menu search recent posts
September 16, 2016 standard

 

I går morges blev jeg guidet igennem et blidt og effektivt yogaprogram. Da jeg lå med ryggen bøjet rundt og armene nærmest viklet ind i hinanden, mærkede jeg, hvor skønt det var at fornemme fleksibiliteten i min krop. Den var måske ikke ligefrem smidig – men den var villig til at rykke sig.
Og det er mere, end man har kunnet sige om den hidtil.
Min krop har ofte overrasket med en ny smidighed. Men kun for en kortvarig periode.
Så røg den tilbage i de gamle spændinger.
Denne nye følelse af åbenhed for forandring gav mig en pludselig indsigt. Måske har jeg holdt fast i mine spændinger, fordi det skræmmer mig at blotlægge det enorme potentiale, som ligger gemt under spændingerne. Og som ville slippe fri, hvis min krop bliver fri (-ere).
Jeg har allerede foretaget adskillige kvantespring i min personlige udvikling – og er ærlig talt målløs over, hvor meget friere, lettere og ”mere mig”, jeg har formået at blive. Jeg vidste ikke, at livet kunne være så fantastisk! Og let.
Og nu skal jeg se i øjnene, at det bliver endnu vildere. Jeg har altid følt mig relativt ressourcefuld, men jeg tror kun, jeg har kendt toppen af isbjerget. Nu er jeg klar til at dykke endnu dybere ned og bevæge mig bredere ud og behøver ikke de gamle låse i form af spændinger.
Farvel, stive krop, og hej til en endnu mere flowfyldt tilværelse.

Sådan er det også for dig. For os alle. Vi har så meget potentiale gemt i os, også når vi ikke kan få øje på det.
Prøv bare en enkelt dag at registrere i løbet af dagen, alt hvad du er, har, kan og formår. Og hvad du allerede har formået i dit smukke liv.

August 30, 2016 standard

 

Kender du det her?

Når det kommer til positiv tænkning, har jeg i mange år brugt det udadrettet, med en anden person, organisation eller genstand som fokus:

“Jeg har tillid til universet”
“Alt sker på bedste vis” (uden omkring mig/for mig)
“Min nabo respekterer mine behov for ro”

Osv.

Det er først lige nu, at jeg ser det for alvor. Hvordan disse positive tanker eller bekræftelser handler om at give energien fra mig og håbe på, at noget eller nogen indretter sig, som jeg gerne vil have det.
I virkeligheden er dette blot en forlængelse af de tanker, jeg var inde på i et indlæg inden sommerferien.

Selvfølgelig har jeg også sagt mange bekræftelser, som handlede om mig selv:
“Jeg er god nok.”
“Jeg er som jeg skal være”

Og den slags.

Men jeg har altså brugt mere krudt på de andre. Og tid. Der er vel et kontrolaspekt i det. Hvor nogle forsøger at kontrollere deres tilværelse gennem handlinger og tale, så er det, jeg har gjort, et forsøg på at styre verden gennem mit indre. Ikke fuldstændig – men bare lige så jeg følte, at der var styr på det vigtigste.

Fremover vil jeg oftere gøre noget andet.

 

Tag energien hjem

Jeg vil eksperimentere med at trække energien helt, helt hjem til mig selv – og slippe kontrollen endnu mere.
På det seneste har jeg nemlig oplevet flere tilfælde, hvor det, jeg fortalte om mig selv til mig selv blev direkte afspejlet i, hvordan omverdenen reagerede på mig. Ikke sådan, at hvis jeg tænkte “Jeg er grim”, så kom der en forbi og sagde: “Du er grim” til mig. Heldigvis ikke sådan!
Men energien i det, jeg fortalte mig selv, kvaliteten af følelsen, blev afspejlet.
Her er et negativt eksempel:
Jeg var ude på cykel en af de meget varme dage, vi havde i forsommeren. Jeg fungerer dårligt med varme, især når det kombineres med bevægelse og samtidig bliver jeg stresset, hvis jeg tror, at jeg måske er ved at blive solskoldet. Denne dag havde jeg været ude i noget tid, så jeg var både opkogt, stresset over, at jeg sikkert var på vej til at få hedeslag og endnu mere stresset over, at jeg var fuldstændig rød i bærret og let rød på armene. Jeg var ikke skoldet, vidste jeg, men lignede det. Jeg kan ikke huske præcis, hvad jeg fortalte mig selv, men i stress ligger der altid et underliggende sprog af frygt á la dette:
“Hvad nu, hvis jeg (eller min krop) ikke kan klare det?”
“Hvad, hvis det går helt galt?”

Og det er forståeligt, men det er bestemt ikke rare signaler at sende til sig selv og til kroppen: Manglende tro på ens egen evne til at klare situationen er også manglende anerkendelse af det, man (eller ens krop) allerede gør superfint for at håndtere situationen.

Netop den dag mødte jeg i min lettere aggressive stress-tilstand kun to reaktioner:
En person mindede mig om at huske solcremen. Måske velment, men ærlig talt nytteløst – hvis jeg havde solcreme, så havde jeg nok allerede brugt den. Og kommentaren gjorde mig blot endnu mere stresset over, om den rødbedefarve, jeg havde i ansigtet, ikke kun var opkogthed men også en begyndende forbrænding. Selvom jeg egentlig vidste, at det ikke var tilfældet.
En anden person konstaterede, at det måtte være varmt at knokle i dét vejr og at jeg virkelig måtte være tørstig. Det var selvfølgelig en anerkendelse af mine hårde vilkår. Men vedkommende stod lige uden for sit hjem og tænkte ikke på at tilbyde mig noget vand, så anerkendelsen virkede samtidig lidt hul eller tankeløs. Selv var jeg for stresset på det tidspunkt til at reagere hensigtsmæssigt og simpelthen spørge, om jeg kunne få fyldt en vandflaske.

Efter denne episode blev jeg bedre til at huske at tænke beroligende ting om min krop og mit nervesystem, for derved at vedligeholde min indre balance – som du måske husker fra et tidligere nyhedsbrev.

Et positivt eksempel – og det som virkelig gav mig indsigt oven på flere positive resultater på det seneste – var dette:

I fredags var det igen varmt. Der, hvor jeg var, var det omkring 30 grader om eftermiddagen. Jeg var ude på mit deltidsjob som postbud og skulle endnu engang prøve kræfter med den for mig negative kombi af varme, bevægelse og manglende mulighed for at søge skygge, få fyldt saltdepoterne osv.
Der var en times tid, hvor det ikke gik så godt.
Pludselig huskede jeg min egen kommende serie med bekræftelser til kroppen.
Og jeg begyndte at sige små bekræftende ting til mig selv og min krop:
“Du gør det rigtig godt.”
“Kære krop, du klarer det så fint”
“Tak for din hjælp i dag, min krop.”

Der gik mindre end en halv time, fra jeg var kørt ind på dette tankespor, før en dame mødte mig ved sin postkasse, hvor hun rakte mig en is (læskende!), en serviet (praktisk!) og sagde et par medfølende ord (dejligt!). Jeg tog imod med stor lettelse, for på det tidspunkt orkede jeg ikke at tygge på min sidste rugbrødsmad. Men en kold vanilleis med chokoladeovertræk kunne både jeg og min krop se pointen i. Og så var det bare så fint, at hun oven i købet havde tænkt på at give mig en serviet med. Det var enkelt, men præcis den omsorg og omtanke, jeg havde gavn af.
Jeg bliver faktisk helt rørt, når jeg tænker tilbage på det, for det var så fin en oplevelse – og det reddede resten af min vagt, min dag og min krops tilstand.

Måske har du nu læst pointen mellem linjerne, men lad mig bare trække den op alligevel. Jeg får helt sikkert brug for at minde mig selv om den:

I det negative eksempel havde jeg et tankespor kørende, som fortalte noget negativt om mig selv – og det blev spejlet ved, at jeg ikke mødte den hjælp, jeg kunne have brugt.
Det, jeg gjorde i det positive eksempel var ikke at tænke positivt om, hvordan verden ville reagere, så jeg fik det bedre i varmen. Jeg tænkte ikke bekræftelser a la: “Solen giver mig kun det, jeg har brug for”, “Min rute er hurtigt færdig” eller “Jeg modtager den hjælp, jeg har brug for”. Mit fokus var slet ikke uden for mig selv og jeg havde ingen ideer om, hvordan omverdenen skulle tilpasse sig min situation, så jeg fik det bedre.
I stedet huskede jeg “blot” at tænke positivt om mig selv og min krop og se, hvor godt jeg allerede håndterede det. Min fortælling om mig selv var præget af anerkendelse og omsorg.
Verden spejlede det så fint i form af en forstående dames konkrete handling, der viste anerkendelse og omsorg.
Det fineste er, at jeg end ikke selv kunne have fundet på, at hjælpen ville tage præcis denne form. Og det behøvede jeg heller ikke. Jeg behøvede blot at rumme og anerkende mig selv – og i dette tilfælde min krop.

Når vi plejer energien eller klimaet i os selv og vores krop og sind med kærlighed, åbner vi op for at omverdenen kan møde os på samme kærlige frekvens.

August 24, 2014 standard

 

 Hvordan taler du til dig selv? Om dig selv, om dine handlinger, tanker, ønsker, følelser og bedrifter?

 

“HUSK at få rettet teksten på din hjemmeside. Du er jo ikke længere vordende forfatter, du er forfatter!”

Sådan sagde en af mine skrivegruppemakkere i forbindelse med en korrespondance om noget andet på min hjemmeside.

“Ja, jo,” svarede jeg. “Men jeg har jo ´kun´udgivet en håndfuld noveller og lidt til.”

Jeg kunne godt selv høre, at det ikke gav mening.

Fluks gik jeg ind og fjernede ordet “vordende” på min hjemmesides forside. Og rankede ryggen.

 

Det betyder så meget, hvad du tænker og siger om dig selv.

Det styrker dig bevidst at tale positivt til dig selv. Og det lærer dig noget om din nuværende tilstand, når du ikke gør. Eller når du ikke kan finde de rette ord …

 

I årevis har jeg brugt ordet “tekster” som en samlebetegnelse for mine romaner og noveller og hvad jeg ellers måtte begå af skriftlige produkter. Jeg har brugt det med sådan en “fndr-fndr-fndr”-følelse i munden. Ligesom når man kludrer i en sætning. Som om min tunge godt vidste, at det ikke var det helt rigtige ord.

Og ordet er da også temmelig gråt og upersonligt, hvis jeg selv skal sige det.

Måske var det ikke tilfældigt, at jeg brugte sådan et ord?

Når jeg bruger ord, som i virkeligheden er sprogligt ukrudt (for mig personligt), kan jeg sagtens mærke det i kroppen. På samme måde, som når en bukseelastik snærer eller en bluse bare ikke vil hænge rigtigt på skuldrene. Det forstyrrer og tager lidt af mit fokus.

Men jeg har aldrig grebet fat om lige denne ukrudtsplante og fundet ud af, hvorfor den var der. Eller overvejet, hvad jeg hellere ville plante på dens plads i stedet.

Så sent som forleden brugte jeg ordet “tekster” i flæng i en coachingsession.

 

I dag sidder jeg så og renskriver det mål, jeg arbejdede med til coachingen. Det er et mål, der netop har at gøre med, hvordan jeg bliver bedre til at fremstille mit forfattervirke positivt (i modsætning til selvudslettende) i bestemte situationer.

Pludselig kommer det rette ord og lander helt af sig selv på papiret: Værker.

Det handler om, hvordan jeg fremstiller mine “værker”. Ikke tekster. Værker. For det er jo det, de er. Ikke lange og digre værker, måske, men helt bestemt værker. Vær-ker. Vær-ker. Der er både energi og en stabil rytme i dét ord.

Ordet passer til min krop som en bluse i den helt rigtig størrelse. Så nu kan jeg slappe af med det, jeg siger til og om mig selv.

 

Hvordan taler du til dig selv?

Bruger du ord, som giver kriller i din krop? Eller som føles som “fndr” på tungen?

Hvis ja, hvad handler det så om?

Og hvad kunne du sige i stedet, som ville få dig til at ranke ryggen?