menu search recent posts
August 29, 2015 standard

 

Her vil jeg gennemgå, hvordan du opsætter bogblokken, så den er klar til tryk. Det er en generel vejledning, men det er altid en god idé først at undersøge hos dit trykkeri, om de har bestemte krav til, hvordan bogblokken skal være sat op.

Bogblok:

Indholdet til din bog – det vil sige hele teksten, kolofon, titelblad, evt. forord, takkeord osv. Samt blanke sider – kaldes en bogblok. Altså alt det, som skal være inden i omslaget.

Bogblokken skal sættes op, så hver anden side har bredere margin i venstre side og hver anden i højre side. Desuden skal der være noget plads foroven og forneden, dels til at give luft omkring teksten, men også til at give plads til beskæring hos trykkeriet.

Bogblokkens sidetal skal i øvrigt være deleligt med 4, og derfor indsætter man blanke sider før og/eller efter selve indholdet, så sidetallet bliver deleligt med 4.

 

Denne vejledning:

I denne gennemgang tager jeg udgangspunkt i min egen roman, Damen i den grønne dragt, som jeg har udgivet i det traditionelle format 13,5 cm x 21,5 cm. Det betyder, at du skal bruge andre størrelser margin osv. hvis du skal lave en bogblok til en bog i et større eller mindre format. Men vejledningen i, hvordan du sætter bogen rigtigt op, er den samme.

Jeg forudsætter, at du har din bogs indhold samlet i én fil, og at det er et worddokument og at du har valgt den linjeafstand, skrifttype samt skriftstørrelse, som du vil have din bog i. Husk, at de forskellige skriftstørrelser varierer. Calibri 11 har på tryk således ikke nødvendigvis samme størrelse som andre skrifttyper i skriftstørrelse 11.

 

Først skal du have sat marginer mv. op, så siderne sidder rigtigt i forhold til tryk. Dernæst skal du have indsat sidetal, så de sidder rigtigt på siden.

 

Opsætning:

Klik ind på fanen ”Sidelayout” og markér hele din tekst:

 

 

Klik så ind på ”Sideopsætning”:

En dialogboks vil åbnes og det er i denne dialogboks, at hele opsætningen udføres.

Klik først ind på fanen ”Papir”:

 

 

Her vælger du sidestørrelsen. Eftersom min bog skal trykkes i formatet 13,5×21,5, har jeg valgt disse mål som hhv. bredde og højde.

 

I den stadigt åbne dialogboks klikker du ind på fanen ”Margener”:

Under margener: Vælg hvor brede top og bund-margin skal være. Vælg derpå bredden på sidemarginerne – den indvendige sidemargin skal være større end den udvendige, da det er den side, som kommer til at vende ind mod bogryggen – så der skal være plads til at bogen kan blive samlet og at teksten ikke kommer til at sidde helt inde i foldningen.

Under Flere sider: Vælg ”Spejling af margener”. Denne del er vigtig! Det er dette valg, som gør, at teksten kommer til at stå rette sted på begge sider af papiret, når den trykkes. Hvis du ikke vælger spejling af margener, vil teksten på hver anden side stå længere inde mod bogryggen end på de andre sider.

I eksemplet nedenunder kan du se, hvordan siderne kommer til at se ud.

 

Voilá! Nu er indholdet af din bog sat op og skulle gerne ligne dette:

 

Du skal dog også have indsat sidetal, så de sidder rigtigt. Du kan selvfølgelig også vælge at sætte tallene midt på. Men hvis du vil have sidetallene til at stå nederst på siden længst væk fra bogryggen, så kræver det lidt justering. Et blogindlæg om dette er på vej 🙂

Når opsætning og sidetal er på plads, så er det bare at gå bogblokken igennem og sikre at alt står, som det skal – fx at alle dine kapitler, og eventuelle kapitelnumre eller kapiteloverskrifter, starter samme sted på siden. Til sidst skal du sørge for, at det samlede sidetal er deleligt med 4. Indsæt derfor et antal blanke sider enten før eller efter selve indholdet, så tallet kommer til at passe. De blanke sider kan også sættes ind andre steder, hvor det måtte passe i forhold til din bog.

November 14, 2014 standard

 

… også din hjemmeside!

 

Redigering rydder op

Når du selv står ved roret i din forfatterbiks, kommer du aldrig til at mangle opgaver. Jeg vil ikke begynde at remse op, men blot tilføje den opgave, der har foranlediget herværende blogindlæg: Nemlig at gennemgå din hjemmeside fra tid til anden. Som alt andet, du skriver – og måske layouter – skal også din hjemmeside gås igennem og redigeres.

Hurtigere end du forestiller dig, kan der være sket ændringer som gør, at noget af indholdet på siden er ukorrekt eller blot ikke længere matcher dit forfatterskabs øvrige fremtoning.

Der kan også være en tredje og vældig positiv grund, som jeg fik fornøjelsen af her til aften: Du kan være blevet klogere på adskillige ting, heriblandt hvordan du sætter indholdet på din side op og får det layout frem, der passer dig bedst.

Siden jeg fik lavet hjemmesiden, har der på nogle af siderne været talebobler, som har adskilt de enkelte tekstafsnit. Jeg har aldrig brudt mig om dem i netop denne sammenhæng, men troede simpelthen, at de hørte til siden og WordPresstemaet … !

 

Røde ører

Nu har jeg både fået understreget, at det virkelig kan være klogt at spørge andre til råds og bede om hjælp, for så havde jeg nok fundet løsningen for længe siden. Og jeg har lært, hvordan man fjerner disse talebobler og får en “normal” opsætning af tekst på siden, der minder om opsætningen i et worddokument.

Hvis du ser en person med flammende røde ører en af de kommende dage, er det sandsynligvis mig. For løsningen er ganske simpelt at klikke på citationstegn-ikonet (også kaldet “Blockquote”) i redigeringspanelet over teksten, så det ikke længere er markeret. Voilá!

Omend pinligt, at jeg først nu knækker den nød, så nyder jeg intenst de dugfriske, redigerede undersider “Smagsprøve” og “Udgivelser”. Indholdet har jeg også redigeret og tilmed fået sat den visuelle præsentation af mine udgivelser op på en måde, der behager mig langt mere end før.

Jeg har desuden lagt en ekstra smagsprøve op – denne gang på Kærlighed og kørestol, anden novelle i novelleføljetonen om Anna. En historie om den svære kombination af at være ung og prøve at finde ud af det med kærligheden. Nå ja, og om hvordan det kan problematiseres yderligere af en krop, der er bundet til en kørestol, men jeg tror nu, de fleste kan genkende den generelle problematik fra deres teenageår uanset handicap eller ej.

Tag gerne en lille rundtur og nyd synet 🙂