menu search recent posts
October 11, 2020 standard

Det er uundgåeligt. Smilet springer frem af sig selv, og det bliver næsten ligegyldigt, hvad folk på gaden tænker.

Jeg har før været inde på det med at tænke om og tale positivt til sig selv, blandt andet her

Nu drejer det sig om en lille øvelse, jeg lærte engang via Facebook (jeg husker desværre ikke af hvem), som kun har fået en fornemmelse af afstand hos folk frem, når jeg har fortalt dem om den. I bedste fald anerkender de øvelsens værdi uden på nogen måde at virke som om det er en idé, de kan tage til sig. I værste fald lytter de med en mine som om det, jeg siger, er temmelig fjollet og de venter på, at jeg skal fortælle, det kun er for sjov. (For ellers kommer der jo revner i voksen-facaden.)

Men det er ikke for sjov, det er ramme alvor. Selvom det altså føles temmelig sjovt, når man gør det.

I al sin enkelhed går det ud på at tage en hel dag – eller bare en time, hvis det er, hvad man kan overskue – og overøse sig selv med ros for alt, hvad man gør. Det er med vilje, jeg ikke bruger udtrykket ‘skamrose’, for det er ikke skammeligt at give og modtage ros. Det er faktisk temmelig boblende og morsomt, når man lige har givet sig selv et kæmpe verbalt skulderklap for at være stået ud af sengen og have børstet tænder og nu er i gang med at rose sig selv for den fantastiske indsats det er at trække gardinerne fra.

De gange, hvor jeg har udført øvelsen, har det været umuligt at holde det gode humør fra døren. For det er altså vældig opmuntrende at høre så mange opløftende ord i minuttet.

Og det sætter jo ens normale tilgang til sig selv og livet i perspektiv.

Hermed er den givet videre – hvis der er andre end mig, der kan tage sjov alvorligt.

God levelyst 🌱

Kærligst

Marlena