menu search recent posts
July 6, 2019 standard

Betragt det som et eksperiment

”Hvordan kommer jeg videre med mit skriveri?”

”Skal jeg følge mine drømme, selvom jeg ikke aner, om verden er interesseret i slutproduktet?”

Spørgsmål af den karakter kommer jeg ud for med jævne mellemrum. Det er en af de ting, jeg absolut elsker ved at have valgt mit eget liv. At andre bliver inspirerede, mærker modet begynde at bruse lidt i blodårerne og henvender sig til mig for at få et lille skub i den rigtige retning. Det føles inderligt meningsfuldt for mig at kunne lyse lidt for andre på min vej.

Umiddelbart er min erfaring, at hvis du mærker, at det trækker i dig efter at skabe noget, udrette noget, så er der også nogen derude, der vil være interesseret i det og have gavn det. Men det er mindre vigtigt i første omgang.

Skab, fordi du ikke kan lade være. Udret, fordi du synes, det er sjovt og meningsfuldt. På den måde bliver dine drømme ikke til et mål ude i horisonten, men til selve den vej, du går på.

Når det kommer til skrivning, vil du høre fra mange kanter: Skriv! Skriv! Skriv! For katten!

Og det er sandt. Det bedste, du kan gøre med dine ideer til bøger, er at komme i gang med at skrive.

Men hvordan gør man det, når frygten blokerer en smule og tankerne om, hvorvidt det bliver godt (nok) forstyrrer?

Mit bedste råd er et, som jeg erkendte, da jeg skrev bacheloropgave. I den periode begyndte jeg at meditere regelmæssigt for første gang i mit liv, selvom jeg havde kendt og benyttet meditation sporadisk i 15 år. Den daglige praksis (jeg arbejdede mig langsomt op på 10 minutter om dagen) bragte mig over samtlige skriveblokader i forbindelse med mit bachelorprojekt. Og der var mange blokader, for jeg havde hele tiden ideer til andre måder at bygge opgaven op på, og hvordan skulle jeg vide, hvilken der var den rigtige?

Meditation fik mig til at se, at den slags tanker blot var fnug, der hang ved mine øjenvipper og gjorde udsynet sløret, fnug som kunne blinkes væk.

Jeg begyndte at arbejde ud fra den tanke, at min bacheloropgave var et eksperiment og at jeg derfor måtte fuldføre det på den måde, jeg havde begyndt, før jeg kunne konkludere, om det virkede. Viste det sig, at det ikke virkede eller fik det mig til at indse, at noget andet virkede bedre, så havde jeg allerede skabt en masse byggesten i form af alt det, jeg havde skrevet. De byggesten kunne jeg bruge på en ny måde i et nyt eksperiment, hvis det blev nødvendigt. Så værre var det ikke.

Det var ikke et spørgsmål om liv og død, hvilken struktur jeg valgte til min opgave. Det var et spørgsmål om, at der var et stykke arbejde, der skulle gøres.

Jeg kan også godt lide metaforen med et stillads. Hvis du har en bog eller en novelle, du ønsker at skrive, så se det første store skrivearbejde som det at bygge et stillads. Der skal på ingen måde stå et færdigt produkt efter første gennemskrivning, det er et stykke arbejde som udføres for, at du har en platform at bygge videre fra.

Som regel hjælper de indfaldsvinkler til, at man opdager, at ens skriveprojekt ikke er så farligt endda.

Smag på livet, spring ud i det. Hvis noget kalder på dig, så besvar det ved at give det en chance. Du risikerer, det bliver sjovt …

Du er hjerteligt velkommen til at tilmelde dig Skrivetids nyhedsbrev for at få nyt om udgivelser, konkurrencer mv. samt blogindlæg direkte leveret i din indbakke. Jeg spammer ikke og sender maks. mail engang om ugen – ofte sjældnere.

Tilmeld nyhedsbrev

* påkrævet

Skrivetid vil bruge de informationer, du indtaster her til at sende dig nyhedsbreve og intet andet. Sæt flueben i boksen for at modtage emails fra skrivetid.dk.

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Dine informationer vil blive delt med mail-programmet MailChimp, så længe du er skrevet op til nyhedsbrevet. Ved at skrive dig på nyhedsbrevslisten godkender du ovenstående.

We use Mailchimp as our marketing platform. By clicking below to subscribe, you acknowledge that your information will be transferred to Mailchimp for processing. Learn more about Mailchimp’s privacy practices here.

January 7, 2019 standard

Har du ind imellem svært ved at komme i gang med enten at skrive eller redigere?

Det kender jeg alt til. Det vigtigste er at få løst op for selvtilliden og motivationen.

Noget af det bedste, du kan gøre, er at gøre dit mål for dagen mindre. Selvom det var meningen, at du skulle skrive fem sider eller redigere tyve sider, kan det være ret ligegyldigt at holde fast i målet, hvis du ikke får det gjort.

Altid hellere motivere end demotivere sig selv.

Find det allermindste skridt, du kan tage i dag for at nærme dig det overordnede mål og for at kunne sige, du er kommet i gang.

Det kan være meget individuelt. Hvad er det for dig?

I december ville jeg efter en (alt for) lang udsættelse endelig påbegynde første gennemskrivning af mit romanmanuskript. Jeg havde allerede udsat arbejdet 4-5 måneder med diverse spøgelser i hovedet, som fortalte mig, at det nok var for uoverskueligt eller at jeg ville opdage, det slet ikke var godt (nok).

I stedet for at skrue bissen på og sætte ambitiøse mål, indså jeg, at det vigtigste var at komme i gang og få den energiindsprøjtning, som det er at handle på sine mål. Så jeg besluttede, at jeg hver hverdag skulle arbejde på det i bare en halv time.

Det virkede.

Og jeg opdagede, at store dele af manus var velskrevet, så det handlede mere om at udbygge dele af handlingen lidt.

Her efter juleferien og lidt sygdom var jeg faldet af hesten igen. Jep … Som sagt har jeg masser af erfaringer med ikke at få taget det første skridt.

I dag skete det så! Jeg besluttede, at jeg i dag blot behøvede at tænde computeren, åbne dokumentet og redigere bare én scene vedrørende HPs arbejdsplads.

De første scener viste sig at fungere, så jeg endte med at få kigget på tre scener. Men én scene havde været tilstrækkeligt til, at jeg ville være blevet tilfreds og have fået afmystificeret det der manus-spøgelse, som rumsterer, når jeg mister kontakten til plottet.

Min indsats i dag betyder, at det vil være så meget nemmere at komme i gang i morgen. Og det er det, man skal have som sit primære mål, hvis man er gået i stå eller blokerer sig selv for at begynde rejsen.

Ens mål er derfor først og fremmest at få taget et lille bitte skridt, så de næste skridt bliver nemmere og eventyrlysten og gå-på-modet vækkes.

Tænk altid i energi, når du arbejder med dine mål og drømme. Hvis du udfører arbejdet på en måde, som snarere dræner dig end giver dig energi, så bliver det surt arbejde. Man kan ikke komme uden om, at der ligger store mængder af arbejde i at nå sine mål – men der er ingen grund til at gøre det surt. Det skulle gerne blive ved med at handle om glæden ved at udleve drømmen og gå vejen.

February 20, 2016 standard

 

February 16, 2016 standard

 

February 15, 2016 standard

 

February 13, 2016 standard

 

February 3, 2016 standard

 

Skrivetid deltager i February Fiction, hvor et af kravene er at det skal deles med nogen.

Planen er at dele her på bloggen, på Facebook og på YouTube samt lejlighedsvis på Instagram.

Øvrige krav er max. 100 ord og man skal tilstræbe, at fortællingen har en begyndelse, en midte og en slutning.

Jeg lægger ud med at dele denne micro fiction som stumfilm.
Måske kommer der oplæsning ind over indslagene senere på måneden.

 

 

 

Find dem under dette tag:

‪#‎februaryfiction‬

February 2, 2016 video

 

Skrivetid deltager i February Fiction, hvor et af kravene er at det skal deles med nogen.

Planen er at dele her på bloggen, på Facebook og på YouTube samt lejlighedsvis på Instagram.

Øvrige krav er max. 100 ord og man skal tilstræbe, at fortællingen har en begyndelse, en midte og en slutning.

Jeg lægger ud med at dele denne micro fiction som stumfilm.
Måske kommer der oplæsning ind over indslagene senere på måneden.

February Fiction – Dag 2 på YouTube.

 

 

Find dem under dette tag:

‪#‎februaryfiction‬

 

December 4, 2015 standard

Isbjørnen Ib rejste ud og fik pip

FEMTE SKRIDT

Det var gråvejr den dag, Ib nåede hjem til flokken. Han gik rundt og hilste på dem alle, smilede over hele hovedet og ville fortælle om sine mageløse oplevelser. Men alle som en viftede de ham væk og brummede, at han nok var kommet hurtigt tilbage, og at han hellere måtte indrømme, at han havde fået pip af alt det rejseri.

“Men, jeg ville jo bare hjem og se jer, før jeg rejser af sted igen. Jeg har bestemt ikke fået pip!” forklarede Ib.

Men de ville ikke høre og rullede om på den anden side, så de vendte ryggen til ham.

Den eneste, der ikke reagerede sådan, var Polar.

Hun gik lange ture med Ib og hørte alt om hans eventyr. Hun fortalte også, hvad de andre havde aftalt, dengang han drog væk: Nemlig, at de ville se ham komme krybende tilbage og indrømme, at han havde taget fejl.

Ib sukkede dybt. “Men, Polar, jeg kan jo ikke sige, at de havde ret. At jeg har fået pip. For det har jeg ikke!”

Han tog periskopet frem, lagde sig på ryggen og kiggede ind i det.

“Der må være en løsning,” opmuntrede Polar. “Når jeg tror på dig, så kan de andre også komme til det.”

“Gid det var så vel,” sagde Ib. “Men er det ikke sådan, at vi kun ser det, vi vil se?”

Tankefuldt drejede han periskopet i en anden retning. Så satte han sig op med et sæt.

“Nu har jeg det. Nu ved jeg det!” Han grinede og boksede triumferende med poterne i luften. “Polar. Løb straks rundt og bed de andre om at samles hjemme hos mig. Sig til dem, at jeg indrømmer, jeg har fået pip! Sig det!”

“Men … ” Polar så tvivlende på ham. “Det skal du da ikke nogen sinde sige, at du har. Det er forkert!”

“Åh, nej, Polar. Det er det faktisk ikke. Vær nu god og løb.”

Han klappede Polar på skulderen og satte sig ned og hviskede for sig selv, mens han tegnede skitser i sneen og klukkede fornøjet.

Et kort øjeblik overvejede Polar, om han virkelig havde fået pip.

Snart var alle samlet ved hans hule. Isbjørnene sad skulder ved skulder og sendte ham hoverende blikke. Flere grinede allerede skævt ved tanken om, at Ib nu måtte indrømme sin fadæse. Indrømme, at han havde taget fejl og at alle de andre havde gjort ret i at blive i deres vante gænge. De gned sig i poterne.

“Velkommen alle sammen.” Ib rejste sig op og bredte poterne ud.

“Dejligt at se jer. Jeg rejser snart af sted igen, så derfor vil jeg nødig gå glip af jeres selskab, den korte tid, jeg er her. Som I ved, var det et krav for at komme, at jeg indrømmer, at jeg har fået pip. Og bare rolig. Det indrømmer jeg blankt. Så nu skal I bare høre.”

Og så fortalte han løs om sin rejse. Et smil bredte sig langsomt på Polars ansigt og hendes skuldre dalede længere og længere væk fra ørerne, mens han talte. Til gengæld sad alle de andre efterhånden med åbne munde og vidste ikke, om de skulle grine eller græde.

Ib tog en dyb indånding og fortsatte med at fortælle om, hvordan han fik:

Polarlys i hjertet

Ismaskine-venner og

Periskop-blik

 

 

Ib Snap Snude