menu search recent posts
September 25, 2019 standard

En sort bog ligger på det runde cafébord ved min side. Jeg sidder iblandt de brusende træer som omkranser et sommerhus i Ystad og læser lidt efter dyb inhalering af både skov og hav. Lige nu har jeg så lagt bogen fra mig for at nedfælde et par ord om den.

Den sorte bog er lindrende at læse, allerede fra de første kapitler.

Titlen er Black Box Thinking – den overraskende sandhed om succes.

Hvor mange af os har det afslappet med at fejle?

Selv er jeg helst fri. Nogle gange, ved småfejl eller i særligt robuste sindstilstande, tager jeg det let. Mange gange ikke. Jeg kender i hvert fald til at føle mig forkert eller skyldig på grund af fejl, jeg har begået, også selvom jeg ikke begik dem med overlæg.

Bogen tager fat i vores måde at tænke om og forholde os til fejl både som individer og kulturer (primært arbejds- og organisationskulturer). Jeg er ikke nået så langt, men jeg er fascineret. Den får mig til at overveje, hvor ofte jeg oplever, at fejl både hos mig selv og andre bliver sprunget hastigt hen over og ofte med konklusionen, at man jo egentlig godt ved, hvad man burde have gjort i stedet.

Ja, det ved man måske, men ved man, hvorfor man så ikke gjorde det rette? Og har bogen ikke ret i, at vi har meget lettere ved at påpege andres fejl end med at granske vores egne?

Sjældent bliver der brugt energi på at kigge om bag de ubehagelige følelser ved at have fejlet eller på at anlægge et objektivt syn på, hvad der sket med henblik på at kortlægge, hvordan man kan ændre fremgangsmåden fremover. Det fejlagtige får ikke den behørige agt, kan man sige.

Det er i hvert fald der, jeg har oplevet, at det ofte strander.

Meditation og tid uden mentalt fyld (det vil sige tid fri fra input fra andre, herunder via internettet) hjælper mig ofte til alligevel at erkende dele af det.

Men jeg er åben overfor at ændre mit og vores kulturs generelle tilgang til fejl. For som det gøres klart i bogen: ”Fejl er fantastiske læringsmuligheder af en helt enkel årsag: I mange af udgaverne præsenterer fejl en overskridelse af vores forventninger.”

Med den konstatering begynder udforskning af fejl pludselig at antage karakter af at være en opdagelsesrejse ad nye, ukendte stier – som jeg næsten ikke kan vente med at slentre ned ad.

Vil du med?

July 20, 2015 standard

 

“Mon vedkommende venter på, hvornår der sker noget?”

Sådan tænkte jeg ofte, da jeg for snart et år siden begyndte på BodyBlissbehandlinger. Jeg tænkte det, når jeg sad med en fingerspids på ét punkt i flere minutter eller holdt et stræk i ansigtet lige så lang tid.

Det er symptomatisk for vores samtid, tror jeg. At vi er lidt bange for, at der ikke sker nok. At vi andre eller vi selv skal komme til at kede os. Så vi er hele tiden på vej mod den næste oplevelse.

Og det er nemt: For vi tilbydes hele tiden nye oplevelser.

Vi lærer ikke at dvæle lidt ved oplevelserne og vores indre tilstand.

Vi lærer ikke at blive i det.

Jeg tror også, det er netop dét, der gør behandlinger som BodyBliss og Reiki så virkningsfulde. At vi tillader os at blive mere end et kort øjeblik i det, der er. At min fingerspids eller hånd lader sig hvile på ét sted af gangen, så både jeg og klienten kommer i kontakt med en bestemt energi med en særlig rummelig kvalitet.

Det skaber en rummelighed samt tid til at klienten kan få lov at mærke både energien og sig selv lige nu, lige der – og blive i det.

Selv har jeg været i handlingsmode i en længere periode. Jeg har udrettet meget. Men jeg har nok også mærket mindre. Det er gået ud over ryggen som har råbt op i ny og næ med stivhed og smerter.

Forleden på min fødselsdag genoptog jeg en længst glemt meditationsrutine. Da jeg sad der på puden og bare trak vejret, blev der plads til at mærke mig selv, mærke nuet.

Det kom bag på mig, hvor øm min lænd faktisk var. Og hvor høj min puls var i forhold til at jeg sad stille. Det var, hvor jeg var, lige dér. Og jeg ville ikke have mærket det, hvis ikke jeg havde sat mig ned for at blive lidt i nuet uden handling og nye input.

Hvor ofte husker du at blive i dig selv?

Hvordan genopretter du forbindelsen til dig selv, når den i en periode er blevet forsømt?