menu search recent posts
September 17, 2018 standard

 

Hvor lægger du din energi? I nutiden? I fortiden, i fremtiden?

Nogle gange kan sammenligninger med andre forvirre. Jeg kender mange, som tænker langt frem, laver planer for hvor de er og hvad de foretager sig om to år og forsøger at regne ud, hvad de helst skal gøre med deres liv.
Det gør jeg ikke. På den led er jeg meget i nuet.
Men det er en sandhed med modifikationer. Selvom jeg ikke bruger energi på fremtiden på den nævnte facon, så sender mine forventninger nogle gange min energi derud alligevel.
Eksempelvis kan jeg vente på at jeg har endnu mere at byde ind med, når jeg har udgivet endnu flere bøger. Når den tredje bog kommer ud. Når jeg har endnu mere erfaring med at være forfatter og at drive et forlag. Og implicit forvente at det hele så vil gå nemmere og se anderledes ud.

Hvor sender du din energi hen?
Og på hvilke måder?

Sagen er jo, at de erfaringer, jeg skal hvile på i fremtiden, og som vil få min situation til at se anderledes ud, er dem, jeg selv skal skabe. Ved at handle nu.
Ind i mellem kan gode spørgsmål hjælpe mig til at holde fokus og arbejde mere fra min kerne. For øjeblikket har jeg formuleret et spørgsmål, der hedder:

Hvis jeg ikke ventede på noget i fremtiden, hvad ville jeg så gøre lige nu?

Det hjælper mig tilbage til min handlekraft og endnu vigtigere min virketrang.

Hvad med dig?
Hvis du ikke ventede på noget i fremtiden, hvad ville du så gøre netop nu?

October 8, 2015 standard

 

Halvt fuldt eller halvt tomt

Dette indlæg har jeg gerne villet skrive længe. Det beror nemlig på en erfaring, jeg har gjort, som er guld værd. Den kan lyde simpel. Men sandheden er, så vidt jeg kan se, at mange af os glemmer det igen og igen. Læs nyeste indlæg

September 27, 2015 standard

 

Med hvilke metoder kan du effektivt dræbe en historie?

I dette “Brev til en ung forfatter” bragt i Information 12. september 2015 anfører Suzanne Brøgger, at det at fortælle om sin roman/historie til andre, før den er skrevet, en sikker måde.

Jeg er helt enig! Og jeg kender en anden måde, som du kan bruge bagefter, hvis du vil være helt sikker. Læs nyeste indlæg

September 22, 2015 standard

Må jeg bede om din tid et par minutter?

Jeg har brug for din hjælp til opklaringen af en sælsom – men dog ikke så sjælden – hændelse og nogle deraf afledte væsentlige spørgsmål:

Årsag: Jeg har i dag fået ideen og fornemmelsen af min tredje roman (som du kan læse i et andet indlæg, er den oprindelige “tredje roman” afgået ved døden. Dens død vurderes dog ikke at have sammenhæng med nærværende mystiske hændelse).

Gerningssted: Det skete efter en times travetur ad øde gader i et rækkeshuskvarter med tæt, hvidt skydække hængende over hovedet.

Hændelsesforløb: Et par tilsyneladende ligegyldige observationer havde trængt sig ind i min halvbevidsthed, hvor jeg effektivt havde lukket munden på dem med et holdkæft-bolsje. Det hvide skydække trak sig tættere sammen og begyndte stille og roligt at spytte på mig. Dryp dryp. Spyt spyt. På mit hår, på min almindelige-på-ingen-måde-vandtætte-jakke. På min taske og på mine sko. De myldrede frem, dryppene, og der blev kortere og kortere imellem dem.

Bevisførelse: Mørke pletter på lysebrun jakke, der hvor vand næsvist havde sat sig. Kruset hår. Sammenklumpet mascara på øjenvipperne. Svuppende sko – selv seks timer senere.

Vidner: Gårdmand og person, der ikke kan nævnes her for ikke at afsløre for meget af det påbegyndte romanmanuskript “tredje roman”. Langsomtkørende bilist på villavejen. Mand, der var ved at bære byggematerialer ud af sit hus.

Videre hændelsesforløb: Jeg forlod hastigt gerningsstedet med regnen ikke bare i hælene, men direkte ned over mig. Før jeg nåede væk derfra, var den der. Ideen i mit hoved. Sammensmeltningen af de påtrængende observationer. De havde nu spist deres holdkæft-bolsje og råbte i munden på hinanden. Med en volumen højt nok til at trænge ind gennem lagene af jord i mit hoved og ind gennem tankerne om at flygte fra regnen.

Motiv: Noget ville fortælles. Det skulle partout fortælles gennem mig, et villigt omend vrissende offer.

Alibi for timerne efter hændelsen: Café med lyserøde puder, mødregrupper og god betjening. De vil sikkert kunne huske mig som “Nå, hende med det våde hår og de sammenklumpede vipper, der bestilte americano og minipose med chips? Ja, jeg husker hende tydeligt, fordi vi ikke plejer at få så ukoordinerede bestillinger. Sort kaffe og chips – hvad giver du? Og efter at have siddet med fjernt blik i et hjørne og skriblet i flere timer i et lille kladdehæfte uden at ænse noget som helst eller nogen som helst i caféen, kom hun gudhjælpemig op og bestilte med monoton stemme præcis det samme igen! Man kunne næsten tro, hun var en af disse hersens forfattere. Men sig mig, hvad drejer det sig egentlig om? Er der sket en forbrydelse? Nå, ikke. Well, hun lignede ellers en, der godt kunne have været ude for et chok. Men for sådan en type kan en smule regn vel også være tilstrækkelig. Undskyld, men nu må jeg betjene nogle kunder.”

Konklusion: En forfatter er en plante, der trives i regnvejr? Med alt for store mængder sort kaffe, selvom vedkommende foretrækker te? Med chips med havsalt som side order? Uden andet tørt eller vådt i flere timer henover frokost tid?

Spørgsmål til videre efterforskning: Lever forfattere i virkeligheden af det træ, de gnaver sig igennem, når de bider i deres blyant og ser tænksomme ud? Får de en hidtil uopdaget næring ud af transfedtsyrer i kombination med koffein? En næring, som hjælper dem til at fastholde sig i en indre oplevelsesverden, hvor deres omgivelser er som luft for dem … Eller er de almindelige mennesker til daglig, hvis skyggeside-agtige forfatterpersona kun vokser frem, når regnen sætter punktum for deres indre tørke? Og er det et fænomen, vi bør være vagtsomme overfor – “regntidens varulve”?

Hjælp udbedes: Fra læsere, der måtte ligge inde med svar af betydning for sagens opklaring.

På forhånd tak.

November 13, 2014 standard

 

To do:

Søge testlæsere til den ene roman

– Nå ja, og også til den anden!

Blive færdig med redigering inden romanerne skal læses af testlæsere

Udgive e-bog i novelleføljeton

Skrive blogindlæg

Give feedback til skrivegruppe

Skrive nyt

Kigge på gammelt

Gøre noget ved gammelt –

på en ny måde, måske?

Danne overblik over alt det, jeg synes, jeg skulle nå

Være KREATIV

 

Hmm.

Kender du det, når tanker om gøremål suser i cirkler over ens hoved som en flok gnæggende hekse på deres koste?

Ambitionerne og ideerne snubler over hinanden og spilder dyrebare minutter med at ømme sig, rejse sig op, børste støvet af og snuble over hinanden igen.

Minutter og timer som jeg kunne have brugt på at føre bare en lille smule af det alt sammen ud i livet.

Det sker, når forskellige aspekter af forfatterarbejdet tørner sammen.

 

Når jeg skriver mine romaner og noveller er det i høj grad givtigt med ro og fred. Altså mentalt. Og masser af tid. For at kunne skabe – især for at kunne skabe noget af virkelig høj kvalitet – er det nødvendigt at nære mig selv først. Og mine sanser og min fantasi. Det er en impulsiv og flydende proces som ikke kan målrettes eller sættes i et skema. Til gengæld er jeg uhyggeligt effektiv, når inspirationen indfinder sig og jeg kaster mig over tasterne.

Men når den anden del af forfatter- og selvudgiverarbejdet kobles på, så bliver der i perioder meget lidt af netop ro, fred og tid. Der skal planlægges og målrettes, der skal udføres og atter udføres., når e-bøgerne skal blive til, når værkerne skal gøres færdige og det hele skal promoveres effektivt. Struktur og prioritering er væsentlige nøgleord her.

 

Ergo: Lejlighedsvis kollision og deraf følgende kaos.

Løsning: Find balance mellem tid til at nære og være impulsiv og tid til at udføre og nå i mål.

Metode: Tja?

 

I perioder lykkes det fint at få skabt en fleksibel plan og i andre perioder går det hele i kluddermor.

Men jeg arbejder stødt og roligt videre med at blive bevidst om, hvad der virker for mig og hvad der ikke gør.

Dog tror jeg, at et uundgåeligt skridt må være dagligt at gå mine prioriteringer efter i sømmene og barbere dem ned til to lister: En over det absolut nødvendige og en over det, jeg kan gøre ved lejlighed og hvis stemingen ellers er til det. Så skal jeg bare lige lære at gennemskue mig selv, når jeg ophøjer alt, der er muligt til noget, der forekommer nødvendigt!

Jeg arbejder videre med at finde balancen og glæder mig ydmygt, når det hele giver sig selv og jeg ikke behøver styre slagets gang. Som forrige søndag, hvor kreativiteten holdt sit indtog uden at banke på først og smed min første børnebog ned på papiret foran mig.

Hvis I læsere har gode metoder, fif eller tanker om dette, modtages de med kyshånd!