menu search recent posts
May 10, 2019 standard

Jeg har brudt forsøget med ikke at tjekke (og reagere på) sociale medier.

Kan ikke huske, om jeg nævnte det i sin tid, men min intention var oprindeligt at holde det i en måned.

Det var inspireret af mit eget længe nærede ønske og Cal Newports opfordring til at prøve det for at se, om der var noget som helst, der trak én tilbage til Facebook, Twitter, you name it. Hvis ikke, så droppe det.

Jeg har hele tiden vidst, at konklusionen ikke ville blive at droppe Facebook og Instagram. Begge steder har jeg opbygget et dejligt og spændende netværk og jeg bruger det desuden til at fortælle, hvad der sker i mit forfatterskab.

Min tanke har været at tage en måneds fuld chill, og derpå gå over til at tjekke ind engang om ugen, eller noget i den stil.

Og det er der, jeg er nu.

Jeg kan lide at dele blandt andet min rejse ind i et liv med endnu større overskud og bæredygtighed på de sociale medier og må derfor også forvente en respons. (Som jeg værdsætter.)

Derfor skaber det mest ro i mit sind, hvis jeg ved, at jeg på fastlagte tidspunkter logger ind og kan svare samt følge med i, hvordan det går i mit netværk.

Det er desuden tydeligt, at der ikke skal meget til, før hjernen er tilbage i dit gamle spor med nysgerrigt at logge på i tide og utide. Uden noget egentligt ærinde.

Mit tilbagefald har været lærerigt og har bestyrket mig i min fornemmelse af, at jeg skal bruge medierne på en helt anden måde end hidtil.

Tilmeld nyhedsbrev

* påkrævet

Skrivetid vil bruge de informationer, du indtaster her til at sende dig nyhedsbreve og intet andet. Sæt flueben i boksen for at modtage emails fra skrivetid.dk.

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Dine informationer vil blive delt med mail-programmet MailChimp, så længe du er skrevet op til nyhedsbrevet. Ved at skrive dig på nyhedsbrevslisten godkender du ovenstående.

We use Mailchimp as our marketing platform. By clicking below to subscribe, you acknowledge that your information will be transferred to Mailchimp for processing. Learn more about Mailchimp’s privacy practices here.

May 6, 2019 standard

Har du nogen sinde det?

Svaret er næppe ja.

Og så alligevel.

Hvis du er på nogle af de sociale medier med samme hyppighed som en typisk bruger, så svarer det vel nærmest til at have gæster igen og igen i løbet af dagen.

Igen og igen og igen.

Luk døren op 40 gange om dagen

Hver gang du logger på – eller tjekker en notifikation derfra – lukker du andre mennesker ind i dit indre. Udefrakommende input. Noget du, om end måske kun flygtigt, forholder dig til.

Hvad går det ud på? Hvad synes du om det? (Eller ved likes – hvad synes de om dig?) Og skal du reagere? I givet fald hvordan?

Denne tankeproces er uundgåelig, også selvom du knap er bevidst om den.

Den optager forbløffende meget energi. Sikkert nogenlunde, som hvis du modtog mindst 40 drop-in-besøg om dagen med gæster, der lige skulle kommentere noget hos dig, vise dig deres nye bil, deres trøje, deres måltid, deres whatever. Og bede om din mening eller opbakning.

Jeg bliver udmattet bare af at skrive det.

Fra ro og fokus til afbrudt pause

I løbet af mit SoMe-stop har jeg mærket en vidunderlig ro og et væsentligt større overskud. Jeg har stadig haft behov for at koble af. Det har jeg gjort i længere tidsrum med en god bog i hånden eller en forfriskende gåtur.

Jeg kan dog sagtens mærke at trangen til at logge på for at tjekke dette og hint, er der i ny og næ.

Ikke så voldsomt som Cal Newport blandt andet er inde på i sit afsnit om “The principle of least resistance”, men det skyldes nok at jeg virkelig var KLAR til en pause. Og at det var i begyndelsen.

Nu har jeg nemlig brudt pausen den sidste uges tid.

Meget lidt, men ikke desto mindre.

The principle of least resistance

Og det handler ikke kun om, at de sociale medier trækker i mig. Det handler egentlig mere om, at min hjerne til tider søger distraktioner. Det er velsignet nemt at aflede sig selv frem for at forpligte sig til en times fordybelse. Det er the principle of least resistance. At vi mennesker gør noget, bare fordi det er det nemmeste, snarere end at det er det bedste eller det, vi helst vil. De sociale medier er skruet sammen så de gør det utrolig nemt at vælge distraktion gennem dem. De tilbyder netværk og en følelse af at være connected, være med. De tilbyder øjeblikkelig belønning i form af “synes godt om” og anden anerkendelse af vores tilstedeværelse og værdi.

Jeg har da også tjekket min telefon en del gange, selvom jeg ikke har logget på SoMe.

Så har jeg i stedet – ret unødvendigt – tjekket min mail, min Coop-app, min arbejdsapp, min betalingsserviceapp … Jeg griner højt ved tanken om sidstnævnte, for den er da ved Gud højst relevant at tjekke én gang om måneden!

Men det er, som nævnt, en almen tendens. Det er nemt for vores hjerne at vælge distraktionen, hvorimod vi efter et årti med sociale medier har sværere ved at vende tilbage til en tilstand af fokus.

Fordi jeg nu er røget tilbage – en smule – på de sociale medier, har min plan ændret sig, som jeg kommer ind på i næste indlæg om emnet.

Tilmeld nyhedsbrev

* påkrævet

Skrivetid vil bruge de informationer, du indtaster her til at sende dig nyhedsbreve og intet andet. Sæt flueben i boksen for at modtage emails fra skrivetid.dk.

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Dine informationer vil blive delt med mail-programmet MailChimp, så længe du er skrevet op til nyhedsbrevet. Ved at skrive dig på nyhedsbrevslisten godkender du ovenstående.

We use Mailchimp as our marketing platform. By clicking below to subscribe, you acknowledge that your information will be transferred to Mailchimp for processing. Learn more about Mailchimp’s privacy practices here.

April 17, 2019 standard

Hvor meget tid bruger du på fokuseret arbejde?

Min anledning til spørgsmålet: Jeg har netop læst Cal Newports bog Deep Work (inspireret af projecthandmade.dk – tak for det 😊). Bogen har sat ord på baggrunden for min længsel efter et mindre “opkoblet” liv. Det liv efterlader nemlig tid og fokus til mere af det arbejde, jeg elsker.

Internettet, herunder især de sociale medier, gør det nemt at distrahere sig selv konstant – og oven i købet opnå en følelse af belønning for det. Det er afhængighedsskabende.

Jeg har dog ikke logget på sociale medier siden fredag morgen (altså i seks dage) og min brug af internettet til fx spontane Ecosia-søgninger har jeg skåret kraftigt ned på.
Alligevel er det svært at overholde mine målsætninger om at arbejde fokuseret med min roman i længere tidsrum.
Efter en god begyndelse søndag og mandag, mistede jeg momentum tirsdag og fik intet lavet, og i dag kom jeg først i gang efter tre timer (!)

Hvorfor?

Svaret er nok komplekst.
Men jeg er ikke i tvivl om, at Cal Newport har ret i, at vores hjerner efterhånden er tilvænnet hyppige, næsten konstante, afbrydelser.
I sin bog kommer han ind på, at det kræver vedholdende træning at vænne os til fokus igen.
Og at det ikke, som mange af os bilder os ind, er noget, vi kan vælge at genoptage, når det passer os.

Med det in mente er jeg vendt tilbage til min gamle metode med at sætte ambitionerne ned og fokusere på, at jeg får lavet lidt dagligt frem for pludselig at skulle bruge hele dagen på deep work.
Samtidig fortsætter jeg med at afgrænse de tidsrum, hvor jeg tillader internettet at distrahere mig.
Og nyder til gengæld en god kop te på altanen, mens jeg observerer, hvor mange impulser, der kommer, til at tjekke mail, potte min timian om eller sågar gøre rent.

Nu er det ikke meningen, at mit tidligere, for høje, aktivitetsniveau på de sociale medier skal overføres til bloggen, så det vælter ud med indlæg.
Men jeg vil forsøge at skrive lidt mere om processen med at øge fokus på det, der er vigtigt.
Efterhånden har jeg beskæftiget mig en del med metoder til at motivere mig selv og til at vedligeholde en støttende og konstruktiv energi. Jeg har allerede skrevet lidt om at vente eller virke og om at ville det hele på én gang og ikke mindst om glæden ved flow.
Jeg håber at kunne komme med flere input fremover.

Tilmeld nyhedsbrev

* påkrævet

Skrivetid vil bruge de informationer, du indtaster her til at sende dig nyhedsbreve og intet andet. Sæt flueben i boksen for at modtage emails fra skrivetid.dk.

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Dine informationer vil blive delt med mail-programmet MailChimp, så længe du er skrevet op til nyhedsbrevet. Ved at skrive dig på nyhedsbrevslisten godkender du ovenstående.

We use Mailchimp as our marketing platform. By clicking below to subscribe, you acknowledge that your information will be transferred to Mailchimp for processing. Learn more about Mailchimp’s privacy practices here.

February 23, 2014 standard

I sidste indlæg skrev jeg, at jeg regnede med denne uge at dele ny, nyttig viden om at bruge de sociale medier til markedsføring.

Desværre blev workshoppen udsat til en dag, hvor jeg ikke kan deltage. Så det gik jeg glip af.

I stedet brugte jeg eftermiddagen på at mødes med en veninde og sammen drikke grøn te på en café med udsigt til vandet, mens tusmørket dalede ned over Langebro. Fire skønne ting på én gang! Det er det heldige ved at gå glip af noget: jo mere du går glip af, jo mere plads har du åben for andre muligheder.

Derfor har jeg ikke nye, praktiske fif, jeg kan give videre. I stedet fik jeg lyst til at skrive et lille eventyr:

Der var engang en mand, som havde bygget sit helt eget hus. Huset bestod af ét stort rum, og han glædede sig til at bebo det. Han boede i et land, hvor det ikke var mange forundt at få deres helt egen bolig. I den tid det tog at bygge huset, drømte han om alle de gæster, han ville invitere på besøg, og hvordan de ville beundre hans hjem. Han havde planlagt det ned til mindste detalje, og han vidste, hvordan alt i det hus skulle være. Han havde timet det, så hans møbler ville blive leveret, så snart han havde slået det sidste søm i sit hus.

Den dag, møblerne skulle komme, var han så ivrig, at han vågnede tidligt. Han gik hen til sit hus, hvor han stødte på et bud, der var i færd med at stikke en seddel ind under døren.

”Goddag, hr.! Jeg kommer med bud fra møbelforretningen. De beklager meget at måtte meddele, at dine møbler ikke bliver leveret i dag – eller i nær fremtid. Butikken er brændt ned, forstår du, og det vides ikke, hvornår de igen kan bestille nye møbler.” Det lille bud lettede på sin hat og susede straks videre på sin cykel.

Manden bed sig i tungen af ærgrelse og lagde sig på gulvet i sit nye hjem. Huset var fuldstændig tomt, og der var ikke andre møbelforretninger i miles omkreds. Hvordan skulle han komme i gang med sit nye liv, når han ikke havde et eneste møbel eller en eneste ting i sit hjem? Han drejede hovedet og så sig omkring. Han skammede sig pludselig over sit nye hjem og besluttede sig for at glemme alt om at invitere gæster. Han ville jo ikke ane, hvornår han skulle invitere dem til. Hele planen var gået i vasken.

Manden klemte øjnene hårdt i og blev liggende sådan i timevis, indtil han faldt i en dyb søvn.

Han vågnede brat, da en stribe savl løb ned ad hans kind. Et kort øjeblik anede han ikke, hvor han var. Så huskede han det. Han rejste sig fortumlet op på albuerne og så, hvordan månelyset dansede i mange nuancer hen over hans loft og vægge. Lyset spillede på træets årer, som livlige fingre over guitarstrenge, og lagde sig som sølvglitter hen over ruderne. Faktisk var det et ganske smukt hus i sig selv. Et glad suk undslap hans læber.

I samme nu bankede det på døren. Forvirret kom han snublende på benene. Hvem kunne dog det være?

I døråbningen stod en håndfuld yngre mennesker fra hans nabolag. De gav håndtryk og gled grinende og småsnakkende ind i hans hjem. ”Vi har hørt, at hér er et sted, hvor der er plads til, at man kan danse!” lo de til ham. De satte stearinlys i husets fire hjørner, og en ung mand fandt en violin frem. Snart gik dansen lystigt og musikken snurrede sig omkring dem.

Manden var netop blevet budt op til dans, da det atter bankede på døren. Denne gang stod fire ældre mennesker uden for. Også dem kendte han fra byen. De havde hver deres kasse i hånden.

”Vi har hørt, at hér er et sted, hvor der er plads til, at vi gamle kan sidde langs væggen og se de unge more sig.” Og ind i huset defilerede de, tog nogle skåle ud af deres kasser og vendte kasserne om, så de kunne sætte sig på dem. De drak af de dampende skåle og nikkede til de dansede unge, mens en liflig duft af suppe bredte sig i rummet.

Så snart de sad mageligt, var der igen nogen ved døren. De bankede ikke på, men kaldte lavmælt. Manden åbnede døren og stirrede først ud i et tomt mørke. Så ænsede hans blik noget ved hans fødder, og han kiggede ned. Omkring ham smøg sig en flok spindende katte. ”Mjaa.. vi har hørt, at hér er endelig et sted, hvor der er plads til os i vindueskarmene.” sagde de og strøg ind i huset. Snart sad de side om side i vindueskarmene og kiggede ud, mens deres haler fejede blødt hen over væggen under dem.

Manden så sig omkring. Han så de energifyldte dansende unge mennesker. Han så de tilbagelænede ældre, der smilende betragtede de andre. Og han så de rolige katte, som sjælfuldt stirrede ud i måneskinnet.

Han indrømmede for sig selv, at han ikke for alvor ville have nydt husets skønhed og det, hans ene rum havde at byde på, hvis han straks havde fyldt det ud med møbler. Og han indså, at møbler eller ej – han havde uden tvivl et hjem. Og endda et hjem, andre havde lyst til at besøge. Fordi det, han havde, ikke var et færdigt og fyldt rum. Men et rum for muligheder.