menu search recent posts
August 25, 2015 standard
At sætte ord på

Da jeg for nogle uger siden blev interviewet til et program om “Damen i den grønne dragt” til Kanal Roskilde, kom jeg på den udfordring, at jeg skulle sætte ord på, hvad det er, jeg ønsker at udtrykke og opnå med mine romaner og noveller. For en, der netop skriver sine budskaber frem mellem linjerne og i de billeder og situationer og forløb, som hænder i historierne, var det ikke en nem sag.

Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde kan eller skal formulere ALT, hvad jeg gerne vil med mine skriverier. Budskaberne og motivationerne er flertydige.

Hvordan har du indstillet dit energi-gear?

Noget af det, jeg fik sat ord på under interviewet var, hvor vigtigt det er at huske på, at vi påvirker hinanden. På det subtile plan, det ukonkrete plan, det helt igennem usynlige plan. Forskning i hjernen og nervesystemet har påvist det, som nogle kulturer vidste allerede for flere tusind år siden. At der foregår en meget større udveksling af information (energi), end det blotte øje kan opfange, blandt andet gennem den spejling af hinanden som vi ubevidst foretager, når vi kommunikerer.

Derfor betyder det noget, hvordan din indstilling til andre mennesker er. Både dem du er i decideret kontakt med gennem samtale, men også dem du passerer på gaden.

Ser du andre?

Jeg glemmer aldrig, hvor mærkeligt det føltes at passere folk på gaden eller sætte sig ind i en bus, da jeg var kommet hjem fra et år i Ghana. I Ghana er det naturligt, man klumper sig sammen i den ene ende af bussen og taler sammen med dem omkring sig. Det er også almindeligt, at man med et blik og et nik eller lignende anerkender forbipasserendes eksistens.

I dag har jeg vænnet mig til den danske stil med ikke at lukke andre ind i bevidstheden, når man går på gaden eller kører i bus. Som regel har jeg det fint sådan, fordi mit hoved er fyldt af andre ting og jeg ér præget af den individualistiske tankegang, som Vesten har. Dog har jeg alligevel oplevet, at “den danske model” har været lige lovlig ekstrem. En ændring har været i gang i en del år efterhånden, men for 10-15 år siden lod det stadig til at de fleste danskere fortolker det at være et individ sådan, at vi alle hver især er lukkede beholdere, løsrevet fra hinanden. Som altså ikke umiddelbart er mulige at “invadere” og påvirke.

Det er komplekst: Vi har selv et valg om, hvordan vi reagerer på de ting, vi oplever. Men vi bliver påvirket af hinanden, både af andres adfærd og af andres holdning til os/til mennesker generelt/til bestemte grupper af personer.

Ghana og Elinor

For en, der eksempelvis netop er ankommet hertil fra Ghana, vil det gøre en stor forskel om du tildeler vedkommende et øjebliks øjenkontakt og måske endda et smil. Eller om du lader blikket glide lige igennem og forbi. Det første kan nok føles som “hjemme” og det andet som “usynlig”. De to forskellige tilstande fremkalder næppe den samme reaktion.

For en dame som Elinor i min novelle “Elinors efterår”, gør det en verden til forskel, om hjemmehjælperne og “veninden” til banko ser en kvinde med nogle evner, minder og en viden, som ikke står skrevet i panden på hende, eller om de ser et kropshylster påklistret mærkaterne “dement” og “kaffeplettet=utjekket”. De to forskellige “briller” giver to vidt forskellige “Elinorer” med vidt forskellige handlemuligheder. Enten kan hun handle som en kvinde, der er “hjemme” i sig selv, og træffe modne beslutninger ud fra den trygge base i sig selv. Eller hun kan magtesløst indse, at der ikke er kontakt mellem hendes person og omverdenen og sygne hen eller brændes op af frustration.

Derfor er det så vigtigt, at vi husker at have en grundlæggende respekt for andre mennesker (og andre levende væsner) som udgangspunkt for vores møde med verden. En anerkendelse af, at selvom du og jeg ikke er ens eller endsige på bølgelængde, så har vi begge lige værdi alene i kraft af vores eksistens som menneske.

Du kan se interviewet hos Kanal Roskilde her.

February 18, 2015 standard

Har du set det citat af Dalai Lama, der cirkulerer på facebook, med pointen om at hvis du føler dig for lille til at gøre en forskel, så prøv at sove med en myg i dit rum … ?

Det fik mig til at tænke på en anden pointe omkring “lille”:

Det er de små ting, der gør forskellen. De små møder skaber en rød tråd gennem tiden og vores hukommelse, hvor de store møder snarere sætter enkeltstående “prikker”.

Det passer på livet som helhed og lige så vel på mine to hjertebørn – forfatterarbejde og behandlinger.

 

Måske er et stort reklamefremstød, når du udgiver din bog, gavnligt. Men det ville være ganske unyttigt, hvis du ikke havde gjort alle de små ting:

Udviklet ideen, skrevet tonsvis af noter og brainstorms.

Skrevet den første sætning.

Skrevet det første kapitel.

Researchet på emnet.

Læst hver sætning igen og igen – og fået andre til at gøre det, for så atter selv at læse det.

Og måske længe inden alt dette: lavet tonsvis af skriveøvelser, forkastede historier og halve sætninger, der aldrig fandt deres plads i en tekst.

Og arbejdet med min indstilling: hvordan jeg motiverer mig selv, så jeg får lavet arbejdet. Hvordan jeg forholder mig til mine karakterer i historierne – har jeg indlevelse og kan jeg anerkende og rumme dem som de individer, de er? Eller ser jeg i virkeligheden ned på dem og bruger dem som dårlige eksempler? (Sidstnævnte bliver en meget flad læseroplevelse).

 

I behandlinger:

Hver vejrtrækning tæller. Den er med til at vedligeholde min indre ro og gør at jeg bedre kan høre min intuition, mens jeg behandler.

Min hilsen, når folk træder ind ad døren.

Hver lille bevægelse og hver sted jeg sætter hånden eller masserer.

Og igen: min indstilling til vedkommende, jeg behandler. Er det en, hvis vurdering af min behandling, jeg er nervøs for? Eller endnu værre: Er det bare endnu en i rækken? Eller ser jeg vedkommende som en person, jeg glæder mig til at give en god oplevelse og et boost til deres livsglæde?

 

Alt sammen små, betydningsfulde brikker i den helhed der udgør en enten dårligt, middelmådigt eller skønt resultat, hvad end det er bøger eller behandlinger, vi taler om.

 

Præcis som med livet selv:

Det er hverdagene, der bærer os fremad i livet. Og de har fortjent mindst lige så meget energi som de store fester og dramaer.

 

De store ting har også betydning. Men det er alle de små ting, der udgør fundamentet som bærer det hele.

Husk at give de små ting masser af energi og husk at bruge de store armbevægelser til at generere ny energi, som du kan bruge på de små ting. 🙂

 

May 19, 2014 standard

Med te på kanden og udsigt til sneklædte tage gennem vinduet, satte jeg mig ned den sidste dag i januar for at gøre status over årets første måned.

Inden jeg tog en slurk te, mærkede jeg efter i min krop. Hvilken følelse havde jeg omkring den måned, der var gået?

En dyb ro helt ned i bunden af min mave og et billede af mig selv som et rummeligt kar med en solid bund fortalte mig, at følelsen var god.

Ikke bare god.

Jeg følte mig succesfuld.

Så slog det mig, at jeg egentlig ikke havde oplevet nogen succeser i traditionel forstand. Jeg havde sagt mit arbejde op, fået oprettet min egen hjemmeside, redigeret løs i min første roman uden at nå til vejs ende og havde skrevet de første blogindlæg i mit liv. Alt sammen uden at nye muligheder havde vist sig eller bragt mig nærmere en udgivelse af en novelle eller roman.

Hvorfor føltes det alligevel så godt?

Svaret meldte sig med en boblen i mit hjerte.

Det føltes godt, fordi jeg havde gjort masser af de ting, jeg elsker, og fordi jeg er på vej. Den rette vej. For mig.

I dag, på en aften i maj med vinduet på vid gab, er situationen på mange måder den samme: Jeg har endnu ingen ”medaljer” at fremvise, men jeg føler allerede, at jeg har vundet.

Succes er vel i virkeligheden, hvad vi gør det til.

Og fordi jeg har indstillet mit barometer på at opnå glæde og lade mine handlinger drives af lyst og overskud, viser målingen ”succes”.

Hvornår føler du dig succesfuld?