menu search recent posts
September 25, 2019 standard

En sort bog ligger på det runde cafébord ved min side. Jeg sidder iblandt de brusende træer som omkranser et sommerhus i Ystad og læser lidt efter dyb inhalering af både skov og hav. Lige nu har jeg så lagt bogen fra mig for at nedfælde et par ord om den.

Den sorte bog er lindrende at læse, allerede fra de første kapitler.

Titlen er Black Box Thinking – den overraskende sandhed om succes.

Hvor mange af os har det afslappet med at fejle?

Selv er jeg helst fri. Nogle gange, ved småfejl eller i særligt robuste sindstilstande, tager jeg det let. Mange gange ikke. Jeg kender i hvert fald til at føle mig forkert eller skyldig på grund af fejl, jeg har begået, også selvom jeg ikke begik dem med overlæg.

Bogen tager fat i vores måde at tænke om og forholde os til fejl både som individer og kulturer (primært arbejds- og organisationskulturer). Jeg er ikke nået så langt, men jeg er fascineret. Den får mig til at overveje, hvor ofte jeg oplever, at fejl både hos mig selv og andre bliver sprunget hastigt hen over og ofte med konklusionen, at man jo egentlig godt ved, hvad man burde have gjort i stedet.

Ja, det ved man måske, men ved man, hvorfor man så ikke gjorde det rette? Og har bogen ikke ret i, at vi har meget lettere ved at påpege andres fejl end med at granske vores egne?

Sjældent bliver der brugt energi på at kigge om bag de ubehagelige følelser ved at have fejlet eller på at anlægge et objektivt syn på, hvad der sket med henblik på at kortlægge, hvordan man kan ændre fremgangsmåden fremover. Det fejlagtige får ikke den behørige agt, kan man sige.

Det er i hvert fald der, jeg har oplevet, at det ofte strander.

Meditation og tid uden mentalt fyld (det vil sige tid fri fra input fra andre, herunder via internettet) hjælper mig ofte til alligevel at erkende dele af det.

Men jeg er åben overfor at ændre mit og vores kulturs generelle tilgang til fejl. For som det gøres klart i bogen: ”Fejl er fantastiske læringsmuligheder af en helt enkel årsag: I mange af udgaverne præsenterer fejl en overskridelse af vores forventninger.”

Med den konstatering begynder udforskning af fejl pludselig at antage karakter af at være en opdagelsesrejse ad nye, ukendte stier – som jeg næsten ikke kan vente med at slentre ned ad.

Vil du med?

September 23, 2019 standard

Målet eller vejen?

Som den trofaste læser af bloggen (hvis jeg har sådanne 😉 ) vil vide, har jeg skruet kraftigt ned for min anvendelse – og mit forbrug – af de sociale medier.

Det efterlader naturligvis en form for tomrum i forhold til at komme i kontakt med læserne og synliggøre mine bøger.

Tidligere har jeg fravalgt at holde foredrag, fordi det ikke taler til mig. Det skal dog også i ærlighedens navn indrømmes, at jeg ikke har mod på det.

Imidlertid trækker det i mig efter at kunne krydre mit forfatterskab med en form for formidling, der når mere direkte ud til folk. Ansigt til ansigt tror jeg.

Jeg kunne tænke: “Jeg er nødt til at vænne mig til at holde foredrag,” og lignende. “Så nu tvinger jeg det ned med ske.”

Eller jeg kan tænke: “Nu påbegynder jeg en udforskning af mulighederne for at formidle mere direkte, stille og roligt påbegynder jeg.” Og dermed få lyst til at prøve selv at være deltager til noget i stil med, hvad jeg forestiller mig.

Det er ikke kun på papiret, at vinkling er afgørende.