Lille spejl, vis mig som perfekt

 

Halvt fuldt eller halvt tomt

Dette indlæg har jeg gerne villet skrive længe. Det beror nemlig på en erfaring, jeg har gjort, som er guld værd. Den kan lyde simpel. Men sandheden er, så vidt jeg kan se, at mange af os glemmer det igen og igen. Continue reading Lille spejl, vis mig som perfekt

På en sart-lilla dag – om sårbarhed

 

Der er sindsygt mange fede aspekter ved det at være selvstændig, drive behandlervirksomhed og have udgivet sin første roman.

Men der er d…. også sider af det, som mest giver en følelse af tyngde i mig.

De sider har tendens til at forsvinde i mængden af glade opdateringer, fordi det er skønt – og nemt – at dele det positive.

 

Hvad er svært?

Jeg synes, at eksponeringen og synligheden er svær, også selvom jeg til en vis grad har vænnet mig til det.

Jeg synes, at det er svært at “fylde” noget hele tiden (eller ofte) i det offentlige rum/det offentlige virtuelle rum såsom facebook.

Jeg synes, at det er svært at udsætte min virksomhed og mig selv for andres bedømmelse.

Jeg kan til tider synes, at det er svært, når der engang imellem er nogen, der har fjernet deres likes fra en af mine facebooksider eller annullerer deres opskrivning til at modtage mine blogindlæg i indbakken. Selvom jeg ikke kender årsagen, kommer jeg nogle gange til at tage det personligt.

Jeg kan også synes, at det er svært, når reaktioner udebliver – på opslag, på værker, på hvad som helst.

Jeg synes, sågar at det kan være svært, når venlige personer i mit perifere netværk viser interesse for min roman og spørger ind til den.

Jeg synes, at det kan være svært at fremstille et billede, jeg føler repræsenterer mine værker, min proces, min virksomhed og mig selv i overensstemmelse med virkeligheden. For virkeligheden har plads til mange flere nuancer end vi ofte har tid og overskud til at give fokus.

Men når jeg alligevel gør det, kan jeg også synes, at dét er svært.

Jeg føler mig som en sart-lilla krokus, der står ude i al slags vejr og prøver at stå imod på sin spinkle stilk.

21092013474

Jeg synes, det er svært.

 

Hvad gør jeg?

På en dårlig dag lader jeg mig dræne for energi og dulmer eller flygter fra sårbarheden ved at engagere mig i aktiviteter som yderligere tærer på min energi.

Jeg kan finde på at drømme om at blive eneboer i en jordhule.

Jeg kan ønske at holde op med at brænde for det, jeg laver. For så kunne jeg tage et fast arbejde og være glad ved det (bilder jeg mig ind).

Jeg begraver mig i en roman og bedriver “tvangslæsning” for at undslippe virkeligheden.

Jeg laver overspringshandlinger (min fantasi er livlig og jeg kan altid finde på nye!).

 

I lyse stunder tillader jeg mig en timeout fra eksponeringen.

Jeg nyder en dag eller to, eller en hel uge, med indadvendte og meningsfulde sysler såsom skrivning og redigering af mine romaner.

Jeg tillader mig et par timer ekstra om morgenen for at lade op og for at give plads til underbevidstheden gennem drømme.

Jeg fordyber mig i en roman, fordi jeg har lyst.

Jeg giver mig selv en behandling.

Går en tur. Suger naturen og elementerne til mig som nektar.

Jeg mærker tyngden, men husker også de anerkendende og positive tanker.

Jeg ses med gode venner. Med dem kan jeg grine og græde, reflektere og forarges, vende mig indad eller venden vrangen ud. Og så husker jeg, at verden er meget større end mig og min virksomhed.

Og det går jo alt sammen alligevel.

For arbejde, eksponering og karriere er ikke hele livet. Heller ikke selvom det er noget, jeg brænder for. Så går det dårligt ét sted, er der som regel energi at hente et andet sted.

 

Men sårbarheden. Den slipper jeg nok aldrig helt uden om, så længe jeg er et menneske, der mærker og lever.

Når stormen raser

 

To do:

Søge testlæsere til den ene roman

– Nå ja, og også til den anden!

Blive færdig med redigering inden romanerne skal læses af testlæsere

Udgive e-bog i novelleføljeton

Skrive blogindlæg

Give feedback til skrivegruppe

Skrive nyt

Kigge på gammelt

Gøre noget ved gammelt –

på en ny måde, måske?

Danne overblik over alt det, jeg synes, jeg skulle nå

Være KREATIV

 

Hmm.

Kender du det, når tanker om gøremål suser i cirkler over ens hoved som en flok gnæggende hekse på deres koste?

Ambitionerne og ideerne snubler over hinanden og spilder dyrebare minutter med at ømme sig, rejse sig op, børste støvet af og snuble over hinanden igen.

Minutter og timer som jeg kunne have brugt på at føre bare en lille smule af det alt sammen ud i livet.

Det sker, når forskellige aspekter af forfatterarbejdet tørner sammen.

 

Når jeg skriver mine romaner og noveller er det i høj grad givtigt med ro og fred. Altså mentalt. Og masser af tid. For at kunne skabe – især for at kunne skabe noget af virkelig høj kvalitet – er det nødvendigt at nære mig selv først. Og mine sanser og min fantasi. Det er en impulsiv og flydende proces som ikke kan målrettes eller sættes i et skema. Til gengæld er jeg uhyggeligt effektiv, når inspirationen indfinder sig og jeg kaster mig over tasterne.

Men når den anden del af forfatter- og selvudgiverarbejdet kobles på, så bliver der i perioder meget lidt af netop ro, fred og tid. Der skal planlægges og målrettes, der skal udføres og atter udføres., når e-bøgerne skal blive til, når værkerne skal gøres færdige og det hele skal promoveres effektivt. Struktur og prioritering er væsentlige nøgleord her.

 

Ergo: Lejlighedsvis kollision og deraf følgende kaos.

Løsning: Find balance mellem tid til at nære og være impulsiv og tid til at udføre og nå i mål.

Metode: Tja?

 

I perioder lykkes det fint at få skabt en fleksibel plan og i andre perioder går det hele i kluddermor.

Men jeg arbejder stødt og roligt videre med at blive bevidst om, hvad der virker for mig og hvad der ikke gør.

Dog tror jeg, at et uundgåeligt skridt må være dagligt at gå mine prioriteringer efter i sømmene og barbere dem ned til to lister: En over det absolut nødvendige og en over det, jeg kan gøre ved lejlighed og hvis stemingen ellers er til det. Så skal jeg bare lige lære at gennemskue mig selv, når jeg ophøjer alt, der er muligt til noget, der forekommer nødvendigt!

Jeg arbejder videre med at finde balancen og glæder mig ydmygt, når det hele giver sig selv og jeg ikke behøver styre slagets gang. Som forrige søndag, hvor kreativiteten holdt sit indtog uden at banke på først og smed min første børnebog ned på papiret foran mig.

Hvis I læsere har gode metoder, fif eller tanker om dette, modtages de med kyshånd!