menu search recent posts
September 16, 2015 standard

Burde, burde, burde. “Jeg burde give den en skalle i dag”. “Jeg burde nå i mål med min to-do-liste for ugen”. “Jeg burde gøre det, for jeg vil så gerne udleve alle de ideer, jeg har i mit hoved. Og se, at alt kører effektivt derudaf.”

Jeg havde lige overstået morgenmaden efter en nat med mange insisterende drømme, som tilbageholdt mit sind i drømmeland, mens jeg tvang min krop til at vågne. Og jeg ville så gerne videre med alt det, jeg har på hjerte. Og jeg ville så gerne opretholde den gode arbejdsrytme fra de foregående arbejdsdage.

Det ville jeg måske også være i stand til. Men ikke uden at tilsidesætte mine følelser og min tilstand fuldstændig. For alt i mig skreg på rum, plads, pause.

Og sagen er: Det er i pausen, at nyt opstår. Og mit virke består i at være i konstant fornyelse. Det beror desuden på en vision om at inspirere andre til at blive bevidste om, hvad der rører sig i dem, i endnu højere grad end de allerede er.

Så det går bare ikke at tvinge mig selv til at overhøre alle signaler for at følge min arbejdsplan slavisk. Men det kan være rigtig svært at give slip. Og selv om jeg vælger at følge mit hjerte, kan en lille del af mig godt blive hængende i fortrydelsen: “Øv, nu havde jeg lige set for mig, hvor skønt det skulle blive at få dét og dét og dét ordnet.”

På den anden side ville det være spild af tid at rulle rundt på gulvet og hyle af frustration og modstand, som jeg gjorde engang som barn.

Ergo må jeg tage dagens energi på mig og følge mit hjerte og min intuition. Jeg starter med en lang gåtur. Lader turen føre mig til en café med et stort vindue ud mod gaden, hvor jeg kan sidde og få hold på, hvad det foregår i mig, mens jeg betragter verden myldre forbi. Ind i mellem tysser jeg på den lille stemme, der insisterende hvisker “Lad os nu komme videre med det hele! Nu!”, og køber mig en kaffe eller en fransk vaffel mere.

May 19, 2015 standard

 

Jubi! I dag har jeg nået de opgaver, jeg havde sat mig for!

Hvad med dig?

Er du planlægningspessimist, -realist eller -optimist?

Jeg er helt klart planlægningsoptimist. Sådan en, der tror, at jeg kan nå omkring ti gange så meget på en dag, end jeg i virkeligheden kan. Det er også derfor, at jeg har været nødt til at finde på metoder til at huske at markere at jeg faktisk har nået nogle opgaver i løbet af min arbejdsdag. Dem kan du læse om her.

I dag lykkedes det mig altså at nå dagens opgaver inden fyraften. Det skete udelukkende, fordi jeg havde planlagt langt færre opgaver, end jeg ville mene, jeg kunne nå.

Det er en skøn følelse at nå sine mål, sine punkter på to-do-listen. Det giver en oplevelse af fremdrift og succes.

Og det er i virkeligheden meget mere selvkærligt – og dermed også energigivende og produktivt – at give sig selv tid.

Tid i sin planlægning til at nå de planlagte punkter. Tid mellem opgaverne til at trække vejret, nyde at opgaven er klaret og lige tænke over, om den nu også er helt fuldført. Tid til at skrive ned, hvad der mangler at blive gjort. Tid til at planlægge hvornår det der mangler skal gøres. Tid til at omstille sig fra den ene opgave til den anden – eller fra den ene klient til den anden.

Tid. Tid. Tid.

Dét vil jeg fejre i dag. Så den står på dobbelt fejring: Først den sædvanlige fejring af en produktiv arbejdsdag. Derpå en ekstraordinær fejring af min selvkærlige tilgang.

 

May 18, 2015 standard

 

For nogen tid siden gav jeg en behandling til en kvinde, som havde brug for at stresse af. Hun følte sig blandt andet presset over, at hun havde lært at følge sin intuition. Det skabte en følelse i hende af, at hun hele tiden skulle foretage ændringer i sin tilværelse for at være ajour med sine intuitive fornemmelser.

Vi fik en snak om, hvor vigtigt det er at lytte sin intuition, sin mavefornemmelse og følge den. Og hvor vigtigt det i lige så høj grad er, at give sig selv tid til at lade erkendelserne lande og forberede sig på eventuelle skift. Hvor vigtigt det er, at lade beslutningerne modnes. Også selvom man allerede ved, hvad beslutningen skal være.

Jeg oplever det både hos mig selv men også blandt mange af mine venner og bekendte: Vi føler, at alt skal ske nu og her. Hvis der kommer en besked, skal den besvares med det samme. Hvis der er tid til overs skal den fluks bruges på noget. Og hvis vi mærker, at noget ikke længere er rigtigt for os, så skal vi væk fra det med det samme.

Det er også godt at følge sine fornemmelser. At bringe sig væk fra det, der ikke er rigtigt. Det er selvkærligt at følge sin intuition. Men intuition er ikke det samme som impulsivitet.

Lige så selvkærligt er det derfor at give sig selv tid til at lade fornemmelserne lande. Tid til at reflektere lidt over dem og hvad der er på spil. Tid til i tankerne at lege med forskellige løsningsmuligheder, før vi beslutter os for den endelige. Tid til bare at være i fornemmelsernes regi.

Hvis vi ikke gør det, kan vi meget hurtigt handle os igennem tilværelse uden at opnå glæden ved, hvad det gør ved os at handle, at leve.

March 23, 2014 standard

Mens jeg ventede på, at min hjemmeside skulle blive færdig, bevægede jeg mig i ryk som en hostende gammel motor, der satte ud hvert andet øjeblik.

Når siden er færdig, skal jeg i gang med at blogge, sagde jeg til mig selv, mens det gik derudaf i jævnt tempo.

Men hvad skal jeg dog skrive om? Den tanke dukkede op i mit hoved gang på gang. Og så var det at min motor satte ud, og jeg gik i stå.

Og det er faktisk ikke så forskelligt fra det, der kan ske, når jeg har sat mig for, at jeg skal skrive på en roman eller en novelle.

Tvivlen om, hvad jeg dog skal skrive, og forestillingen om, at jeg skal have regnet det ud på forhånd, er tilbagevendende spøgelser i min verden.

Det sjove er, at jeg ikke skal vide, hvad jeg skal skrive. Jeg skal bare skrive det, der kommer netop den dag. Og der kommer altid noget.

Planlægning og en målrettet tilgang vægtes højt i vores samfund. Det anbefales at planlægge sin historie, dens struktur og formålet med den på forhånd.

Det kan også være gode redskaber til ikke at gå helt forkert i byen.

Men måske ikke den mest kreative tilgang?

Med tiden er min kreativitet heldigvis blevet nemmere at gennemskue. Den holder af ro, overflod af tid og frihed. Den vil helst være en velkommen gæst – men den vil ikke være midtpunkt ved middagsbordet.

Så rent faktisk fungerer det glimrende at sætte mig til tastaturet på forud bestemte tidspunkter og uden vaklen begynde at skrible. Det får kreativiteten til at springe og danse henover skærmen.

Mit råd er derfor: Har du skrivetvivl, så skriv!

Uanset hvad. Bare skriv. Og sig ”Ha!” til din skrivetvivl, når du viser den, at den ikke eksisterer.

Om ikke andet får du halveret problemet, og du kan slå fast, at skrivetvivl kan det ikke være. For skrevet, det har du, også selvom du stadig tvivler. Måske får du også givet udtryk for netop det, du har behov for at udtrykke? Og ikke blot for det, du har planlagt, at du skal udtrykke.

Hvordan håndterer du din skrivetvivl (eller andre former for krea-tvivl)?