menu search recent posts
February 20, 2016 standard

 

February 16, 2016 standard

 

February 15, 2016 standard

 

February 13, 2016 standard

 

February 3, 2016 standard

 

Skrivetid deltager i February Fiction, hvor et af kravene er at det skal deles med nogen.

Planen er at dele her på bloggen, på Facebook og på YouTube samt lejlighedsvis på Instagram.

Øvrige krav er max. 100 ord og man skal tilstræbe, at fortællingen har en begyndelse, en midte og en slutning.

Jeg lægger ud med at dele denne micro fiction som stumfilm.
Måske kommer der oplæsning ind over indslagene senere på måneden.

 

 

 

Find dem under dette tag:

‪#‎februaryfiction‬

February 2, 2016 video

 

Skrivetid deltager i February Fiction, hvor et af kravene er at det skal deles med nogen.

Planen er at dele her på bloggen, på Facebook og på YouTube samt lejlighedsvis på Instagram.

Øvrige krav er max. 100 ord og man skal tilstræbe, at fortællingen har en begyndelse, en midte og en slutning.

Jeg lægger ud med at dele denne micro fiction som stumfilm.
Måske kommer der oplæsning ind over indslagene senere på måneden.

February Fiction – Dag 2 på YouTube.

 

 

Find dem under dette tag:

‪#‎februaryfiction‬

 

February 1, 2016 video

 

Skrivetid deltager i February Fiction, hvor et af kravene er at det skal deles med nogen.

Planen er at dele her på bloggen, på Facebook og på YouTube.

Jeg lægger ud med at dele dagens micro fiction som stumfilm – der handler om hekse!
Måske kommer der oplæsning ind over de kommende indslag.
Hav tålmodighed – det seneste døgn er mit første som filmmager 🙂

February Fiction – Dag 1 på YouTube.

Find dem under dette tag:

‪#‎februaryfiction‬

December 4, 2015 standard

Isbjørnen Ib rejste ud og fik pip

FEMTE SKRIDT

Det var gråvejr den dag, Ib nåede hjem til flokken. Han gik rundt og hilste på dem alle, smilede over hele hovedet og ville fortælle om sine mageløse oplevelser. Men alle som en viftede de ham væk og brummede, at han nok var kommet hurtigt tilbage, og at han hellere måtte indrømme, at han havde fået pip af alt det rejseri.

“Men, jeg ville jo bare hjem og se jer, før jeg rejser af sted igen. Jeg har bestemt ikke fået pip!” forklarede Ib.

Men de ville ikke høre og rullede om på den anden side, så de vendte ryggen til ham.

Den eneste, der ikke reagerede sådan, var Polar.

Hun gik lange ture med Ib og hørte alt om hans eventyr. Hun fortalte også, hvad de andre havde aftalt, dengang han drog væk: Nemlig, at de ville se ham komme krybende tilbage og indrømme, at han havde taget fejl.

Ib sukkede dybt. “Men, Polar, jeg kan jo ikke sige, at de havde ret. At jeg har fået pip. For det har jeg ikke!”

Han tog periskopet frem, lagde sig på ryggen og kiggede ind i det.

“Der må være en løsning,” opmuntrede Polar. “Når jeg tror på dig, så kan de andre også komme til det.”

“Gid det var så vel,” sagde Ib. “Men er det ikke sådan, at vi kun ser det, vi vil se?”

Tankefuldt drejede han periskopet i en anden retning. Så satte han sig op med et sæt.

“Nu har jeg det. Nu ved jeg det!” Han grinede og boksede triumferende med poterne i luften. “Polar. Løb straks rundt og bed de andre om at samles hjemme hos mig. Sig til dem, at jeg indrømmer, jeg har fået pip! Sig det!”

“Men … ” Polar så tvivlende på ham. “Det skal du da ikke nogen sinde sige, at du har. Det er forkert!”

“Åh, nej, Polar. Det er det faktisk ikke. Vær nu god og løb.”

Han klappede Polar på skulderen og satte sig ned og hviskede for sig selv, mens han tegnede skitser i sneen og klukkede fornøjet.

Et kort øjeblik overvejede Polar, om han virkelig havde fået pip.

Snart var alle samlet ved hans hule. Isbjørnene sad skulder ved skulder og sendte ham hoverende blikke. Flere grinede allerede skævt ved tanken om, at Ib nu måtte indrømme sin fadæse. Indrømme, at han havde taget fejl og at alle de andre havde gjort ret i at blive i deres vante gænge. De gned sig i poterne.

“Velkommen alle sammen.” Ib rejste sig op og bredte poterne ud.

“Dejligt at se jer. Jeg rejser snart af sted igen, så derfor vil jeg nødig gå glip af jeres selskab, den korte tid, jeg er her. Som I ved, var det et krav for at komme, at jeg indrømmer, at jeg har fået pip. Og bare rolig. Det indrømmer jeg blankt. Så nu skal I bare høre.”

Og så fortalte han løs om sin rejse. Et smil bredte sig langsomt på Polars ansigt og hendes skuldre dalede længere og længere væk fra ørerne, mens han talte. Til gengæld sad alle de andre efterhånden med åbne munde og vidste ikke, om de skulle grine eller græde.

Ib tog en dyb indånding og fortsatte med at fortælle om, hvordan han fik:

Polarlys i hjertet

Ismaskine-venner og

Periskop-blik

 

 

Ib Snap Snude

December 3, 2015 standard

Isbjørnen Ib rejste ud og fik pip

FJERDE SKRIDT

Ib gik og gik. Og han gik. Og gik. Hans forpoter spjættede stadig. Pludselig opdagede han, at han var gået i ring. Han tog sig til hovedet, alt snurrede rundt.

“Hvor vil jeg hen?” spurgte han sig selv og så ned i sine opadvendte forpoter, som om svaret fandtes dér.

“Hvad var det, jeg ville? Hvorfor rejste jeg? Åh jo. Jeg ville jo smage alverdens is!”

Han så sig omkring.

“Men … de har jo slet ikke is her! Det er derfor her virker så goldt og fattigt. Ingen is.”

Han prikkede en elefant på skulderen.

“Undskyld, ved du, hvor man kan få is?”

“Is?” truttede elefanten ud af sin snabel. “Hvad i alverden er det?”

“Is? Åh. Is er det mest vidunderlige i hele verden.” Ib udbredte sig om isens fortræffeligheder og jo mere han talte, jo mere lyste elefanten op i et stort smil.

“Det lyder elefantastisk! Ser du, her er jo så tørt og varmt. Hvis vi havde is, ville alting være meget bedre.”

“Så ved jeg, hvad det er, jeg skal. Tak!” sagde Ib og løb.

Som styret af en indre vejviser, løb han af sted, mens en plan formede sig i hans hoved. Han sprang omkring, indtil han havde samlet de dele, han skulle bruge.

“Gud! Jeg har jo været på jagt!” udbrød han forpustet, da han var færdig. “Og jeg som troede, at jeg ikke brød mig om jagt. Men når det bare ikke er hele tiden, man skal jage, og når man har et formål med at jage, så er det egentlig meget sjovt.”

Han havde aldrig prøvet at lave en ismaskine før, men hans afdøde mor, Mama B, havde altid sagt, at han var ferm med sine poter. Ofte byggede han skeletterne fra sine jagtbytter om til fine figurer og monumenter. Han forlod kun denne syssel modvilligt, når flokken pressede ham med ud på endnu en hæsblæsende jagt.

Han forstod aldrig, hvad de skulle med al den overflod, og den eneste måde, han kunne finde lidt mening i det, var ved at bygge fine ting af knogleresterne.

Men nu. Nu gav det hele mening. Lidt jagt og så en masse byggearbejde med et ædelt formål.

Han ville give elefanterne og alle de andre så mange is, som de havde brug for!

Ivrigt slog han sig ned i en lille landsby og blev del af samfundet, mens han arbejdede på sin maskine.

Endelig oprandt den store dag. Ibs nabo havde arrangeret, at et udvalg af malkedyr var til stede, og så blev alle de nærliggende byer inviteret som gæster.

Ib startede med kamelmælk, for den slags is havde han sandelig aldrig smagt før. Mutter Pukkel hældte gavmildt mælk i maskinen. Ib trak i et håndtag og satte den i gang.

“Imens den arbejder, kan vi danse en dans!”

Alle slog kreds om maskinen og valsede rundt om den, til den var færdig.

Ib rullede bark til kræmmerhuse og fyldte lidt is i hver, så der blev nok til alle. Mens de smaskende spiste og kom med begejstrede udbrud og glade dansetrin, lavede han den næste is, en gedeis. Så elefantis – en STOR portion!

De fik også kænguru-is og endelig ko-is. Hver gang dansede de rundt, mens maskinen arbejdede. Og det er derfor, der stadig i dag findes en livlig dansetradition på de kanter.

“Mums!” Alle var glade og taknemmelige, for i deres varme land var der ikke noget til at køle deres kroppe og hjerner som is.

Ib tog imod deres tak med rank ryg og strålende smil. Til sidst afslørede han, at han nu ville tage hjem.

“Jeg kom for at smage masser af is. Nu har jeg både smagt og endda sørget for, at I fremover kan få is. Så det er på tide at tage et smut hjem. Men det kan være, jeg vender tilbage en dag, for jeg er slet ikke færdig med at rejse.”

Med tårer i øjnene stak de andre hovederne sammen og hviskede. Så sendte de en ræv af sted. Han pilede gennem byen og vendte snart efter tilbage med en genstand viklet ind i blade.

“En gave fra os!” pustede ræven. “Som tak og minde.”

Snip pakkede ud og afslørede et skinnende periskop.

“Så du fremover altid kan få øje på det, der ikke ligger lige for,” pippede en due og drejede hovedet, så den så på Snip med først det ene øje og så det andet.

“Tusind tak, venner.” Ib beundrede periskopet og pakkede det grundigt ned i sin rejserygsæk, inden han satte i fuldt firspring hjem.

 

Jeg skulle hilse fra Ib og sige, at han håber, du vil følge med ham hjem i morgen på rejsens femte og sidste skridt. Pak gerne et smoking eller gallakjole – han regner med, at det bliver en fest!  Måske han virkelig har fået pip…