menu search recent posts
July 6, 2019 standard

Betragt det som et eksperiment

”Hvordan kommer jeg videre med mit skriveri?”

”Skal jeg følge mine drømme, selvom jeg ikke aner, om verden er interesseret i slutproduktet?”

Spørgsmål af den karakter kommer jeg ud for med jævne mellemrum. Det er en af de ting, jeg absolut elsker ved at have valgt mit eget liv. At andre bliver inspirerede, mærker modet begynde at bruse lidt i blodårerne og henvender sig til mig for at få et lille skub i den rigtige retning. Det føles inderligt meningsfuldt for mig at kunne lyse lidt for andre på min vej.

Umiddelbart er min erfaring, at hvis du mærker, at det trækker i dig efter at skabe noget, udrette noget, så er der også nogen derude, der vil være interesseret i det og have gavn det. Men det er mindre vigtigt i første omgang.

Skab, fordi du ikke kan lade være. Udret, fordi du synes, det er sjovt og meningsfuldt. På den måde bliver dine drømme ikke til et mål ude i horisonten, men til selve den vej, du går på.

Når det kommer til skrivning, vil du høre fra mange kanter: Skriv! Skriv! Skriv! For katten!

Og det er sandt. Det bedste, du kan gøre med dine ideer til bøger, er at komme i gang med at skrive.

Men hvordan gør man det, når frygten blokerer en smule og tankerne om, hvorvidt det bliver godt (nok) forstyrrer?

Mit bedste råd er et, som jeg erkendte, da jeg skrev bacheloropgave. I den periode begyndte jeg at meditere regelmæssigt for første gang i mit liv, selvom jeg havde kendt og benyttet meditation sporadisk i 15 år. Den daglige praksis (jeg arbejdede mig langsomt op på 10 minutter om dagen) bragte mig over samtlige skriveblokader i forbindelse med mit bachelorprojekt. Og der var mange blokader, for jeg havde hele tiden ideer til andre måder at bygge opgaven op på, og hvordan skulle jeg vide, hvilken der var den rigtige?

Meditation fik mig til at se, at den slags tanker blot var fnug, der hang ved mine øjenvipper og gjorde udsynet sløret, fnug som kunne blinkes væk.

Jeg begyndte at arbejde ud fra den tanke, at min bacheloropgave var et eksperiment og at jeg derfor måtte fuldføre det på den måde, jeg havde begyndt, før jeg kunne konkludere, om det virkede. Viste det sig, at det ikke virkede eller fik det mig til at indse, at noget andet virkede bedre, så havde jeg allerede skabt en masse byggesten i form af alt det, jeg havde skrevet. De byggesten kunne jeg bruge på en ny måde i et nyt eksperiment, hvis det blev nødvendigt. Så værre var det ikke.

Det var ikke et spørgsmål om liv og død, hvilken struktur jeg valgte til min opgave. Det var et spørgsmål om, at der var et stykke arbejde, der skulle gøres.

Jeg kan også godt lide metaforen med et stillads. Hvis du har en bog eller en novelle, du ønsker at skrive, så se det første store skrivearbejde som det at bygge et stillads. Der skal på ingen måde stå et færdigt produkt efter første gennemskrivning, det er et stykke arbejde som udføres for, at du har en platform at bygge videre fra.

Som regel hjælper de indfaldsvinkler til, at man opdager, at ens skriveprojekt ikke er så farligt endda.

Smag på livet, spring ud i det. Hvis noget kalder på dig, så besvar det ved at give det en chance. Du risikerer, det bliver sjovt …

Du er hjerteligt velkommen til at tilmelde dig Skrivetids nyhedsbrev for at få nyt om udgivelser, konkurrencer mv. samt blogindlæg direkte leveret i din indbakke. Jeg spammer ikke og sender maks. mail engang om ugen – ofte sjældnere.

Tilmeld nyhedsbrev

* påkrævet

Skrivetid vil bruge de informationer, du indtaster her til at sende dig nyhedsbreve og intet andet. Sæt flueben i boksen for at modtage emails fra skrivetid.dk.

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Dine informationer vil blive delt med mail-programmet MailChimp, så længe du er skrevet op til nyhedsbrevet. Ved at skrive dig på nyhedsbrevslisten godkender du ovenstående.

We use Mailchimp as our marketing platform. By clicking below to subscribe, you acknowledge that your information will be transferred to Mailchimp for processing. Learn more about Mailchimp’s privacy practices here.

December 30, 2015 standard

Nytår er perfekt til tage nye drejninger i livet, men …

Jeg tror ikke særlig meget på det der med at sætte nytårsforsætter på den traditionelle facon.
Tit antager de en hård og irettesættende tilgang til os selv fx: “Nu har du nydt i julen, så nu må du tage dig sammen og få smidt de ekstra kilo”, “du er stadig ikke stoppet med at ryge, drikke for meget kaffe, se for meget tv, så det skal du nu – og det skal gå tjept!”.
Samtidig bliver de positive målsætninger tit sat mere ud fra, hvilket billede vi gerne vil skabe af os selv udadtil eller ideer om hvad livet bør indeholde, som vi har overtaget fra andre (slank, sund, succesfuld, rig, energisk). Og ikke særlig meget ud fra, hvad vi har behov for …
Oftest er det noget, der helst skal implementeres oven i alt det, vi i forvejen prøver at være.
Alt det tror jeg ikke på.

Jeg tror på …

  • at vi skal reflektere over, hvad vi ønsker os af livet, når som helst
  • at vi skal gå efter vores ønsker og drømme til enhver tid
  • at vi skal huske at nære os selv i hele processen
  • at vi oftest bremser vores egen udvikling mod en bedre tilstand ved at holde fast på en masse tanker og følelser og ideer om os selv, som ikke længere gavner os
  • at vi derfor ofte har mere brug for at skabe plads end at fylde mere på oven i alt det, vi allerede rummer

Derfor er mit forslag til dig, som har lyst til at bruge den rituelle energi som nytåret medfører, at du først og fremmest:

  1. Koncentrerer dig om at skabe ny plads i dig selv
  2. Sætter en åbenhjertig intention om at gå en vej med endnu mere glæde (lethed, overskud, kærlighed – hvilket ord der nu måtte trigge din yes-følelse) uden at lægge dig fast på, præcis hvordan vejen skal se ud.

For når du koncentrerer dig om at skabe plads i dig selv ved at slippe noget af det, du ikke længere har gavn af  – det kan være indstillinger, tanker, vaner, følelser  – så vil noget nyt, som tjener dig bedre, vise sig. Og måske ser det anderledes og bedre ud, end du på forhånd kunne forestille dig.

Så alt, hvad du skal gøre er at give plads.

Og hvordan i alverden gør man det? 😉

Her får du min bedste måde at gøre det på og det er gennem ord. Det kan være skriftligt eller mundtligt. Selv, hvis du slet ikke er til ord, kan du benytte metoden, fordi historier kan fortælles på mange andre måder. Med eksempelvis billeder eller lyd. Men jeg vil klart anbefale at du forsøger ad ordenes vej, for ord har en virkelig stor kraft.

Ord forløser. Historier gør i endnu højere grad.

Børn bruger det ubevidst og kreativt gennem at digte små historier, scenarier og lignende. Alle kulturer benytter det intuitivt gennem eventyr og folkeviser, der fortæller os noget, vi har brug for at erkende eller slippe, uden at vi behøver forstå det på et logisk plan.
Et eksempel er Askepot, som blandt andet handler om at stå ved sig selv, blive selvstændig og tage ansvar for sit liv (ikke lade de onde stedsøstre stå i vejen for hendes livsudfoldelse). Det behøver man ikke at vide eller analysere sig frem til for at blive fænget af historien, mærke den og tage den ind. Budskabet trænger igennem alligevel.

Siden jeg var 13-14 år har jeg brugt historier bevidst til at slippe tilstande og mønstre, som jeg havde svært ved at løsrive mig fra på andre måder.

Jeg sætter mig med papir og pen og zoomer ind på, hvad det er, jeg har behov for at slippe. Det kan være en pleaseradfærd eller lavt selvværd, vrede eller frygt for at sætte grænser. Derpå fortæller jeg det som en konkret eller symbolsk historie.
Blandt andet har jeg skrevet et eventyr om en pige, der endte med at dræne havet for smukke muslingeskaller i sin iver for at give uden at modtage (tilstrækkeligt) igen. Det var den måde, hun troede, hun kunne opnå andres kærlighed – ved at blive ved med at give noget ganske særligt, som kun hun kunne give. Derpå gav jeg plottet en drejning, så pigen erkendte, at hun måtte ændre handlemåde og tankesæt, hvis hun skulle blive ved med at finde skønhed i livet.
Det var i årene op til, at jeg endelig sprang ud i at lave det, jeg elsker allermest, og hvor jeg kan give og dele på en måde som samtidig giver mig selv en masse nydelse.

Noget af det, vi kan holde os selv allermest fast med, er de historier, vi fortæller os selv om os selv.

Derfor:

  1. Overvej, hvad du har brug for at slippe? Hvor du bremser dig selv i forhold til at gøre eller være de ting, der vil give dig glæde? Hvilke følelser er involveret?
  2. Hvilke historier genfortæller du dig selv, som involverer disse følelser? Det kan fx. være, at du skal give mere end du modtager for at være god nok, jf. mit ovennævnte eksempel med Muslingeeventyret. Det kan være, at du ikke er sådan en, der kan opnå store ting – den slags sker for alle dem, der er klogere, smukkere, på en eller anden måde anderledes end dig.
  3. Fortæl det til dig selv i sin fulde længde, som den historie, det nu er. I første omgang er den måske kort – bare en linje. Men du kan sagtens udbygge den, så det bliver en lille fortælling med handling, som viser denne overbevisning (fx. en pige, der hver dag går til havet og samler skønhed ind for at aflevere den til sine kære).
  4. Nu er du nået næsten halvvejs i dit plot. Inden du går videre, skal du sikre dig, at du har fået alle væsentlige detaljer og nuancer (omkring fx. følelser) med.
  5. Når du har sikret dig dette, så prøv at overveje, hvad der kunne danne et vendepunkt i din handling? Hvad sker der, som får din hovedperson til at spærre øjnene op, indse noget væsentligt eller stoppe op? I Muslingeeventyret var det, at pigen alligevel mistede den kærlighed, hun havde brug for, og muslingeskallerne slap op. Havet hvorfra pigen hentede det, hun gav videre og forbandt sig med andres kærlighed, blev drænet for alt det smukke, hun videregav.
  6. Og hvordan kommer han/hun videre herfra? Her er det vigtigt at huske, at det meget gerne må være totalt fiktivt og opdigtet. Jo mere symbolsk og ikke omhandlende din konkrete situation, jo lettere vil det sandsynligvis være for dig at se nye muligheder for handlingen. Dit sind, din underbevidsthed og din krop vil forstå det uanset. Pigen i Muslingeeventyret blev nødt til at stoppe op og lade være med at dræne, før hun atter kunne komme i kontakt med kærligheden.
  7. Drej historien hen i en slutning, hvor hovedpersonen på et symbolsk eller konkret plan er et sted, hvor den tilstand, du har svært ved at slippe, ikke længere fylder noget. (Er du blevet nysgerrig, kan du læse eventyret her.)
  8. Og de levede lykkeligt til … de havde brug for at lære noget og derfor måtte gå igennem nye eventyr 😉

Hvis du ikke er til at skrive, så kan en måde være at fortælle historien højt til dig selv – foran et spejl, måske? – eller til en, som du ved vil lytte med respekt.
Som nævnt kan du også lave billeder eller lydscenarier – du kan male, lave collage, synge, danse.

Med dette vil jeg sige tak for 2015, tak for at du er med her på nyhedsbrevet/bloggen/facebook. Jeg ønsker dig et eventyrligt, lærerigt og nærende 2016 og ser frem til at dele mange flere historier samt refleksioner og inspiration til sind og krop.