer ikke og sender maks. mail engang om ugen – ofte sjældnere.

Tilmeld nyhedsbrev

* påkrævet

Skrivetid vil bruge de informationer, du indtaster her til at sende dig nyhedsbreve og intet andet. Sæt flueben i boksen for at modtage emails fra skrivetid.dk.

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Dine informationer vil blive delt med mail-programmet MailChimp, så længe du er skrevet op til nyhedsbrevet. Ved at skrive dig på nyhedsbrevslisten godkender du ovenstående.

We use Mailchimp as our marketing platform. By clicking below to subscribe, you acknowledge that your information will be transferred to Mailchimp for processing. Learn more about Mailchimp’s privacy practices here.

January 2, 2017 standard

 

Hvordan lever du dit liv?

På Københavns veje og stræder kan man møde en del hidsige mennesker i trafikken. Hos hvem skældsordene sidder løst og næverne ofte knyttes.

For nogle år siden var jeg en af dem i en periode. Måske vrissede jeg ikke ligefrem ad folk eller gjorde vrede fagter, fordi nogle kørte ad H til. Men jeg havde lyst til det og jeg gjorde det indvendigt.

Trafikken kan være stressende mange steder i København, men en kort lunte hænger som regel sammen med dybereliggende vrede og utilfredshed.

Hvorfor er folk så aggressive og underskudsagtige?

Jeg var det primært, fordi jeg havde valgt et fag, som mit hjerte ikke var med i. Desuden befandt jeg mig et stykke ude på stress-skalaen, om end jeg ikke var nær et stresskollaps. Det var hårdt at være socialrådgiver med bunker, der altid voksede hurtigere, end man kunne arbejde dem ned. Og med en ledelse, der mere så på tal end mennesker. En lovgivning, hvor man skulle rubricere mennesker, uagtet at intet menneske passer i en rubrik.

Folk har tit tilkendegivet, at det måtte være hårdt at beskæftige sig med mennesker med svære psykiske lidelser.

Det var slet ikke det, jeg oplevede som hårdt.

For menneskene – de indgav mig midt i deres problemer altid håb og fornyet viden om, hvor mange ressourcer vi alle på trods af alt har og at selv de mest forhutlede liv også indeholder glæde og lyspunkter til tider. De færreste er altid helt nede, set over en dag, en uge eller et år. Vi er alle større end summen af vores udfordringer og problemer.

Det, der var hårdt, var aldrig at have tilstrækkelig tid til at gøre arbejdet tilfredsstillende. Og at der ikke var plads til at følge sund fornuft i hjælpen til folks recovery. For det, der gav mening, var ofte uden for budgettet, lovens eller politikkens rammer. Det kan nemlig ikke systematiseres.

Jeg valgte det fra for tre år siden, selvom jeg var havnet på en arbejdsplads, hvor både menneskesynet og det kollegiale var i top. For mit hjerte var bare ikke med i det – af mange årsager, blandt andet de ovennævnte.

Jeg havde i nogen tid overvejet at stoppe, men havde svært ved at se tilstrækkeligt unuanceret på det til, at det var et nemt valg. Der var jo også alle borgerne med deres livshistorier og samtalerne med dem, som jeg holdt af.

Efter en juleferie var det ikke længere et svært valg. Det føltes end ikke som et valg overhovedet, fordi min krop har det med at tale et tydeligt sprog. I længere tid havde jeg haft nogle ryg- og nakkesmerter, som jeg vidste havde forbindelse til min sjæls tilstand. Men som man med rimelighed også til dels kunne beskylde stillesiddende computerarbejde for.

I juleferien sad jeg lige så meget ned og skrev lige så meget på computer på skriveretreat med min skrivegruppe. Det voldte mig ingen problemer. Faktisk fik min krop det bedre i ferien.

Ferien sluttede. Jeg mødte på arbejde. Inden for en time på mit kontor var samtlige smerter vendt tilbage. Og jeg sagde op.

 

I dag er jeg postbud, hvilket jeg nyder, og har ind imellem noget, der næsten kan kaldes ”daglejeropgaver” – midlertidigt arbejde, som mest kræver, at man bare møder op og udfører nogle konkrete, relativt ukomplicerede handlinger.

For at være ærlig kan jeg ind imellem godt føle, at det ikke ser specielt imponerende ud udefra, at en 36-årig kvinde render rundt i gul vest og tæller trafikanter. Og at det på mange måder er langt under niveauet for mine evner, hvilket folk jo ikke kan se.

Men det har højnet mit niveau af overskud i væsentlig grad. Det er det vigtigste. Og det bringer mig videre til stadig større overskud, som er det, jeg bygger mit liv på.

Jeg vil aldrig igen befinde mig i et liv, hvor jeg ikke har overskud til at være medmenneskelig.