menu search recent posts
standard

Kom
Lad mig plukke dine ribben
De vokser alt for tæt

Lad mig tørre voksen
af dine øregange
At der kan komme luft ind

Lad mig binde en snor i dig
Så du kan lade dig flyve

Du siger, livet skal være let

Du er hjerteligt velkommen til at tilmelde dig Skrivetids nyhedsbrev for at få nyt om udgivelser, konkurrencer mv. samt blogindlæg direkte leveret i din indbakke. Jeg spammer ikke og sender maks. mail engang om ugen – ofte sjældnere.

Tilmeld nyhedsbrev

* påkrævet

Skrivetid vil bruge de informationer, du indtaster her til at sende dig nyhedsbreve og intet andet. Sæt flueben i boksen for at modtage emails fra skrivetid.dk.

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Dine informationer vil blive delt med mail-programmet MailChimp, så længe du er skrevet op til nyhedsbrevet. Ved at skrive dig på nyhedsbrevslisten godkender du ovenstående.

We use Mailchimp as our marketing platform. By clicking below to subscribe, you acknowledge that your information will be transferred to Mailchimp for processing. Learn more about Mailchimp’s privacy practices here.

September 19, 2016 standard

Jeg sidder i en ventesal ved Bornholmfærgen, mens jeg skriver dette indlæg.

Kigger ned og konstaterer endnu engang, at mine sorte strømper skaber en stærk kontrast til mine lyse bukser og støvet blå sko.

Well. Sådan kan det gå, når man skifter bukser i sidste øjeblik, inden man går ud af døren …

 

Så afslappet har jeg ikke haft det de øvrige 36 år af mit liv. Da kunne forkert farve strømper i forhold til sko og bukser virkelig blive dagens fokuspunkt – det, jeg ikke kunne vende opmærksomheden bort fra. Hvordan måtte det ikke se ud i andres øjne? Hvad ville de ikke tænke?

Nu er jeg egentlig bare ligeglad. Hvis andre bruger energi på mine sorte strømper, må de gerne det. Jeg gider ikke.

Det er det der med det lille, men effektive ord “Pyt”. Det kan være en befrielse at sige.

Hvis man bruger det tilstrækkelig ofte, bliver det åbenbart til sidst overflødigt.

 

Jeg lukker mit hæfte, sætter hætten på pennen og får øje på en dame overfor mig ved den modsatte væg i ventesalen. Hun trækker hastigt blikket til sig, men jeg når at se, at hendes blik går i en direkte linje til et sted omkring mine fødder.

Pyt!

Jeg sender hende et smil og får et retur.